Nyliberalisme eller liberalisme på ny?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. november 2009

Selv om mange mener at tale om det samme, når de anvender begrebet nyliberalisme, forholder det sig desværre ikke sådan i virkeligheden. Begrebet har nærmest karakter af et overbegreb, som dækker et noget diffust felt af betydninger og fortolkninger, der spænder lige fra en karakteristik af den nuværende kapitalisme som en særlig virulent afart - dvs. en form for dæmonisering - til mere epokale definitioner, hvor begrebet anvendes som beskrivelse af det, der opfattes som et nyt stadie i kapitalismens udvikling.

Men på trods af den store variation i betydningerne og fortolkningerne refererer brugen af begrebet dog til en række fælles fænomener og karakteristiske tendenser, der har været fremherskende de sidste tredve år.

Begrebet bruges i flæng og ofte, og det har en relation til fænomener i virkeligheden og i teorien. Alene derfor kan det være ganske spændende at undersøge begrebets indhold nærmere men også at se på, om begrebet overhovedet er anvendeligt som selvstændig kategori i analytisk sammenhæng - eller sagt på en anden måde. Om det kan bruges til at forklare noget, eller om det blot er en bekvem og lidt uklar fællesbetegnelse for en historisk specifik strategi for den herskende klasses tilbageerobring af hegemoniet og restaurering og omstrukturering af den kapitalistiske samfundsøkonomi.

Hvad betyder nyliberalisme?
Ny lader sig ganske simpelt definere som en tilstand, der adskiller noget fra noget andet, der er gået forud. Noget der har været. Ordet er således som udgangspunkt indholdstomt, og det skal fyldes ud med beskrivelser af, hvori det adskiller sig fra det gamle, og hvad det aktuelt positivt indeholder. Uden disse afgrænsninger er ordet enten meningsløst eller også indtager det en konnonativ funktion, hvor der indirekte henvises til en række positive eller negative forestillinger - som hovedregel dog positive.

Liberalisme kommer fra det latinske ord liberalis, som betyder frisindet - altså at sindet er frit. Ordet er igen afledt af begrebet liber, som betyder frihed eller størst mulig frihed uden at frihedens grænser eller orientering dog er nærmere bestemt.

Det fremgår heraf, at liberalisme som isme står for en samfundsfilosofi, hvor begrebet frihed figurerer som et gennemgående nøglebegreb og en ledetråd.

Når ny og liberalisme sammenstilles, og ny bliver prædikat for liberalisme, får vi et samlebegreb, der strengt taget ikke siger andet, end at denne form for liberalisme er ny og adskiller sig fra en anden, tidligere form. Samlebegrebet siger med andre ord, at det betegner noget, der har en vis lighed til noget andet, som er gået forud. Forskellen mellem det, der er nu og det, der var, beskrives imidlertid ikke. Det eneste, begrebet udtrykker, er, at den form for liberalisme, vi betegner som ny, på visse punkter må adskille sig fra tidligere former. Ellers forekommer det meningsløst at afvende præfikset ny. Med mindre der blot er tale om en sprogøkonomisk sammentrækning af liberalisme på ny.

Hvad der kan lyde som en slet skjult ironisering, skal faktisk tages alvorligt, i og med begrebet ofte optræder som et skældsordsagtigt samleudtryk for stort alle de fænomener, der optræder i modsætning til og som en trussel mod velfærdsstaten, uden at der gøres rede for, hvorledes disse såkaldte liberalistiske fænomener og tendenser adskiller sig fra hidtidige liberalismes politik- og ideologiformer.

Hvad er det nye?
Spørgsmålet om, hvorved nyliberalisme adskiller sig "gammelliberalisme" kan desværre ikke besvares entydigt. Det skyldes for det første, at liberalisme ikke er noget entydigt politisk-ideologisk begreb, og for det andet at begrebet har ændret indhold af flere omgange. Ændringerne har til dels været begrundet i begrebets konkret historiske politiske funktion.

