Redskab- værktøj
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. maj 2009

Udtalelser fra dagligdagen
"Vi står overfor nye udfordringer, men vi er godt rustede til at løse dem. Vi har flere nye redskaber, som nok skal løse op for problemerne. Flere af vores medarbejdere har været på kursus og er vendt hjem med rygsækken fyldt med nye gennemprøvede redskaber".

Sådan har vi vel alle hørt lignende udsagn fra håbefulde ledere, konsulenter eller projektmedarbejdere, når de bl.a. interviewes i TV eller refereres i de utallige medlemsblade fra ligeså mange organisationer og institutioner. Og mange har vel også grebet sig selv i at sidde tilbage med billedet af nogle virksomme og driftige medarbejdere med en Northface rygsæk og en masse værktøjer parat til at angribe et hvilket som helst problem. Viljefaste og målrettede parate til at dykke ned i værktøjskassen (rygsækken), hvis det ene værktøj ikke skulle passe for at finde et andet. Et billede svarende til de vante forestillinger om en håndværker, der går i gang med en nærmere bestemt opgave.

Vi har så efterfølgende smilet lidt. Måske lidt overbærende og tænkt; "Ja, ja så let er det nu heller ikke, tingene er mere komplicerede end som så. Et socialt problem eller hvad det nu måtte være, er ikke så enkelte som at anlægge fliser på en terrasse.

Ikke desto mindre er den slags vendinger blevet lige så almindelige i det danske sprog som de utallige metaforer om vejret. Og efterhånden reflekterer vi mindre og mindre over, hvornår de egentlig er kommet ind i sproget, hvordan og hvorfor.

Selvfølgelig har vi ikke tænkt videre over det, når talen faldt på det håndværksmæssige område eller ingeniørområdet. Her forekommer sprogbrugen også at stå i et adækvat forhold til det, der tales om. Men vi burde måske tænke mere over det, når sprogbrugen også har vundet indpas på områder som sociale spørgsmål, menneskelige konflikter, samfundslivet, politik, bandekrig osv. for ikke at sige hele den offentlige sektors samlede opgaveløsning og funktionsmåde.

I løbet af de sidste ti år er redskabssproget blevet vidt udbredt i både den uformelle og formelle jargon indenfor hele den offentlige sektor i til-gift til Human Ressource (HR) tænkningen, som i øvrigt også opererer med begreber som human kapital, social kapital og kulturel kapital stopfodret med konnotationer, der rækker dybt ned i hjertet af den økonomiske terminologi.

Begreb og samfundsændring
Sammenfaldet af håndværksmæssig sprogbrug og importeret økonomisk terminologi indenfor samfundsvidenskaberne og de samfundsorienterede fag er ingenlunde tilfældig. Der går en linje herfra til transformationen af samfundspolitikken til virksomhedsledelse, i og med synet på samfundet som helhed er blevet drejet over mod en opfattelse af samfundet som én stor koncern ved siden af og ofte i konkurrence med andre koncerner (andre lande/nationalstater). En moderne og sofistikeret udgave af det liberalistiske Utopia.

Det funktionalistiske billede af samfundet, hvor fænomenerne står i et mekanisk og afbalanceret forhold til hinanden, og hvor alle bevægelser og handlinger stræber mod ligevægt, er vundet frem og har opnået bestemmende indflydelse på vores sprogbrug og måde at tænke på. Fænomener, der ikke passer ind i dette billede, fremstilles og opleves som dysfunktionelle, fordi der inde i dette systems indre ikke kan forekomme svært gennemskuelige og forbundne sammenhænge, der både er konfliktfyldte, modsætningsfyldte og dynamiske. Når vi i dag taler om kompleksitet og dynamik, menes der ikke hermed kræfter i fænomenverdenen, som kan sprænge ligevægten, men alene lineære bevægelser, hvor et udviklingsniveau afløses af et andet, eller hvor en struktur rives ned og erstattes af en anden, der forbedrer og forfiner ligevægten og funktionaliteten.

