Kontraktpolitik
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. juni 2009

Opløbet mellem den siddende Nyrupregering og oppositionen ved valget i 1998 var særdeles tæt. I den sidste fase formulerede daværende formand og statsministerkandidat Uffe Ellemann Jensen slagnummeret, frit valg. Det slog ikke helt igennem, selv om det var ment som en radikalisering af regeringens snak om friere valg. Der skulle gå tre-fire år, før dette slogan virkelig slog igennem og medvirkede til at føre den nye Venstreformand, Anders Fogh Rasmussen, ind i statsministeriet.

Ikke desto mindre havde det nye slogan en vis gennemslagskraft allerede i 1998. Oppositionen halede ind på Socialdemokratiet og "blokken til venstre". Statsminister Pouls Nyrups udslagsgivende modtræk var at advare vælgerne om, at kom oppositionen til magten ville det være begyndelsen til enden for efterlønnen. Og noget havde Nyrup da også at have sin advarsel i. Den borgerlige fløj havde længe ventileret et ønske om enten at afskaffe efterlønnen eller om muligt at begrænse adgangen til at opnå den.

Nyrupregeringen og "den venstre blok" hev lige akkurat sejren hjem, angiveligt godt hjulpet af den sidste uges skrækkampagne mod oppositionens hensigter angående efterlønnen. Men som det er de fleste bekendt, skulle der ikke gå lang tid, før Nyrupregeringen selv over en nat og uden forudgående diskussionen hverken med fagbevægelsens ledelse eller i offentligheden gjorde betydelige indhug i efterlønnen. Hvorved Nyrupregeringen kom til at stå for et af de største tillidsbrud i nyere historie.

Tillid og troværdighed som valgkampstema
Nu forholder det sig imidlertid ikke sådan, at Poul Nyrups handling var enestående. Faktisk havde dansk politik længe været præget af politikernes systematiske brud på deres valgløfter. Man kan blot bringe sagerne under Schlüterregeringerne i erindring. Man skal nok snarere vurdere følgerne af Nyrups brud med sine egne løfter, som delvis afstedkommet af efterlønsspørgsmålets centrale placering i valgkampen og delvis som en følge af mange års opsparet utilfredshed med det politiske systems aftalebrud og tiltagende manglende responsivitet overfor borgerne og vælgerne i store som i små sager. I den sammenhæng kom efterlønssagen til at figurere som symbol på politikernes foragt overfor borgerne bl.a. i form af gentagne løftebrud.

Formodentlig kom efterlønssagen af samme grund til at klæbe ved Poul Nyrup og hans regering helt uden formildende facetter. Og oppositionen fik på den anden side et tema foræret som næsten sikker adgangsbillet til statsministeriet. Mellem Nyrups løftebrud og valget i 2001 lod oppositionen ikke en eneste lejlighed til at kritisere politikernes løftebrud og selvtilstrækkelighed gå fra sig. Man indvarslede et opgør, uden at formen blev kendt før valget i 2001.

Skattestop og Frit valg blev Venstres og Konservatives to nøgleløfter i valgkampen efteråret 2001. Men ikke nok med det. Anders Fogh Rasmussen gentog næsten monotont, at hvis V og K fik regeringsmagten ville de indgå en kontrakt med vælgerne om at stå fast på de centrale programpunkter og gennemføre dem som lovet. Man ville, og henviste til hverdagslivet som gennemsyret af mange forskellige kontraktforhold, indgå en kontrakt med det danske folk om, hvilken politik der skulle gennemføres og konsekvent iagttage dette løfte og henholde sig til det, næsten uanset hvad der ellers måtte hænde.

Sådan blev det, og den nye politiske tendens blev hurtig benævnt kontraktpolitik. Fænomenet var i øvrigt ikke ganske nyt, ej heller et originalt produkt fra Venstres og Konservatives politiske laboratorium. Det var direkte importeret fra England. Nærmere bestemt fra New Labour og Tony Blairs New Public Management inspirerede "workfare" politik, som det socialliberale opgør med den klassiske velfærdsstat. Samme tendens havde præget Bill Clintons politik i USA.

Begrebets betydning
Begrebet kontraktpolitik have fået mange knubbede ord med på vejen. Hvorvidt de er berettigede må vel i sandhedens interesse afhænge af, hvad vi for det første forstår ved begrebet og for det andet, hvilken betydning det repræsenterer.