Således optrådte begrebet første gang som distinkt begreb i spaniernes oprør mod Napoleons herredømme over Spanien. Siden blev begrebet som selvstændig politisk kategori indføjet i det nye borgerskabs politiske samlingspunkt i kampen mod resterne af den enevældige stat og for fri markedsdannelse og beskyttelse af den private ejendomsret. Indenfor samfundsteorien blev denne udvikling først og fremmest repræsenteret ved John Mill og Bentham. Fra midten af det 19. århundrede ændredes begrebets indhold yderligere. Det skete i og med John Stuart Mills opgør med den rendyrkede markedstænkning og dennes trussel mod samfundsstabiliteten, hvor den sociale polarisering, armoden i arbejderklassen og dennes begyndende organisering udviklede politiske og ideologiske ambitioner, som rakte ud over den liberale samfundsfilosofis grænser.. Man kan sige, at han lagde grunden til det, der senere er blevet kaldt socialliberalisme.

Det er således vanskeligt at definere nyliberalisme i forhold til en bestemt forudgående definition, For en sådan findes alene i de gennemgående overbegreber.

Første gang, begrebet nyliberalisme optræder, er i en række diskussioner i perioden efter depressionen i 30'erne. Her slog i økonomen Hayek til lyd for et noget ændret syn på statsmagten i forhold til f.eks. Mills og Benthams opfattelse. Han og flere andre økonomiske teoretikere advokerede den stærke stat som det bedste forsvar for den private ejendomsret og den frie markedsdannelse mod de fremherskende monopoltendenser og heraf afledt konkurrenceforvridning. Så ifølge begrebets betydningshistorie skulle det, vi nu kalder nyliberalisme, måske i virkeligheden hedde ny-nyliberalisme.

Det burde hermed stå klart, at vi vanskeligt kan afgrænse begrebet nyliberalisme ved at modstille det en tidligere udgave af liberalismen. Afgrænsningen - hvis begrebet overhovedet skal give mening - må følgelig være konkret og positiv. Dvs. det må præciseres, hvad den sag eller de fænomener, som udtrykket henviser til, indeholder af nye tendenser, som ikke har været kendt tidligere. Det kommer vi til senere.

Liberalisme begrebets fællestræk
Men allerførst er det vigtigt at fremhæve det fælles frem for det, der skiller. Dvs. fællesnævnerne i de forskellige historiske udgaver af liberalismen.

Nu skulle man tro, at den første fællesnævner er frihedsbegrebet. Men sådan forholder det sig ikke.

Grundbegrebet er det singulære individ, hvorved liberalismen mere end nogen anden samfundsfilosofisk tendens har indskrevet sig i historien som arvtager af renæssancens tidlige opgør med det gudsafledte menneskebegreb. Frihedsbegrebet kommer først til senere i opgøret med den feudale adel og de herskende standsprivilegier. Og først senere igen ændres frihedsbegrebet til at stå for et værn om det enkelte menneskes og dettes ejendomsret, hvor det som følge heraf også indtager en central politisk plads i det opkommende borgerskabs politisk ideologi. Individbegrebet og frihedsbegrebet indskrives i væsentlige filosofiske tendenser, som eksempelvis Hobbes og Lockes samfundsfilosofiske betragtninger og i de senere menneskerettighedserklæringer.

Som en arv fra bl.a. Descartes og økonomen Adam Smith indføjes begreber som rationel kalkulation og økonomisk rationalitet i den liberalistiske tænknings samlede verdensforståelse. Herved forstås de to centrale elementer, der siden er blevet anset som grundlæggende forudsætninger for alt videre fremskridt og civilisation. Begreberne forbindes med og indføjer sig i det opkommende kapitalistiske samfund og markedet som uomgængelig socio-økonomisk realitet.

Selvfølgelig varierer de nævnte begrebers indbyrdes forhold og gensidighed indenfor den liberalistiske filosofi op gennem tiden. Det sker i den stort anlagte hegemonikamp, hvor begreberne efterhånden indoptages og udvikles som sammenhængende politisk ideologi og verdensfortolkning for den nye herskende klasse - det kapitalistiske borgerskab. Bl.a. ændrer frihedsbegrebet betydning fra at være vendt mod den tidligere herskende klasses privilegier og som fælles frihedsevangelium for alle de undertrykte klasser til at blive et begrebsperspektiv vendt mod den nye borgerlige stats tilbøjelighed til selvstændiggørelse i forhold til samfundet og markedet og begrænsning af den nye herskende klasses udbredelse af sin økonomiske magt og socio-kulturelle dominans.

