Paradoksalt
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. marts 2007

Antallet af sager, hvor offentligt ansattes ytringsfrihed anfægtes, vokser. For det meste drejer sagerne sig om, at en eller flere ansatte er gået til pressen og peget på problemer indenfor deres fagområde, som de enten ikke har kunnet få ledelsen til at interessere sig for, eller som er blevet dysset ned. Loyalitetens grænsedragning mellem systemet og borgerne er blevet et tilbagevendende men ret upåagtet spørgsmål indenfor den offentlige sektor.

I den modsatte ende skaber det stor offentlig virak, når f.eks. TV2 går ind på en institution som Strandvænget for med skjult kamera at afsløre nedværdigende og utålelige forhold for en af de svageste samfundsgrupper - de fysisk- og psykisk udviklingshæmmede.

Selve fremgangsmåden efterlader det indtryk, at hvis der var mulighed for at komme ind med skjult kamera flere steder, ville sag på sag blive hvirvlet op. Måske er det tilfældet - måske ikke -ingen ved det. Men tvivlen står tilbage og nærer mistilliden i den offentlige bevidsthed.

Paradokset består i, at der gennem de sidste 15 år er indført en ledelsesstil og en styringsfilosofi i den offentlige sektor, der for det første lukker af for samtalen og omsorgen for hinanden og for det andet gør dé ansatte suspekte, der i institutioner og overfor deres ledelser gør opmærksom på problemer eller i desperation over ingen vegne at komme går til pressen for at rette fokus på de forhold, som ikke kunne løses indenfor systemet. Det får sjældent den store effekt, hvorimod udsendelser som dem fra TV2 nærmest vælter hele landet, selv om de i sagens natur aldrig får fat i helheden eller de givne forudsætninger men alene "afslører" det specifikt uacceptable.

Reaktionerne er forudsigelige. Regeringen og store dele af det politiske system er ved at gå til i forargelse over, at ansatte indenfor den offentlige sektor kan blive så afstumpede og handle så brutalt overfor svage grupper, "der ikke kan sige fra". Ligeså forudsigeligt er regeringens udnyttelse af situationen til fremme af sine krav om øget dokumentation, kontrol og overvågning i snart sagt hele den offentlige sektor. Beklageligt er, at oppositionen ikke har andet svar end delvist at følge regeringen. Men direkte paradoksalt bliver det, når fagforbundene i det ene og andet tilfælde forsøger at bortforklare afsløringerne som enestående tilfælde, i stedet for at udnytte situationen og pege på det, som mange af medlemmerne godt ved, at der for tiden finder en omfattende forråelsesproces sted indenfor store dele af den offentlige sektor, og at de afslørede tilfælde alene er ekstremer.

Om det er indenfor handicapområdet, i hjemmeplejen, i daginstitutionerne, på socialkontorerne eller på sygehusområdet, så omdannes klienter, borgere og patienter som resultat af managementstyring og omkostningsberegninger til økonomiske enheder og talstørrelser indenfor et omfattende bench-markstyret tildelingssystem. Et system, der skal fremme effektivitet og kvalitet, men som i sin konsekvens gør dem, som har hjælp behov til midler for, at den ene eller anden institution kan få sine bevillinger, opretholde status og sikre en stabil beskæftigelse. Hvor meget man end taler om øget kvalitet, kvalitetsmål, individuelle planer osv., er der tale om det modsatte - systemisk vold. Når borgeren, klienten og patienten konverteres fra at være målet for handlingerne til midler for, at opstillede måltal og kvalitetsmål kan indfries, afhumaniseres den offentlige sektor. Det er ved at ske - og tempoet accelererer.

Vi agter på ingen måde at lægge en generaliseret forklaringsramme ned over det konkrete tilfælde på Strandvænget eller for den sags skyld andre konkrete tilfælde. Hertil er det konkrete altid for komplekst. Vores ærinde er at advare mod nogle tendenser, som er ved at blive til et mønster og kritisere det politiske systems flove moraliseren samt de autoritære tendenser, der meget vel kan blive konsekvensen af regeringens hensigter, når den udnytter en hvilken som helst fejl i det offentlige til at øge presset for mere kontrol og overvågning.