Her vil vi først og fremmest interessere os for begrebet kontrakt og lade det andet begreb politik ligge, idet det i denne sammenhæng spiller en underordnet rolle og i øvrigt er så gennemanalyseret, at en relativ klar fornemmelse af begrebets betydning godt kan tages for givet.

Begrebet kontrakt udgår fra det latinske begreb contractus, som igen er afledt af begrebet contrahere, hvilket omtrentligt betyder bringe sammen. At noget eller nogen bringes sammen om noget. I konventionel forstand; om en aftale, et løfte, som på forpligtende vis binder de sammenbragte til at iagttage visse regler som ramme, hvor indenfor de i en given sag eller i forhold til et givent sagsområde bør handle.

Men begrebet kontrakt deler også stamtræ med begrebet kontraktion, som optræder som contraheringens - sammenføjningens skyggeside - som sammentrækning. Hvorved denne ene bevægelse - sammenføjningen - forudsætter en komplementær bevægelse - sammentrækningen, som lukker noget ude eller afstøder det. Trahere betyder - at trække. Forbundet med præfikset con får vi sammentrækning. Man må med andre ord trække noget sammen og udelukke noget andet for at opnå sammenbragtheden - kontrakten om noget bestemt.

Kontraktpolitikkens betydning
Når man således gør sig til foregangsmand for en politik bygget op på en eller flere kontrakter med en eller anden modpart - i det historisk konkrete tilfælde vælgerne - ligger det implicit i forehavendet, at modparten kan forlade sig på, at den indgåede kontrakt eller overenskomst vil blive overholdt. Hvor på den anden side kontraktudstederen - i dette tilfælde regeringen - har frie hænder på alle andre områder end dem, der er indeholdt i kontrakten. I sin kerne er der ingen principiel forskel på en politisk kontrakt og en kontrakt indgået mellem sælger og køber i en bilhandel. Sælger skal ikke forholde sig til andet end kontraktens ordlyd. Det samme forhold gælder for køber. Hvad de hver især ellers måtte have af mellemværender, eller hvad de hver især i øvrigt måtte repræsentere er i forhold til kontrakten både ligegyldig og lige-gyldige. Dvs. uden interesse, der som bekendt betyder mellem-værende.

Kontraktpolitikken har til formål at formulere visse løfter, der formuleres som en kontrakt mellem de politiske udøvere og de vælgere, som har valgt dem til de udøvende funktioner. Hvad der lades ude af kontrakten, er begge parter stillet frit i forhold til. Konsekvensen heraf er, at vælgere og politikere ikke længere står i et ligefremt forhold til hinanden omspundet af en forpligtende kultur og udbredt demokratisk samfundspraksis. Forholdet er formidlet gennem det tredje, som er kontrakten. "De ser ikke direkte hinanden, men gennem kontraktens prisme". Begge har således afhændet en del af deres suverænitet. Det som gælder for køber og sælger. Sælger er nødt til at iagttage kontraktens bestemmelser, der angiveligt indeholder en del om biles egenskaber og aktuelle stand. Køber afgiver en del af sine suveræne ret til at bruge sine penge efter for godt befindende, idet en vis sum skal afsættes til at indfri de kontraktlige forpligtelser.

Det samme gælder for regeringen, selv om man skulle mene, at den udøvende magt i et politisk demokrati i forvejen som repræsentanter for "folkeviljen" kun besidder stærkt begrænset suverænitet. Anderledes indgribende betydning har kontraktpolitikken for borgerne som vælgere. Ved at bifalde kontraktpolitikken og omsætte den i valg af kontraktpolitikkens fortalere afgiver de de facto om ikke de jure en del af deres demokratisk grundfæstede suverænitet.

Borgerne fraskriver sig påberåbelsen af universel suverænitet ved at stemme for det eller de partier, der lover at føre en politik, der konsekvent iagttager og følger den kontrakt, som er opstillet overfor vælgerne. Hvis, som i det konkrete historiske tilfælde, VK har lovet vælgerne en kontrakt om eksempelvis skattestop, og vælgerne har kvitteret herfor ved at tildele dem regeringsmagten, kan de samme vælgere ikke berettiget eller uberettiget klage over denne politik. Berettiget, hvis de afledte konsekvenser viser sig katastrofale. Uberettiget, hvis man blot er utilfreds med, at gevinsten ikke kunne hjemtages, sådan som man havde forestillet sig.

