Sammenhængskraft.
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. marts 2009

Fra tid til anden dukker spørgsmålet om samfundets sammenhængskraft op som et vægtigt og ofte skarptskåret tema på den politiske scene. Forud er som oftest gået nogle politiske eller ekstreme handlinger ude i virkeligheden af et omfang, der har kunne sætte spørgsmålstegn ved hele vores samfunds evne til at hænge sammen. Som f.eks. når der forekommer ganske grov og uforklarlig kriminalitet set i forhold til de kendte målestokke, eller når stærkt kontroversielle og polariserede partier erobrer dagsordenen på grund af nogle spektakulære handlinger eller situationer.

Og forunderligt nok anvendes begrebet - sammenhængskraft - både af venstrefløjen, af de konservative og den yderste højrefløj til at beskrive en angivelig betændt aktuel situation i samfundet som en trussel mod sammenhængskraften.

Folk fra vestrefløjen eller fra den humanistiske fløj indenfor de socialliberale kredse advarer ofte om, at neoliberalistisk politik fører til marginalisering af visse samfundsgrupper, og at denne marginalisering truer samfundets sammenhængskraft.

De konservative reagerer ofte meget skarpt, når en eller anden handling eller serie af handlinger træder frem som udtryk for sædernes forfald og ligegyldighed overfor de grundlæggende værdier i samfundet. Svaret er ofte skrappe sanktioner overfor misæderne eller krav om øget disciplin indenfor samfundets opdragende institutioner.

Og det yderste højre - her tænkes først og fremmest på Dansk Folkeparti - forbinder for det meste sammenhængskraften med en given grad af danskhed, som i øvrigt altid defineres negativt. Måske fordi det omvendte er særdeles vanskeligt.

Men alle tre fløje i det politiske landskab har i det store hele det til fælles, at de sjældent forklarer, hvad det er i samfundet, som skal hænge sammen. Hvilke kræfter, der er tale om, og hvordan disse kræfter skal få dette noget til at hænge sammen. På den led bliver udtalelser, der indeholder begrebet - sammenhængskraft, og ikke mindst samfundets sammenhængskraft - ofte meget abstrakte og upræcise. Eller sagt på en anden måde - udtalelserne bliver semantisk tomme.

Men begrebet sammenhængskraft er og bliver tomt, med mindre det prædikerer noget, og dette noget skal med andre ord beskrives, før begrebet giver mening. Hvad er det eksempelvis for en type samfund, der taber sammenhængskraft? Dernæst kommer en beskrivelse af de givne sammenhænge, der mister kraften til at hænge sammen og forblive sammenhænge, hvilket så igen bør føre til, at man præciserer, hvorledes kraften virker. Er det indre kræfter, der er tale om, eller er det ydre kræfter, og givet fald hvilke?

Men ikke nok med det. Anvendelsen af begrebet bygger også på antagelser om, hvordan dette nogets - i dette tilfælde samfundets - idealtilstand eller normale funktionsmåde er. Forestiller man sig sammenhængskraften som identisk med en eller anden form for ligevægt/harmoni, eller forestiller man sig et dynamisk felt af indbyrdes forbundne modsætninger, der udgør en form for et sammenhængende mønster. Man bør kunne forvente, at der kort gøres rede for disse forforståelser, når begrebet anvendes. Eksempelvis kan man vel ikke tale om, at et samfunds sammenhængskraft er truet på grund af en række til syne kommende modsætninger, hvis det i øvrigt er samfundets helt normale måde at være samfund på.

Hvis vi går lidt tættere på og taler om det kapitalistiske samfund, er det karakteristiske ved dette samfund, at det er grundlagt på et evigt ekspansionstrang og evige forandringer af de eksisterende strukturer, livsformer og institutioner. Uanset om fokus er på de nationale forhold eller på de internationale. Virksomheder går ned, fordi de ikke kunne klare sig i konkurrencen. Byer dør ud sammen med disse virksomheder, hvis ikke der kommer nye til. Hele nationalstater sakker agter ud og oplever nærmest traumatiske perioder, hvor tidligere hæderkronede nationalsymboler som f.eks. bilindustrien i England i løbet af 70'erne sank i grus, fordi de blev udkonkurreret af japanske og andre europæiske bilindustrier.

