Professioner – fællesinteressens advokater?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. april 2009

Når talen i det daglige falder på professionerne, tænkes der hovedsageligt på de store faggrupper indenfor den offentlige sektor. Det drejer sig eksempelvis om læger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere osv., der besidder nogle ganske bestemte fælles karakteristika, som adskiller dem fra alle andre grupper både indenfor og udenfor den offentlige sektor.

Som med så mange andre generelle begreber gælder det, at vi sjældent reflekterer over, hvor de stammer fra, hvad de egentlig betyder, og hvor grænsen går i forhold til andre begreber. Men før vi tager hul på begrebet profession, som her udelukkende vil referere til professionerne inden for den offentlige sektor, er det værd at bemærke, at vi heller ikke sjældent stopper op og spørger, hvad den offentlige sektor egentlig er for en størrelse? Hvad der egentlig ville være på sin plads, al den stund sondringen mellem den offentlige og private sektor går som en afgørende skillelinje i enhver politisk samtale.

Som begrebet tydeligvis udtrykker, menes der med den offentlige sektor det område i samfundslivet, der er kendetegnet ved åbenhed og gennemtrængelighed. Afledt af det tyske begreb öffentlich, som igen er afledt af ordet offen - åben, modstilles begrebet det private, som er afledt af det latinske begreb privare - berøve, afsondre, der igen er afledt af privus, som betyder noget i retning af særlig eller ejendommelig. Kort sagt står privat som det offentliges modsætning og er bestemt ved dets mangfoldige ejendommelighed. Det særegne knyttet til det lukkede og partikulariserede system udenfor almindelig indblanding og i moderne tid omhandlet af en bestemt ret - privatretten - og ejendomsforholdet.

Som sådan forledes man indenfor denne simple dikotomi ofte til at anvende offentlighedsbegrebet synonymt med almenhedsbegrebet stillet overfor det individuelle og bornerte ejendomsforhold. Det er også inden for denne idealtypiske dikotomi, at professionsbegrebet hovedsageligt refererer til og får sin betydning fra almenhedsbegrebet eller fællesskabsbegrebet.

Begrundelsen herfor skal findes i begrebets betydningshistorie. Profession stammer fra det latinske begreb professio, der igen er afledt af profes, som betyder, at erklære noget åbent - altså offentligt, eller bekende sig til noget udenfor og større end sig selv.. Inden for den katolske kirkes terminologi betegner profes den handling, hvor kandidaten/novicen ved overgangen til den endelige optagelse i ordenen erklærer sig forpligtet overfor noget større end sig selv. Med andre ord afsværger det private.

Samme betydning ligger der i det store hele også i den moderne verdslige betydning af begrebet profession. De studerende inden for de forskellige professionsuddannelser erklærer formelt eller uformelt ved aflæggelse af eksamen, at de vil arbejde inden for rammerne af fagets kodificerede regler, normer og etiske grundlag. Det forlener dem til gengæld med fagets bestemte autoritet, der som oftest er autoriseret af den magt, som repræsenterer offentligheden - statsmagten. Med autorisationen som professionsudøver træder den enkelte herved ud af positionen, egenskaben, privatperson, og påtager sig ansvaret for at handle på fagets vegne og indenfor dets grænser og regler.

Som sådan arbejder de professionsansatte inden for den offentlige sektor i princippet ikke som privatpersoner med særegne præferencer, lyster og tilbøjeligheder. De arbejder på grundlag af faget og autorisationen og skal som sådan også bedømmes på det grundlag. De affører sig deres privathed - underforstået vilkårlighed og tilfældige særinteresser - og træder ind under et regelbundet regime, som næsten antager samme karakter af forudsigelighed, upartiskhed og forpligtethed som livet i det Weberske idealtypiske statsbureaukrati.

I princippet og i egen selvforståelse indtager professionerne næsten en funktion og en status svarende til Hegels definition af den "universelle klasse". Den klasse, der arbejder for og optræder som garanten for det fælles gode overfor det privat partikulære og tilfældige.