Men de mere vidtrækkende konsekvenser ved kontraktpolitikken udspringer for så vidt ikke af, hvad kontrakten indeholder, selv om det oftest er det punkt, der opnår mest fokus. Rækkevidden af, hvad der ikke nævnes, er langt mere indgribende, idet begge kontraktholdere her under hensyntagen til princippet om kontraktfrihed kan gøre, som de lyster. Indenfor kontraktpolitikkens rammer betyder det, at eksempelvis regeringen kan gennemføre en række politiske tiltag og vedtage tilsvarende love, som reelt undergraver eller begrænser den politiske kontrakt virkningsgrad eller omfang. F.eks. lovede Foghregeringen umisforståeligt, at man ikke ville røre ved de sociale bidrags størrelse eller på arbejdsløshedsunderstøttelsens størrelse. Men man udstak ikke løfter om, hvorvidt kriterierne for at opnå de pågældende ydelser skulle fastholdes eller strammes. Som bekendt er de blevet strammet.

Kontrakten på mistillidens grund
Det er på tide nu at vende tilbage til indledningen for at komme bag huden af begrebet kontraktpolitik. Nyrupregeringen havde snydt vælgerne og borgerne, sådan som mange andre regeringer før denne havde snydt befolkningen eller i hvert fald ikke levet op til de afgivne løfter. Det suveræne folk havde med andre ord gang på gang oplevet, at det midt i dets suverænitet stod magtesløs overfor de valgte repræsentanters mere eller mindre vilkårlige omsætning af den delegerede magt til en politik, som var udgangspunktet fremmed. Man kan også kalde fænomenet politisk magtcentralisering og delvis afmægtiggørelse af det suveræne folk. Som legitimering af denne tendens har der udviklet sig et væld af nyere teoridannelser om begrebet demokrati, hvor det gennemgående kendetegn har været begrebets konceptuelle indsnævring fra beslutnings- og handlingsuverænitet til ganske bestemte procedurer for udpegning af statsmagtens udøvere.

Men uanset den ene eller den anden udgave af demokratiforståelse/fortolkning indebærer enhver form for kontraktpolitik en de facto indskrænkning af borgernes suverænitet. Også selv om denne suverænitetsafståelse er forståelig ud fra den erfaring, "at hellere have en regering i "kort snor" på visse afgrænsede politikområder, frem for at blive snydt den ene gang efter den anden ud mulighed for indgriben". Fordi selve valghandlingens forpligtende karakter har mistet i betydning og virkningsgrad - sådan som det viste sig eksemplarisk i efterlønsssagen.

Kontraktpolitikken udspringer af og stadfæster, at folket og dets repræsentanter befinder sig i en situation, hvor de står fremmede overfor hinanden og i et grundlæggende mistillidsforhold. Vælgerne regner ikke med, at politikerne holder, hvad de lover, og politikerne tiltror ikke vælgerne dømmekraft til at forstå den lovgivende- og udøvende magts politikformulering og samfundsforvaltning. De står om man så må sige i samme forhold som sælger og køber overfor hinanden, hvor kun kontraktens formelle status, som det tredje, der binder de to parter sammen, sikrer dem begge mod snyderi, underløbning, ligegyldighed osv. Kontrakten er med andre ord den mekanisme - det tredje - der skal sikre to eller flere individer mod at blive over- og underløbet af hinandens særinteresser af mangel på en ansvarspådragende og bydende fællesinteresse. Forskudt til det politiske liv betyder det, at kontraktpolitikken skal sikre borgerne mod at blive snydt af deres eget repræsentative system. Dvs. sikre borgerne overfor deres egne repræsentanter, og repræsentanterne mod at borgerne midt i en valgperiode helt legitimt og i overensstemmelse med deres suveræne ret ændrer holdning til det ene eller det andet spørgsmål med efterfølgende krav om politikskifte.