Eller som vi er vidne til for tiden, at verdens hidtil største verdensmagt skranter og har vanskeligt ved at forstå og finde sig selv, fordi den for overhovedet at kunne hænge sammen må låne sig til sin livsførelse andre steder ude i verden.

Som man let vil kunne se af disse få eksempler, ligger det i kapitalismens indre væsen, at den fremadskridende vækst igen og igen vil slå ud i rystelser i en sådan størrelsesorden, at kræfterne har vanskeligt ved at få samfundet til at hænge sammen. Stratificeringsmønsteret ændrer voldsomt karakter. Det man troede var rigtigt - måske den evige sandhed, som f.eks. at alle samfundsrelationer kan barberes ned til reaktioner på økonomiske incitamenter - viser sig i løbet af en ganske kort periode ikke at være rigtigt. Eller de elementer i samfundet, der skulle hænge sammen på en bestemt måde, som f.eks. klasser eller sociale grupper, ændrer indbyrdes stilling eller endog træder fjendtligt op overfor hinanden. Eller politiske partier, der i lange perioder har stået som garanten for en bestemt samfundstilstand mister deres tiltrækningskraft og autoritet for derefter næsten at forlade det politiske landskab efterladende sig et tomt hul.

Sådanne situationer og voldsomme ændringer skaber den kapitalistiske udvikling med mellemrum og sætter hermed sammenhængskraften på prøve - altså den kapitalistiske sammenhængskraft.

Det er i den type af situationer ganske forståeligt, at de konservative kræfter og partier finder sådanne perioder utålelige og begræder den svækkede sammenhængskraft - den som de troede var en slags naturtilstand. Det er jo ofte også deres magtpositioner, kultur og normsæt, der anfægtes. Hvorimod det kan falde lidt svært at forstå, når venstrefløjen i de samme situationer taler om samfundets svindende sammenhængskraft uden samtidig meget klart at adressere, hvad der ikke hænger sammen, hvilken kraft der ikke virker og ikke mindst hvorfor.

Helt galt bliver det dog, når også liberalisterne begynder at klage over, at samfundets sammenhængskraft bliver svækket, sådan som Anders Fogh Rasmussen flere gange i de sidste par år har gjort det. For hylder liberalisterne ikke netop konkurrencen som samfundets vigtigste drivkraft? Det enkelte atomiserede og selvinteresserede individ som samfundets grundfundament og den økonomiske fornuft som fornuftens højeste form? Dvs. liberalisterne vil have sammenhængskraft og evigt brud på denne på en og samme tid. Det er en umulighed, for så vidt man med sammenhængskraft forstår nogle indre kræfter i samfundet, der får dette til at hænge sammen. Men knap så umuligt, for så vidt man med sammenhængskraft forstår et ganske bestemt retssamfund, hvor retten optræder som den afgørende kraft, der får samfundet til at hænge sammen. Altså kraften som et yderliggjort fænomen, der i samme takt som de indre kræfter og bånd svækkes, vokser sig stærkere og stærkere. Eller sagt mere præcist, at magthavernes prærogativer gøres stærkere og stærkere for med magt at tvinge de modsatrettede tendenser sammen - om ikke andet så under en formel enhed.

Det er nu en gang en lige lovlig flot fordring at ville bevare samfundets sammenhængskraft og samtidig tømme etiske og moralske kodeks for indhold. Eller når almene humanistiske værdier de facto underordnes økonomisk kalkulation sat i system og forpligtethed erstattes af kontakter begrundet i eksistentiel mistillid. Så når markedet hyldes som samfundet bedste regulator og drivkraft i rigdomsudviklingen, så beror sammenhængskraften også på, at alle holder hinanden i skak - mistillidens usynlige hånd.

Men hvis man nu ikke er ynder af denne samfundsopfattelses faktiske fremtræden, eller den ydermere viser sig at være en forsimplet utopi, ja så skal man ikke finde truslen mod sammenhængskraften i mere eller mindre vilkårlige udslag af denne samfundspolitik men i selve dens kerne - i de realliberalistiske samfund - f.eks. det danske - andre tilsvarende ufortalt.