I virkelighedens verden er begrebet den offentlige sektor en abstraktion fra de historisk reelle vilkår i samfundsformationen, som definerer sektorens faktiske karakter. Begrebet betragtet i sin ukonkrete nøgenhed afgrænser kun det, der ikke er privat fra det, der er privat. Men som begrebet anvendes i dag som synonymt med en abstrakt fællesinteresse, fordrejer det det faktiske forhold, at det offentlige rum i den moderne verden fyldes ud af et statssystem - dvs. stat som både magt og system. Så når vi taler om den offentlige sektor, mener vi ret beset statssystemet - vel at mærke det statssystem, der besidder volds- reguleringsmonopolet inden for en given samfundsformation. Og når vi taler om professionerne, som de faggrupper indenfor det offentlige, der med udgangspunkt i deres fagspecialisering løser ganske bestemte offentlige opgaver, har vi at gøre med grupper, der både er uddannet og socialiseret inden for et givent statssystem og dets samfundsmæssige funktion og logik, som de som grupper ikke kan overskride.

I denne sammenhæng spiller det ikke nogen principiel rolle, om der henvises til centraladministrationen under ministerierne eller til de decentraliserede organer som kommuner og regioner. Alle tre niveauer udgør dele af det samlede statssystem i et bestemt kompetence- og reguleringshierarki.

For så vidt vi så har med et demokrati at gøre, betegner den parlamentariske styrings- og reguleringskæde det bureaukrati, der udgår fra ministerierne og via departementer og styrelser når ud til de decentrale forvaltninger. Men i og med velfærdsstatens fremkomst, hvor statssystemets opgaver på grund af radikale ændringer i samfundslivet blev forøget og differentieret mange gange, opstod der et brud mellem bureaukratiets regularitet og hierarkiske opbygning på den ene side og produktionen af velfærdsydelser inden for den nye produktionssektor på den anden side. Historisk set er det med statssystemets overtagelse en række centrale reproduktions- og kvalificeringsopgaver fra det private område - primært familien, at professionerne institutionelt træder ind på scenen og indtager en central position i det samlede statssystem.

Under velfærdsstatens velmagtsdage blev det i høj grad overladt til professionerne i et afbalanceret men spændingsfyldt styrkeforhold til bureaukratiet dels at forvalte folkesuveræniteten - vælgerflertallet - og dels at værne om den idealiserede "fællesinteresse" - bl.a. kodificeret i Forvaltningsloven..

Forestillingerne var angiveligt, at det afbalancerede spændingsforhold mellem det traditionelle bureaukrati og velfærdsstatens produktionsled skulle sikre statsmagtens faglige grundlag, hvor professionerne repræsenterede en anden og moderne form for åbenhed, forudsigelighed og regelbundethed, som i "produktionsleddet" ideelt set skulle modsvare bureaukratiets ligeså ideelle nøglekarakteristika.

Ikke desto mindre var der med professionernes fremkomst i 60'erne og relative autonome funktion indbygget et permanent spændingsforhold mellem det bureaukrati, der skal sikre styrings- og reguleringskæden og de professioner, der på grundlag af et nærmere defineret fagligt grundlag og med et noget tættere dagligt samspil med borgerne skulle producere ganske bestemte velfærdsydelser - dvs. omsætte ganske bestemte politiske beslutninger, der omhandler borgernes velfærd, til praktiske opgaveløsninger.

Bureaukratiet skal pr. definition holde styrings- og reguleringskæden intakt som grundlag for den formelle opretholdelse af "fællesinteressen" og reproduktion af samfundsordenen. Her overfor står professionerne, der med udgangspunkt i et bestemt fag og dets logik skal sikre, at opgaveløsningen foregår fagligt forsvarligt, hvorved de kommer til at stå i et andet og mere konkret forhold til en og samme "fællesinteresse". Nærmere bestemt i et materielt forhold i modsætning til bureaukratiets formelle.

Selvfølgelig omhandler spændingsforholdet udover reguleringsspørgsmålet også en permanent ressource- og allokeringskonflikt, hvor professionerne pr. definition vil optræde som advokater for flere bevillinger til lige netop deres område, hvorimod bureaukratiet har som indbygget forpligtelse at vogte over borgernes indflydelse på og kontrol med, hvad deres skattepenge går til, og hvordan de omsættes.

