En mellemfase på vej?
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. februar 2006

Det har længe været en udbredt opfattelse, at neoliberalismen gennemtrænger samfundslivets forskellige felter i en sådan grad, at det er rimeligt at tale om et hegemoni. Den ideologiske magtfuldhed synes så overvældende, at dens indflydelse strækker sig så langt ind i socialdemokratierne og den øvrige venstrefløj, at man er veget tilbage fra at formulere et alternativ, der overskrider rammerne for de tænkeformer, som den neoliberale elite har indhegnet samfundene med gennem de sidste 25 år.

Og så - som et overraskelsens moment - mobiliserer flere tusinde studenter og skoleelever hele den franske fagbevægelse og en stor majoritet af den franske befolkning mod den franske regering og driver den på tilbagetog. I nabolandet Tyskland og på den anden side af Kanalen strejker de offentligt ansatte. Er der noget i gærde, lyder spørgsmålet fra flere politikere og samfundsforskere? Herhjemme udtaler både Villy Søvndal og Frank Aaen, at de "fornemmer grøde", hvilket selvfølgelig ligeså godt kan være ønsketænkning, som det kan have noget på sig.

Muligvis får vi snart spørgsmålet besvaret. Nærmere bestemt kan LO's højprofilerede demonstration den 17. maj mod regeringens velfærdsudspil give et fingerpeg om, hvorvidt de seneste meningsmålinger, der afspejler befolkningens modvilje mod forringelse af efterlønnen, folkepensionen, arbejdsløsheds-understøttelse og SU, materialiserer sig i en massemobilisering. Og det skal også vise sig, om regeringen har grund til at være nervøs for en større styrkeprøve, og om Socialdemokratiet af samme årsag har grund til at haste væk fra den håbløse midterkurs ("den Tredje vej", som også for New Labour er endt blindt), som den nye ledelse under stort mediepostyr indstiftede for præcis et år siden.

Skulle det vise sig rigtigt, at der er ved at komme grus i den neoliberale strømnings maskineri, som noget kunne tyde på, hvis vi betragter de åbenlyse regeringskriser i England, Frankrig og USA for ikke at tale om de massive spændinger i Tyskland og den netop overståede valgfarce i Italien, er vendingen slået igennem ualmindelig hurtigt. Spørgsmålet er så, om den mulige vending er sket så brat, som vi fornemmer den?

Vi deler ikke den opfattelse. Neoliberalismens styrke har længe været overvurderet. Allerede i 2004 skrev vi, at invasionen i Irak kunne blive fatal for USA's fortsatte dominans, fordi invasionen skønt overvældende i sin magtudfoldelse blev foretaget ud fra en svækket position. Vores pointe var den gang, at USA's elite ikke længere befinder sig i en situation, hvor den kan lede verden frem mod bedre tider, men stadigt tydeligere alene varetager egne klasseinteresser på resten af verdens bekostning. Hegemoniet er ved at blive klædt af til ren og skær dominans. Og historisk har sådanne perioder altid indvarslet en mellemfase før et systemisk vagtskifte, som vi af gode grunde ikke kender karakteren af, men i fremtiden bør fokusere mere på.

Men for hver dag USA hænger fast i Irak, lænser verdensmarkedet for kapital for at holde gang i sin egen skrantende økonomi, erhvervs- og finansskandalerne tårner sig op og samfundet bliver mere og mere delt mellem enormt rige og mange meget fattige bl.a. som følge af Bushregeringens skamløse skattelettelser til den rigeste tiendedel af befolkningen, svækkes det neoliberale budskabs gennemslags-kraft. Det amerikanske samfund hænger mindre og mindre sammen, og et tilsvarende billede trænger sig på i Europa, hvor regeringerne (bl.a. Chirac og Blair) tilsidesætter samfundshensynet for de transnationale selskabers uhæmmede krav om kapitalistisk beslaglæggelse af offentlig ejendom.

Men den udvikling har længe udfoldet sig, så for at forstå de massive demonstrationer i Paris for en måned siden bør vi gå tilbage til franskmændenes "nej" til Forfatningstraktaten for et år siden. Ikke alene paralyserede "nej'et" den neoliberale ekspansionsproces i EU. Det svækkede også regeringerne rundt om i Europa i en sådan grad, at de og hele den opinionsdannende elite ikke længere forekommer uovervindelige. Magtfortryllelsen er brudt. Der er skabt sprækker, som på få måneder har omdannet "en historisk forældet og håbløs oppositionspolitik" til realpolitik ikke bare i Frankrig, men også i Tyskland og England, hvor de offentligt ansatte rimeligt magtfuldt har modsat sig forringelser af deres løn- og arbejds- og pensionsforhold.

På den anden side skal det også med, at begivenhederne udspiller sig i en situation, hvor "velfærdskapitalen" rundt omkring i Europa er ved at være brugt op. Som de store internationale kapitalfonde har de neoliberale regeringer beslaglagt årtiers opbygget "velfærdskapital" ved at overføre store offentlige værdier til markedskapitalisering, således vores fælles "kapital" flere steder nærmer sig nul. Godt nok har beslaglæggelsen af offentlige værdier som: vand, el, offentlig trafik, sociale boliger osv. mødt modstand, men ikke i en form og et omfang, så der har været tale om en modbevægelse.