Det kan være fristende om end lidt ondsindet måske at sige til de konservative harmonikere, når de klager over truslerne mod samfundets sammenhængskraft, at de jo selv har forlovet sig ind i en ideologi og samfundspolitisk logik, der skaber borgerkrigslignende tilstande på motorvejene, tømmer byerne for meningsfuldt indhold til fordel for konsumkatedraler udenfor byerne og omdanner alle menneskelige relationer til bytterelationer, hvor de til enhver tid fremherskende statusækvivalenter er de fremherskende. Men det er og bliver en kende patetisk, hvis man trods heraf insisterer på at foruroliges over samfundets svindende sammenhængskraft.

For hvilke elementer i samfundet er det så lige, der skal hænge sammen, og hvilken kraft skal skabe miraklerne - moralen, menneskerettighederne, hensynet til den enkelte? Den går bare ikke. De er ikke omsættelige og i øvrigt heller ikke universelle, for de gælder i nogle tilfælde og ikke i andre, og kun nogen steder og ikke andre.

Det er faktisk ganske ironisk, at man på den ene side beklager "tidens" astmatiske sammenhængskraft og på den anden side argumenterer for skattenedsættelse for at animere borgerne til at arbejde mere for egen vinding. Hvilket vel kan siges at være en konservativ kongstanke, som de deler med liberalisterne - både de pragmatiske og utopisterne. Altså man argumenterer for egennytten og kortsynetheden på bekostning af det kollektive konsum og begræder tabet af samfundets indre og vedvarende sammenhængskraft.

Men da det første princip - egennytten - går over alt andet, må "hvad indad tabes" erstattes af ydre kræfter for at redde sammenhængen. Mere regulering, mere dokumentation, flere sanktioner, øget strafferamme og næsten universel overvågning. Så kan de lære det - kan de. Og det kolliderer på ingen måde med friheden. Den vil alle borgere bevare, hvis de blot gør, som der bliver sagt og hvad der er ønskeligt.

Nu styrkes et samfund jo ikke nødvendigvis ved, at de indre bånd og gensidige forpligtethed erstattes med ydre kræfter, regler og styring. Det bringer for mange mindelser om de autoritære og vilkårlige tendenser, der kan registreres i andre samfund - også demokratiske. Derfor henter reglerne som oftest også deres begrundelser i højere almene værdier, der som evige referencepunkter slides næsten helt tynde. De sniger sig ind i politik som umistelige værdier. I ledelsesbeføjelser som grundlag for næsten enhver kendelse og som sidste argumentationsskanse, når konsensus ikke længere kan opretholdes, og konflikterne arbejder sig frem til overfladen - sammenhængskraft eller ej.

Det karakteristiske ved disse begrundende værdier er, at de for det meste er så indholdstomme, at de ved nærmere eftertanke viser sig fuldstændig menings-løse - altså tømt for mening. Men blot de fremføres tilstrækkelig ofte og med en høj grad af voldsomhed er der en vis sandsynlighed for, at man slet ikke når at stoppe op og grunde over indholdet. Som ved et tæppebombardement opstår der en grad af ildløs, der tømmer hjernen for energisk modstand. Man retter ind med et træk på skulderen og tænker; "lad dem bare snakke, vi ved nok, hvordan det hænger sammen".

Når blot det fungerer, ser det ud til at indre og ydre virkende kræfter får samfundet til at hænge sammen. Man kunne kalde det for yderliggjort regelstyring forenet med indre terror. Måske en lidt dramatisk måde at beskrive en tilstand på i et demokratisk samfund. Men så i hvert fald en tilstand, hvor den ydre regelstyring og kontrol meget vanskeligt kan angribes, fordi den finder sin begrundelse i et kompleks af delvis internaliserede værdier, der er så indholdsløse, at de faktisk er uangribelige. Man kunne kalde tilstanden for det "moderne tautologiske univers" - et fornuftens "punkt 22" - en art internaliseret handlingslammelse..