I perioder med økonomisk lavkonjunktur og sædvanligvis tilsvarende øget udgiftspres og svindende skattegrundlag vil de omtalte spændinger tendere en åben konflikt mellem det bureaukrati, der repræsenterer reguleringsmonopolet og de professioner, der repræsenterer den specialiserede faglighed inden for et velfærdsområde/driftsområde. De to led vil således tendere magtmonopolisering i et komplementært forhold: bureaukratisk monopol overfor et professionsmonopol, hvor en styrkelse af det ene vil implicere en svækkelse af det andet..

Set i et statsteoretisk perspektiv er det ganske interessant, at de to instanser/sektorer inden for et og samme statssystem er bærere af en immanent konflikt og af samme grund konstant bestræber sig på at legitimere deres respektive monopoltendenser ved henvisning til "almeninteressen" (vel af mærke den idealiserede) og "den gode forvaltning i det godes tjeneste" i idealtypisk forstand. Professionerne vil henvise til fagets organiske forbindelse med det "alment gode" - borgernes sociale og materielle behov, og bureaukratiet vil henvise til borgernes formaldemokratiske krav på kontrol med, hvad der foregår gennem håndhævelse af den parlamentariske styrings- og reguleringskæde. Eller som konflikten benævnes i statskundskabsjargon: vogternes kamp mod advokaterne.

I et historisk træk på hen ved fem og tyve år (frem til ca.1980) formåede professionerne i samklang med "tidsånden" - og i takt med samfundsopgavernes voksende kompleksitet og specialisering under velfærdsstatens "grand epoke" - at forskyde styrkeforholdet og afkræve det politiske system flere bevillinger og større faglig myndighed og autonomi i forhold til bureaukratiet.

Det politiske systems højre flanke (senere også den venstre) og bureaukratiets modangreb blev først for alvor sat ind, da de økonomiske kriser i slutningen af 70'erne og begyndelsen af 80'erne for det første førte til en efterspørgselsmæssig overbelastning af de offentlige budgetter, og for det andet gjorde det livsnødvendigt for den samlede kapitalistiske samfundsøkonomi at stoppe opdriften i de offentlige udgifter - en radikal omformning af statssystemets interventionsgrundlag og måde, som først og fremmest professionernes fagmonopol stod i vejen for.

Magtkampen mellem det politiske systems højrefløj og bureaukratiet på den ene side og professionerne på den anden slog for alvor igennem i slutningen af 70'erne og blev folkeliggjort som "en "frihedskamp" mod skrankepaveri og formynderi". Siden midten af 80'erne har magtkampen indtaget en ganske central plads i næsten tre årtiers liberalistisk opgør med velfærdsstaten og en radikal omdefinering af statssystemet funktionsmåde og folkelige legitimitet. En omdefinering, som var kendetegnet ved et opgør med velfærdsstatens omfattende afprivatisering af store dele af samfundslivet og en tilsvarende styrkelse af professionernes magtstilling som repræsentanter for "det alment gode og retfærdige" overfor det private og ulige.

Opgøret med professionerne kan ikke begribes uafhængigt af det større og mere dybtgående opgør med arbejderklassen og dens politisk-sociale erobringer i efterkrigstiden, som satte ind i slutningen af 70'erne. Ved indgangen til 80'erne, hvor arbejderbevægelsen over alt i velfærdsstaterne havde tabt kampen om magten til at definere indholdet af "fællesinteressen" til borgerskabet og det politiske initiativ af samme grund var overgået til de konservative og liberalistiske partier, blev vejen samtidig banet for det nødvendige opgør med professionsgruppernes tilkæmpede monopol.

Det private - det særegne og strengt individuelle (som idealfigur) - og især markedet blev fremhævet og idealiseret. Det offentlige og især produktionsleddet på den anden side blev dæmoniseret, og den ene professionsgruppe efter den anden blev enten sat i offentlig gabestok eller direkte anklaget for reelt at skjule magt- og særinteresser bag fagets autoritet og påstand om at repræsentere "det alment gode". Det skete hovedsageligt i form af et opgør med professionernes selvskabte myte om, at deres fag udgik fra et videnskabeligt og historisk overgribende grundlag til at sondre mellem "rigtigt og forkert", "sundt og skadeligt" mv.

