Pareto går igen
Af Redaktionen

Offentliggjort: 01. november 2006

"Arbejdernes andel af den nationale indkomst i disse lande [OECD-landene, red.] er faldet til det laveste niveau i årtier, men profitandelen er steget. Det ser ud til, at de vestlige landes arbejdere ikke får den fulde andel af globaliseringens frugter. Det forholder sig sådan ikke kun for de ufaglærte grupper men i voksende omfang også for grupper med højere uddannelse ..."

Nej, citatet er ikke hentet fra et eller andet notorisk antiliberalistisk tidsskrift. Det stammer fra The Economists udgave fra den 14. september 2006 og indfanger meget godt ledende borgerlige økonomers voksende bekymring over den øgede sociale polarisering og skævdeling af rigdommen i den vestlige verden. I det billede går Danmark ikke fri. Heller ikke hvad angår kritikken af disse forhold. Den er taget til indenfor det sidste halve år bl.a. i publicerede rapporter og har sat regeringen under pres. Det samme gælder i Tyskland og Frankrig, og temaet har bidt sig fast i de amerikanske primærvalg, der langt fra kun handler om Irak.

Et flertal af borgere har vanskeligt ved at begribe, hvorfor en formidabel rigdomsproduktion skal ledsages af relativt faldende realløn, nedskæringer i velfærdsgoderne og en enorm koncentration af rigdommen. Ca. 60 procent af rigdommen er koncentreret hos mindre end 5 procent af den danske befolkning.

Selvfølgelig forekommer denne udvikling uretfærdig og skaber vrede. Men hvad værre er for de nyliberale regeringer, ser billedet ikke ud til blot at være et overgangsfænomen. Sammenhængen mellem de samme regeringers politik og den voksende ulighed har indtaget sin faste plads i den politiske debat.

Herhjemme har skattestoppet, som spiller en central rolle i den negative omfordelingspolitik, mistet sin nærmest urørlige status. Kritikken af skatteunddragelser og kapitalfondes malkning af ellers sunde driftsvirksomheder vokser i takt med afsløringer af virksomhedslederes enorme fortjenester og omvendt massive krav til medarbejdernes effektivitet og forringelserne af deres arbejdsforhold.

Og som det er vanligt i situationer, hvor grådighed og spekulation har taget over og svækker samfundenes produktivkraft, forplanter der sig umærkeligt en kollektiv fornemmelse af, at dette ikke kan vare ved. Dagligt spekuleres der over konsekvenserne af boligprisernes snarlige fald. De ledende økonomers opmærksomhed er naglet til udviklingen på det amerikanske boligmarked. Frygten går selvfølgelig på, om et direkte kollaps vil resultere i en international recession. Et scenario, der som regulær utryghed forplanter sig til brede dele af middelklassen, som i dag - bl.a. på grund af gældsætning - er mere udsat end tidligere.

Af de nævnte grunde er det også forklarligt, at beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og socialminister Eva Kjer Hansen forsøger at begrænse skaderne, som de gør i en kronik i Jyllands-Posten den 9. oktober 2006. Her forsøger de ikke - hvad også ville være omsonst - at bortforklare den voksende ulighed. I stedet fører de den italienske økonom og sociolog Paretos gamle maksime til torvs i moderne politisk udgave: "Vi må ud fra en politisk betragtning hellere koncentrere os om, at alle får gavn af udviklingen, end at hindre indkomstforskelle. Alt andet ville være absurd". Eller sagt i tilspidset form: Hvis blot 99 procent af befolkningen bliver 1 kr. rigere, gør det ikke noget, at den sidste procent skraber 1000 kr. mere til sig. Alle får det jo bedre.

Med denne indledning går kronikørerne så ellers i gang med at tilbagevise oppositionens kritik. Det interessante her er, at de to ministre indsnævrer fokus til at omhandle de fattige og marginaliserede i samfundet, som de ved sofistikeret talmagi når frem til, har fået det bedre som resultat af regeringens politik.

