Frit valg
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. februar 2009
Denne artikel er koblet til temaet: Fra strukturreform til DONG-salg. Klik på temanavnet for at se mere

Frontløberen i Venstres og Konservatives valgkamp i 2001 var parolen om Frit Valg. Igen og igen tordnede især Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen mod bureaukratisk topstyring af samfundet og foragten overfor den almindelige borgers egen dømmekraft og myndighed.

Parolen gik rent ind hos det store flertal af borgere, og især Socialdemokraterne havde intet at stille op mod parolen. Den lod sig ikke gennemhulle, og de spage forsøg på at miskreditere især Venstres hensigter faldt på guldet. For hvem går ikke ind for frit valg?

VK regeringen holdt også ord. Knap var partierne indsat som ny regering, før den første lov om frit valg i hjemmeplejen blev vedtaget og trådte i kraft et år efter indsættelsen. Samtidig stillede regeringen befolkningen i udsigt, at der ville komme frit valg på alle serviceområder, hvor det var muligt. Nu skulle der gøres op med årtiers formynderi. Den frie borger skulle i centrum og selv have lejlighed til at beslutte, hvem der skulle levere de serviceydelser, som den enkelte havde krav på. "For hvem er bedre til at vurdere en ydelses kvalitet end borgeren selv", lød det fra statsministeren og de andre ministre.

Det hører i den forbindelse med til historiens ironi, at det var socialdemokraten Tony Blair og New Labour, der havde fostret parolen, og Socialdemokratiet i Danmark der havde formuleret en tilnærmet version i parolen, "for friere valg". Underforstået, at der allerede forekom former for frit valg. Ellers giver "friere valg" ingen mening.

Når parolen i den grad slog luften ud af Socialdemokratiet skyldes det ikke mindst det forhold, at partiet og for den sags skyld det meste af arbejderbevægelsen for det første aldrig har udviklet en afklaret forståelse af frihedsbegrebet, og for det andet på alle væsentlige spørgsmål over en periode på tyve år havde tilnærmet sig den toneangivende liberalistiske diskurs og herved accepteret påstanden om det autonome individ adskilt fra og i eksistentiel modsætning til samfundet og i anden grad i forhold til statsmagten.

Og frit valg er netop den moderne og praktiske afledning af liberalismens negative frihedsbegreb med rod i individualismens utopi om det autonome og ubundne enkeltindivid og om samfundet som aggregatet af enkeltindivider, der i princippet kan handle uafhængigt af hinanden og som naturgrundlag kun kan tage udgangspunkt i sig selv og egne interesser. I den forstand går forestillingen om frit valg også i spand med den liberale økonom Schumpeters opfattelse af demokratiets begreb; som en konkurrence mellem forskellige partier eller enkeltpersoner om at opnå flertallets gunst og støtte til at blive indsat som leder/ledere af statsmagten. Altså demokratiet som en procedure for lederudvælgelse, fordi lederen/ledernes vigtigste opgave er at sikre og håndhæve reglerne for individernes frie udfoldelsesret.

Liberalismens formelle og radikale frihedsbegreb, der aldrig har kunnet formuleres positivt i praktisk samfundspolitik, uden at blive spærret inde i et væld af begrænsninger og forbehold - hvilket i øvrigt meget prægnant fremgår af indledningen i Vestres principprogram - kunne med parolen om frit valg transformeres til et pragmatisk og operationelt politisk begreb.

Når det lader sig praktisere skyldes det, at begrebet som udgangspunkt er absurd, dvs. meningsløst, hvorfor det allerede som begreb indeholder sin egen begrænsning for overhovedet at give lidt mening. Men før vi beskæftiger os nærmere med dette forhold, er det på sin plads at indsætte parolen om frit valg i den større diskursive sammenhæng, som det lykkedes den liberalistiske offensiv at etablere fra midten af 80'erne og frem til nu.