Parallelt begyndte regeringerne og samfundseliten at promovere indførelse af privatkapitalistiske ledelses- og organisationsformer indenfor den offentlige sektor, som hidtil alene havde været målrettet privat markedsstyring og markedseffektivitet. Offensiven havde sit udspring i England, men slog hurtigt igennem verden over, fik fællesbetegnelsen New Public Management (NPM) og blev lanceret som en revolutionerende nyskabelse og et radikalt opgør med tidligere tiders ineffektive offentlige forvaltning.

NPM angav som samlebegreb kun en tendens og et sæt løst definerede redskaber og metoder, der som en bred vifte af markedsorienterede styringsbatterier/incitamentsstrukturer skulle omsættes inden for især det offentlige produktionsled. Men både orienteringspunkt og retning var entydig: Målet var det konsekvente opgør for det første med professionerne og for det andet den skridtvise privatisering af det offentlige som forudsætning for at opløse velfærdsstaten indefra.

Offensiven medførte langt fra en decideret formel privatisering af velfærdsproduktionen. Faktisk er det op til i dag kun sket i begrænset omfang. Men over et stræk på mere en fem og tyve år er det lykkedes at fratage professionsgrupperne en meget stor del af deres myndighed ved at centralisere den, at udforme og gennemsætte en ny markedsorienteret diskurs og gennemtvinge en elitær kontraktpolitik både i forhold til vælgerne og som gennemgående element i den reformerede styrings- og reguleringskæde, således professionernes velfærdsproduktion i dag reelt er underlagt bureaukratiets formelle og økonomirationelle styringsmonopol.

Kontraktpolitikken og den om sig gribende adskillelse af bestiller/myndighedsfunktionen placeret i bureaukratiet og udførerfunktionen i produktionsleddet, hvor de fleste professionsudøvere er blevet reduceret til simple udførere af bestemte serviceydelser, har i princippet også medført en nedbrydning af skellet mellem offentlig og privat, idet fagets bestemmende indflydelse på professionsudøvernes handlinger er blevet fortrængt af markedslignende kvalitetsstandarder og resultatkontrakter bygget op omkring entydige topdefinerede effektmål. Herved er den enkelte professionsudøver de facto om ikke de jure blevet underlagt bestemte ovenfra definerede kontraktvilkår og kan ikke længere retfærdiggøre sine handlinger i forhold til bestemte fagprincipper eller med udgangspunkt i hensynet til "det fælles gode". Professionsudøverne er på denne måde blevet forvandlet fra at stå i "almenvældets" tjeneste til alene at kunne legitimere sig ved at indfri de i kontrakten forud beskrevne mål.

Varetagelsen af almenvældets interesser er i dag som overordnet tendens blevet tilbageerobret som bureaukratiets legitime monopol. Professionsudøverne er blevet gjort private med profane særinteresser og uden myndighed, hvorved grænserne mellem den offentligt ansatte og den private serviceleverandør er blevet reduceret til en ubetydelighed.

Som pendant til magtforskydningerne indenfor statssystemet er det i vidt omfang lykkedes den politiske højrefløj gennem den liberalistiske offensiv at privatisere, individualisere og kontraktliggøre borgeren gennem en langvarig transformationsproces, hvor borgeren først blev begrænset til bruger og senest degraderet til forbruger af offentligt producerede eller leverede serviceydelser.

I løbet af denne flerårige proces er velfærdsstatens højt besungne men idealiserede "fællesinteresse" muteret til en markedslignende aggregeret privatinteresse, som i det daglige operationelt kan måles gennem brugerundersøgelser og politisk i den konkurrencedemokratiske kamp om stemmerne ved valgene. Borgerne er gennem denne øvelse blevet "frisat" fra deres forpligtelse og engagement som samfundsborgere med den konsekvens; at hverken den offentligt ansatte, der nu i det daglige kun skal tænke på sin private kontraktopfyldelse, eller den konkrete borger, som alene skal sikre sig sine retsbestemte ydelser, længere reelt kan indgå i et offentligt forpligtendeanliggende i forhold til hinanden. De står nu overfor hinanden som privatpersoner - og ikke længere som suveræn borger og myndig forvalter.