I en sådan verden giver det både god mening og er til stor hjælp for de enkelte aktører hovedsageligt at gribe alle problemer og opgaver håndværksmæssigt an. Operationsfeltet er jo velbeskrevet - virksomheden har sine faste strukturer og procedurer - stå-stedet eller udgangs-punktet opfattes selvfølglig som veldefineret, derfor forekommer det også ganske fornuftigt at have instrumenterne lige ved hånden og i god tid at have færdighedstrænet i brugen af dem. Men en sådan profanitet er ulidelig, hvorfor vi har valgt at kalde det glidende "kompetenceudvikling" eller "livslang læring".

Men sæt nu det ikke forholder sig sådan, som vores almene sprogbrug lader forstå, så har vi et problem. Der ikke vil blive mindre af, at vi gang på gang går til opgaven på samme måde om ikke med de samme redskaber, så med nogen nye - men dog stadig redskaber.

En begrebslig afstikker
Lad os, før vi går videre i teksten, dvæle lidt ved de to begrebers betydning, og samtidig sammenholde dem med beslægtede begreber som bl.a. techné og håndtere.

Redskaber stammer egentlig fra det plattyske redeschap, hvor schap betyder noget i retning af; beskaffenhed eller "hvad man har rede" - altså klar ved hånden til at udføre et eller andet. Der er med andre ord tale om, at noget er parat og formet til at blive anvendt i en given handling i forhold til et givent objekt eller område. Suffikset schap eller skab betyder at skabe noget - bestemt.

Begrebet værktøj betyder stort set det samme, hvor værk henviser til virksomhed, og tøj meget lig det tyske ord zeug henviser til forudsætninger, egnethed eller betingelser. Værktøj omhandler en genstand eller flere enkeltvis eller forbudne, der er egnede til en ganske bestemt virksomhed - en vis form for handlebestemthed, som ikke kan være anderledes under de givne omstændigheder og med de opstillede mål.

Man kan med anvendelse af Heideggers unikke og prægnante neologismer sige, at redskaber/værktøj er noget for - hånden - værende, der konkret bliver til ved - hånden - værende, hvorved der formes en ganske bestemt måde at handle og møde fænomenerne på. Hvilket også forekommer rationelt i den forstand, man kender fænomenerne og det område, hvor inden for, de træder frem. Det gør håndværkere og teknikere som regel også. De er oplært i at kende de pågældende fænomeners sammenhæng, stoffets karakter og struktur, og selv om de måske ikke har begreber for det hele, fordi de fortrinsvis har lært det gennem praktisk træning, og selv om de måske også kun har begrænset indsigt i de bagved liggende strukturer og sammenhænge, så har de dog tilstrækkeligt kendskab til stofområdet til at kunne anvende deres redskaber formåls-tjenligt og rationelt. Det for-hånden-værende interesserer dem ikke længere. Det tages for givet, hvorved det i øvrigt ophører med at være for-hånden-værende. Det der interesserer dem, når opgaven og dermed virksomhedshorisonten er givet, er det ved-hånden-værende.

Hvad der i det foregående er blevet beskrevet, er en handling, et indgreb i noget, hvor selve indgrebet oftest antager praktisk og fysisk karakter og ikke mindst er begrænset eller i hvert fald klart afgrænset. Herved kan resultatet også tydeligt ses og vurderes, også selv om det som led i den tiltagende arbejdsdeling går i indgreb med en lang række andre ligeså begrænsede virksomheder. Det centrale punkt er, at indgrebets område er veldefineret og derved kendt, og dets relationer til andre beslægtede områder kan standardiseres. Det samme gælder selve ændringens karakter og virkning og ikke mindst udgangs-punktet. Tilbage er så træningen i og anvendelsen af de redskaber/værktøj/instrumenter, der skal anvendes. De kan være mere eller mindre gode, og aktøren kan være ud-dannet eller til-lært til at anvende dem. Men som et samlet hele taler vi om aktiviteter rettet mod et fænomenområde i sin bestemthed. Udforskningen er enten gået forud eller kommer efterfølgende, hvis noget ikke stemmer. Det er dog væsentligt, at vi har at gøre med et område, der er relativt bestandigt.