Men det forekommer ikke korrekt, at tolke denne transformation som et generelt udtryk for tesen om, at liberalismen står for "mindre stat og mere marked". For selv om de forskellige retninger indenfor liberalismen altid har haft et noget ambivalent forhold til statsmagten som samfundsinstitution, har en stor del af debatten først og fremmest drejet sig om statsmagtens bestemmelse og formål og i mindre grad om dens størrelse. I tilknytning hertil har spørgsmålet om, hvad samfundet egentlig er, givet anledning til mange stridigheder mellem eksempelvis laizzes faire liberalisterne og socialliberalisterne, hvor førstnævnte helt ortodokst har strakt den metodiske individualisme så langt, at de har benægtet, at samfundet er andet end summen af singulære individer. (mest plastisk udtrykt af Margaret Thatcher). Hvorimod socialliberalisterne har anerkendt samfundet som en eller anden form for socialt og institutionelt fællesskab, hvor statsmagten i konsekvens heraf er blevet tildelt en større og mere positiv rolle - som overordnet regulerende instans til at afbalancere samfundsformationens indbyggede modsætninger og konflikter på et forsat liberalt grundlag.

Det kan således ikke siges, at begrebet liberalisme tegner en entydig betydningshistorie bortset fra det forhold, at de væsentlige elementarbegreber i ideologien er gået igen om end i transformerede udgaver ofte afhængig af de givne sociale og politiske udfordringer, som det herskende borgerskab har været konfronteret med.

Jeg har med vilje ikke behandlet demokratibegrebets placering i den liberalistiske ideologis historie. Det bunder sig i, at de forskellige liberalistiske teoretikere og tendenser har haft og stadig har et særdeles anstrengt forhold til demokratibegrebet, som faktisk fortjener en særskilt behandling.

Men sat på spidsen kan man vel sige, at individbegrebet og lighedsbegrebet og forestillingerne om det retsligt regulerede markedssamfund betydningsmæssigt overtrumfer den liberalistiske ideologis forskelligartede demokratiforestillinger - her forstået som forestillinger om folkestyre og folkesuverænitet.

Faktisk er det først i begyndelsen af det tyvende århundrede, at de forskellige liberalistiske strømninger for alvor anerkender demokratiet - men vel at mærke først og fremmest som parlamentarisk demokrati - dvs. som styreform. Nærmest til en akkurat og ærlig beskrivelse af liberalismens forhold til demokratiet kommer vel først og fremmest økonomen Schumpeters definition af demokratiet: som en hensigtsmæssig procedure for borgerne at udpege deres ledere på. Ikke ud fra et folkesuverænitetens synspunkt. Men ud fra en konkurrencedemokratisk tilgangsvinkel: at politisk konkurrence for det første vil modsvare markedets afbalancerende natur, og for det forhindre autokrati og magtmonopolisering til skade for kapitalismens udvikling. Måske en kynisk demokratiopfattelse, men alligevel den mest præcise beskrivelse af det liberale demokrati.

Pointen i denne meget sammentrængte gennemgang af liberalismebegrebets begrebsmæssige grundelementer er ikke, at disse har ændret sig over tid. Tværtimod har de været fællesgods i liberalismens to hundrede år lange historie. Her er det betydnings- og anvendelseshistorien, der er det centrale. Og denne kan hverken beskrives eller forstås uafhængigt af kapitalismens egen historie og klassekampens forskellige konjunkturer. Om det ene eller det andet grundbegreb har været fremherskende, og hvilket forhold, det har stået i til de andre begreber, har først og fremmest været funktionsbestemt ud fra de givne historiske perioder hegemonikamp mellem klasserne og indenfor de respektive klasser. Men fælles for alle perioder i liberalismebegrebets historie er, at det i samfundspolitikken både har indtaget pladsen som udtryk for en bestemt og totaliserende verdensfortolkning og som politisk strategi for erobringen eller fastholdelsen af den samfundsmæssige magt gennem hegemonisk dominans.

Hvad er nyliberalisme så?
Hårdt trukket op og lidt forenklet vil jeg definere nyliberalismen som: en særlig politisk strategi for den herskende klasses praktiske implementering af liberalismens politiske og økonomiske filosofi i dens bestræbelse for at delegitimere og gøre op med efterkrigstidens historiske kompromis i form af velfærdsstaten og gennemsætning af sine socio-økonomiske betingelser for genopretning af den kapitalistiske verdensøkonomi i en ny akkumulationscyklus.

