Politisk konvergens?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. december 2006

Hvad sker der i Venstre? I stærkt sammentrængt form kan man sige, at partiets markedsteknokratiske ledelse har indledt et ganske dramatisk og ikke uproblematisk ideologisk opgør med de mest fremtrædende nyliberale politikere. Dem som var og er frontkæmpere i det ideologiske felttog mod den solidariske velfærdsstat, men som endnu ikke har forstået, at det slag er udkæmpet, og at deres tid er forbi.

Opgøret i Venstre kommer fem år efter Poul Nyrup Rasmussen indledte en lignende vending i Socialdemokratiet efter valgnederlaget til lige netop Venstre. Kort fortalt var målet dengang at udgrænse de gamle demokratiske grundstrukturer i partiet og skabe plads for en professionel og teknokratisk ledelse, der via fokusgrupper, projektorganisering, kampagneledelse osv. skulle omskabe partiet til alene at være vedhæng til en relativ lille elites bestræbelser på at tilbageerobre statsmagten og retten til at styre landet.

Opgørene i de to partier har på trods af tidsforskellen og partifarven det til fælles, at de er rettet mod forholdsvis store lommer i baglandet, der indtil nu har insisteret på at diskutere politik og spille en politisk rolle ude i den samfundsmæssige virkelighed. De to opgør har også det til fælles, at de tegner en mere og mere synlig afpolitiseringstendens af det offentlige rum. Politiske problemer og opgaver omdefineres til tekniske spørgsmål, der først og fremmest kræver specifikke tekniske svar i enkeltsager, hvor de store og afgørende perspektiver udgrænses og delegitimeres. I en sådan tendens antager sagerne en så teknisk karakter, at de vanskeligt kan gøres til genstrand for en bred og demokratisk debat.

I det spil bliver partiernes græsrødder og ideologisk motiverede kombattanter til anakronismer, der på grund af deres uforudsigelighed - som f.eks. at stille spørgsmålstegn ved skattestoppet eller kræve skattelettelser, - udfordrer den større tendens i retning af markedsteknokratisk statsstyring af samfundet.

Begge partier har nærmet sig hinanden gennem naturalisering af markedsmekanismen, som de - om end i forskellige sproglige klædedragter - har gjort til det universelt styrende princip. I kommunerne har de to partier også tilnærmet sig hinanden. De anerkender begge nødvendigheden af en meget udbredt markeds- og koncernstyring af kommunerne. De er enige om at opbygge de nye regioner efter koncernprincipper. De gør fælles sag om adskillelse af de mange offentlige funktioner i 'bestiller/udfører enheder" og i en radikal centralisering af myndigheden, så der skabes en næsten paternalistisk agent relation. Og begge partier er enige om at anskue den offentlige sektor som en servicevirksomhed og om de facto at opgive den som en demokratisk styret og kontrolleret forvaltningsinstitution.

Ligeledes betoner begge partier enkeltindividet som udgangspunkt for alt og reducerer hermed den ansvarlige borger til et tomt semantisk begreb, der alene fyldes ud, når den ansvarsfri borger tager politikerne på ordet og handler uansvarligt og herved skaber ubalancer i det sociale samfundsregnskab. Således finder man heller ikke en afgørende principiel forskel på Socialdemokratiets oplæg om "Samling om Fornyelse", der kom i foråret, og regeringens nye højprofilerede oplæg om en kvalitets- og servicereform. Af begge oplæg fremgår det, at markedet tages for givet. Globaliseringen fremstilles som et neutralt og uomgængeligt faktum, man kun kan tilpasse sig, og at opgaven derfor alene er at justere velfærdssamfundet og erhvervslivet, så de kan stå sig i den internationale konkurrence. Denne forståelse lægges til grund for et hvilket som helst samfundsaspekt - om end med forskellig accent og retorik, men afgørende er, at politikken og dens humanistiske udspring opløses i tekniske løsninger og politisk ledelse erstattes af målrationelle styringsteknologier, som alene begribes af en lille elite. Her skal blot henvises til de evindelige talkrige, der aldrig når deres konklusion, men konstant efterlader hele befolkningen som måbende tilskuere.

Det er så overladt til de andre partier dels at gruppere sig om henholdsvis Venstre og Socialdemokratiet og dels at opponere mod denne fremadskridende afpolitisering af det offentlige rum og borgerne bl.a. ved at insistere på værdidiskussioner og kulturkampe. Men fordi de endnu ikke har brudt den afgørende præmis; markedskapitalismens naturalisering, forbliver deres forsvar af politikken kun parenteser i markedets radikale kolonisering af hele samfundslivet.

Men den internationale tendens hen imod afpolitisering, markedsgørelse af den offentlige sektor og uansvarliggørelse af borgerne har en alvorlig bagside, som ud fra et humanistisk og demokratisk standpunkt bør hives frem i lyset og gøres til genstand for en omfattende debat.