Tingsverdenen og organverdenen
Som vi var inde på tidligere er håndværkssproget og dets utal af metaforer selvfølgelig i fin overensstemmelse med håndværkernes praktiske og velafgrænsede aktiviteter. Derved låner praksis begreberne autoritativ betydning, og der forekommer et relativt sammenfald af betydning og mening. Det samme gælder for kirurgen, teknikeren eller ingeniøren, der skal konstruere ganske bestemte redskaber og regner bestemte indgrebsmåder ud. Fælles for deres techne er, at ud-gangspunktet og handleområdet er forud-bestemt, og verden er og kan bestemmes herud fra.

Vores aktører er med andre ord specialiserede til noget bestemt, hvilket også gælder for de fleste af vores organer, der har ganske bestemte funktioner - men ikke så begrænsede og statiske, som man tidligere troede, men det er en anden sag. Hvorfor det også i sin tid har givet mening at benævne dem som redskaber i en bestemt funktionel enhed. Øret fremhæves ofte som eksempel på anvendelsen af begrebet redskab, når det handler om organverdenen. Og i litteraturen beskrives håndværkerens eller teknikerens håndtering af redskaberne ofte som artefaktets forlængelse af udøverens egne organer - som det ved-hånden-værende, hvor grænsen mellem eksempelvis den menneskelige hånd og redskabet er flydende, og hvor operationerne i de sublime tilfælde næsten kan tage sig ud som kunst. Det sidste er også dækket af begrebet techne.

Med til manden - stoffet - redskabet hører en bestemt måde at håndtere på. Den regelbestemte og regelbundne proces, som får karakter af procedure for, hvorledes udøveren skal håndtere redskabet i forhold til et bestemt stof eller stofområde. Handler udøveren eller operatøren anderledes, er der risiko for, at hele operationen slår fejl, eller at resultatet ikke lever op til det forventede. Man kan med andre foretage en omvendt vandring fra resultatet til en vurdering af redskab i forhold til stof og udfører i forhold til anvendelse af redskab for at finde frem til, om der er noget, der skal ændres, eller om det hele kan fortsætte som hidtil og på samme vis.

Instrumentalisering af samfundslivet
Men samfundslivet i almindelighed og det politisk bestemte i særdeleshed er ikke en social fabrik, hvor der skal produceres eller håndteres noget ganske bestemt, der kan styres og overvåges af ingeniører, og hvor de praktiske handlinger udføres af håndværkere på en regelbundet måde. Samfundslivet er totaliteten af menneskenes uforudsigelige omgang med hinanden og indgreb i og samspil med det natur-givne - altså et liv, der udfolder sig indenfor en historisk åben horisont. Med andre ord en given, men ikke givet, ramme og struktur, hvor inden for de håndværksmæssige processer forekommer, og redskaberne udvikles i et ikke redskabsforhold til alle de andre gennemløbne processer.

Med til totaliteten hører menneskelige relationer på kryds og tværs. Gruppedannelser og sågar klasser med forskellige interesser alt afhængig af deres placering i samfundslivet bl.a. med hensyn til tilegnelsesmulighederne i forhold til den samlede rigdom - materielt og kulturelt.

Magtspørgsmål og konfliktspil væver sig ind i alle disse relationer og indgår som en dynamo i den menneskelige historie, som også er samfundenes historie. Det forud-givne er således ikke det samme som det forud-bestemte, fordi det altid rummer et hav af mulighedsbetingelser, og som det enkelte individ eller grupper af individer indenfor nogle givne mønstre af relationer tilstræber at komme til begreb om for at projektere grundlaget for de efterfølgende handlinger.