Et moderne vilkår som ligger ganske langt fra forestillingen om det oplyste og suveræne folk, der om end præget af mange forskellige interesser vælger sine repræsentanter til at gennemføre flertallets vilje både på valgdagen og i hverdagen mellem valgene. Det samme forhold der ligger til grund for, at forskellige fraktioner af folket med forskellige interesser har sluttet sig sammen i særegne politiske partier. Med kontraktpolitikkens indførelse kan man sige, at markedets grundlov - alle er hinandens konkurrent og potentielle fjende - har vundet indpas i politikken og fortrængt repræsentationens direkte forpligtelse.

Forløbere
De forestillinger og antagelser, der som understrømme gennemsyrer hele kontraktpolitikken, er ikke af ny dato. Faktisk har de i ikke ubetydelig grad præget politisk teori og filosofi helt tilbage fra kapitalismens spæde begyndelse i femten hundrede tallet - og især præget liberalistisk politisk tænkning og dens anstrengte forhold til demokratiet og det demokratiske spørgsmål.

Individets fremkomst som social realitet har været en lang og smertefuld proces. Opgøret med den Gudindstiftede orden indledte godt nok individets dannelsesproces og beredte vejen for befolkningernes frigørelse fra feudaltidens statiske sociale standssystem og magtvilkårlighed. Men prisen var høj. Enclosure bevægelsen i England, der på den ene side banede vejen for den fremvoksende engelske kapitalisme og teknologiske fremskridt, frarøvede på den anden side i tusindevis af småbønder deres livsgrundlag. Samme udstødelsesproces gik igen over hele Europa, og skabte dels en ny underklasse, dels grundlaget for den kommende arbejderklasse, men ikke mindst afstedkom processen omfattende fattigdom og permanent latent social uro og optøjer. Frygten og vilkårlighed i de nu stedse mere profaniserede eksistensvilkår krøb ind i samfundslivet på en måde, som ingen havde kendt til før.

Det var under indtryk af denne udvikling og helt konkret borgerkrigen i England (1642-49), at Thomas Hobbes skrev sit berømte politisk filosofiske værk Leviathan (1651), hvori han antog, at mennesket fra naturen var frit men også var bundet til at være i evig kamp om tilværelsen med hinanden. Verden var et usikkert sted at befinde sig i, hvorfor den eneste rationelle konklusion måtte være indgåelse af en samfundspagt/kontrakt, gennem hvilken menneskene fraskrev sig den naturretlige suverænitet til én fælles suveræn, der på dette magtgrundlag skulle sikre lov og orden og grænseløs vækst for alle.

Senere fulgte John Locke, som formulerede de egentlige liberalistiske grundsætninger om en pagt, der på den ene side skulle beskytte de egoistiske menneskedyr mod hinanden og dem i fællesskab overfor en enerådig statsmagt. Disse grundsynspunkter går igen hos senere kontraktteoretikere - senest hos John Rawls i hans "En teori om retfærdighed", hvor han plæderer for en social kontrakt.

Udgangspunktet er i dag med liberalismens fremskredne opgør med socialstatens republikanske fællesskabsinteresse som for Hobbes for omtrent 350 år siden, at mennesket igen afsondret i sin privathed grundlæggende står i et modsætningsforhold til omverdenen, og at individerne altid indgår i et konkurrence-magtforhold til hinanden i deres stræben efter egen lykke. Et grundvilkår, der på den ene side antages at være historiens væsentligste drivkraft og på den anden side rod til anarki og kaos, hvis det ikke tøjles og tæmmes under fælles regler og sanktionsinstanser. Med andre ord et permanent spændingsforhold mellem det naturretlige bestemte frie individ uden grænser og det indlysende behov for at begrænse egoismen og egennytten, hvis samfundene og ikke mindst kapitalismens vækst dengang som nu skulle sikres.

Det giver næsten sig selv, at disse grundantagelser, som i mange forskellige teoretiske klædedragter har fulgt kapitalismens ekspansion til herskende samfundssystem på verdensmarkedet, har befundet sig i et næsten permanent anstrengt forhold til den franske revolutions forestillinger om trikolorens tre dyder: frihed - lighed - broderskab. Demokratiets grundmur. Folkesuveræniteten, der i princippet både gik ud fra den enkeltes frihed og samtidig underordnede individet folket som samlet fællesskab og vilje.

