Tilbageskridt!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. februar 2007

I februarudgaven af Kritisk Debat behandler vi i temasektionen, kønsperspektivering. Det gør vi, fordi vi mener, at meget af den offentlige debat om kvindernes forhold, rettigheder og ligestilling i mange henseender antager karakter af noget uforpligtende snik-snak. Ikke dermed sagt, at der ikke ofte forekommer særdeles vægtige indlæg i debatten, for det gør der. Ingen tvivl om det! Men debatten henvises alt for ofte til et ufarligt felt - ligestillingsspørgsmålet - isoleret fra resten af samfundsdebatten, og ikke mindst isoleret fra den faktiske samfundsudvikling, som helt aktuelt indeholder flere tilbageskridt end fremskridt for kvinderne.

I samme periode, som februarnummeret af Kritisk Debat har været under produktion, er der på den anden side tegnet et nyt og måske spændende billede, hvad angår kønsperspektivering af politikken. Midt i januar bragte flere større dagblade lange artikler om, at i hvert fald fem fremtrædende kvinder enten er placeret i sædet som regeringsledere eller får mulighed for at blive det indenfor de næste to år. Det drejer sig om Angela Merkel, som allerede er forbundskansler i Tyskland, om Helle Thorning-Schmidt i Danmark, Hillary Clinton i USA, Ségolène Royal i Frankrig og som den sidste i rækken Mona Salin i Sverige, der tager over efter Göran Person hos de svenske socialdemokrater.

I de stort opsatte artikler spørges der så til, om dette kan resultere i en anden politik eller i det mindste en anden måde at føre politik på? Svarene bærer desværre et umiskendeligt præg af alle de fordomme om kvinder, der har floreret i mange, mange årtier.

Vores svar er imidlertid et ganske klart og tydeligt - nej! Valget af disse kvinder til regeringsledere vil ikke gøre en væsentlig forskel,

Og hvorfor så ikke det? Fordi samtlige af de fem nævnte kvinder - og vi kunne for den sags skyld nævne mange flere knap så prominente kvindelige politikere - tilhører højrefløjen i deres respektive liberale og socialdemokratiske partier. Og alle andre forskelligheder til trods har de fem nævnte ledere accepteret det indre rationale i neoliberalismen, selv om de fire socialdemokratiske ledere i retorikken lægger afstand til dens konsekvenser og nok også stadig er mere følsomme overfor et pres nedefra.

Ingen af de pågældende fem politiske ledere har lagt afstand til den neoliberale doktrin om, at globaliseringen - som vi kender den - er uomgængelig. De har i det spil også accepteret en vidtgående tilpasningspolitik. Ingen af dem er heller gået op mod neoliberalismens anden centrale doktrin om det nødvendige i at markedsgøre den offentlige sektor og begrænse velfærdsstatens muligheder for at regulere den kapitalistiske produktion og det kapitalistiske marked. Og alle fem synger de med i koret om at tage udgangspunkt i det enkelte individ samtidig med, at der overalt føres en politik, der dels isolerer og afmægtiggør individet og dels underordner det streng centralistisk kontrol og standardisering.

Men hvad har det specielt med kønsperspektivering at gøre? Kvinderne rammes hårdest - både som borgere og som ansatte i den offentlige sektor - i det aktuelle neoliberale opgør med velfærdsstaten: når der skæres ned i daginstitutionernes åbningstider, når der indføres modulpasning, så pengepungen bestemmer pasningens længde; når der indføres tilkøbsydelser, så de bedrestillede kvinder kan betale sig fra en række huslige forpligtelser, og når hjemmeplejen forringes. Ja, så indebærer det i overvejende grad, at kvindernes almene reproduktionsbyrde vokser. For hvem er det lige, der skal få arbejde og børnepasning til at hænge sammen? Hvem er det, der i frustration over den forringede ældrepleje, igen påtager sig ansvaret for omsorg med de gamle? Det er hovedsageligt kvinderne. Og da døgnet immervæk kun har 24 timer, bliver der tilsvarende mindre tid til andre ting. Til f.eks. efteruddannelse, politiske engagement eller bredt samfundsmæssigt engagement. Kvinderne bliver stækkede som borgere og om ikke formelt så reelt indfanget i et demokratisk underskud. De mister ganske enkelt overskuddet til i bred målestok at kæmpe for at blive repræsenteret på alle niveauer i samfundets politiske liv - enten i form af positioner, eller hvad angår indflydelse på de politiske beslutninger.