Det afgørende i definitionen er, at der er tale om en politisk valgt strategi for praktisk implementering af liberalismens politisk-økonomiske filosofi. Ikke ud fra forud bestemte og alment accepterede forestillinger om, at den liberalistiske verdensopfattelse både er indlysende og et gode, men ud fra et klassespecifikt ønske om endnu engang at fremstille sin politiske, sociale og kulturelle ombrydning af velfærdsstatens etiske og socialt institutionelle værn mod markedets ekspansion og destruktive sociale tendenser som en historisk nødvendighed og til gavn for det store flertal i fremtiden. (TINA; There is no alternative).

Som følge heraf vælger jeg at forstå nyliberalismen som en bevidst politisk strategi og ideologisk legitimering af kapitalens frisættelse fra samfundsmæssig regulering og begrænsninger. Som sådan skal det strategiske begreb også først og fremmest sættes i forbindelse med den herskende klasses opgør med velfærdsstaten og de samfundsklasser og deres organisering, som frem for nogen har nydt fordele af denne historisk specifikke og begrænsede stats- og samfundsformation.

Derimod har strategien aldrig reelt haft til formål at reducere statsmagten eller indskrænke dens reguleringsfunktion. Der har i al væsentligt været tale om en formålsforandring.

Statsmagten har f.eks. i USA både ved "Washingtonkuppet" i 1978 og ved den senere konceptualisering af den nye politik i "Washington consensus" spillet en afgørende rolle i dereguleringen af de finansielle markeder, nedbrydning af modstanden mod frihandlen især i det fattige og afhængige lande og ikke mindst i afkoblingen af profitspekulationen i finanssektoren fra samfundenes realøkonomi. Ligeledes har strategien indebåret en tiltagende og til tider autoritær magtcentralisering i statssystemerne, og statsmagten har i hidtil uset grad medvirket ved nedkæmpningen af modstanden i arbejderklassen og i den politisk ideologiske fragmentering af dens klasseorganisationer - både de politiske og de faglige. Hvad mere er advokeret individuelle løsninger på kollektive problemer gennem en omfattende og kontinuer mistænkeliggørelse af alle former for kollektive løsningsformer. Det samme gælder for så vidt de centrale kapitalistiske landes statsapparaters vitale andel i kapitalens uhæmmede ekspansionsproces på verdensmarkedet - der i dag kaldes "globaliseringen" i ubestemt form.

På den anden side har individ- og frihedsbegrebet i samklang med den abstrakte og verdensfjerne neoklassiske økonomiske ligevægtsteori først og fremmest indtaget en placering i den samlede strategi som ideologiske stødtropper i kampen om det sociale- politiske- diskursive og kulturelle hegemoni. Dvs. i opgøret med velfærdsstatens traditionelle solidaritets- og lighedsbegreb, der som selvforståelsesgrundlag havde det sociale og det bærende samfundsfællesskab som ledetråd for den samlede institutionsbygning.

Fællesskabs- og forvaltningstanken har på intet tidspunkt været tænkt fjernet gennem en åben konfrontation om velfærdsstatens fortsatte eksistens. Det har den herskende klasse ikke på noget tidspunkt indenfor de sidste tredve år været stærk nok til. I stedet har der i den nyliberale strategi været indbygget et "socialt ingeniørsperspektiv" for udhulingen af velfærdsstatens institutionelle virke indefra - fra indholdssiden. Dvs. ændring af måden at tænke individ og samfund på gennem radikale omfortolkninger af de institutionelle strukturers måde at fungere på, herunder omfortolkningen af borgerbegrebet og offentlighedsbegrebet, der successivt er blevet privatiseret.1

Strategien skal forstås som et socio-politisk perspektiv, der tog sit udgangspunkt i de uomtvistelige svagheder, som velfærdsstaten udviste op gennem 70'erne så som: et formidabelt bureaukrati, de offentlige udgifters tiltagende belastning af samfundsøkonomien, ineffektivitet overfor de voksende sociale problemer, tiltagende formynderiske tendenser i takt med krisetendenser i samfundsøkonomien og som følge en voksende utilfredshed i befolkningerne.

På flere leder minder det ideologiske opgør med velfærdsstaten, hvor især den ekstreme individualisme/privatgørelse og frihedsperspektivet har indtaget en fremtrædende rolle, en del om liberalismens hegemoniske betydning i opgøret med adelen og kampen for konstitutionalismen. I begge tilfælde har den liberalistiske ideologi haft en omfattende resonansbund i brede dele af befolkningen, også selv om den i den udstrækning, den er blevet realiseret, har ført til afgørende svækkelse af stort set alle lønmodtagergrupper - selv i middelklassen. Og det i en grad, at de samme samfundsgrupper har accepteret den gradvise transformation af statssystemet til ikke længere at have befolkningens velfærd som sit formål men kapitalismens grænseløse vækst.