Modsagt af Adam Schmidt's og Lockes markedsideal, hvor alle i lighed forfølger egen lykke og her igennem afbalancerer hinandens umiddelbare modsatrettede hensigter og handlinger alene reguleret af en statsmagt, hvis fornemste opgave var sikringen af det kapitalistiske marked og borgernes almindelige tryghed i deres virksomhed og evige indgåelse af kontrakter med hinanden. Dvs. en samfundstilstand, som Adam Schmidt godt nok udviklede visse bekymringer overfor, men som i det store og hele blev anerkendt som menneskets grundvilkår. Helt i modsætning til de forestillinger om demokrati og borgernes direkte regulering af relationerne til hinanden indenfor rammerne af en fælles defineret og kollektivt villet konstitution.

Disse to helt modsatrettede socialfilosofiske forestillinger om menneskets grundvilkår og den deraf deducerede samfundsudvikling har understrøget såvel den politiske som økonomiske teori helt frem til i dag, og hver især har de haft deres guldalder og næsten universelle dominans i forskellige perioder af kapitalismens udviklingshistorie. Hvor den periode, vi befinder os i i dag, og som givetvis befinder sig i sin zenit, på alle samfundslivets områder har hentet sin teoretiske og ideologiske legitimitet helt tilbage fra liberalismens ungdom, hvor forestillingerne om det kapitalistiske markeds selvregulering og det økonomisk rationelle menneske blev skabt og dannede grundlag for kompromisset mellem forestillingerne om en samfundskontrakt på den ene side og det modificerede liberale demokrati på den anden. Sidstnævnte blev accepteret af nød som procedure for frembringelsen af førstnævnte som det kapitalistiske samfunds idealform - kontraktsystemet ophøjet til universel politisk regulering frembragt af alle valgbare borgeres frivillige afhændelse af suverænitet gennem demokratiske valgprocedurer.

I modsætning hertil har de forskellige former for socialistiske bevægelser og progressive demokrater gjort krav på arven fra den franske revolution - på demokratiet og det republikanske kollektiv som udgangspunkt uden i øvrigt overbevisende at have løst den angivelige modsætning mellem kravet om individets suverænitet og folkesuveræniteten. Det nærmeste vi kommer en praktisk politisk omsætning af den demokratisk-økonomiske arv har i nyere tid været velfærdsstaten og blandingsøkonomiens historisk ret korte blomstringstid. Men som af mange grunde, som vi ikke skal gå nærmere ind på her, ikke magtede at løse ovenfor nævnte grundmodsætning og i konsekvens heraf opbyggede en række indre spændinger og nye modsætninger, som dens toneangivende politiske forkæmper ikke formåede at overvinde.

Velfærdstanken var med perioden efter 2. Verdenskrig kommet for at blive. Men ikke nødvendigvis i dens sociale demokratiske udgave og ikke nødvendigvis uforenelig med en ny buldrende kapitalistisk ekspansion og globaliseret vækst. I den relativt korte periode fra 1944 og frem til de første regeringer, der igen bekendte sig til det liberale tankegods, havde hele den liberalistiske samfundsfilosofiske og politisk økonomiske tankebygning levet og udviklet sig - om end i periferien af samfundsdebatten. Flere af dens politiske og økonomiske teoretikere havde i perioden formået at indoptage grundlæggende elementer fra velfærdstanken i teoribygningen uden dog at gøre skrab ud for selve velfærdsstatstanken som konstituerende institution i samfundet. Og selv om kontraktpolitikken ikke lå placeret i deres første angrebskæde, måtte deres priviligering af markedet og den frie markedsagent som social og politisk figur før eller siden føre til omformning af politikken i markedets billede, hvilket den så også er blevet i form af kontraktpolitikken.

Kontraktpolitikken i dag
Som vi tidligere har været inde på, dukkede VK regeringens kontraktpolitik ikke op ud af den blå luft som fugl Phoenix. Forud var gået tyve års store politiske slag mellem velfærdsstatens forsvarere bl.a. socialdemokratierne og fagbevægelsen og kritikere fra den borgerlige lejr, hvor sidstnævnte med medvind i en ny stormende kapitalistisk vækst formåede at trænge forsvarerne tilbage på det ene område efter det andet. For enten at generobre magten eller forsvare sig mod yderligere tilbageslag opgav velfærdsstatens forsvarere det ene kernepunkt efter det andet både hvad angår demokrati, statsopfattelse og balanceforholdet mellem stat/samfund og marked for til sidst op gennem 90'erne at åbne leddet for markedets dominerende stilling indenfor selve statssystemet, hvad angår tænke-, styre- og organisationsform.

