Efter kommunalvalget:
Et nyt politisk landskab?

Af Redaktionen

Offentliggjort: 19. november 2005

Over en bred kam er kommunal- og regionsvalget blevet beskrevet som et af de kedeligste nogensinde. Kandidaterne er blevet kaldt tøsedrenge og anklaget for ikke at udvise tilstrækkelig mod. Der henvises til, at de fleste kandidater og partier har ført en valgkamp, hvor det har været mere end vanskeligt at øjne de reelle forskelle mellem partierne, og hvor markante udmeldinger stort set har været fraværende.

Set i det lys er det ikke så ringe endda, at stemmeprocenten blev på knap 70 procent. I øvrigt kunne man også spørge, hvad kandidaterne egentlig skulle have sagt i valgkampen taget i betragtning, at ingen faktisk aner noget om kommunernes økonomiske betingelser de næste år. I sig selv et paradoksalt forhold, at der afholdes valg i en situation, hvor regeringen bevidst har mørkelagt kommunernes fremtidige økonomiske grundlag bl.a. ved at udskyde forhandlingerne om en kommende udligningsreform til efter valget. Det er faktisk at tage både de lokale politikere og vælgerne som gidsler i det eksisterende magtspil om kommunernes muligheder og selvstændighed fremover.

Men på trods heraf blev kommunalvalget alligevel interessant, idet Socialdemokratiet mod alle odds faktisk fik en beskeden fremgang til 34.3 procent af stemmerne og Venstre en ligeså beskeden tilbagegang til 27.5 procent. Det er her ikke frem- og tilbagegangens størrelse, der påkalder sig opmærksomhed, men selve bevægelsen. I den sammenhæng er det også bemærkelsesværdigt, at selv om de borgerlige har kunnet mønstre flertal i 76 ud af 98 kommuner, er det lykkedes Socialdemokratiet at sætte sig på 45 borgmesterposter mod Venstres 35 og de Konservatives 9. Regeringssammenholdet rækker med andre ord ikke helt udenfor Christiansborg.

Det vigtigste i den sammenhæng er dog, at Venstre havde sat erobringen af 50 borgmesterposter som et åbent succeskriterium. Det lykkedes som bekendt langt fra. I den forstand blev valget et markant nederlag for Venstre, hvilket vil få stor betydning i den praktiske politik i de næste fire år.

Nu lader vi os ikke overmande af eufori i lighed med den socialdemokratiske ledelse og flere lederskribenter. Det rækker resultatet langtfra til. Vi finder i øvrigt heller ikke den slags kortsigtede politiske fortolkninger specielt interessante. Vi er mere interesserede i at finde ud af, hvorfor det gik, som det gjorde, når nu alle politikere stort set sagde det samme og valgkampen var tømt for reelt politisk indhold.

Vi vover på dette meget tidlige tidspunkt den påstand, at vælgerbevægelsen har været præget af usikkerheden overfor kommunernes fremtid, regionernes egentlige betydning og regeringens fremtidige velfærdspolitik. Vi påstår på ingen måde, at der er tale om en bevidst tendens, men formoder at vælgerne snarere rent intuitivt har stemt på det politiske parti eller de politikere, de har mest tillid til, vil vogte over velfærdsgoderne ude i kommunerne og yde modstand mod yderligere forringelser.

For så vidt denne antagelse skulle have noget på sig, kan man tale om, at konturerne til en egentlig kommunalpolitisk modmagt overfor regeringen er blevet skabt, hvilket kan gå hen og blive det mest interessante resultat af valget.

For uanset, hvad de politiske partier og deres kandidater har lovet op til valget, er realiteten, at de nye sammenlægningsråd i flere af de nye kommuner står overfor ganske ubehagelige nedskæringer for at få den samlede økonomi til at hænge sammen og finansiere kommunesammenlægningerne. Allerede nu gærer konflikten med regeringen, al den stund de økonomiske rammer på indeværende tidspunkt er overskredet med 1 procent. Og de nye regionsråd vil helt og aldeles være afhængige af, hvad kommunerne vil købe af ydelser og af bevillingerne på de næste års finanslov.