Selv om strategien har foldet sig forskelligt ud i de forskellige lande, har de praktiske metoder være forbavsende ens. Det drejer sig eksempelvis om privatisering af offentlige virksomheder, markedsgørelse af offentlige institutioner, kapitalistiske styringsformer i den offentlige sektor, omformning af velfærdsbegrebet til et snævert ydelsesbestemt servicebegreb og tilknytning hertil omdannelse af det offentliges professionelle forvaltere til simple serviceproducenter og her overfor borgerne til "gemene" forbrugere af de samme ydelser.

Det skal understreges, at det, der her beskrives, er en politisk strategi og en historisk tendens, hvorved det bør være klart, at det hverken er blevet gennemført uden modstand eller for den sags skyld er lykkedes i et omfang, så det er rimeligt at tale om total hegemonisk dominans. Tværtimod har de sidste tredve år været præget af kampe mellem fortalerne for den nyliberalistiske strategi og modstanderne af den først og fremmest i den organiserede del af arbejderklassen og blandt hovedparten af de offentligt ansatte - og det på alle planer i samfundet.

Men det ændrer ikke ved, at liberalismen som generaliseret verdensforståelse er trængt så dybt ind i det samlede samfundsliv, at den virker horisontafkortende ind på både den politisk-økonomisk tænkning, diskurs og kulturformer og ikke mindst står som en enorm spærreballon for formuleringen af et alternativ til kapitalismen.

Det hører her med til historien, at den liberalistiske ideologis attraktion ikke kan forstås uafhængigt af "den virkeliggjorte socialismes" implosion i Østeuropa og Sovjet. Her faldt den sidste rest af den traditionelle arbejdsbevægelses fremtidsperspektiv og modstandskraft i grus.

Som det skulle være fremgået opfatter jeg ikke begrebet nyliberalisme som en ny selvstændig politisk-økonomisk kategori, men først og fremmest som et begrebsligt koncept for en historisk ganske bestemt ideologisk understøttet strategi i den herskende klasses nødvendige omstrukturering af både de nationale økonomier og af verdensmarkedet på den ene side og i opgøret med arbejderklassens og brede dele af middelklassens styrkepositioner i velfærdsstaten på den anden side. Som den herskende klasses og samfundselitens nødvendige omvej for at restaurere sit klasseherredømme. Som sådan kan nyliberalismen heller ikke fortolkes som en selvstændig social realitet eller som (en betegnelse for) en særlig virulent udgave af kapitalismen, men alene som begreb for en historisk bestemt form for videreførelse af kapitalismens ekspansionstvang.

Nyliberalismens implosion?
Nyliberalismen som restaurationsstrategi har været nødvendig som det indirekte og undergravende opgør dels med velfærdsstatens skranker for den fri kapitalakkumulation og dels med lønmodtagernes stærke position, som blev vundet i opgangsperioden efter 2. Verdenskrig og globalt set med billedet af staten som et billede af fællesskab. Men fordi strategien har været nødvendig, og selv om den i en kort periode har fremstået som næsten uovervindelig, er det ikke ensbetydende med, at den har været succesfuld.

Jeg har i tre tidligere artikler i Kritisk Debat argumenteret for, at den nyliberalistiske strategi med finanskrisen har nået sin grænse.

For det første har strategien været medvirkende til at øge krisens dybde og skærpet dens karakter. For det andet har den ikke løst sin opgave, nemlig at skabe grundlaget for en ny stor kapitalistisk vækstperiode. Og for det tredje og måske også det vigtigste har strategien med undergravningen af statsmagtens reguleringsmuligheder og kapitalens kolonisering af hele samfundslivet paradoksalt nok også svækket samme statsmagts og den herskende klasses fremadrettede muligheder for at inddæmme de sociale spændinger både nationalt og internationalt, der nu skyder sig frem som konsekvens af krisen.

