Ledighed
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. december 2009

De fleste har mindst én gang i deres liv oplevet at skulle på toilettet og være på grænsen af opløsning og desperation, fordi der står optaget på samtlige toiletdøre.

I en sådan desperat situation opleves det på det nærmeste som en befrielse, når skiltet på en af dørene drejer fra optaget til ledig. Fantasierne om det værst tænkelige kan fejes til side. Nu kan man endelig få tisset og lagt desperationen bag sig.

Lignende sindstilstande kan opleves i mange andre situationer, hvor optaget og ledig står overfor hinanden. I overfyldte offentlige transportmidler, ved parkeringspladser osv. Og forløbet i de forskellige situationer minder også meget om hinanden. At noget er optaget kan skabe store spændinger og frustrationer, som først rettes ud, når det ønskede bliver ledigt - til rådighed.

Men det at gå ledig er absolut ikke forbundet med positive forestillinger. Tværtimod indtager denne tilstand pladsen som en af de værst tænkelige inden for det fremherskende liberale og protestantiske syndshierarki. Holdningen har faktisk ikke ændret sig meget siden Calvin tordnede: "Intet er så vanærende som en dovenkrop, der hverken er til nytte for sig selv eller andre men lever, som om han alene er født til at spise og drikke". Hvor meget værre må det så ikke være med ledighed, som er begrebet for den tilstand, man befinder sig i, når man er ledig eller går ledig.

Hvad betyder ordet?
Hvis man slår op i "Den Store Danske" eller i Nudansk ordbog under ordet ledig, er synonymernes rangordning ganske sigende. Først sidestilles ledig med "uden beskæftigelse". Dernæst med ikke optaget eller ubesat. På tredjepladsen sættes ordet lig det at være fri og ubunden, hvilket i øvrigt giver mindelser om Aristoteles' opfattelse af forholdet mellem "lediggang" og arbejde: "Alt betalt arbejde optager og degraderer ånden".

Set i forhold til protestantisk moral og kapitalistisk økonomisk logik forekommer det ikke at være en tilfældighed, at synonymerne rangsordnes på den omtalte måde. Men egentlig betød ledighed i sit oprindelige oldtyske udspring noget entydigt positivt - nemlig smidighed og bevægelighed. Det er først på et senere tidspunkt i historien, at "lediggang bliver roden til alt ondt".

Det sker med reformationsideologernes skarpe opgør med den katolske kirkes pragmatiske opfattelse af fænomenet arbejde. Hvor katolikkerne opfattede hårdt arbejde som en af vejene til frelse, hævdede Luther m.fl. prædestinationen - Guds forudbestemte velsignelse - og i forlængelse heraf hårdt arbejde som et synligt tegn på, at vedkommende var forudbestemt til velsignelse.

Så hvor katolikkerne i det mindste gav det enkelte individ et valg mellem frelse og fortabelse, blev dette udelukket af protestanterne. At være ledig eller at geråde i lediggang blev synonymt med fortabelse. En anskuelse, der i det store og hele ikke har mistet sin betydningsmæssige vitalitet over de sidste næsten fem hundrede år.

Men hvorfor interessere sig for begrebet ledighed?
Når jeg overhovedet tager begrebet op her til nærmere gennemgang, skyldes det hovedsageligt, at det gennem de sidste ti år har fortrængt et andet mere moderne og også mere dækkende begreb nemlig arbejdsløshed - dette at være uden arbejde. Eller mere præcist: berøvet muligheden for at sælge sin arbejdskraft og sikre sit eksistensgrundlag.

I de fleste officielle dokumenter og statistikker anvendes begrebet arbejdsløshed stort set ikke længere. Man taler om "øget ledighed", "ledighedstal", "de ledige". Og brugen af begrebet er blevet så almindeligt - naturaliseret, at man i LO's eget blad A 4 kan finde overskrifter som "Ledige dumper aktivering". Ikke så uforståeligt, at de arbejdsløse også er begyndt at betitle sig selv ledige.

Tilsvarende taler man heller ikke længere i samme omfang som tidligere om arbejde, men om beskæftigelse. VK-regeringen har sågar omdøbt Arbejdsministeriet til Beskæftigelsesministeriet og arbejdsmarkedspolitik til beskæftigelsespolitik. Gennem denne lille begrebstransformation har man opnået at dreje fokus væk fra det faktiske forhold, at der ikke er arbejde nok til alle og over til fokus på ledigheden - som i henhold til god protestantisk ånd og i henhold til liberalistisk morallære er en belastning for samfundet.