Når liberalismens frihedsbudskab på trods af sin indlysende utopiske karakter har haft så stor og relativ modstandsfri gennemslagskraft, hænger det for en stor dels vedkommende sammen med, at velfærdsstaten og dens politiske fortalere selv bidrog til at tømme velfærdsstatens fællesskabside og deltagelsesdemokratiske aspekt for reelt indhold, i og med anerkendelsen af det individuelle konsum som vækstens drivkraft og den tilsvarende opløsning af de overvintrede organiske fællesskaber ind i statssystemets abstrakte fællesskabsopfattelse. Statssystemets beskyttelse af den enkelte borger bl.a. overfor markedet, blev til den enkelte borgers underordning statens bestemmelser og afsondring fra de andre borgere. Det skete som en gennemgående strømning i hele den institutionelle udvikling fra slutningen af 60'erne og frem til Schlüters indsættelse som regeringsleder.

Schlüterregeringernes mission var først og fremmest at indlede opgøret med velfærdsstatens formelle fællesskabsopfattelse og umyndiggørelse af borgerne ved at spille på trangen til frihed og samtidig udnytte især arbejderbevægelsens noget uklare forhold til dette begreb. Schlüterregeringerne formåede at forme den frie og myndige borger som idealfigur, som der senere kunne føres praktisk politik på. Faktisk går henvisningen til denne idealfigur - uden reel substans - som en rød tråd gennem de politiske og ideologiske debatter op gennem 80'erne og 90'erne. Indenfor næsten alle samfunds- og politikområder skulle der tages udgangspunkt i den enkelte, og hvor hensynet til helheden enten blev overladt til en overliggende moralsk drift eller imperativ eller også blev betragtet som en indbygget automatisk tendens indenfor de forestilte markedsudlignende styringsprincipper.

Således kan parolen om frit valg anskues som den logiske kulmination på næsten tyve års strid mellem forsvarerne af velfærdsstatens abstrakte fællesskab og vage frihedsforståelse og liberalisternes offensive kamp for at omsætte deres idealfigur til praktisk politik - med "den enkelte i centrum", og hvor "pengene i et og alt skulle følge borgeren", som myndigt selv skulle bestemme, hvor og hvordan de skulle gives ud.

Siden den første lov om frit valg blev vedtaget og mange erfaringer rigere lyder kritikken nu fra flere sider. Men det mest fremherskende ved kritikken er, at den næsten uden undtagelse retter sig mod konsekvenserne og ikke præmisserne, hvilket fører os tilbage til at beskæftige os med begrebets indre absurditet.

Til forskel fra den radikale eksistentialismes påstand om individets grundlæggende fordømmelse til frihed til at vælge som et særkende for det at være menneske, fremstår begrebet frit valg, hvis det generaliseres, i sin bestemmelse som uhjælpeligt modsætningsfyldt.

Friheden til at vælge som et menneskeligt grundvilkår siger intet som helst om betingelserne eller om valgets indre kvaliteter. Der udsiges ikke andet, end at mennesket til enhver tid og i enhver situation er dømt til at vælge. Som sådan ligger det ikke i begrebet, at mennesket kan vælge frit, idet begrebet alene knytter sig til valget som en mulighed, men ikke til det et givet valg handler om. Derved kan påstanden om friheden til at vælge generaliseres, fordi den enkeltes frihed i dette spørgsmål ikke begrænses af den andens.

Modsat knytter frit valg sig til det valget handler om. Det enkelte menneske kan frit vælge det ene eller det andet, hvilket betyder, at det frit kan vælge noget uden begrænsninger. Generaliseret indebærer begrebet således, at det logisk ophæver sig selv, idet den enes frie valg indskrænker den andens muligheder og ophæver dermed det frie valg som princip. Som udgangspunkt indebærer denne absurditets logik, at man enten må afstå fra at formulere friheden positivt, og i bedste fald kun abstrakt og formalt, eller også tvinges til at segmentere begrebet i konkrete områder, indenfor hvilke valgfriheden kan realiseres. Dvs. naturrettens frihedsbegreb, som er liberalismens vuggegave, indeholder i sit begreb sin egen modsætning - suverænens begrænsning af alles kamp mod alle for at hævde deres individuelle og autonome valgfrihed. Enten gennem individernes frivillige afståelse af suverænitet gennem en eller anden form for indskrænkende samfundskontrakt eller gennem despotiet.

