Fra frihedsbudskab til statsdirigisme
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. april 2006

Efter et veltilrettelagt forspil fremlagde regeringen sit velfærdsudspil tirsdag den 4. april. Forud var gået mere eller mindre oprigtige diskussioner af Velfærdskommissionens rapport og færdiggørelse af Globaliseringsrådets forskellige forslag til optuning af Danmarks samlede konkurrencedygtighed på det globale marked.

I og for sig er regeringens velfærdsudspil meget simpelt. Gennem senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet og en strammere styring af de unges studier samt udvidelse af "ungeindsatsen" til at gælde op til det 30. år er det hensigten at udvide arbejdskraftsudbuddet markant. Men at det i sig selv skulle udvide efterspørgslen efter arbejdskraft og skaffe 150.000 flere i arbejde, er en af den liberale økonomis største illusionsnumre, som alene er funderet i en abstrakt økonomisk ligevægtsmodel.

Hvis det overhovedet skal give mening, at et øget udbud af arbejdskraft vil skabe sin egen efterspørgsel, må det bero på en tiltro til, at de voldsomme disciplinære opstramninger generelt vil sænke prisen på arbejdskraft og svække lønmodtagerne i en sådan grad, at de renoncerer på kravene til arbejdsforholdene.

Det siger regeringen selvfølgelig ikke. I stedet er hovedbegrundelsen, at vi ikke kan opretholde finansieringen af velfærden, hvis ikke flere kommer i beskæftigelse og alle er i beskæftigelse i længere tid livet igennem. Hvordan så dette med det manglende finansieringsgrundlag hænger sammen med de ivrigt kolporterede budskaber om øget vækst og rigdom, forbigår regeringen og dens økonomiske ideologer konsekvent. Og beklageligvis tager kun meget få af regeringens kritikere fat i denne åbenlyse modsætning og påviser, at hele miséren alene udspringer af det faktum, at den internationale såvel som den nationale kapital konstant øger kravene til virksomhedernes afkast og af samme grund presser regeringerne til at reducere det offentlige forbrug.

Det er præmissen! Og det er den, som kritikken bør gå i kødet på. Om vi har råd til velfærd er ikke et økonomisk men et politisk økonomisk spørgsmål, idet det handler om fordelingen af den samfundsskabte rigdom. Af samme grund vil vi også hævde, at man ikke seriøst kan diskutere regeringens udspil ved brug af regnestokken. Resultaterne er både legio og uigennemskuelige, fordi de hver og én hviler på nogle ganske bestemte politiske præmisser.

Regeringens fasestrategi

Efter vores opfattelse kan regeringens velfærdsudspil ikke anskues isoleret. Groft taget kan man sige, at det nuværende udspil udgør tredje fase i regeringens strategi for liberaliseringen af det danske samfund. Første fase indeholdt dels indførelse af skattestoppet som effektiv metode til relativt at begrænse det offentlige forbrug og nedskalere den offentlige sektor, og dels 'frit valgs'-ordningerne som afsæt for øget konkurrence mellem offentlig og privat virksomhed og markedsgørelse af den offentlige sektors indre liv.

Anden fase i strategien udgøres i al væsentligt af strukturreformen og de mange institutionelle og forvaltningsmæssige ændringer i kommunerne og staten, som under ét får som konsekvens, at magt og indflydelse forskydes fra det politiske niveau og de udførende led til de administrative eliter både i stat og kommuner. Samtidig indføres der udstrakt kontraktstyring, der både udbygger og understøtter hele regeringens hidtidige liberalistiske kontraktpolitik. Den logiske konsekvens heraf er, at politikkens rum indsnævres og erstattes af retssalenes jura og den moraliserende mistænkeliggørelse af borgernes mange forskellige legitime interesseorganisationer.

Med Claus Hjort Frederiksens ord har hensigten været at skabe de institutionelle og adfærdsmæssige rammer for fremtidens liberale menneske, som i den markant øgede eksistenskonkurrence bliver så optaget af sig selv og sit eget, at der hverken er overskud til at interessere sig for det fælles eller til den praktiske virkeliggørelse af den liberale formelle frihed. Frygten for at miste status og tabe almindelig social anseelse kombineret med den liberalistiske retssikkerheds uigennemskuelighed samt den generelle konkurrencekamp er udset som drivmidler for udformningen af fremtidens socialkarakter - det virkeliggjorte liberale individ.

Og nu præsenteres så tredje fase, der ud over det ovenfor nævnte repræsenterer en eskalering af det opgør med den universelle velfærdsstat, der forsigtigt blev indledt i første fase og yderligere forberedt i fase to.