Fokus er med andre ord ikke længere vendt mod de modsætninger og problemer i det kapitalistiske samfunds måde at fungere på, der skaber arbejdsløshed, og tvinger tusinder af borgere ud i ufrivillig "lediggang". Fokus er nu rettet mod den enkelte og dennes måske tvivlsomme egenskaber, der kan ligge bag lediggangen. Hvorfor det selvfølgelig også bliver ganske legitimt at gribe ind med endda meget drastiske midler for at redde vedkommende fra lediggangens følgesvend: syndighed og fortabelse, som i dag hedder social marginalisering eller endog udstødelse.

Med det fokus er det indlysende. At det er over for den enkelte, at der skal sættes ind. Og enhver form for beskæftigelse, som aktivering jo også er, er bedre end lediggang og kan medvirke til at trække den enkelte ledige væk fra den sociale deroute, der som naturlig konsekvens følger af ikke at være i arbejde/beskæftigelse. Med det udgangspunkt forekommer det også såre fornuftigt at omdøbe arbejdsministeriet til beskæftigelsesministeriet, idet det jo ikke længere drejer sig om at skabe arbejdspladser og regulere arbejdsmarkedet, så der bliver plads til alle. Eller vedtage en række foranstaltninger og opbygge nye institutioner, hvor de arbejdsløse kunne uddannes til et højere kvalifikationsniveau i overensstemmelse med arbejdsmarkedets forventelige krav.

Denne begrebstransformation inden for den overordnede samfundsdiskurs er som beskrevet langt fra tilfældig og endnu mindre et isoleret dansk liberalistisk fænomen. Vendingen er sket i hele den kapitalistiske verden, og fik under Clinton-regeringerne sit moderne udtryk med begrebet workfare.

Begrebet er måske nyt, men indholdet er hverken specielt moderne eller specielt nyt. Det viser tilbage til den herskende klasses autoriserede syn på de arbejdsløse og de mennesker, der havde behov for social bistand, som var fremherskende helt frem til krisen i 30'erne. Her blev det klart for en del af samfundseliten, at en fastholdelse af dette syn kunne føre til voldsom social uro. I konsekvens heraf ændredes fokus fra den enkelte arbejdsløse til de betingelser og mekanismer i det kapitalistiske samfund, som forårsagede arbejdsløsheden. Fokusforskydningen fik afgørende betydning for en hel epokes syn på arbejdsløshed - nemlig den epoke vi normalt opfatter som velfærdsstatens storhedstid.

Men indtil 1930'erne havde det været ganske normalt at fokusere entydigt på den enkelte ledige, hvor dennes frelse lå i en eller anden form for tvangsbeskæftigelse, der gerne skulle være så ubehagelig, at de arbejdsløse opgav enhver form for lediggang og tog det første betalte arbejde, som bød sig. Uanset arbejdsforhold og løn - forstår sig. Selvfølgelig kan attenhundredetallets beskæftigelseshuse ikke sammenlignes med aktiveringspolitikken i dag. Men det er heller ikke nødvendigt, ligesom det heller ikke er nødvendigt at overlade de arbejdsløse til markedskræfternes regulative mekanismer. For ånden fra før velfærdsstatens storhedstid er vakt til live igen.

Det har nemlig vist sig tilstrækkeligt at gennemføre en begrebstransformation, som i dag legitimerer indførelse af alverdens sindrige aktiveringssystemer og kontrolforanstaltninger, der er så tåbelige og bureaukratiske, at den enkelte arbejdsløse føler sig ligeså forladt og overladt til vilkårlighed som K i Kafkas roman "Slottet".

Normalitetens og respektabilitetens grænser
Den franske filosof og psykiater Lacan sagde engang, at sindssygdommen først og fremmest tjener til at demarkere normaliteten, og fandtes den ikke, måtte den opfindes. Hinsides denne grænse ligger fortabelsen. Derfor har det psykiatriske præsteskab også så forbandet travlt med at afsocialisere begrebet om sindslidelse for at flytte fokus over på den lidendes egne skavanker. Det forøger for det første præsteskabets prestige og universalstatus, og forbinder for det andet de psykiske lidelser med den enkeltes eller familiens "synd". Den måde vores samfund er indrettet på - de socialt og økonomisk betingede relationer mellem borgerne og liberalismens lighedstegn mellem menneskets forbandelse til isolation og frihed - lades helt ude af vores forståelseshorisont. På den måde opretholdes grænserne for normaliteten inden for hvilke, den kan tæmmes, formes og naturaliseres.