Den første mulighed er blevet liberalismens foretrukne form, og er her under liberalismens anden store bølge blevet omsat i en form for konkurrencedemokratisk kontraktpolitik, hvor de valgte ledere indgår en snæver kontrakt med borgerne - som idealtyper - om en ganske bestemt politik. Herunder f.eks. retten til frit valg indenfor ganske bestemte områder. Det interessante i den sammenhæng er, at tyngden flyttes fra politikkens område til juraens, hvorved myten om enkeltindividet som samfundets elementarbegreb cementeres og samfundsstørrelser som grupper og klasser og i den forbindelse konfliktbegrebet udgrænses - dvs. de faktisk forekommende fænomener lukkes ude.

I sin yderste generaliserede konsekvens indebærer det den demokratiske politisk underordning under juraen både formelt og realt, især hvis kontrakterne flyttes fra politikkens grund over under civiljuraens domæne, hvor kontrakterne bliver juridisk bindende. Taget for pålydende medfører borgernes kontraktfastsatte men begrænsede frie valg samtidig en proportional indskrænkning af deres demokratiske- og parlamentariske rettigheder, i og med den politiske beslutningsret begrænses af kontraktjuraen.

Hertil kommer, at det kontraktbestemte frie valg indenfor specifikke politikområder stiller den enkelte borger i et grundlæggende modsætningsforhold til den anden, hvis samtidige hævdelse af den samme ret udgør en permanent trussel. På den måde bliver retten det fælles referencepunkt og ikke det reale fællesskab og den fælles interesse. Herved udelukkes muligheden for dialog og forhandling om indholdet af det, der er valgfrihed om. Det givne politikområde må transformeres til ensartede og regelbestemte standarder, som den enkelte borger eller grupper af borgere af gode grunde ikke kan have indflydelse på. Resultatet bliver en indlysende og barok indskrænkning af fællesskabets positive frihedsbegreb, der netop har den konkrete og profane fællesskabsinteresse og dialogen som grundbetingelse.

At hele frit valgs politikken i dens mange forskellige udformninger i praksis er behæftet med endnu flere begrænsninger har for så vidt ikke den store betydning, hvad angår den principielle problemstilling. Ikke desto mindre er det ikke uden interesse, at regeringens helt konkrete frit valgs politik intet andet betyder, end at borgerne indenfor de forskellige forvaltningsområder får tilstedt et endog stærkt begrænset frit valg af leverandører af en bestemt ydelse mod afgivelse af førstefødselsretten til indflydelse på ydelsens indhold.

F.eks. har ældre borgere med behov for hjælp ifølge loven om "frit valg indenfor personlig pleje og praktisk bistand" ingen indflydelse på den hjælp, de visiteres til. Her optræder visitatorenheden som suveræn. Det frie valg indskrænker sig til valget mellem forskellige autoriserede leverandører, som i parentes bemærket er udvalgt af samme visiterende myndighedsenhed. Konsekvensen bliver, at borgerne med det frie valg mister retten til samtale med den enkelte udøver indenfor området om, hvordan hjælpen skal være, og hvilke behov der skal imødekommes. Den offentligt ansatte og borgeren står fremmede overfor hinanden med frit valgs kontrakten imellem sig. Altså har både den frie og autonome borger og den offentlige ansatte mistet deres myndighed, da denne er blevet underordnet nogle ganske bestemte standarder, uden hvilke det frie valg af leverandører af de ensartede produkter ikke kan finde sted og valgfriheden i sin absurditet ikke reguleres.