Socialpolitikken og hele det sociale tryghedssystem underlægges nu beskæftigelsespolitikken. Fra welfare til workfare. De forskellige universelle ydelser udhules gennem gevaldige stramninger af tildelingsreglerne. Faktisk i en sådan grad, at begrebet "værdigt trængende" fortrænger det "sociale borgerskab" (hvor man som princip har adgang til samfundets sociale goder qua sit borgerskab) som konstituerende princip for den sociale tænkning.

Hvis borgerne ikke tager et af de job, der hævdes at være i overflod, eller hvis de ikke udnytter de statsindrettede muligheder efter hensigten pådrager de sig egen skyld og svigter det "større personlige ansvar for egen tilværelse", hvorfor de kan sanktioneres. Det gælder de ledige, kontanthjælpsmodtagere, unge under 30 år, samtlige studerende og uddannelsessøgende samt ikke mindst hele gruppen af flygtninge og indvandrere. Indenfor alle områder i oplægget flyttes der magt til de enkelte ministerier både overfor den enkelte borger og overfor kommunerne med henblik på at dirigere, hvad den enkelte skal.

Oplægget indeholder desuden forslag til en gennemgribende niveaudeling af hele uddannelsessystemet, hvilket notorisk øger den sociale polarisering og fastlåser den sociale mobilitet. Set i sammenhæng med det, der allerede er gennemført i fase et og to, er det faktisk hele samfundets indre sammenhængskraft, som regeringsoplægget sætter under angreb og således også statsmagtens reelle muligheder for at modvirke og neutralisere fremtidige sociale spændinger bl.a. afstedkommet af forudsigelige lavkonjunkturer. Tilbage vil kun være yderligere sanktionering, moralsk stigmatisering og retssystemets rigorisme.

I dette lys har vi kun skuldertræk til overs for de to regeringslederes forord, hvori de betoner ønsket om "sammenhængskraft i samfundet", "tryghed" og et samfund uden "store skel". Det er kun floskler, som der ikke er dækning for i oplægget.

Dansk Folkeparti ud - De Radikale ind

I et sådant udfoldet perspektiv bliver de underliggende politiske spændinger i regeringen og især mellem de Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti (DF) ganske forståelige og forudsigelige. Hvis DF retter ind til højre - og hvilke andre muligheder har de reelt? - og accepterer store dele af regeringens udspil, undergraver partiet indenfor en forholdsvis kort horisont sit eget renommé som de "svages advokater". På den anden side kan VK ikke lade sig stoppe, hvis den liberalistiske forandringsproces skal fortsætte. Af den grund ligger det i kortene, at det socialliberale Radikale Venstre kan blive interessant for regeringen som den nye socialt stabiliserende faktor beregnet for de middelklassegrupper, som på den ene side føler sig draget af det liberale frihedsbudskab men på den anden side reagerer mod dets konsekvenser. I det perspektiv forekommer det ganske logisk, at De Radikales leder blot få dage efter regeringsudspillet offentliggjorde bruddet med Socialdemokratiet og udstyrede sig selv med et frihedsbrev. Det kræver ikke den store sætteskippereksamen at se, at VK-regeringen får mere end vanskeligt ved at komme videre med DF som støtteparti men omvendt stadig har brug for et parti udenfor regeringen til at varetage den sociale profil og legitimitet.

Rent parlamentarisk kan De Radikales skridt selvfølgelig retfærdiggøres med en henvisning til Socialdemokratiets dårlige meningsmålinger og partiformandens åbenlyse mangel på politisk autoritet. Men nyorienteringen afspejler også en voksende erkendelse eller i hvert fald fornemmelse af, at selve regeringens politik bidrager til en markant ny differentieringsproces indenfor middelklassen og den politiske midte. Et voksende antal velstillede og veluddannede vil ligge og svinge mellem Venstre og Det Radikale Venstre. Hertil kommer at flere fra den lavere del af middelklassen - primært de mellemuddannede - har forbandet vanskeligt ved at identificere sig med Socialdemokratiets politik og almindelige politiske optræden. Det er dem, De Radikale går efter som en socialliberal modvægt til Venstres liberalistiske politik uden af den grund at anfægte samme politiks præmisser og dermed umuliggøre et fremtidigt VKR-samarbejde.