Som politisk og diskursiv tendens har privatiseringsoffensiven været overmåde synlig. Men langt fra endegyldig. Hertil har professionernes modstand været alt for omfattende og hårdnakket, og borgernes ønske om at bevare det bedste fra velfærdsstaten og præference for dens solidariske credo været for manifest. Ikke desto mindre er det lykkedes for de politiske og teoretiske liberalistiske kræfter og - i lange perioder - magthavere at gennemføre en omfattende omstrukturering af hele statssystemet til et punkt, hvor det i dag faktisk ikke lader sig styre og regulere på andre måder end gennem markedslignende styrings- og reguleringsmekanismer og ud fra et ledelsesgrundlag og hierarki, der ikke afviger nævneværdigt fra det, der først og fremmest folder sig ud i de store private koncerner. Det ses blandt andet i de sidste års lederdyrkelse, som svar på alle problemer, hvor såkaldte professionelle ledere har fortrængt tidligere tiders faglederne, der med udgangspunkt i professionerne, først og fremmest instrumenterede og forvaltede deres ledelse mere i loyalitet overfor fagets etos og logik end overfor de nye krav om økonomiske rationalitet.

På den led kan man godt se et slutbillede tegne sig, hvor den hidtidige spænding mellem bureaukratiet og professionernes autonomi er ophævet, i og med sidstnævnte i vid udstrækning er blevet underlagt førstnævnte. Men som afledt konsekvens er en ny spænding eller et nyt spændingsfelt ved at tage form mellem et magtfuldt bureaukrati, der har centraliseret myndigheden og magten og de umyndiggjorte professionsudøvere, der langsomt men sikkert degraderes til simple udførere af bestemte serviceydelser, og hvor de som følge heraf kun meget formelt stadig udøver deres aktivitet i overensstemmelse med en bestemt fællesinteresse som "det fælles godes advokater".

Eller sagt lidt mere ligefremt er privatiseringsbølgen ved at få som konsekvens, at professionsudøverne for at overleve i et statssystem, der sætter den formaliserede og kalkulerede styring over professionernes kvalitet, må med tiden tvinges til at undsige deres egen hidtidige selvforståelse og springe ud som ordinære lønmodtagere, hvor udøvelsen af faget alene opfattes som et middel til at opnå en indkomst og ikke som en del af et samlet offentligt anliggende i forvaltningen af borgernes suveræne fællesinteresse. I den dimension er statssystemet under liberalisternes radikale omfortolkning af statens rolle og borgeren som begreb nået ganske langt i afskalningen af et af dens hidtidige mest potente integrative funktioner - professionernes vitale formidling af kompromisset mellem volds- og reguleringsmonopolet på den ene side og borgernes konkrete og materielle velfærdsbehov på den anden.

Egentlig skulle det forekomme indlysende at drage denne konklusion i kølvandet af de foregående tyve til tredive års transformation af den offentlige sektor og den tilsvarende udhuling af det liberale demokrati ved borgerens privatisering. Når det alligevel ikke helt forholder sig sådan - ja, når professionsfagforeningerne stadig og stædigt klynger sig til det, de tror, er en offensiv professionsstrategi - også kaldet akademiseringsbølgen, beror det øjensynlig på den udbredte illusion, at den offentlige sektor indtil for få år siden vitterlig har stået i "fællesinteressens" tjeneste, og at professionsudøverne har været dens tjenere. Hvorfor det indenfor den forståelseshorisont logisk antages, at det må være både i professionernes og borgernes interesse at få genetableret dette forhold.