Kort sagt opgav velfærdsstatens forsvarere de grundfæstede forestillinger om staten som det solidariske velfærdssamfunds eksponent og regulator par excellence. Det skete ganske diskret ved afståelse af begrebet velfærdsstat til fordel for enten velfærdssamfund eller blot velfærd uden specifikke og konkrete henvisninger. I samme afståelsesproces transformeredes statssystemet til en servicevirksomhed og begrebet politik til virksomhedsforvaltning og regulering, hvorved afstanden mellem politisk system og statsmagt på en gang blev udvidet og grundstøbt som et over historiens tildragelser universelt grundvilkår for alle samfund fremover. Historien som sådan var ikke død, men alternativer til den liberale samfundsorden og kapitalismens uigendrivelige økonomiske rationalitet, kunne antages mere at være antikverede utopier eller udtryk for længsler hos bl.a. de offentligt ansatte efter en svunden tid, hvor deres samfundsautoritet nød næsten universelle dimensioner - på bekostning af borgernes frie valg og selvberoenhed forstås.

Men med afstanden mellem borgerne og statsmagten, mellem borgerne og det politiske system og mellem magteliten og de menige medlemmer internt i de politiske partier næredes mistilliden. Og oplevede borgerne ikke gang på gang denne mistillid bekræftet? Svaret kendes i dag. Som på det rigtige marked således oplevede borgerne også indenfor det markedspolitiske system, at alle stod i fare for at miste deres rettigheder og indflydelse, hvis ikke alle og enhver møvede sig frem i forreste linje for at sikre sig og sine. Nogle selvfølgelig med større talent og bedre forudsætninger end andre, men alle ud fra formelt lige betingelser. Andre igen - og det ganske mange - faldt igennem og blev, som det hedder marginaliserede. Summeret op, bredte der sig en almen fornemmelse af, at det politiske system grundlæggende var uvederhæftigt og uden føling med og følsomhed overfor borgernes almindelige liv og trængsler.

Det lange og ujævne opgør med velfærdsstatens praktiske institutionelle grundlag men ikke mindst med de demokratiske forestillinger om folkeinddragelse og vilje til social og kulturel lighed havde skabt grundlaget for andre friheds- og lighedsforestillinger: markedsagenternes gensidige frihed og lighed i alles søgen efter egen lykke og mulighed omsat til politik i form af forestillingerne om den rationelle vælger i public choice teorierne.

Tankerne og ideerne sneg sig ind og vendte alle de så velkendte og konstituerende begreber til deres modsætning og blev til den nye kapitalekspansions moderne politiske diskurs: de frie individers frivillige indgåelse af en samfundskontrakt med den udøvende magt. Et forhold man kendte så godt fra daglig dagen, og som man havde lært at stole mere på end på det politiske systems evindelige halve sandheder og bortforklaringer. Så hvorfor ikke give tilslutning til VK regeringens nye design for en kontraktpolitik. Den var indført i England af New Labour - og ikke uden en vis succes i opgøret med den gamle velfærdsstats bureaukratiske ineffektivitet og samme bureaukratis formynderi og selvtægtsagtige vidensmonopol. Det gennemgående og udbredte karakteristikum for de store grupper indenfor den offentlige forvaltning, der i det daglige ideelt set skulle sikre borgernes velfærd.

Så hellere et farvel til folkesuverænitetens utopi i erkendelse af, at Hobbes nok kom virkeligheden nærmere i sin beskrivelse af samfundsindividernes naturgroede konkurrence på liv og død. Og i konsekvens heraf en passiv accept af den samfundskontrakt, som VK stillede i udsigt. Hvordan det så er forløbet, er en ganske anden sag, som dog ikke lader sig beskrive meningsfyldt uden den forudgående indsigt i dens forudsætninger.