Samfundslivet og samfundslivets historie, som vi kender det ind til i dag, er andet og mere end aggregeringen af enkeltindividernes formålsbestemte handlinger, hvor dette mere ligger imellem individerne som for det blotte øje usynlige bånd og virkemidler. Det er det - det centrale - det for-hånden-værende, der ses bort fra, hvis sproget igennem hvilket, vi træder i forhold til hinanden, omdannes til et redsskabssprog - til en horisont, der alene udgår fra det ved-hånden-værende.

Moderne statsfunktionalisme
Det forekommer ganske forståeligt og fornuftigt, at den herskende elite har fundet det passende og overens-stemmende at omformulere samfundslivet til et virksomhedsliv med egen systemfornuft, når nu det endeligt er lykkedes den herskende klasse at fremstille historien som fuldbragt i og med det sejrende liberale demokrati og den liberale økonomi som det universelt højeste gode på den lange vej fra barbari til civilisation. Der er ikke mere at komme efter!

Hovedvægten skal nu målrettes justeringer, afbalanceringer og operative indgreb overfor de dysfunktioner, som uvægerligt altid vil opstå, hvor mennesker er i aktivitet. Der skal med et godt brugt konservativt udtryk forandres for at bevare. Heri består hele dynamikken, og kompleksiteten består i de mange ligevægtsmekanismer, der skal gå i indgreb med hinanden for at opnå balancens optimum. Man kunne lidt usmageligt kalde denne komplicerede ligevægtsbygning for liberalismens metafysik, hvor indenfor der hovedsageligt er brug for håndværkere og operatører, der regelbundet griber ind dér, hvor de får besked på det af de ledere, som de selv har valgt og udstyret med autoritet.

Man kunne også kalde denne tilstand eller måske nærmere samfundsmodus for en omfattende afpolitisering af samfundslivet med en udgrænsning af de interessebestemte modsætninger og systemoverskridende tendenser, som indgår som mulighedsbetingelser i alle konflikter, hvor forskellige interesser tørner sammen. Poli-techné - dvs. kunsten at styre samfundet på, er blevet befriet for det modsætningsfyldte og magtbestemte og begrænset til hånd-værk, hvor der kun er brug for red-skaber. Uenigheder og stridspunkter rækker i det tankeunivers ikke længere end til forskellige opfattelser af, hvor der skal gribes, gribes ind og med hvad. Men der kan ikke være tale om uoverensstemmelser i grad, der lægger op til kamp, hvor en interessegruppe sætter sine krav eller ønsker igennem, idet fornuften er systemet, som det fremstår, og ufornuften er at finde hos nogle få. Dér hvor man følgelig - selv-følgelig - også sætter ind. Og hvis med succes, overfører erfaringerne til indsatser andre steder og lignende situationer. Man igangsætter et projekt, hvor redskaberne udvikles, forfines og håndteringen indlæres i en sådan grad, at overførslen til andre områder kan foregå tilnærmelsesvist friktionsfrit - fænomenerne er jo tilnærmelsesvis ens, som de nu optræder - som positivt givne.

Fremgangsmåden kaldes metodisk individualisme, fordi forestillingen er, at man umiddelbart kan slutte fra det enkelte til det almene. En fremgangsmåde som den nuværende regering og dens mange embedsmænd helt ud i yderste led har anvendt med stor forkærlighed. Hver gang noget nyt har skullet sættes i gang eller dysfunktionelle fænomener omformes, har man igangsat et eller flere projekter, hvorefter de bedste og mest effektive løsningsmåder er blevet generaliseret og omdannet til redskaber og procedurer, så de relativt friktionsløst har kunnet bringes i spil andre steder eller i sammenlignelige situationer.

Statsfunktionalisme og absurd sprogbrug
Nu ved vi imidlertid godt, at liberalismens utopia, som det er blevet fremstillet i oceaner af teoretisk litteratur, i debatbøger og i en lind strøm af notater og officielle dokumenter, er og bliver et utopia. Samfundet i almindelighed holdes ikke sammen af den generaliserede egennytte, sådan som valghandlings- og spil teoretikerne har hævdet. Og statssystemet fungerer ikke som et virksomhedsrelateret funktionelt hele - som et lukket system af virksomhedsnetværk.

