En kommunal front mod centralmagten
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. september 2006

Egentlig har øvelsen fra den blev sat i værk i 2002 været ganske enkel og er lige indtil nu forløbet relativt smertefrit. Her tænkes på regeringens kommunale strategi.

Borgmestrene og Kommunernes Landsforening (KL) er blevet taget på ordet. Flere og flere opgaver er blevet flyttet over til kommunerne. Strukturreformen placerer entydigt myndighedsansvaret hos kommunerne. Formelt er deres betydning herved blevet styrket markant indenfor de sidste fire år. Vel nok også en vigtig forklaring på, at hovedparten af borgmestre bakkede så massivt op om strukturreformen.

Men virkeligheden er blevet en ganske anden. Det var forudsigeligt, hvis man ellers læste det, der stod med småt. Selve Strukturreformen er i sin kerne en omfattende markedsgørelse af hele den offentlige sektor - også kommunerne. KL blev i forbindelse med økonomiaftalerne i årene 2004, 2005 og 2006 bundet mere og mere op på ordinær privatøkonomisk driftsstyring, standardiseringsmål, udliciteringsmål og helt urealistiske vækstrammer for kommunerne.

Ude i kommunerne har man været tvunget til at ændre den traditionelle faglig/politiske forvaltningsstruktur og gennemføre noget, man i regionerne ganske ligefremt benævner som 'koncernstyre'. Med radikal strukturændring til følge, der blotter det lokale demokrati for ethvert indhold, og tilpasser kommunerne de markedsøkonomiske transaktionsforhold til henholdsvis regionerne og staten, der er indbygget i strukturreformen.

Således er det lykkedes for regeringen på den ene side at få opbygget en strukturel binding af kommunerne til centralt formulerede resultatkrav og resultatafhængig finansiering og på den anden side skaffe flertal for et samlet batteri af økonomiske styringsredskaber, der taget under et både udhuler det lokale selvstyre og demokrati, og tvinger kommunerne til at gennemføres regeringens lave vækstrate for det offentlige forbrug.

Konsekvenserne viser sig nu. Gennemførelse af Strukturreformen belaster kommunerne økonomisk langt ud over, hvad der blev stillet i udsigt. De påståede effektiviseringsgevinster ved stordrift er mere end tvivlsomme, og skattestop, indefrysning af overskudslikviditeten og vækstrammen på en halv procent samt den skjulte underkompensation på overførselsområdet har skabt en situation, hvor et flertal af kommuner skal skære i budgetterne for 2007 og i de følgende såkaldte 'overslagsår' frem til 2010.

Ikke underligt at borgeren udtrykker en voksende utilfredshed med velfærdsservicen ude i kommunerne. Heller ikke underligt, at borgmestrene kritiserer regeringens stramningspolitik og flere steder barsler med at bryde KL-aftalen og sprænge vækstloftet i en eller anden form for civil ulydighed, selv om finansministeren har bemyndigelse til at straffe ulydige kommuner via bloktilskuddene - enten individuelt eller kollektivt.

Og forståeligt er det også, at Socialdemokratiet sætter kommunernes økonomi øverst på dagsordenen i finanslovsforhandlingerne samtidig med, at partiets finanslovsordfører lægger op til en genforhandling af KL-aftalen.

Problemet er blot, at så længe protester foregår i spredt fægtning eller isoleres til en indbyrdes kamp mellem faglige organisationer og borgere på den ene side og byrådene på den anden, kan regeringen ride stormen af ved f.eks. at øge lånerammen og oprette nogle få puljer, som kommunerne så kan slås om at få del i. Og så kan finansministeren i øvrigt uanfægtet fortsætte med sit statistiske talcirkus og hævde, at kommunerne har fået rigeligt med penge, men at de blot ikke administrerer dem tilstrækkeligt dygtigt og ansvarligt.

Men hele det spil, der er i gang, fjerner ikke borgernes sans for virkelighed. De oplever nedskæringer på alle vitale områder. Og det er også begyndt at gå op for flere, at 'frit valg' og udliciteringer blot betyder, at de for at fastholde den samme service skal betale af egen lomme. Det kan en forholdsvis beskeden gruppe af den danske befolkning klare uden problemer. Men for langt det overvejende flertal begynder man at kunne mærke det på privatøkonomien. Og det er når det punkt rammes, at regeringen støder på grænsen for, hvor langt den egentlig kan komme med sin nedskæringsstrategi pr. stedfortræder.

Her er det så også, at regeringens vel planlagte kurs kan vise sin indbyggede svaghed, i og med den har gjort sig fuldstændig afhængig af, at byråd og kommunalbestyrelser år for år klapper hælene sammen og banker borgerne på plads. Hvis på den anden side byråd og kommunalbestyrelser samlet set gør oprør - bl.a. for ikke at komme i et ulideligt modsætningsforhold til borgerne - er det faktisk meget begrænset, hvad regeringen kan gøre ud over at gribe til det ultimative våben: centralstyring af kommunerne gennem økonomiaftaler med den enkelte kommune. Sådan som Dansk Folkeparti og den kommunalpolitiske ordfører for Venstre har lagt op til.

Således tegner der sig en ny og meget spændende frontdannelse i det samlede politiske landskab: det lokale selvstyre mod en stadig mere elitær og autoritær centralmagt, hvor sidstnævnte har gjort sig afhængig af at kunne dirigere rundt med førstnævnte. Det er oppositionens, fagbevægelsens og borgernes oplagte mulighed for at tvinge regeringen på tilbagetog.

Og opskriften er egentlig ganske enkel. Hvis oppositionen, den lokale fagbevægelse, de mange lokale borgerråd og brugerbevægelser i hver kommune på samme tid - f.eks. den 3. oktober på Folketingets åbningsdag - gik på gaden for at demonstrere mod regeringens politik og krævede genforhandling af KL-aftalen, så ingen kommuner skal skære i budgetterne - og hvis de samme politiske kræfter og bevægelser fulgte det op centralt - er det meget vanskeligt at forestille sig, at regeringen skulle kunne modstå et sådant pres - talmagi eller ej.

Men hvorfor ikke en samlet demonstration på Christiansborg slotsplads som den 17. maj i år? Ganske enkelt fordi det er ude i den enkelte kommune, at nedskæringerne skal gennemføres, og følgelig også her vreden er stor og kan samle borgerne om et fælles krav: ingen nedskæringer i den kommunale velfærdsservice!

En anden og ikke mindre væsentlig begrundelse er, at kampen for det kommunale og ikke mindre demokratiske selvstyre ikke er vundet ved en ekstrabevilling på finansloven på ca. fire mia. kr. Kommunerne vil fortsat være under pres og tiltagende blive mere bureaukratisk og udemokratisk ledet, hvis ikke en folkelig mobilisering lokalt kan udvikles til krav om genindførelse af borgernes demokratiske indflydelse på kommunernes forvaltning. For uanset om pengene kommer, så står det stadig tilbage at gøre op med 'frit valgs'-politikken og konkurrencestrategien, der i praksis underlægger kommunestyret markedsøkonomiske betingelser, binder forvaltningen til privatøko-nomiske kontrakter og hermed indskrænker de politiske partiers mulighed for at føre politik.

Så hvis oppositionen, fagforbund og fagforeninger mener noget med deres opfordring til at forsvare velfærdsstaten og demokratiet, er den 3. oktober en oplagt mulighed for at træde i karakter og bruge deres mange ressourcer på at mobilisere lokalt. Ikke for dét endelige slag, men for at starte en helt ny bevægelse i Danmark: En kommunal front mod regeringens afvikling af velfærdsstaten og for det lokale demokratiske selvstyre.