Men ikke nok med det. Som ansatte i den offentlige sektor rammes kvinderne også hårdest, idet det først og fremmest er de typisk kvindedominerede omsorgsfag, der enten forringes eller afprofessionaliseres, hvorved kvinderne ikke alene mister deres faglige værdighed men også spændes ind i et infernalsk kontrolsystem, hvor de mister den sidste rest af indflydelse på eget arbejde.

Og kaster vi blikket på den private sektor medfører de fleksible arbejdstider og liberaliseringen af lukkeloven, at flere og flere kvinder dels er bundet til at arbejde på umage tider og dels skal udfolde et større og større logistisk arbejde for overhovedet at få ordnet indkøbene, lede efter de billige tilbud osv. Det tager tid - meget tid. Og døgnet har som sagt kun 24 timer.

Sådan kunne vi blive ved fra område til område og vise, hvorledes kvindernes forhold i et samfundsperspektiv forringes. Men faktisk kan denne udvikling sammenfattes i en for nogen lidt gammeldags betragtning: at i samme omfang som de kollektive løsninger af samfundets omfattende omsorgs- og reproduktionsforpligtelser privatiseres, fastholdes kvinderne i deres hidtidige underordnede rolle i samfundet.

Og det er lige præcis det, der sker med de neoliberale angreb på velfærdsstaten. Her drejer det sig langt fra kun om forringede ydelser. Det handler mindst ligeså meget om markedsgørelsen, om privatiseringen både af forpligtelser og ansvar for slet ikke at tale om den omfattende moraliseren, der har sneget sig ind i den offentlige debat. Det drejer sig i dag om at gøre sig fortjent til at få del i de kollektive ydelser. Der er ikke længere tale om, at de kollektive ydelser og løsninger tjener en højere sag end de umiddelbare tryghedsbehov, som f.eks. uddybning af lighedspolitikken, frigørelse af de sociale kræfter i samfundet og her ikke mindst kvinderne. Det er et overstået stadium.

Tilbage står kvindernes helt individuelle kamp for at gøre sig gældende. Den kamp er - bortset for de ganske få - tabt på forhånd. Derfor har denne leder også overskriften - "tilbageskridt" for netop at markere, at den neoliberale politik også indebærer et tilbageslag for kvindefrigørelsen i forhold til de sejre og indrømmelser, kvindebevægelsen faktisk har vundet.

Men da ingen af de fem nævnte kvindelige politikere på noget tidspunkt - hverken i skrift eller tale - har lagt afstand til det neoliberale angreb på de kollektive velfærdsforanstaltninger og velfærdstanker, der udgjorde væsentlige landvindinger i kvindernes frigørelseskamp, får de absolut heller ikke positiv betydning for denne fremover - tværtimod!

Tilbage står, at kvindernes kamp for ligestilling på alle samfundslivets væsentligste områder er og bliver den rene tilpasningssnak, med mindre denne kamp forbindes med og indvæves i det brede politiske opgør med neoliberalismens rationalitet indenfor et samlet kampperspektiv, som også peger ud over det blotte forsvar for det, der var engang. Fordi det, der var engang, blev aldrig til andet end et historisk kompromis med den kapitalistiske markedsøkonomi og kunne således heller ikke udvikle samfundets politisk-demokratiske kontrol med det økonomiske grundlag, der igen og igen undergraver solidariteten, øger uligheden og i sidste instans fastholder kvinderne i rollen som samfundets reproduktionsreserve.

For os på Kritisk Debat udgør denne kamp kønsperspektiveringens kerne, hvorimod tiltroen til at kvindelige ledere eller kvindelig repræsentation i sig selv kan fremme kvindernes frigørelsesperspektiv er og bliver et bekvemt illusionsnummer. Det afgørende er og bliver stadig, hvilken politik, de står for og er villige til at føre!