Vi ved ganske udmærket, at samfundet og statssystemet udfolder sig i et kompliceret system af dagligdags begivenheder indenfor både faste og fluktuerende mønstre. Vi ved, at samfundet er delt op i interessegrupper, i klasser og statusmønstre, hvor indenfor den ene konflikt udspiller sig efter den anden. Vi ved også, at det er i de strukturer, der dels er konstitueret af disse klassers og gruppers indbyrdes relationer og konstituerer disse grupper, klassers mv. handlinger, at hele magtspørgsmålet skal findes, og at dette udgør et bestemmende element i det samlede samfundsliv. Og ikke mindst ved vi, at en række af de mekanismer og indbyrdes forbindelser, der virker bestemmende, ikke umiddelbart kan udledes fra deres blotte fænomenale fremtræden, men kræver kritisk gennemlysning og anvendelse af meget abstrakte metoder for, at de kan træde frem og vi gå dem i møde i deres indre komplekse sammenhæng.

Kort sagt ved vi, at virksomhedsanskuelsen er alt for snæver og stiliseret som grundlag for begribelse af samfundslivets sammenhæng. Ikke desto mindre er det ubestrideligt, at det i stor udstrækning er lykkedes at integrere den til virksomhedstænkningens svarende håndværksmæssige og instrumentalistiske sprogbrug i den herskende diskurs - og ikke mindre væsentligt, sætte rammerne for, hvad der fornuftigt kan tænkes, og hvordan der kan handles fornuftigt. Den kritiske bevidsthed er blevet udgrænset eller i det mindste har fået et stærkt begrænset gyldighedsområde indenfor den tekniske tilgangs virkelighed.

Men når nu vi ved, at verden er mere kompliceret end som så, og at det også gælder for alle de sammenhænge, vi befinder os i hver dag, hvad er det så, der får os til at acceptere en gennemsystematiseret sprogbrug, som ikke er dækkende? Ja - ikke blot passivt acceptere, men selv har optaget den i os som udgangspunkt for vores begribelse af vores verden og samtalen herom?

Man kan stærkt reduceret og forenklet forestille sig - og det vælger jeg at gøre - at fremkomsten af den systematiserede instrumentelle sprogbrug er forbundet med sammenbruddet for forestillingerne om de store kollektive løsninger og det deri engagerede historieskabende menneske, der forløb forud for genkomsten af den liberalistiske verdensfortolkning og lange march for at nedbryde velfærdsstaterne og alternative udbredelse af de kapitalistiske markedsmekanismer til at omfatte og regulere alle samfundslivets områder. Herunder omdannelsen af mellemmenneskelige relationer til udvendiggjorte markedsrelationer - bytteforhold, som kan begribes ud fra en økonomisk rationalitet, og hvor alt udenfor dette skema, dvs. alt der ikke kan indordnes under bytterelationernes værdimønster, enten kan betragtes som dysfunktioner, eller fænomener, der endnu ikke er rationaliserede - og således håndterlige.

Med andre ord og hvis mine antagelser holder vand, kan man forestille sig, at vi har internaliseret liberalismens utopia og sproglige udtryk, fordi vi har opgivet at gribe ind både i samfundslivets komplekse totalitet og historiens gang efter at have erfaret, at de store historiefortællingers linearitet ikke fangede den virkelighed, som faktisk udspillede sig. Så hellere overgive sig til den "usynlige hånd" og omdanne samfundspolitikken og samfundsindretningen til virksomhedsledelse og opnå en eller anden grad af reduktion af kompleksiteten og frihed til selv at vælge de små skridt indenfor de små beslutninger - mikroøkonomiens besnærende horisontafkortning.