Behændigt styrer de udenom det virkeligt vigtige. At 'Statistisk tiårsoversigt 2006' og bogen 'Indkomster 2004' (begge fra Danmarks Statistik), hvor fordelingstallene kompenserer for overførsler, dokumenterer, at det især er halvdelen af middelklassen og hele arbejderklassen, der er blevet relativt fattigere.

De to ministre får heller ikke fat på, at der med en øget koncentration af rigdommen foregår en tilsvarende koncentration af privilegier og voldsomme magtforskydninger i samfundet. Som det er fremgået de sidste få måneder, er det de rige og meget rige, der legalt kan unddrage sig skat. Det er de store kapitalfonde, der kan flytte rundt på værdierne uden at betale skat. Det er de rige, der har gavn af skattestoppet.

De har heller ikke helt forstået, at det er ved at blive almen viden, at, det eliten i abstrakt form omtaler som 'globaliseringen', i vid udstrækning er de store kapitalorganisationers voksende magt - netop på grund af rigdommens koncentration. Af samme grund klinger de to ministres anvendelse af Paretos maksime lettere patetisk. Ikke alene på grund af dens indre ulighedsskabende logik, men også fordi logikken indlysende undergraver demokratiet og derved resterne af velfærdsstaten. Formentlig står det billede langt fra knivskarpt i den offentlige bevidsthed. Men fornemmelsen er der. Og fornemmelser er vanskelige at komme af med, når de først har sat sig fast.

Det ved de to ministre godt. Derfor slutter de kronikken med at sætte trumf på med en klassisk liberal underforståelse: "Vi skal ikke sætte den økonomiske vækst i stå". Et opgør med uligheden er ensbetydende med lav eller ingen vækst - forstås!

Og så er vi faktisk ved kernen af nyliberalisternes aktuelle problem både her i Danmark og i de fleste andre OECD-lande: Truslerne bider ikke længere!

Påstandene om, at samfundenes økonomiske vækst, alene skabes gennem en total deregulering af kapitalkræfterne og universaliseringen af den fri konkurrence, har antaget så uhyggelige konsekvenser i praksis, at selv ædruelige borgerlige økonomer ventilerer en voksende bekymring. En bekymring, der nu trænger sig på i samfundsdebatten, og reflekterer folks faktiske oplevelser.

Måske ikke et akut problem for kapitalejerne. Men det er ved at blive det for de politikere og politiske partier, der gennemfører afmonteringen af velfærdsstatens reguleringsmekanismer og blotlægger hele samfundet overfor markedskræfterne. Af samme grund forekommer Claus Hjort Frederiksen og Eva Kjer Hansens kronik også både anakronistisk og lidt ynkelig.

Men hvorfor så ikke bare forbigå kronikken i tavshed?

Ganske enkelt fordi den i en sær omvendt form også eksponerer oppositionens problem. Den ulighed, som kronikørerne forsøger at bagatellisere, er ved at blive et så manifest tema, at oppositionen ikke kan fortsætte med på den ene side indirekte at acceptere nyliberalismens rationaler og på den anden alene gøre velfærdskampen til en kamp for 'de svageste' og for en højere offentlig vækst. Når det nu viser sig, at den nyliberalistiske politik medfører, at også store grupper af lønmodtagerne rammes af uligheden, og at den øgede kapitalkoncentration træder op som en barriere for velfærdspolitik og som den største trussel mod demokratiet.

Hvor The Economist udelukkende bekymrer sig om nyliberalismens konsekvenser for samfundsstabiliteten, stilles der helt andre og mere radikale krav til oppositionen om at formulere et bredspektret opgør med hele nyliberalismens økonomiske, politiske og filosofiske rationale. Og i det perspektiv er en hjælpende hånd til 'de svageste' og lidt flere penge til kommunerne knap nok en begyndelse.