Leder 26. juni: Ynkeligt!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. juni 2006

Ynkeligt!

Lad os indlede denne ekstra leder fra Kritisk Debat om det såkaldte velfærdsforlig med at konstatere:

  • Tilbagetrækningsalderen for efterløn og folkepension stiger i 2025 til henholdsvis 63 og 68 år og i 2030 til 64 og 69 år.
  • At forligspartierne under forhandlingerne har været bekendt med nye tal fra Danmarks Statistik om middellevetidens udvikling, der klart viser, at med den 'indeksering', der er indbygget i forliget, vil stigningen fra 62 til 63 år allerede blive forudsat i løbet af de næste par år. Så når politikerne mødes i 2015, er sagen klar.
  • At de samme forhandlere også burde være bekendt med en rapport om danskernes middellevetid, der blev offentliggjort i 'Ugeskrift for læger' den 22. maj 2006. Rapporten påviser en voksende socialt betinget ulighed i danskernes levealder og livskvalitet.

Dette er sådan set tilstrækkeligt for at kunne konstatere, at de overskrifter, som eksempelvis de socialdemokratiske ledere har forsøgt at sælge det nye forlig på, grænser til det politisk uhæderlige.

Alene hvad angår efterlønsalderen og folkepensionsalderen er der i forliget indbygget en fremadskridende social ulighed, fordi de kortuddannede - og især de kortuddannede kvinder - vil få stadig kortere tid på efterløn og folkepension i forhold til de højtlønnede med de gode job. Allerede nu ved man, at de kortuddannede ikke har udsigt til at opnå 19,5 år på efterløn og folkepension, som de ellers stilles i udsigt i forliget.

Lad os fortsætte med at konstatere:

  • At den 'nedslidningsfond' på 3 mia. kr., som bl.a. er det, som de socialdemokratiske ledere retfærdiggør deres deltagelse i forliget med, er varm luft. Fonden skal udloddes med op til 350 mio. kr. hvert år efter ansøgning. Dvs. at det bliver ministeriet, der skal vurdere, hvem der skal have del i pengene. Og der bliver ingen generelle skærpede krav til arbejdsmiljøet.
  • At midlerne i den nye fond på 1 mia. kr. til voksen-efteruddannelse kun kan udløses, hvis arbejdsmarkedets parter i de næste overenskomstforhandlinger enes om at konvertere en del af lønstigningen til en uddannelsesfond. Man skal her huske på, at lønmodtagerne i forvejen betaler 8 procent i arbejdsmarkedsbidrag, og at lønstigningerne for tiden er de laveste i 20 år. Så med den nye fond vil lønmodtagerne over tid selv komme til at finansiere en stor del af deres efteruddannelse.
  • At det for det første er langt fra sikkert, at erhvervsskolerne får tildelt de lovede midler. Og for det andet at beløbet på 300 mio. kr. i øvrigt rækker som en skrædder i helvede, når det sættes i forhold til de nye opgaver, som skolerne pålægges i forhold til den gruppe unge, der enten ikke påbegynder en ungdomsuddannelse eller dropper ud, fordi forholdene på skolerne i forvejen er elendige - på grund af flere års nedskæringer.
  • At forliget - til erstatning for regeringens forslag om at skære i de unges SU, kontanthjælp og dagpenge - indfører yderligere administrativ kontrol og et øget pres på de unge ledige. Eksempelvis skal de indenfor otte uger finde en uddannelse som alternativ til en eller anden form for aktivering. I de fleste tilfælde vil det betyde valg af en af de mange discountuddannelser, der nu skal oprettes på eller i tilknytning til erhvervsskolerne.
  • Der opbygges en incitamentstruktur på bl.a. universiteterne i form af færdiggørelsestaxameter, så det vil være i universiteternes interesse at presse de studerende igennem på rekordtid. Flere studerende vil blive presset til at forlade studiet eller alene snævert at køre studierne igennem.

Det store spørgsmål er så, hvordan i alverden Socialdemokratiets ledelse har kunnet indgå i et sådant forlig. Og på få dage sætte den styrke over styr, de fik tildelt af de store demonstrationer den 17. maj. Og oven i købet binde sig til et forlig, der på næsten alle væsentlige områder rækker frem til 2027?

