Et enkeltstående tilfælde?

Der venter eftertidens historikere et stort arbejde med at rede alle trådene ud for at få kortlagt begivenhederne i den aktuelle "Muhammedkonflikt". Udløst af de både tåbelige og krænkende tegninger i Jyllandsposten.

I det nuværende inferno af politiske begivenheder, diplomatisk aktivitet, principiel hævdelse af de liberale frihedsrettigheder samt fordomsfulde og populistiske initiativer på alle fronter, er det mildest talt næsten umuligt dels at skaffe sig et overblik og dels at tale meningsfuldt om det i det offentlige rum.

Som så mange andre har vi på Kritisk Debats redaktion følt os lidt overvældet af begivenhederne og har haft vanskeligt ved at finde en "vinkel". For i den situation at komme blot lidt nærmere til en forståelse af, hvad det hele handler om, har vi valgt at gå kontrafaktisk til værks, idet en sådan fremgangsmåde skulle give os mulighed for at overskride de meget snævre rammer, som det nuværende menings- og følelsesmarked sætter.

Vi vil forsøge os med at formulere seks relativt simple og spidsformulerede antagelser.

• Lad os antage, at det muslimske mindretal i Danmark var vel integreret og deltog i det almindelige samfundsliv, herunder også det politiske, og at vi ikke i de sidste 2-3 år havde gennemlevet en forholdsvis ond og fremmedfjendsk debat om integrationspakker mv., men tværtimod havde udviklet vores religiøse, kulturelle og politiske tolerance som et væsentligt skridt til at tackle fremtidens internationalisering af de almindelige mellemmenneskelige leveforhold,
• Lad os antage, at den amerikansk ledede koalition af "villige" ikke havde forbrudt sig mod Iraks selvbestemmelsesret for at tvangsfordre irakerne med den amerikanske udgave af liberalt demokrati og i konsekvens heraf pustet til den arabiske nationalisme og hadet til de vestlige demokratiers dobbeltmoral, og at de samme lande ikke var i færd med at skabe en ny og ubegrundet konflikt med Iran, som efter al sandsynlighed styrker det reaktionære præsteregimes jerngreb om de frihedssøgende iranere yderligere,
• Lad os antage, at de vestlige demokratier ikke havde medvirket til at opretholde og forsvare de mest reaktionære og autoritære regimer i Saudi Arabien, Egypten, Golfstaterne, Pakistan, tidligere i Irak og Iran osv., men i stedet kastet ressourcer ind i støtten til de arabiske folks historiske bestræbelser på at danne politiske partier, fagforeninger og andre masse organisationer, så de rationelt kunne formulere deres legitime interesser i kampen for tålelige politiske og sociale forhold,
• Lad os antage, at IMF i forbindelse med den økonomiske krise i Sydøstasien i 1997-98 ikke havde tvunget disse lande ud i en fattigdomsskabende deflationspolitik bl.a. i Indonesien for at redde de store banker og finansinstitutioner fra kollaps - forårsaget af deres egen grådighed,
• Lad os antage, at de vestlige regeringer siden 1964 havde støttet PLO's krav om en sekulær Palæstinensisk stat med plads for alle religiøse samfund, eller blot forhindret Israel i at annektere Vestbredden og kaste det palæstinensiske folk ud i reel statsløshed og økonomisk og social desperation, eller blot mindre ambitiøst seriøst støttet en ligeværdig fredsproces i Mellemøsten og indledt forhandlinger med palæstinensernes nyligt demokratisk valgte Hamasbevægelse,
• Lad os antage, at de vestlige demokratier efter 9/11 ikke havde indledt en krig mod terror, men i stedet fundet sammen med de fleste andre lande i verden om at inddæmme terrorismen og retsforfølge terroristerne, i stedet for at identificere enkeltstående terrorhandlinger fra desperate mindretal med Islam eller en hel nation af troende muslimer.

Ville disse tåbelige tegninger fra Jyllandsposten så have vakt det postyr og udløst en så ukontrollabel konflikt, som vi nu er vidne til? Angiveligt ikke. Ja - vi kunne gå skridtet videre og betvivle, at den politiske og folkelige stemning i Danmark overhovedet ville have været til, at en kulturredaktør og en lille gruppe tegnere skulle få den ide at fremstille så tendentiøse og krænkende tegninger. For hvad skulle begrundelsen herfor være?

Eller sagt på en anden måde. De vestlige demokratier har over en periode på ca. 100 år handlet på en sådan måde, at de selv har skabt grundlaget for denne fanatiske og unuancerede massestorm mod nogle latterlige tegninger, som vi nu i civilisatorisk selvgodhed viger tilbage fra.

Når vreden over miserable forhold ikke kan komme til udtryk gennem rationelle politiske kanaler, træder religiøs ekstremisme ofte ind som udtryksbillede. Og det har imamer, regeringsledere, forretningsfolk osv. forstået at benytte sig af både for at ændre styrkeforholdene overfor de vestlige demokratier og for at holde deres egne masser i skak og lede den opstemmede vrede væk fra dens egentlige samfundsmæssige udspring.

Så vi tillader os at slutte af med den påstand, at hele miseren på ingen måde handler om ytringsfrihed i vores demokratier. Den har ikke på noget tidspunkt været truet under den aktuelle konflikt. Det er først og fremmest et populistisk fif i et plumret og unuanceret politisk landskab i Danmark såvel som i de fleste andre vestlige lande for indirekte at bekræfte vores civilisatoriske overlegenhed og legitimere vores ligeså primitive "vi-de" tænkning.

Derimod handler det nok så meget om en række andre friheder: så som frihed fra undertrykkelse, fra miserable sociale og politiske forhold, fra ydmygelse og forhånelse og imperialistisk arrogance. Det er de friheder vi skal tage meget alvorligt i den aktuelle konflikt, hvis vi vil langtidssikre vores egen ytringsfrihed.