Om begrebet service mv. Efter en aftensamtale om det offentlige

Normalt behandler vi under rubrikken månedens begreb kun et enkelt begreb. Denne måned byder på en undtagelse, hvor hele fem begreber vil blive behandlet samtidigt. Forklaringen er den, at disse fem begreber ofte optræder side om side i de mange forskellige debatter, analyser og skrifter om udviklingen af den offentlige sektor. Og spørgsmålet er så, når nu begreberne enten optræder side om side eller anvendes i flæng, om de så også parvis betyder det samme og kan erstatte hinanden?

Jeg vil kort behandle hvert begreb hver for sig og i deres sammenhæng. Det sker med udgangspunkt i en samtale med en kollega om noget så forholdsvis uskyldigt som kompetenceudvikling og efterfølgende læsning af en bog fra Kommunernes Landsforening om økonomistyring.

Men tilbage til udgangspunktet - aftensamtalen, som afstedkom et lille brev til omtalte kollega:

"I forlængelse af vores lille snak i går aftes om kompetencer, vil jeg godt meget konkret illustrere, hvad jeg mener med, at begreber styrer tankerne og bevidstheden. og hvorfor det i den sammenhæng er vigtigt for os også at tage kampen op mod den herskende diskurs (normer for sprogbehandling, der hersker i en given tid).

Her til formiddag har jeg siddet og læst KL's nye bog: "Økonomistyring i bevægelse - udfordringer og værktøjer". En noget tyndbenet sag, men lad det være. Gennem læsningen udtog jeg tre begreber, der styrer i en bestemt retning. Det drejer sig om begreberne: service, ydelse og interessent (de anvendes gennemgående) - for herefter at gennemgå dem etymologisk (ordets betydningsmæssige rod og betydningshistorie).

Lad os begynde med begrebet service, som i dag anvendes over det hele og nu også i udstrakt grad indenfor og ikke mindst om den offentlige sektor. Ordet stammer fra det latinske ord "servitium", der betyder slaveri, som igen er afledt af ordet servus, der betyder slave. Der er beslægtet med ordet servere, der kommer fra servir lig at trælle/tjene. Altså et underordningsforhold lig et herre slave forhold, hvor sidstnævnte er uden rettigheder og betydning for, hvad der skal serveres. Angiver meget præcist forholdet mellem patricierne og slaverne i Rom og har siden vundet fodfæste i det merkantile sprogbrug om forholdet mellem salg eller servering af en bestemt ydelse/præstation.

Næste begreb er ydelse. Ordet stammer fra tysk og betyder noget i retning af; noget der sættes ind lig en bestemt præstation. Med andre ord noget helt afgrænset eller en afgrænset handling, der kan måles i omfang og effekt. Med andre ord ligger der i ordet er forholdsvis simpel og entydig sammenhæng mellem årsag og virkning uden tilbagekoblingsmekanismer. Altså det modsatte af kompleks. Ordet ydelse/præstation står i et logisk forhold til det ligeså begrænsede begreb kompetence. Dvs. en adkomst til noget, underforstået noget ganske bestemt afgrænset, der kan defineres som en ydelse.

Tredje begreb er interessent. Ordet stammer fra latin inter-esse lig sag og mellem, hvilket betyder; personlig optagethed af en sag/eller noget. Det interessante her er det første ord personlig. Altså interesse lig inter-esse lig en sag mellem noget og en person. Herefter er det historisk blevet udvidet til også at beskrive f.eks. en klasses interesser eller en gruppes interesser. Af ordet inter-esse er afledt ordet interessent, der gennem fortyskning - interessieren har fået sin nuværende betydning. Interessent betyder; partshaver/deltager i et handels- eller industriforetagende. Dvs. personlig havende økonomisk interesse.

Ved at indsætte disse tre begreber som gennemgående termer til at beskrive processer indenfor offentlig "virksomhed" (processer) opnår man at italesætte over-underordningsforhold på en bestemt måde, forholdet mellem det offentlige og borgerne på en bestemt måde, og perspektivet vendes entydigt mod individet og udgrænser det mangfoldige samfund og borgeren som indbygger i denne mangfoldighed. Derved individualiseres og afgrænses de faktiske mellemmenneskelige forhold, der ellers er den indre sammenhæng i den offentlige virkelighed. Og så kan disse "hændelser" eller summer af adfærd sættes på økonomisk begreb. Det er en sproglig forvandling, der artikulerer en ganske bestemt logik indenfor hvilken, der kun kan tænkes på en ganske bestemt måde lig en generel og overordnet ændring af de samfundsmæssige normer og rammer for, hvad der kan tales meningsfyldt om. Det vi kalder diskursændring.