Et andet forhold, der taler for denne fremtidige politiske magtkonstellation, er samtidig et helt grundlæggende problem for VK-regeringen. Dens succes er indtil nu primært fremkommet ved gennemførelsen af individualistiske frihedskorrektiver til den "socialdemokratiske velfærdsstat" - uden at sætte denne under åbenlyst og afgørende pres, selv om skattestoppet i sin konsekvens indsnævrer grundlaget for en social retfærdig fordelingspolitik.

Men det er netop det, som den tredje fase nu indvarsler, og her er problemet, at regeringen kun har frygten som legitimerende faktor men ikke nogen sammenhængende samfundsvision, der kan sandsynliggøre, at borgerne kommer til at leve i et bedre og mere trygt samfund - tværtimod. Af den grund bliver den socialliberale dimension afgørende i den videre proces, hvis opbakningen fra brede dele af middelklassen skal opretholdes og deres accept af den gradvise indførelse af residualstaten vindes. Den helt afgørende lakmusprøve i det perspektiv bliver det neoliberale Venstres og det socialliberale Radikale Venstres vidt forskellige forhold til demokrati.

Oppositionen i knæ

Med til det måske nye politiske billede og de sidste perspektivændringer hører selvsagt også, at Socialdemokratiets styrke og autoritet på ganske få måneder er eroderet til et historisk lavpunkt. Og ikke mindst at den socialdemokratiske bevægelse - herunder også fagbevægelsen - er splittet og uden noget program for de brede lønmodtagergruppers fremtidige velfærd eller for et troværdigt alternativ til den liberalistiske samfundsopfattelse. Så med De Radikales frihedsbrev og udtræden af oppositionskoalitionen, er der dømt en slags "vind eller forsvind" for Socialdemokratiet som ledende oppositionsparti.

Vi vælger i den sammenhæng at tolke det seneste politiske udspil fra den socialdemokratiske partiledelse som et vidnesbyrd om, at denne erkendelse også er ved at bundfælde sig i partiets øverste lag. Men også at det er ved at gå op for Helle Thorning-Schmidt og hendes nærmeste rådgivere, at hendes inaguraladresse har vist sig dødfødt. Partiet kan ikke overleve ved at kline sig op ad liberalistisk politik eller designe "midten" som selvstændig politisk kampplads, for den eksisterer kun som et politisk fantom, hvilket den igangværende differentieringsproces vidner om.

Samtidig er partiets ledelse vel også ved at erkende, at DF's styrke er knap så imponerende, som den for en overfladisk betragtning tager sig ud, hvorfor Socialdemokratiets mulighed for at genvinde det tabte politiske terræn og dagsordenen ligger i en politik og i et samfundsperspektiv, der både kan vinde den ret store gruppe af udsatte arbejdervælgere tilbage og appellere til de mange middelklassevælgere, der i dag har en fornemmelse af, at de i morgen kan blive tabere i regeringens liberalistiske perspektiv.

Men - og der er et stort men: hvis ikke partiledelsens nye modoffensiv skal gå op i den rene ingenting, forudsætter det et åbent og markant opgør med den hidtidige samarbejdspolitik overfor VK-regeringen og dens ideologiske grundlag. Eller mere konkret: et opgør med skattestoppet, et opgør med hele 'frit valgs'-ideologien og formuleringen af et alternativ til den strukturreform, som dagligt cementerer og uddyber afdemokratiseringen af den offentlige sektor og de facto gør det universalistiske princip virkningsløst.

Dette opgør har vi stadig til gode at se formuleret, lige som vi har til gode at se, hvorledes Socialdemokratiet vil forene en udbygning af velfærdsstaten med øget socialt- og økonomisk demokrati, således at parolerne om frihed, lighed og solidaritet bliver andet og mere end klassiske fraser og det nye udspils 52 forslag andet og mere end kalkuleret overbudspolitik.

Men det haster, hvis Socialdemokratiet skal udnytte det nye "politiske råderum" og genvinde tilstrækkelig styrke til at samle oppositionen og langsomt men sikkert bringe sig i en situation, hvor partiet og den samlede opposition kan stille sig i spidsen for et opgør med VK-regeringens liberalistiske perspektiv, når det slår igennem overfor brede lønmodtagergrupper og ungdommen.

Socialdemokratiet må nu afvise at indgå i forhandlinger på grundlag af regeringens udspil. I modsat fald mister både partiet og partiets eget velfærdspolitiske udspil enhver troværdighed. Og så vil der mangle en reel opposition til at opsamle og artikulere den utilfredshed med afviklingen af velfærdsstaten, som endnu ikke er slået igennem herhjemme, men som vi kan se konturerne af ude i Europa.