Kontraktpolitikkens praktiske virkeliggørelse
Med til VK regeringens forestillinger om kontraktpolitikken hører opfattelsen af samfundet som en stor virksomhed - som en entydig nation - og statssystemet som en styrende og regulerende virksomhed indenfor den samlede koncern - underordnet en politisk bestyrelse; den udøvende magt.

Her overfor borgerne som frie markedsagenter med bestemte rettighedsbetingede krav på statssystemets service enten indbygget i den overordnede politiske kontrakt, som fornys ved hvert valg eller baseret på borgerens frivillige kontraktindgåelse med statssystemet angående en række forskellige specifikke serviceydelser som f.eks. børnepasning, ældreservice mv. Den gennemgående grundfigur er; den kontraktliggjorte borger, hvis hele liv og udfoldelse reguleres af et kompleks af frivilligt indgåede kontrakter som betingelse for borgerens frie valg.

Det ligger i kontraktpolitikkens ansvarspådragende begreb, at den udøvende magt om ikke juridisk så de facto er ansvarlig overfor borgerne, hvad angår overholdelse af kontrakten. Af samme grund giver det næsten sig selv, at den samme regering må tilstræbe opbygningen af en parlamentarisk/administrativ styringskæde, der sikrer, at regeringen kan overholde sine kontraktforpligtelser helt ud til de yderste serviceinstitutioner med den direkte kontakt til borgerne. Regeringen må med andre ord indskrænke det lokale selvstyres muligheder for at handle i modstrid med kontraktpolitikkens bestemmelser og begrænse de mange mere eller mindre selvstændigt fungerende stats- og kommunale styrelser, forvaltninger og institutioner i at forfølge mål og praksis ude af trit med de overordnede kontraktbestemte hensigter. Eneste mulighed herfor er indførelse af en lang kontraktstyringskæde fra det enkelte ministerium over eksempelvis KL ud til den enkelte kommune, som så igen vil være tvunget til opbygningen af et lignende styringssystem.

Det er, som det nok er de fleste bekendt, ikke sket over en nat. Faktisk har det voldt langt større problemer end først antaget at omstrukturere hele det samlede statssystem og opdele det i separate bestillerenheder med myndighedsmonopol og initiativret og udførerenheder uden nævneværdig indflydelse på beslutningerne om, hvad der skal udføres og hvordan. Endnu længere tid har taget at indføre kontraktsstyret. Men som styrende og adfærdsdisciplinerende ide, har systemet fungeret længe, hvorfor det kun er spørgsmål om tid, før hovedparten af den offentlige sektor styres via økonomiske incitamenter og kontrakter på både effektmål og kvalitetsmål - bestemt ovenfra og nedefter. Hvilket i sin konsekvens betyder, at alle ansatte først og fremmest refererer op efter i systemet og stedse bliver mindre følsomme overfor ændringer i samfundet og borgernes helt konkrete og umiddelbare forventninger til systemet.

Man kan lidt stiliseret sige, at selve statssystemet/den offentlige sektor i stigende grad forvalter kontraktpolitikken, og at styringskæderne binder de ansatte til kontraktopfyldelse. Det bringer dem i et indirekte, udvendigt og fremmed forhold både til borgerne på den ene side og ledelsessystemet på den anden side, idet arbejdets udførelse mv. ikke længere kan prissættes eller vurderes direkte men først og fremmest gennem målinger af den konkrete kontraktopfyldelse. For den enkelte bestiller eller udøver forvandles selve ydelsen og borgeren fra at være målet for handlingerne til at være midlet til kontraktopfyldelsen og den dermed forbundne anerkendelse og tryghed. Hvad, der måtte ligge udenfor kontrakten, bliver ligegyldigt og uvedkommende, og den enkelte ansatte må se bort fra opgaver eller problemer - dvs. foretage risikoaversion eller i værste fald bedrive problemeksport for selv at kunne opfylde sine kontraktlige forpligtelser.

Selvfølgelig lægger kontraktpolitikken op til systematisk snyd, fejlhandlinger en masse, bortforklaringer, evige omjusteringer. Disse og flere andre mekanismer og symptomer ligger i selve kontraktens begrebslige indhold og problematik, hvorfor den udvidede og om sig gribende kontrol melder sig som indlysende nødvendighed. Et helt net af evalueringsprocedurer og systemer må bygges oven på kontraktstyringens forskellige niveauer for at danne én lang feed-back mekanisme fra de tusinde agenter op til den øverste principal - ministeriet, departementet eller en styrelse.