Med valgresultatet og med overvægten af S-borgmestre og Socialdemokratiet som største parti i 51 af kommunerne er der skabt et strammere aftegnet politisk konfliktfelt, hvor de fremtidige konflikter mellem regeringen og kommunerne om det økonomiske grundlag og finansieringen af de nye opgaver kan folde sig klarere ud. De nye byråd og socialdemokratiske borgmestre vil være mere ømme overfor borgernes pres. Det var Venstres ledelse meget opmærksom på. Derfor gik man også efter minimum 50 borgmesterposter for at kunne lukke en mulig kommunal opposition inde. Det bliver langt vanskeligere nu, hvor styrkeforholdet også skifter i KL.

Helt frem til valgdagen blev der offentliggjort undersøgelser, der viste en voksende bekymring hos borgerne for, at strukturreformen skal gå ud over velfærden både i regionerne og i kommunerne. Herved er der også skabt et nyt billede, i og med kampen om velfærden på flere måder er blevet centraliseret. Kommunerne kan ikke hæve skatten som kompensation for mangelfuld finansiering af strukturreformen og nye lovbestemte opgaver. Så kommunal-politikerne skal enten fortsætte med at fungere som stedfortrædere for regeringens angreb på velfærden eller tage til genmæle. Udmeldinger fra både KL og mange nuværende borgmestre tyder på, at man er ved at nå til grænsen i kommunerne. Og med de nye styrkekonstellationer er denne grænse nok blevet yderligere skærpet.

De nye kommunalpolitikere kan således blive tvunget til, overfor de lokale borgere, at videreadressere kritikken af nedskæringerne til regeringen. Men den holder ikke ret længe, hvis de samme politikere ikke lader handling følge ord ved konstitueringen af den nye ledelse i KL i marts måned og ved økonomifor-handlingerne med finansministeren i foråret. Sammenlagt peger det nye konfliktbillede på en mulig kommunalfront overfor regeringens politik, hvilket alt andet lige måske er den største svækkelse af regeringens styrke indtil nu.

Hvordan dette konfliktfelt reelt vil udfolde sig, kan vi selvfølgelig ikke sige noget konkret om på indeværende tidspunkt. Men som angivet vil billedet aftegne sig mere tydeligt allerede i foråret, hvor der skal forhandles kommunal udligningsreform med regeringen, hvor KL's bestyrelse skal konstitueres, hvor en ny økonomiaftales skal forhandles, og hvor regionerne skal have deres sygehusøkonomi på plads. I disse forhandlinger vil regeringen stå overfor en betydelig mere massiv kommunal- og regional modmagt, end man har kendt hidtil.

Det, der understreger betydningen i dette nye mere klart aftegnede spændingsforhold, er tillige, at det nu, bl.a. på grund af strukturreformen, kan vise sig betydeligt lettere at mobilisere vælgerne lokalt mod nedskæringerne og dirigere vreden mod Christiansborg. Et billede som ellers er relativt ukendt i Danmark, hvor kommunalpolitik og landspolitik har været skilt ad.

Skulle vores antagelser vise sig korrekte, får denne nye situation ikke kun alvorlig betydning for regeringen og dens parlamentariske flertal. Den får også betydning for socialdemokratiets ledelse, som nu vil få vanskeligere ved at indgå noget forlig med regeringen, der på nogen måde svækker kommunernes økonomi eller sidde regionernes praktiske kritik af strukturreformen overhørig. Ligeledes kan det blive vanskeligere for partiets ledelse at overhøre utilfredsheden med de politisk-økonomiske vilkår ude i kommunerne, hvis utilfredsheden omsættes til en egentlig kommunal front mod regeringens politik gennem KL.

Ved at pege på disse mulige nye fronter og konfliktfelter har vi ikke sagt, at de vil blive til en realitet. Det, vi siger, er, at for så vidt vi får ret i de ovennævnte antagelser, er der med kommunalvalget skabt en helt ny kampplads, der i langt højere grad end tidligere skaber en sammenhæng mellem kommunalpolitik og landspolitik, hvis betydning skærpes på grund af den samtidige implementering af strukturreformen.