Udbredt til de fleste offentlige sektorer i mere eller mindre konsekvent og formaliseret grad betegner regeringens frit valgs politik en transformativ bestemmelse af borgerens bevægelse fra samfundsforpligtet individ til uforpligtet og ansvarsfri markedsagent, for hvem kun kontraktens retskrav har betydning. Som sådan foregår der også med udbredelsen af det kontraktbestemte frie valg til flere og flere politikområder en gradvis indholdstømning af borgerbegrebet, idet det ikke kan begribes meningsfyldt uden reference til et fællesskabsbegreb som et gensidighedsforhold. Gensidighedsforholdet reduceres til et retsbetinget bytteforhold, der principielt ikke adskiller sig fra de gennemgående retsprincipper, der regulerer markedet og ethvert køb- og salgsforhold.

Spidsvinklet kan man sige, at frit valg ophæver medborgerbegrebet, i og med den anden forsvinder som min forudsætning og træder frem overfor mig som min evige konkurrent - som en trussel mod opfyldelsen af mine rettigheder. Således også en underordning af det positivt stillede frihedsbegreb under det negativt afgrænsende frie valg.

Men konsekvensen af fraværet af medborgerskab er borgernes forvandling fra at være bærere af den praktiske og integrative samfundsmoral til at være underlagt den statsautoriserede formelle moral, som ingen under de givne betingelser kan stå i et forpligtende forhold til. Derfor alles kamp mod alle for at hævde retten, hvor retsbevidstheden ikke rækker til omsorgen for den anden og det fælles, men kun til frygten for at miste det af retten givne - borgerens institutionaliserede prækaritet.

Således spundet ind i et net af kontrakter på alle samfundslivets områder ved det frie valgs generalisering må borgerne vinke farvel til deres demokratiske frihed og den legitime samfundskamp om samfundets praktiske politiske indretning. Men ikke nok med det, også til deres egen autonome og myndige handlen som borgere, fordi både myndigheden og autonomien er integrerede størrelser i det frivillige og levede fællesskab som grundlag for demokratibegrebets forestillinger om folkesuverænitet.

Men omdannet til generaliseret markedsagent og berøvet sin myndighed som borger til at træde ind i det demokratiske spil om samfundspolitikkens udformning er den selv samme borger på den anden side blevet gjort ansvarsfri - og ansvarsfriheden generaliseret. Her overfor kan det institutionaliserede frie valg kun sætte retten og den formale lighed som intet andet er end statsmagtens centraliserede suverænitet - som liberalismens djævlespejl.

Så når nu mange borgere i almindelighed og den politiske opposition i særdeleshed på erfaringernes slagmark gør indsigelser mod konsekvenserne af frit valgs politikken, som i bund og grund ikke er andet end en aktuel operationalisering af liberalismens frihedsutopi, pådrager især den politiske opposition sig samtidig ansvaret for det politiske og ideologiske opgør med selve liberalismens begreb. Men ikke nok med det, også ansvaret for en positiv reformulering af demokratiets frihedsbegreb, der indeholder andet og mere end retoriske og rituelle henvisninger til menneskerettighederne og demokratiet som et proceduralt anliggende.

Det bliver et i aller højeste grad praktisk politisk foretagende at gøre op med liberalismens frit valgs begreb, i og med det her i landet er lykkedes at omforme hele den offentlige sektor og borgernes selvforståelse i dette begrebs billede. Og det i en sådan grad, at det vil kræve mange tilløb og udfoldelse af stor samfundsmæssig fantasi at overskride liberalismens snævre grænser for, hvad der er muligt at tænke og beslutte, idet frygten for den anden er blevet institutionaliseret som leveform og frygten for at miste handlingens motor.

Meget kan man sige om VK regeringen, men den har i historisk perspektiv formået at sætte filosoffen Hobbes Liviathan (vore dages ministre som voldgiftsmænd) overfor det sociale demokrati. Og i en tid hvor liberalismens økonomiske utopia smuldrer under egen implosion, har oppositionen ingen fremtid, med mindre den sætter den politiske, ideologiske og kulturelle kamp for det radikale demokrati som frontløber i opgøret med det frygt-indgydende frie valg og frigør borgerne fra frihedsutopiens politiske og sociale despoti.