Samme funktion og sigte men på et mere generaliseret plan har begrebet ledighed, der dels skal skygge for årsagen - arbejdsløshed - og dels gennem den underliggende moralske stigmatisering trække grænsen for det normale borgerlige samfundsliv, som det vil være en personlig katastrofe at overskride. Eller den grænse og afgrunden bagved, der skal få enhver almindelig lønmodtager til at sprænge noget i sig selv for enten at holde fast i det arbejde, man har, eller søge et nyt uanset betingelserne.

Med den situation, der diskursivt er skabt med forherligelsen af et i øvrigt mere og mere invaliderende lønarbejde og på den anden side stigmatiseringen af en hver form for ledighed, uanset om dette skyldes arbejdsløshed eller sociale problemer, har man fået redskaber i hænde, der er langt mere effektive end tidligere tiders arbejdshuse og markedets selvregulering - nemlig den faktiske sociale frakendelse af retten til at opfatte sig selv som - og handle som - fuldgyldig borger.

Faktisk har den begrebsmæssige transformation medvirket til en næsten total udryddelse af fænomenet lediggang, idet både den arbejdsløse og de mange med socialt betinget uarbejdsdygtighed nu er tvunget til at være så optaget af at søge beskæftigelse, at der slet ikke er plads til at være ledig eller gennemføre ledig-gang.

Og hvor en almindelig markedsregulering af arbejdsløsheden - jf. Says lov om, at udbuddet altid skaber sin egen efterspørgsel - nok ville presse mange arbejdsløse til at tage underbetalte job og således sænke den almindelige lønrate, så ville samme reguleringsform også konstant indebære en risiko for social uro og kollektiv modstand mod de mekanismer og grundforhold, der har skabt arbejdsløsheden. Den risiko er reduceret med den moralsk bureaukratiske omfortolkning af arbejdsløshedsbegrebet og de dertil hørende legitime disciplineringsredskaber. Nu kan den enkelte arbejdsløse for det første anskues som ledig, for det andet diagnosticeres i forhold til individuel formåen og indplaceres i en af fem behandlingskategorier (beskæftigelsesministeriets "matchkategorier"). Som sådan er den enkelte arbejdsløse isoleret fra fællesskabet og gjort til et ledighedstilfælde, der kan behandles på samme måde som en hver anden "social begivenhed". Klientgørelsen er blevet generaliseret, selv om begrebet er forladt af ideologiske årsager.

Truslen om at lide den skæbne, skal nok bidrage til at fastholde borgerdydens tag i de mange lige så længe, som de samme lønmodtagergrupper og deres organisationer accepterer forskydningen af fokus på arbejdsløshed til fokus på den individuelle ledighed.

Hvordan så?
Den arbejdsløse er ikke ledig, lige som den, der er i arbejde, ikke er optaget. De arbejdsløse er uden arbejde, fordi arbejdsgivernes efterspørgsel efter arbejdskraft er lavere end udbuddet. Ganske vist er der en masse arbejde, der burde udføres. Men det udføres ikke, fordi afkastet i forhold til investeringerne enten er for lavt, eller - for så vidt der er tale om offentlig virksomhed - at der ikke er råd til at udføre det nødvendige arbejde. De arbejdsløse er med andre ord arbejdsløse, fordi den kapitalistiske ekspansionsøkonomi ikke kan skabe tilstrækkelig profitabel vækst til at eliminere arbejdsløsheden.

Arbejdsløsheden er et samfundsproblem og udspringer af den måde, som den sociale produktion foregår på inden for den kapitalistiske økonomi. Af samme grund er det meningsløst at kalde de arbejdsløse ledige - dvs. nogen, der står til rådighed - i og med det ikke er denne uspecifikke "ståen til rådighed", der er problemet, men derimod krisen i den kapitalistiske økonomi.

Af samme grund ville det bidrage til klarheden og bevidstheden om de faktiske sammenhænge, hvis fagbevægelsen i almindelighed og de politiske ledere på venstrefløjen i særdeleshed kategorisk forkastede anvendelsen af begrebet ledighed på det arbejdsmarkedspolitiske område og konsekvent erstattede det med arbejdsløshed.