På mindre end fem måneder har Socialdemokratiets ledelse accepteret et skattestop, mere eller mindre accepteret en KL-aftale, der gør øget udlicitering og privatisering til et mål i sig selv og bundet sig til et forlig, der over en periode på 20 år lægger sporene ud for en glidende afvikling af nogle af velfærdsstatens kerneområder.

Tilbage er kun 'den lille politik' - politik i småtingsafdelingen - hvor Socialdemokratiet kan slå sig i tøjret. På den baggrund får partiet det stadigt vanskeligere ved at erklære sig som oppositionsparti.

I store dele af den danske fagbevægelse vækker det stor undren, at LO og flere store forbund har været ude og rose forliget - bare en måned efter, de stod i spidsen for store demonstrationer, der afviste regeringens udspil og opfordrede Socialdemokraterne til at trække sig fra forhandlingerne. Og påstanden om, at det har været demonstrationerne den 17. maj, der har medvirket til at presse regeringen i defensiven og gøre det muligt for Socialdemokraterne at få deres forbedringer igennem er direkte pinlig, forligets indhold taget i betragtning.

Regeringen har de facto fået sin efterlønsalder igennem og indbygget en automatik, så ændringerne fremover blot er teknik. Socialdemokraterne er bundet på det uddannelsespolitiske, det socialpolitiske og det arbejdsmarkedspolitiske felt. Og skattestoppet har partiet af egen fri vilje accepteret - også selv om det i dag kan konstateres, at udviklingen på boligområdet bidrager til at øge den sociale ulighed i samfundet.

Hertil kan føjes at indenfor de områder i forliget, hvor Socialdemokraterne bryster sig af at have skabt forbedringer, fremstår aftaleteksten enten meget uklar eller også skal den først udmøntes ved kommende forhandlinger.

Og hvad angår de mange nye tilskudsjob eller seniorjob, som kommunerne forpligtes til at fremtrylle, antyder forligsteksten, at kommunerne igen pålægges nye udgifter - i en situation, hvor i hvert fald de store byer er underkompenserede.

Men vi har endnu ikke besvaret spørgsmålet om, hvorfor Socialdemokraterne overhovedet er med i en sådan aftale. Svaret er dog forholdsvis simpelt: Partiet har i stadigt voksende omfang accepteret neoliberal logik - en tendens der er accelereret under den nye ledelse med Helle Thorning-Schmidt i spidsen.

Allerede i efteråret fremlagde den nye ledelse sit eget 'Velfærdsudspil'. Her accepterede man i al væsentligt Velfærdskommissionens tre neoliberale grundpræmisser:

  • At et øget arbejdskraftsudbud skaber sin egen efterspørgsel og dermed øget beskæftigelse
  • At den nuværende økonomiske vækst - som primært bygger på et kreditfinansieret forbrug - vil fortsætte i en stabil takt
  • At Globaliseringen er en kraft, som al nationaløkonomi fremover må tilpasse sig

I tilgift er så kommet accept af skattestoppet og den OECD-dikterede uddannelsespolitik.

Derfor burde det faktisk ikke komme bag på nogen, at den socialdemokratiske ledelse - på trods af forårets mobiliseringer og støtten til en anden og mere solidarisk velfærdspolitik i brede dele af fagbevægelsen - ikke har kunnet andet end at klistre sig til regeringens politik for at få et forlig i hus, der ved første øjekast har en anden social profil end regeringens oprindelige udspil.

Men med så beskedne politiske ambitioner og med den frivillige abdikation fra enhver visionær solidarisk og antikapitalistisk velfærdspolitik, fordrer det meget stor velvilje fortsat at se Socialdemokraterne som det store oppositionsparti.

I konsekvens af denne udvikling påhviler ansvaret for udvikling af den politiske opposition i høj grad partierne til venstre for Socialdemokratiet. Det har de ikke prøvet før, og det bliver noget af en opgave.

---

Styrkens ubærlighed!