For når uansvarliggørelsen sætter ind med omformningen af borgere til kunder, staten omdannes til en servicevirksomhed og de offentligt ansatte tvinges til at optræde som egocentrerede privatpersoner for at klare sig i den interne konkurrence, så giver det sig selv, at de samfundsmæssige opløsningstendenser vil tage faretruende til, hvis de ikke modvirkes af en centraliseret og stadig mere autoritær og formynderisk regulering og styring. Således går det heller ikke an, hverken i det politiske system eller i samfundsdebatten, at henvise den voksende magtcentralisering til at være et resultat af magtbegærlige politikeres handlinger, men må se den som et logisk resultat af det markedstyranni, som den politiske elite selv har søsat uden at kunne overskue konsekvenserne.

Derfor er det heller ikke et spørgsmål, om Socialdemokratiet på papiret vil noget andet end Venstre. Langsomt føres partiet nemlig længere ind i den markedsteknokratiske tænkning, fordi man allerede med det sidste formandsskifte lagde afgørende luft til de politiske kræfter i partiet, der ville et opgør med markedstænkningen, strukturreformen, 'frit valgs'-politikken, skattestoppet og konkurrencen mellem mennesker som bærende princip. Og derfor er de relativt få milliarder kroner, der adskiller Venstres og Socialdemokratiets politikker, heller ikke afgørende. Forskellene overskygges i stigende omfang af afpolitiseringens og markedsrationalitetens bærende ligheder.

Af samme grund er vælgernes skifte til Socialdemokratiet også tvetydigt. På den ene side flyttes der stemmer til Socialdemokratiet, fordi mange vælgere ganske givet vil bevare den solidariske velfærdsstat og i øvrigt er lede og kede af magtens arrogance og konstante borteskamotering af virkeligheden. En stemme på Socialdemokratiet opfattes i den forbindelse som et værn mod yderligere camouflerede forringelser. Men på den anden side fremgår det langt fra af analyserne, at de samme vælgere har en udbredt tillid til, at Socialdemokratiet kan blive den nye renoverende politiske kraft, der kan frisætte et opgør mod de markedskræfter, der dagligt sniger den sociale utryghed ind i et stadigt bredere udsnit af befolkningen og sætter den under konstant stress.

Men for så vidt det forholder sig således, må man også konstatere, at det politiske rum er blevet overordentlig snævert. Så snævert, at politiske styrkeforhold kan ændres på ganske kort tid, f.eks. når hospitalernes strålekanoner sættes på dagsordenen som det mest centrale politiske problem og således bliver et eksempel på, at konkurrencedemokratiet og snævre tekniske dagsordner har udgrænset det samfundsbestemte deltagelsesdemokrati.

Når vi konsekvent i denne leder har brugt ordet tendens og ikke talt om et faktum, skal forklaringen søges i det forhold, at ligeså konfliktfyldt vendingerne har været i både Socialdemokratiet og Venstre, ligeså modsætningsfyldte opleves tendenserne i befolkningen. I mangt og meget har befolkningen underlagt sig afpolitiseringen og magtcentraliseringen og opfører sig herefter. Men på den anden side yder store dele af befolkningen også spredt modstand, som det i efterårets protestbølge hidtil tydeligst er kommet til udtryk, der ikke blot og bart handlede om modstand mod de kommunale nedskæringer, men også fik et nyt perspektiv i kritikken af magtfuldkommenhed, mistet indflydelse og opløst fællesskab.

Hvorvidt de nye perspektiver folder sig endnu mere ud indenfor den nærmeste fremtid er vanskeligt at spå om. Hvordan de fortløbende bliver italesat, forekommer ligeså uklart. Men efterårets bevægelser åbnede op for en fornyet vilje til at forlange den politiske og demokratiske debat tilbage i det offentlige rum - uafhængigt af partiernes gøren og laden. Det indre liv i bevægelsen viste også, at der for mange borgere ikke er langt fra et konkret forsvar for en daginstitution eller plejehjem til en til tider ganske heftig og visionær debat om velfærdsstatens fremtid - på den anden side af de nuværende markedsautoritære styreformer.

På et endnu ganske ufærdigt grundlag tillader vi os at drage den foreløbige konklusion, at det ikke giver den fulde forståelse, hvis opgøret i Venstre alene anskues som en kamp om, hvorvidt partiet skal tilnærme sig den politiske midte i dansk politik, al den stund at det er afpolitiseringen og socioteknikken, Venstres elite forfølger for at fremme kapitaldannelsesprocessen. Og her adskiller samme elite sig ikke væsentligt fra eliten i Socialdemokratiet. Den politiske venstre/højre-akse flyttes derimod ud i det nye offentlige rum, som endnu er i sin begyndelse, men som de partier, fagforeninger o.a., der ønsker at frigøre sig fra afpolitiseringens tendens, må orientere sig mod og tage alvorligt, hvor farverige og modsætningsfyldte de nye bevægelser end er.