Hvis bare det går, eller rettere så længe det går, hænger samfundet jo også sammen. Sammenhængskraften er intakt. Men med de underliggende kræfter, som blev beskrevet tidligere som kapitalismens særkende, giver det sig selv, at denne måske skrøbelige sammenhængskraft igen og igen sættes på prøve - udfordres til det yderste. F.eks. i en situation, hvor kapitalismens Jakobsstige mister flere trin næsten måned for måned og antager form af to parallelle linjer uden fremtid. Som dels mister sin tiltrækningskraft, fordi forestillingen om den evige vækst viser sin begrænsede sandhedsværdi og drømmen om den afbalancerende ligevægt viser sig at være det, den er - en drøm. Og dels skaber rystelser i alle tilvante forestillinger og sætter værdierne under virkelighedens pres, for hvordan komme ud af den blindgyde, som tyve års spekulation og svindel har bragt samfundene i?

I sådanne historiske situationer forsøger alle borgere at beskytte sig selv så godt som overhovedet muligt. Først i form af de forhåndenværende muligheder, og senere i form af mere langsigtede alternativer, når perspektivet i de første slipper op. Kendetegnende er det, at der med et slag - eller i hvert fald i løbet af en ganske kort periode - stilles spørgsmål ved næsten alt. Kan det nu passe med de her værdier? Lever vi virkelig i et postmodernistisk samfund? Er alt relativt? Fungerer det hele bedst, når vi blot på alle niveauer har dynamiske og værdibaserede ledere, der er modige og synlige? Eller skal vi kappe hovedet af den og gøre os fri af alle disse forestillinger for at komme videre?

Sådanne spørgsmål og mange flere står på række for at indløse svar. Og imens søges der grænser indenfor næsten alle samfundets områder på måder, som er blevet indlært gennem de sidste 20 til 25 år. Det giver selvfølgelig sammenstød over alt, når dem, der føler sig fanget eller presset, søger løsninger, som lige netop passer dem, men måske ikke er i overensstemmelse med de adfærdsmåder, som samfundets sammenhængskraft er bygget op på. Men det er jo den måde at søge løsninger på, man har lært og tidligere er blevet præmieret for.

Når mange strejker for løn og bedre arbejdsforhold er det skidt og skadeligt for sammenhængskraften. Når de samme mennesker melder sig syge, fordi de ikke kan klare mosten, så er det i orden. For alle kan jo ikke være lige stærke. Men når først denne adfærd generaliseres, bliver den til et samfundsproblem, der truer sammenhængskraften. Og så må der sættes ind med regler og sanktioner. Problemet er blot, at tidspunktet kan være forpasset. At de indre modsætninger i samfundet er vokset til et punkt, hvor sammenhængskraften virkelig er svækket, og hvor yderliggjort kontrol kun medvirker til at fremme processen.

Her er vi selvfølgelig langt fra endnu. Måske kommer vi slet ikke dertil. Kan ske krisen går over i løbet af et år eller to, og at kapitalismens immunapparat viser sig langt mere sofistikeret, end dommedagsbasunerne har bekendtgjort. Så har læsionerne i sammenhængskraften tilsyneladende kun været forbigående, og de konservative kræfter kan ånde lettet op.

Men måske går det ikke sådan. Måske vil svækkelsen af sammenhængskraften vedblive med at være et problem, selv om vi for en stund skulle opleve ny økonomisk vækst. Tilliden kan jo være ganske alvorligt læderet, fordi dét vi troede eller var blevet overtalt til at tro ikke kunne ske, faktisk skete.

Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet. Det giver faktisk god mening at spørge ind til indholdet, når et begreb som samfundets sammenhængskraft bringes i anvendelse. Hvad er det, der skal hænge sammen? Hvilke kræfter skal få det til at hænge sammen? Og hvordan?

Det er vel sådan man skal gå frem for at komme den semantiske tomhed til livs, og fremgangsmåden må nødvendigvis også gælde, når det er venstrefløjen, der anvender begrebet. For den må ikke formodes at have samme opfattelse af, hvorledes et samfund skal hænge sammen som de konservative. For slet ikke at nævne måden hvorpå.