Af redaktionen for Kritisk Debat

Hvorfor accepterede Kommunernes Landsforening og de socialdemokratiske borgmestre alligevel aftalen med regeringen? Skyldes det, at et reelt forhandlingssammenbrud ville have ført til en omfattende politisk strid, som ville have sat hele aftaleteksten på den politiske dagsorden? Og dermed risikoen for, at den socialdemokratiske opposition kunne blive tvunget til at formulere en anden politik end regeringens?

Kommunalvalget i 2005 gav en markant fremgang til Socialdemokratiet, uden at det blev til et samlet flertal for venstrefløjen i Kommunernes Landsforening (KL). Men resultatet indvarslede en ny type opposition mod regeringens politik - kommunalfronten.

Første gang styrkeforholdet mellem KL og regeringen blev afprøvet var, da finansministeren fik bemyndigelse til at gribe ind overfor kommunerne, hvis de ikke holdt budgetterne indenfor den aftalte ramme. Resultatet blev et kompromis, som indvarslede dels et nyt styrkeforhold mellem regering og kommuner og dels vanskelige økonomiforhandlinger forude.

Vanskelighederne er siden hen ikke blevet mindre, eftersom mange kommuner nu er tvunget til omfattende nedskæringer i budgetterne for 2007 - i konsekvens af vækstloftet på 0,5 procent og indefrysningen af kommunernes likviditet.

De store demonstrationer den 17. maj i de store byer og fra både privat ansattes og offentligt ansattes fagforeninger indeholdt således også krav om, at forhandlingerne mellem KL og regeringen skulle munde ud i en ramme, der var stor nok til at overflødiggøre de aktuelle nedskæringsmål i kommunerne. Senere blev disse krav fulgt op af KL, men igen ligeså sikkert skudt ned af finansministeren, der med søvngængeragtig ro repeterede regeringens krav om nulvækst.

Så kom plejehjemsskandalen og KL var ikke sen til at udnytte situationen og det omfattende politiske fokus til at kræve flere penge til ældreområdet. Flere socialdemokratiske borgmestre fra de store byer gik skridtet videre og kritiserede KL's daglige ledelse for at være for følgagtig overfor regeringen. Der skulle ergo lægges maximalt pres på KL's forhandlingsudvalg og regeringens repræsentanter for at få et resultat med ekstra flere milliarder koner til kommunerne.

Men det blev som bekendt ikke tilfældet. Så snart det første udkast til en aftale forelå, var de samme socialdemokratiske borgmestre ude med et: "Ikke godt nok - om igen!". Man mente ikke, at kommunerne havde fået tilstrækkeligt til bare at fastholde den kommunale service. Endvidere var man stærkt kritisk overfor, at bevillingerne på børne- og ældreområdet var øremærket i puljer. Kommunerne skulle have den suveræne råderet, ellers ville det endnu engang begrænse selvstyret, pointerede man.

Efter to dages massiv kritik af aftaleteksten holdt bestyrelsen i KL møde. Et flertal kunne ikke godkende aftalen, og det så ud til, at Socialdemokraterne nu for alvor ville bruge den styrke, de havde erobret ved kommunalvalget. Og fra fagforeninger og borgmestre ude i landet lød der opfordringer til at forkaste forslaget og i det hele taget overlade det til regeringen og Dansk Folkepart at diktere kommunernes økonomi. Så ville der i det mindste komme orden i magtregnskabet!

Sådan skulle det som bekendt ikke gå. KL's forhandlere blev sendt tilbage til Finansministeriet og en time efter forelå en ny aftale. Der var ikke givet en krone mere. Kommunerne havde ikke som krævet fået frigivet deres indefrosne likvide midler på seks milliarder kroner. Eneste ændring blev, at kommunerne nu får råderet over de tildelte midler.

Finansministeren udtrykte tilfredshed med aftalen. KL's forhandlere jamrede over, at han ikke havde åbnet for en større ramme. De socialdemokratiske medlemmer af KL's bestyrelse og flere borgmestre kaldte aftalen for decideret dårlig og beklagede sig over, at de nu alligevel skal gennemføre drastiske nedskæringer i budgetterne for 2007. Men de godkendte aftalen! Ja, de havde faktisk givet en forhåndsgodkendelse!