Herhjemme er det endnu ikke kommet så vidt. Privatiseringsbølgen har været behersket, selv om der er talt meget om den. Regeringen har stort set ikke rørt de centrale velfærdsydelser. I stedet har man indskudt en strategisk forberedelsesfase gennem markedsgørelse af den offentlige sektor i håbet om ad den vej at "skabe det liberale menneske" og afværge sociale konfrontationer, før man for alvor gik i gang med at beslaglægge "Velfærdskapitalen" og overføre den til almindelig kapitalisering på markedet. I vid udstrækning er den politik lykkedes. I hvert fald har oppositionen være begrænset, og Socialdemokratiet har i det store og hele accepteret de bagved liggende præmisser. Senest i partiets svar på Velfærdskommissionens rapport.

Så spørgsmålet er, hvorfor mobiliserer et ellers tamt LO lige netop nu op til den 17. maj, og hvorfor føler den socialdemokratiske ledelse sig tvunget til at iføre sig en ny venstredrejet paradeuniform?

Vel sagtens spiller den voksende og synlige modstand ude i verden mod konsekvenserne af flere års neoliberal politik en ikke ubetydelig rolle. Og USA og dets juniorpartnere, herunder den danske regering, skaber ikke længere de nødvendige resultater til at fastholde beatet i liberaliseringsprocessen. Men herud over kan en delforklaring også være, at VK regeringen er kommet til det punkt, hvor selv Margaret Thatcher blev tvunget til retræte efter have beslaglagt det meste af det engelske samfunds offentlige goder, nemlig da hun ville til at beslaglægge de grundlæggende velfærdsydelser som pension, sundhedsydelser, understøttelse osv.

Meget tyder på, at regeringen med sit velfærdsudspil, der for første gang rigtig går i kødet på de centrale velfærdsydelser, også må sande, at hegemoniet langt fra er cementeret, og modstanden mod tab af det tidligere opbyggede velfærdssamfund er langt mere rodfæstet og udbredt end hidtil antaget. Det er som om brede dele af befolkningen nu fornemmer, at tabet af velfærdstatens sociale indkomst (velfærdsydelser) indvarsler en så voldsom svækkelse af lønmodtagernes stilling på arbejdsmarkedet, at det kun er et spørgsmål om tid, før det vil få negativ betydning for lønindkomsten.

Og den delvise begrænsning af borgernes socialindkomst er jo sammen med beslaglæggelsesstrategien overfor offentlig ejendom neoliberalismens mål par excellence.

Hvorvidt den seneste tids meningstilkendegivelser mod regeringens omdannelse af velfærdstaten til en politisk autoritær residualstat, som den selv og ideologerne kalder "velfærdsreformer", og hvorvidt det neoliberale tankegods og tilhørende retorik kommer under pres, er det nok for tidligt at sige noget sikkert om. Men da det er de samme problemstillinger, der skubber sig op på dagsordenen i de andre europæiske lande, og da den EU promoverede liberaliseringsproces har mistet sin vitalitet, og meldingerne om vækst, sejr og fremgang for menneskeheden ikke længere flyder over Atlanten, taler en del for, at vi er på vej ind i en situation, hvor spilover effekten relativt brat kan skabe en ny politisk virkelighed. Og så er det ikke kun fremmødet den 17. maj, der alene skal bekymre regeringen, men nok så meget indvarslingen af et ændret politisk klima for kritik og opposition.

En del taler faktisk for, at en sådan mulig ændring af "tidsånden" også har taget den neoliberale elite på sengen. Både i Frankrig og England giver de interne regeringsslagsmål for tiden anskuelsesundervisning heri. Og på trods af det allesteds nærværende trusselsbillede er selv amerikanerne ved at få nok af Bush regeringens autoritære magtkoncentration og forhånelse af de demokratiske traditioner. Den klassiske "ydre fjende" er ikke fuldt tilstrækkelig til at opnå befolkningens accept af overvågningens skruestik. Især når denne overvågning på ingen måde sikrer befolkningen mod indre social opløsning, svindel og korruption, øget ulighed og psykisk vold, som også herhjemme har fået modebetegnelsen - stress.

I det perspektiv kan det blive et problem, at de politiske partier og dele af fagbevægelsen, der skulle fange de diskrete ændringer i tidsånden og artikulere dem i programmer og en ny strategi for fremtidens solidariske og demokratiske samfundsudvikling, selv har været så paralyseret af den neoliberale tænkning, at de lige nu kommer haltende bagefter og forsøger at indfange "den nye grøde" med protestmanifestationer - uden de nødvendige fremtidsvisioner.

Hvis ellers Socialdemokratiet når at afklare sin linje inden den 17. maj, kan partiet selvfølgelig forbedre sin position overfor VK regeringen i forhandlingerne om de velfærdsreformer, som med eller uden nedskæringerne på dagpenge og SU'en ikke er andet end fordrejede synonymer for neoliberal beslaglæggelse af velfærdsstaten. Hertil er kun at sige, at hvis Socialdemokratiet vil træde ud af VK regeringens skygge og blive andet end sten på vejen, må partiets ledelse klart og entydigt sammen med SF og Enhedslisten overskride neoliberalismens antisociale og udemokratiske horisont og forbinde sig med de mange forskellige sociale bevægelser og samtidig afstå fra fortidens ulidelige tendens til at sætte sig på dem og kvæle enhver form for selvstændigt liv og perspektiv.