Det stadigt ringere samarbejde mellem ledere og medarbejdere, den stadigt mindre åbenhed indenfor den offentlige sektor er først og fremmest et resultat er regeringens politik. Dermed ikke sagt, at problemer og overgreb ikke er sket tidligere - selvfølgelig er det tilfældet. Men tilfældene glider langsomt men sikkert over i det systemiske. Når ledere skal måles på resultater, når deres og de ansattes løn skal udmåles efter resultater efter ganske bestemte standarder, så nedbrydes den faglige dialog. Så træder mistilliden, suboptimeringen og ligegyldigheden overfor helheden ind som grundlæggende funktionsmåder. Medarbejdergrupper og ledere med færrest muligheder for succes, får lavstatus og isoleres. Det kan ske indenfor hele fagområder eller indenfor bestemte institutioner, hvor disse områder som oftest også bliver problembærere, og afstumpningen sætter ind. Problemet er, at dette fænomen, som kendes indenfor næsten alle omsorgsområder, generaliseres og uddybes med den moderne management- og kontraktstyringspolitik. Som sådan er det et ganske stort problem, når denne systemiske udvikling overskygges af TV2 og DR1 metodens individualiserende fokus.

Fremgangsmåden passer ind i en tid, hvor moraliseren har fortrængt den åbne politiske debat og legitimerer i den sammenhæng også regeringens krav om øget kontrol og dokumentation. Men samtidig understøtter fremgangsmåden en voksende mistillid til det offentlige system, fordi der indenfor et generaliseret offentligt marked, hvor kontrakten og konkurrencen hersker, ikke kan findes en fælles faglig etisk appelinstans. Hvor resultater og standarder styrer anerkendelsen, træder det humane, det direkte mellemmenneskelige i baggrunden. Heri ligger umyndiggørelsen, uansvarligheden og den tiltagende instrumentalisering af al omsorgsarbejde gemt - og dermed også ufølsomheden.

Taberne befinder sig på begge sider af hegnet. Den enkelte ansatte må positionere sig i forhold til resultatkravene og gardere sig mod fejl. Han/hun må afmyndiggøre sig selv og i videst mulige omfang undgå unødig involvering, der ikke kan måles. Ubevidst deles borgere, klienter og borgere op i fremkommelige og besværlige - det universelle ideal ryger fløjten. Og på den anden side af hegnet vokser mistilliden. Jagten på fejl går ind som kompensation for, at der ikke længere er en fælles appelinstans, hvor man kan få løst problemerne. I det spil er medierne det villige redskab - den spektakulære afsløring er godt stof - og regeringen tager med kyshånd mod afsløringerne, der hver eneste gang udlægges som legitimering af den politik, som faktisk fremmer de utålelige forhold, der afsløres.

Med denne generaliserede mistillid skabes der en indlysende opbakning til øget kontrol og overvågning. Alt skal sættes på en standard, så der kan måles. Det menneskelige engagement og den mellemmenneskelige samtale devalueres, hvorfor det ikke bør være uforståeligt, at dem, der har råd til alternative løsninger udenfor den offentlige sektor, vælger disse. Tilbage står flertallet uden disse muligheder men med mistilliden til det system, der skulle inkarnere det fælles - det humane modstykke til det marked, der ikke kender til omsorg og beskyttelse.

I den situation - når det gælder ens børn, forældre eller svage pårørende - ofrer man om nødvendigt væsentlige sider af ens demokratiske rettigheder til fordel for kontrakter og standarder, hvis man blot her igennem kan forsikre sig mod omsorgssvigt og evig utryghed. Og lige præcis denne ustoppelige udvikling skaber også det autoritæres legitimitet. Men samtidig vil afstanden mellem statsmagt og borgere vokse. Det samme vil tabernes antal på begge sider.