Men konsekvenserne af denne transformation frem-står både absurde og også en kende skræmmende, hvis vi f.eks. analysere det sproglige univers, der er fulgt med transformationen af det politiske billede til et virksomhedsbillede. Mængden af instrumentelle metaforer er vokset med eksplosiv hast. Vi bruger redskaber for at løse samfundsmæssige eller mellemmenneskelige problemer. Der udarbejdes profiler på grupper eller enkeltpersoner. Vi signalerer det ene eller det andet, dvs. vi via tegn og ikoner henviser til noget, som ikke nødvendigvis fremtræder klart og gennemlyst. De beslutningsdygtige myndigheder udarbejder manualer og handlingsbestemmende virksomhedsmodeller og styringsteknologier, hvor hvert skridt og hver aktivitet kan måles ud fra simple input-output modeller.

Vi har således overtaget en lang række begreber fra teknikkens område og ophøjet dem til det sammenhængende sprog, hvor igennem vi forventes at begribe verden og anskue vores gensidige relationer. Men eksempelvis både profiler og signaler er relativt simple og i denne sammenhæng forsimplede beskrivelser af den komplekse verden, vi optræder i. Relationerne fravristes muligheden for inderlighed og udforskning, fordi de kun kan optræde og begribes indenfor ganske bestemte former, i og med signaler og profiler er former, der ordner indholdet på én ganske bestemt måde.

Således henvist til udvendigheden i vores daglige omgang med hinanden - altså i den udstrækning vi underkaster os liberalismens verdensforestillinger og sprog - er vi samtidig prisgivet indfældetheden i fænomneverdenen. Vores instrumentsprog er ikke egnet til at begrebsliggøre og konceptualisere kompleksiteten for at skabe af-stand og udvidet horisont, men alene til at gribe ind med det ved-hånden-værende i det fore-kommende.

Infældetheden forstærker oplevelsen af reel magtesløshed, når fænomenverdenen skifter, fordi vi ikke kan forklare skiftet. Vi oplever det som mangelfuld håndtering af det givne og fører inkompetencen tilbage på os selv. Efterspørgslen efter nye kompetencer og redskaber melder sig på ny, for vi har jo ikke set grundene til, at den fænomenverden, vi opfattede som stabil, har ændret sig. På den måde kan man sige, at vi er blevet indfældet i en uendelig cirkulær proces uden udgange, hvor viden (episteme) er blevet reduceret til forfinet og kompliceret techné - men heller ikke mere.

Det absurde i situationen træder tydeligt frem, hvis vi henviser til nogle få eksempler fra dagligdagen. Vi læser stillingsannoncer, hvor der ofte er fremstillet en ganske bestemt personprofil. Vi ved for det meste godt, at disse profiler har meget lidt med virkeligheden at gøre. Men vi tilstræber at forme vores ansøgninger, så de i videste mulig omfang matcher med profilen. Vi forbruger indenfor bestemte signalkodeks, således vi kan henvise til ganske bestemte grupper eller normer uden hensyn til en brugsorienteret rationalitet. Kort sagt er vi hele tiden i lære som eksistenshåndværkere, så vi kan orientere os korrekt og handle adækvat i forhold til det givne. Men vi undslipper ikke den absurditet, det er, at vi skriver ansøgninger, som vi ikke selv tror på, eller kører i signalgivende biler, vi ikke har råd til osv. Vi er lukket i et univers, hvor tilliden til den anden og til sig selv har samme status som brugtvognsforhandleren og kunden har til hinanden - altså en situation, der til trods for alverdens redskaber, modeller, skabeloner og procedurer er så uigennemsigtig, at vi står os bedst ved kun i beskedent omfang at handle på egne vegne og i stedet forvalte vores energi på at afdække, hvad der passer sig, og passer bedst.