Statssystemernes sociale integrationspotentiale er blevet svækket. New Public Management som taktisk styringsteknologi afledt af den nyliberale strategi har afstumpet den offentlige sektor, reduceret de offentligt ansattes loyalitet og ødelagt de institutionsformer, der tidligere dels kunne skabe forbindelse til borgerne og dels inddæmme den sociale ulighed og utilfredshed. I dag skal de samme institutioner konkurrere om bevillinger og om at nå centralt fastsatte mål eller blot holde muligheden for udlicitering fra døren. Sådanne institutioner kan ikke integrere. De kan kun administrere eller virke indenfor et samlet autoriseret volds- og kontrolsystem.

Og på den anden side har den samme strategi, der skulle fremelske den liberale borger og det livsduelige entreprenante individ frembragt en ny rethaverisk og ansvarsløs borgertype, der i stigende omfang oplever sig selv som værende isoleret og i modsætning til statssystemet. Stadigt hyppigere oplever den "myndiggjorte men isolerede borger" sig værgeløs overfor statssystemets krav, overfor kontrollen, den snigende mistænkeliggørelse og den permanente trussel om social- og statusmæssig deroute.

Endnu finder disse nye forhold ikke frem til den offentlige diskurs i særlig artikuleret eller kollektiv form. Men det skyldes hovedsagelig, at den omtalte omvæltning er gennemført under en forbrugsdrevet højkonjunktur, hvor de foruroligende konsekvenser enten var til at overse eller blev overset.

Men nu, hvor krisen gør brede samfundsgrupper afhængige af et offentligt socialt sikringssystem , begynder konsekvenserne at kunne mærkes langt ind i den del af arbejderklassen og middelklassen, som hidtil har følt sig sikker og deres egen "kreditfinansierede" frihed sikret ved regeringens nyliberale politik.

På det politiske område har strategien affødt en foruroligende invalidering af det liberale demokrati, hvilket nu tærer på frihedsideologiens hidtidige store kredit. Den tidligere omtalte Schumpeterske (provokerende) demokratiforståelse er blevet en konkret realitet. Lige efter bogen har den liberalistiske offensiv afpolitiseret politikken gennem dens juridicering og udgrænset de legitime politiske interessemodsætninger i samfundet som illegitime, hvilket bl.a. har ført til afkoblingen af det politiske liv fra det almindelige samfundsliv. Politik er i dag blevet ensbetydende med kontraktbestemt samfundsadministration.

Og hvad værre er, så har kombinationen af afpolitiseringen af det offentlige liv og dets integrative potentiale og beskydningen af den kollegiale og professionelle etos i statssystemet fremelsket et behov for øget magtcentralisering - for overhovedet at holde den tiltagende fragmentering og de centrifugale tendenser i ave. På det politiske niveau er der flyttet mere og mere magt fra den lovgivende til den udøvende magt bl.a. gennem flere ministerbeføjelser. En udvikling i åbenlys modsætning med liberalismens eget højprofilerede demokrati- friheds- og decentraliseringsbudskab. Et potentiale for kommende politiske brudflader.

For selv om det over de sidste tyve år er lykkedes for de liberalistiske ideologer at overtage de politiske modstanderes begreber og først tømme dem for meningsfyldt indhold for derefter integrere dem i deres egen ideologiske offensiv, er det dog ikke lykkedes dem begrave befolkningens reale ønske om autonomi, frihed, lighed og (til en vis grad) solidaritet. Det er allerhøjst lykkedes at skabe en slags horisontafkortning, hvilket i øvrigt også fremtræder som et næsten uoverstigeligt problem for den politiske opposition. Men alene frekvensen og antallet af samfundspolitiske brudflader og utålelige modsætninger mellem, hvad der siges, og hvad der gøres, stiller spørgsmålet om liberalismens fremtidige autoritet igen og igen.

Og hvor disse brudflader og åbne spørgsmål indtil nu enten har været sektorialt begrænset og mest optrådt som illegitime partsinteresser eller kunnet fremstilles som anakronistiske drømme om at vende tilbage til den "gamle og ineffektive velfærdsstat", så har de nu med krisens gennembrud og nyliberalismens tab af moralsk og intellektuel autoritet fået et konfliktpotentiale, der kan frembringe politiske kriser, vi ikke har set længe. Hvilket forstærkes af, at nyliberalismens politiske økonomi ikke længere er løsningen på kapitalismens vækstproblemer, og at den herskende klasse og samfundseliten så åbenløst desperat leder efter en ny strategi og et nyt teoretisk grundlag for at legitimere videreførelsen af sin samfundsmæssige magt.