Efterfølgende har Socialdemokraterne på Christiansborg kritiseret aftalen for at være for ringe og vil ikke støtte den, når den skal behandles i Finansudvalget. Partiet mener, at de tildelte midler kun rækker til at dække tilvæksten indenfor ældreplejen. Og serviceforbedringer kan der ikke blive tale om.

Nu melder spørgsmålene sig:

Hvorfor undlod flertallet i KL's bestyrelse at stå fast på sine krav, når det er åbenbart for enhver, at regeringen i den nuværende situation ikke ville gennemføre et diktat gennem finansloven? Var det et socialdemokratisk taktisk spil for at presse regeringen og afdække dens svaghed for ad den vej at komme igennem med et bedre forlig i velfærdsforhandlingerne? Eller er Socialdemokraterne så bange for at bruge den nye kommunale front til at forsvare borgernes interesser, at fronten mest af alt minder om en Potemkinkulisse?

Eller skyldes det i virkeligheden, at et forhandlingssammenbrud ville have resulteret i en omfattende politisk strid, hvorved hele aftaleteksten ville være kommet på den politiske dagsorden og ikke kun den halve eller hele procent af kommunernes samlede budget, der er blevet gjort til stridens kerne?

Hvis det var kommet til et egentligt brud ville spørgsmålene om øget udlicitering af kommunernes driftsopgaver, øgede beføjelser til konkurrencerådet overfor kommunernes prispolitik i forhold til private aktører, stram statslig styring af kommunerne i forhold til opstillede mål osv. også være kommet i spil. Og mon ikke det så ville være blevet et helt anderledes politisk efterår, hvor de socialdemokratiske borgmestre og den socialdemokratisk partiledelse måtte tage stilling til langt mere følsomme spørgsmål end et par milliarder kroner mere eller mindre til kommunerne.

Desuden ville velfærdsforhandlingerne på Christiansborg risikere at blive godt og grundigt forstyrrede. For spørgsmålet til Socialdemokraterne ville lyde igen og igen fra resten af oppositionen og store dele af fagbevægelsen:

  • Er Socialdemokratiet virkelig villig til at binde sig til en så voldsom udvidelse af udliciteringen af kommunale opgaver, som KL-aftalen siger?
  • Ser Socialdemokratiet ikke en fare for fremtiden for det kommunale selvstyre og vores demokrati i de bindinger, der som omtalt er indbygget i KL-aftalen?

Nu blev det kun til en lille og kortvarig markering af kommunernes nyvundne magt, før de socialdemokratiske medlemmer af KL's bestyrelse stak piben ind og accepterede aftalen med kosmetiske forbedringer. Men på den anden side bidrog episoden - for anden betegnelse fortjener den ikke - til at synliggøre regeringsstrategiens sårbarhed. For når regeringen har ført så mange opgaver over til kommunerne, giver det sig selv, at en virkelig opposition fra kommunalfronten kan sætte regeringens nedskæringspolitik pr. stedfortræder skakmat. Hvis ellers samme front tør sætte sin nyvundne styrke i spil - forstås!

Men episoden og især den endelige aftale afdækker også særdeles præcist Socialdemokratiets grundlæggende problem: Partiet har i den grad accepteret regeringens strategi for udlicitering og markedsgørelse af den offentlige sektor, at man ikke er i stand til at gøre dette til et kamptema, selv om det er skrevet ind i aftalen som en gensidig forpligtelse. I stedet viser man på skrømt muskler på et konflikttema - den økonomiske ramme for 2007 - der udgør mindre end én procent af kommunernes samlede udgiftsramme, og som skygger for aftalens virkelige problemer. Altså accepterer de socialdemokratiske borgmestre efter lidt hyleri endnu engang at skulle gennemføre det beskidte arbejde ude i kommunerne.

Med så mange og store politiske problemer i en konflikt, er der måske ikke noget at sige til, at den nyvundne styrke opleves ubærlig! Spørgsmålet er så, om den bevægelse mod velfærdsforringelser, der foldede sig ud i foråret, vil acceptere konsekvenserne, når sensommerens kommunale budgetter foreligger. Eller om den vil tvinge kommunalfronten til at træde i karakter og i stedet opnå en helt ny aftale.