Opbrud i det givne
Og så kom den globale krise væltende ind over os fra alle sider. Ingen er gået ram forbi. Vi så den ikke i anmarch, fordi vi alene anskuede fænomenerne, som de tog sig ud, og stolede på de økonomiske modeller, der er udviklet til perfektion og nok skulle have kapacitet til at opspore og håndtere eventuelle dysfunktioner. Hvad vi ikke så og stadig har til gode at anskue i et mere omfattende billede er, at de mange tilsyneladende individuelle dysfunktioner, som vi har udviklet en hel hær af forskere, ledere og offentligt ansatte til at løse en efter en, har klumpet sig sammen i mere faste og resistente mønstre, hvorved de er blevet til noget andet - til samfundsmæssig anomali.

Vores redskabsunivers er ikke længere intakt - eller i det mindste er det i voldsomt opbrud, hvilket selv tempelridderne indenfor de økonomiske discipliner nu må erkende. Om end ikke frivilligt, hvilket den teoretiske borgerkrig indenfor faget vidner om.

Kætterne er pludselig kommet til orde og anfægter nu åbent - hvad de tidligere kun mumlede om i krogene - hele det teoretiske gods, der ligger bag dogmet om økonomisk rationalitet. Ja - nogen af deres egne går endog så langt som til at anfægte fagets selvstændighed. De mener ikke, at de økonomiske teorier kan udsige noget meningsfyldt om samfundslivet, med mindre de integreres i større samfundsteoretiske discipliner, der eksempelvis også omhandler sociologi, antropologi og psykologi. Hvilket fald fra tinderne.

Og når først en flanke er åbnet et sted indenfor et centralt område, vil kætterne indenfor andre af samfundslivets områder træde op på scenen og gøre krav på den radikale kritik. De mange tusinde praktikere vil følge efter og stille inkvisitoriske spørgsmål til de modeller og procedurer, de har handlet på grundlag af. Men de vil i samme moment mærke jorden gløde og usikkerheden forplante sig. For hvad er alternativet? Hvad skal frigørelsesprocessen bruges til, og hvad bliver min status, hvis hverken redskaber, modeller, profiler, manualer osv. længere har den validitet og status, som de havde i går?

Nu taler vi imidlertid netop om et opbrud - ikke et brud - et skifte. Men endnu ikke et paradigmeskifte, som noget, der har fundet sted. Og indfældet i vores instrumentelle sproglige univers og handlemåde er det morderligt vanskeligt at forestille sig, hvad der skal komme efter. Især fordi stå-stederne ændrer sig i samme takt som opbruddet indtræder i fænomenverdenen, som ståsteder ret beset er en del af. Opbruddet i strukturerne ændrer alle relationerne og medfører helt nye konfliktmønstre og magtforskydninger, som vi endnu belastet af det gamle vil tilstræbe at indlæse i det sprog, vi kender - selv om det igen og igen vil vise sig utilstrækkeligt.

Absurditeten og fortumletheden, som vi kunne leve med, mens den liberalistiske statsfunktionalisme endnu var intakt og fremviste uimodståelige resultater, vil sandsynligvis relativt hurtigt slå over i utålsomhed og skepticisme - en form for samfundsmæssig apori - den tilstand i erkendelsesprocessen ifølge Platon, hvor man gribes af forvirring og rådvildhed ved indsigten i den manglende viden. Om denne situation så leder til regression og politisk bagstræb eller frem mod progressive nyfortolkninger og genindsætningen af det historiske mennesker, er det alt for tidligt at sige noget bestemt om, hvorfor man også bør afholde sig fra det.

Rådvildhed og usikkerhed er symbiotisk med den kritiske analyse, der som følge af sit begreb aldrig kan vide, hvad der graves frem eller hvilke mønstre, der viser sig. Men alene herved og som nødvendig udgang fra rådvildheden står opgøret med den radikale instrumentalistiske tænkning og sprogbrug som noget uomgængeligt - om end ikke determineret.

Men frigørelsens bane har altid fulgt en overskridelse af både det for-hånden-værende og det ved-hånden-værende ved som udgangspunkt at bruge hovedet kritisk, hvorefter både dét for hånden og dét ved hånden har ændret sig, fordi sammenhængen er blevet en anden.