Uden at drage for vidtgående konklusioner eller bringe næring til mekaniske sammenbrudsforestillinger, mener jeg, at der er grundlag for at tale om nyliberalismens begyndende implosion. Først og fremmest begrundet i den overbevisning, at strategien ikke længere kan understøtte den herskende klasses omstrukturering af verdensmarkedet og bane vejen for en ny reel akkumulationscyklus. For det andet fordi strategien har undergravet betingelserne for en ny vækstperiode, i og med den hidtidige vækst fortrinsvis har været baseret på omfattende kreditfinansieret forbrug og investeringer i gigantiske spekulationsprojekter uden at skabe et nyt reelt og produktivt investeringsgrundlag. Og for det tredje fordi den nyliberale strategi har undergravet de nuværende store kapitalmagters globale styrke og skabt så grundlæggende uorden i det kapitalistiske verdenssystem, at ingen på nuværende tidspunkt rigtig tør spå om, hvilken form konkurrencen og magtkampen om en ny verdensorden vil tage. Afgørende er det dog, at den er i gang. Og for det fjerde har den sociale polarisering antaget et omfang og en dybde, som nu også truer middelklassen og dermed samfundenes politiske, sociale og moralske sammenhængskraft.

For mig at se udgør disse fire grundfaktorer, som endnu kun optræder som tendenser, der dog antager mere og mere konsistent form, de væsentligste indicier på, at den nyliberale strategi ikke længere rækker, og at det ideologiske hegemoni er i gang med en indre opløsningsproces. Hvor omfattende hegemoniet reelt har været, og hvor dybtgående det har forvredet den brede befolknings politiske og sociale hukommelse, er det af gode grunde vanskeligt at sige noget meget bestemt om.

Afsluttende overvejelser
Har denne gennemgang af begrebet nyliberalisme så bragt større klarhed om, hvorvidt det overhovedet er relevant og dækkende?

Ikke ubetinget. Det skyldes hovedsageligt, at uanset hvor semantisk tomt begrebet er i sig selv og hvor fyldt af vidt forskellige konnotationer, det er, så er begrebet over en lang periode samtidig blevet politisk naturaliseret i den almindelige samfundsbevidsthed og debat, og er af samme grund vanskeligt at komme uden om i dag.

Af samme grund har jeg først og fremmest bestræbt mig på at bidrage med en positiv bestemmelse af begrebets indhold og samtidig underkaste det et statusskift fra at blive opfattet som selvstændig politisk-ideologisk kategori til det, jeg mener er mere korrekt, et begrebsligt udtryk for den herskende klasses restaurationsstrategi, herunder opgøret med efterkrigstidens "historiske kompromis" om velfærdsstaten.

Hermed har jeg som konsekvens lagt afstand til de forskellige kontraideologiske dæmoniserings- og konspirationsperspektiver, der efter min opfattelse fejlagtigt er blevet læst og skrevet ind i begrebet med den underforståede politiske dimension, at der på den anden side af nyliberalismen findes en mere human udgave af kapitalismen. Igen underforstået - at nyliberalismen har været historisk arbitrær. Hvorfor en ny æra med social og human regulering af markedskræfterne - som om de eksisterer i bred almindelighed - er et nødvendigt og derfor muligt alternativ til den mere "rå version af kapitalismen".

Sådan forholder det sig ikke. Nyliberalismen har fra sin tidlige introduktion i samfundsdebatten udgjort en central del af den herskende klasses konkrete og historisk betingede bestræbelser for at redde sin egen samfundsformation og magt. Indtil nu er det lykkedes at bevare og oven i købet udbygge magten. Men det er ikke lykkedes at restaurere og restruktuere det økonomiske grundlag, hvilket den nuværende krises karakter og omfang er bevis for prima facie.

Selvfølgelig findes der kapitalistiske løsninger på den nuværende krise. Problemet er, at de ligger indenfor det perspektiv, som den herskende klasse i sin tid veg tilbage fra at forfølge, og som genererede den "mellemvejsstrategi", som har fået betegnelsen nyliberalisme - afvæbning af forestillingerne om den demokratiske socialstat uden åben konfrontation med den brede befolkning, som hverken før eller nu længere kan forestille sig et liv uden social tryghed, velfærd og demokratisk indflydelse.

Noter

1Man kunne måske påstå, at der var en interesse i at bevare et stærkt statsapparat, hvis primære opgave nu blot skulle være ikke at stå for og formidle fællesskabet, men at fastholde presset imod individet for at "individualisere" samfundslivet.