Skyggesiden af den virkeliggjorte kontraktpolitik og kontraktstyring - den privatiserede politik - taler næsten alle nu om som medlem af gruppen af verdenshistoriens "plager", uden at nogen rigtig gør noget ved det. Et vildt voksende bureaukrati, voksende modstand og ligegyldighed blandt de offentligt ansatte og en eksplosiv modsætning mellem en mere og mere paternalistisk moralpolitik og den faktiske virkelighed, hvor forholdet mellem borgere og de offentligt ansatte og mellem disse og det politiske system bliver tiltagende abstrakt og uden substans. Og som på det private marked åbnes der en hel ny verden for formelle kontraktfortolkninger. Det gælder både i det overordnede politiske liv i forholdet mellem den udøvende magt og borgerne, men i vid udstrækning også indenfor selve statssystemet mellem de forskellige forvaltninger og ledelsesniveauer. Dagliglivet indenfor hele den offentlige sektor former sig nærmest som evindelige variationer over temaet i "Kejserens nye klær" - vedligeholdt af et voksende korps af politiske ingeniører og teknokrater.

Men på trods af helt åbenlyse dysfunktioner virker kontraktpolitikken - i hvert fald indtil videre. Borgerne får, hvad de er blevet stillet i udsigt, og den udøvende magt handler ganske enerådigt og lukket indenfor alle de andre politikområder, der ikke er omfattet af kontrakten. Og selve det udøvende system gennemfører kontraktpolitikken hver eneste dag under mere og mere autoritær kontrol - men i det store hele fungerer politikken, selv om modstanden indenfor systemet ikke er lagt helt død.

På den anden side af kontrakten står borgeren. Ganske givet ikke tilfreds men bundet af sine kontraktlige forpligtelser både politisk og i de daglige relationer til den offentlige sektors tilbud. For spørgsmålet er ikke længere, om kontraktpolitikken er løsningen på borgernes manglende tillid til det politiske system, eller om markedspolitikken har vist sig så effektiv, som man blev stillet i udsigt, men om hvad der skal afløse den.

For endnu er ingen politisk kraft trådt frem og har gennemført en omfattende kritik af kontraktpolitikkens indre logik og konsekvens. Indtil videre har kritikken alene rettet sig mod konsekvenserne, og alternativet er ikke blevet til andet og mere end nostalgiske henvisninger til tidligere tiders velfærdsstat uden forståelse for, at det netop var dennes indre modsætninger og indlysende ineffektivitet, der skabte grundlaget for det liberale demokratis afdemokratiserende og afpolitiserende kontraktpolitik.

En utålelig konklusion
Kontraktpolitikken er, som det er fremgået, ikke et særkende for VK regeringen eller New Labour i England. Den er snævert forbundet med liberalismens samfundstænkning og menneskeopfattelse, og som sådan hænger den også i den ene eller den anden form sammen med liberalismen som dominerende ideologi, politisk diskurs og praksis. Og meget taler også for, at den nuværende opposition har tilpasset sin egen politiske tænkning til kontraktpolitikkens begreb og logik. Ikke helt uforståeligt set i lyset af, at opgøret med kontraktpolitikken ikke længere kan formuleres som mere af det samme blot på et mere socialt og lighedsorienteret grundlag.

Det er opgøret med hele den teoretiske og politisk filosofiske grundstruktur, der reflekterer og legitimerer den kapitalistiske samfundsindretning, der er i spil. Det er et opgør med den liberale atomisme - illusionen om det selvberoende og autonome individ, der skal gennemføres for at overvinde kontraktpolitikken. En overvindelse, hvis indre forudsætning er en kopernikansk vending mod kollektivet som samfundslivets elementære udgangspunkt - det sociale demokratis historiske indhold. Ganske vist kun prøvet i ganske korte perioder siden den franske revolution i sit perspektiv overskred det liberale demokratis kontrakttænkning, som den selv banede vejen for, og ganske vist med begrænset succes, men ikke desto mindre det eneste historisk reelle alternativ til kontraktpolitikkens autoritære tendenser og velfærdsstatens ineffektive reguleringspolitik, der aldrig blev andet end et begrænset historisk kompromis.