Men i virkelighedens verden har statssystemet aldrig stået i "fællesinteressens" tjeneste, hvilket naturligvis også gælder for professionerne. For en sådan findes ikke. Netop statssystemets volds- og reguleringsmonopol er begrundet i/nødvendiggjort af og legitimeret ved de mange reelt forekommende privatinteressers ødelæggende modsætninger og indre kampe, der konstant udgør en trussel for selve den kapitalistiske samfundsformations overlevelse. Hvilket i øvrigt i lige høj grad gjaldt for velfærdsstaten, selv om det diskursivt tog sig anderledes ud. At velfærdsstaten som statssystem tilsyneladende fremstod som mere responsiv overfor borgerne og i sit praktiske virke kom nærmest etableringen og varetagelsen af en tilnærmelsesvis reel fællesinteresse kan imidlertid ikke tilskrives bestemte strukturelle eller organisatoriske særtræk ved den velfærdsstatslige konstruktion i sig selv, men kan alene begrundes i de fremherskende styrkeforhold ude i samfundet mellem de store og toneangivende klasser på den ene side og den ekspanderende kapitalismes funktionalitetskrav på den anden.

Dvs. det er statssystemets afbalancering af de mange privatinteressers indbyrdes modsætninger og imødekommelse af kapitalismens funktionskrav, der har været en væsentlig årsag til og begrundelse for professionernes opkomst, udformning og faglige grundlag; og herved også udøvernes socialisering ind i systemets formål og logik - reproduktionen af den kapitalistiske samfundsformation. Professionerne har med andre ord altid været en del af statssystemet, skabt af dette og herved underlagt dets logik, selv om professionernes udøvere i forskellige perioder har ment at kunne hævde deres fags autonomi og specifikke etos i det almenes tjeneste. I praksis har denne autonomi og faglige orientering i høj grad været præget af de toneangivende klassekræfters ideologiske og samfundsfortolkende styrke omsat i den herskende diskurs. Hvilket også kan være en del af forklaringen på professionernes meget omfattende politiske og funktionsteoretiske transformation og skiftende betydning i det politiske magtspil over den forudgående periode på tre årtier.

Hertil føjer sig en meget vidtgående differentiering og specialisering inden for de respektive professioner gennem de sidste ti år, hvor myndigheden er blevet privilegeret de få, der tillige er rykket ind som dele af bureaukratiet overfor de mange, som etapevis reduceres til elementære serviceleverandører inden for deres fagområde - om det gælder lærere eller sygeplejersker. Herved er det blevet tiltagende umuligt at beskæftige sig med professionerne endsige de offentligt ansatte som en homogen og forskelsløs samfundsgruppe med bestemte politiske og sociale præferencer. Ligesom det efterhånden også står klart, at hverken professionerne eller modsætningerne inden for statssystemet kan analyseres i deres isolation som selvstændige størrelser. Tværtimod må der etableres en analyse- og forståelsesramme for at begribe bevægelserne inden for hele den offentlige sektor, der som udgangspunkt har, at bevægelserne, modsætningerne og differentieringerne først og fremmest må anskues som funktioner af magtforskydningerne i samfundet som helhed og først i anden række som produkter af magthavernes omfortolkning af de reproduktionskrav, statssystemet skal løse.

Set i det perspektiv både historisk og teoretisk kan afprofessionaliseringen af professionerne ikke anskues uafhængigt af afdemokratiseringen af samfundslivet i almindelighed og den tilsvarende privatisering af borgeren som momenter i den herskende klasses lange opgør med velfærdsstaten og dennes forvaltning af klassekompromisets kortvarige idealiserede solidariske fællesinteresse - alene holdt i live af de daværende klassestyrkeforhold og ikke som resultat af professionernes påståede fællesskabsmoral.

Hermed også sagt, at det i dag og fremover ikke er i professionernes magt at generobre deres fordums storhed og betydning. Om de overhovedet som professioner får en betydning i fremtiden afhænger først og fremmest af udviklingen i klassestyrkeforholdene ude i samfundet og i særdeles af, hvorvidt det lykkes de brede lønmodtagergrupper at formulere en organiseret fællesinteresse som grundlag for en reformulering af velfærdsstaten og dennes demokratiske grundlag. Men fordums autonomi får professionerne ikke tilbage - det er heller ikke ønskeligt!