Hvis vi så går skridtet videre og modstiller de ovennævnte begreber til de klassiske, som indtil for få år siden beskrev offentlig virksomhed, vil jeg trække to frem. (læg mærke til vendingen: trække to frem. Når det skrives, underforstås det altid, at noget andet lades tilbage. Og det er altid nødvendigt også at identificere og analysere, hvad der lades tilbage for at forstå det, der trækkes frem).

Vi taler om offentlig forvaltning, men sjældnere end tidligere. Ordet stammer fra gammel tysk, hvor det hed verwalten. Altså ver = for og walten = volde (hvilket referer til noget fysisk som f.eks. godser eller noget andet, som blev bestyret med magt). Det afgørende her er, at der rådes over eller bestyres noget, hvor ejendommen ikke ligger hos den udøvende, men hvor denne/de udøver ganske bestemte handlinger på vegne af nogen, der har et ejendomsforhold til det, der bestyres/forvaltes. Når vi så indsætter ordet i det sammensatte begreb offentlig forvaltning, siger vi hermed, at det, der forvaltes og den, der forvalter, er det modsatte af privat (som i øvrigt er lig begrebet idiot = den der afstår fra det fælles). Det vil sige, vi taler om, at fælles ejendom bestyres, hvor bestyreren står i et tjeneste- tillids og anerkendelsesforhold til det fælles, fra hvilket han/hun/den/de er blevet betroet forvaltningen. Med andre ord det stik modsatte forhold af det, der gemmer sig under begrebet service eller servere eller det afledte servil, som betyder underdanig.

I forhold til begrebet ydelse - og i modsætning hertil - finder vi i styrelsesloven begrebet opgaveløsning. Opgave kommer af det tyske ord aufgabe, der betyder; hvad man får opgivet, meget lig ordet opdrag som igen er meget lig ordet formål. Altså det, der står over og kommer før målene. Dvs. det, der som udgangspunkt begrunder målene, hvor målene på denne måde er en konkretisering og handlingsorienteret omformning af det komplicerede for - mål. Men som på denne måde også altid skal sam - svare med motiverne bag målene, altså for-målet eller opgaven. Det viser så logisk hen til for - valtning, hvor man også tidligere sagde, at den offentlige for - valtning skulle løse ganske bestemte op - gaver, som forvaltningen blev givet (i opdrag) af dem, der forvaltedes for - dvs. det fælles. Udgangspunktet er logisk det fælles. Det er her motiverne - for - målene - har deres oprindelse, og det er i kampen om at definere for-målene, at al politik har sit udspring. Derfor er opgaveforvaltning altid en politisk proces, hvor dem, der forvalter, både står i et tjenesteforhold og i et tillids/anerkendelsesforhold til det fælles - udtrykt i en politisk vilje.

Som det fremgår, retter de begreber, vi nu diskursivt er ved at erstatte med nogle andre, sig entydigt mod det fælles og gensidige anerkendelsesforhold, som ubetinget står i modsætning til det individuelle servile forhold. Men netop fordi ændringen er diskursiv, betyder det også, at der opbygges nye rammer for, hvad der kan tænkes og meningsfyldt udtrykkes og dermed også for, hvilke interesser der meningsfyldt og legitimt kan føres ind i det offentlige rum og gøres til genstand for kamp eller kommunikation (communicare = at gøre fælles). Af samme grund indeholder den politiske kamp og klassernes kamp altid en central dimension, vi kan kalde "kampen om definitionsmagten".

Hvis vi så går lidt videre og drager nogle ganske foreløbige og meget summariske konklusioner, bliver det til, at:

• Når forvalting af opgaver bliver til servering af ydelser, mister begrebet MED-bestemmelse sin indre mening. Det bliver til et udvendigt formbegreb, der regulerer en given adfærd gennem ganske bestemte procedurer for optræden - træden-op. Slaver har ikke MED-bestemmelse. Aller højst reguleret indsigelsesret.
• Når forvaltning af opgaver bliver til servering af ydelser mister begrebet demokrati sin indre mening som folkets - styre og bliver til et udvendigt formbegreb for en ganske bestemte måde at udpege de instanser, der skal regulere rammerne for privat handlen. Valget af de politikere, der skal frembringe den forventede servering af ydelser. Det var sådan den ultra liberale økonom Schumpeter valgte at definere demokrati - en konkurrence mellem forskellige partier og enkeltpersoner om, hvem der skulle tildeles retten til at styre på folkets vegne, hvor folket er atomiseret til summen af enkeltindivider (en moderne udgave af Hoppes Leviathan). Det adskiller sig ikke radikalt fra definitionen af en bestyrelse i en virksomhed, hvor dennes sammen-sætning udformes som resultatet af en konkurrence om, hvem der skal udstyres med retten til at servicere de forud - gående interessenter/parthavere.

I konsekvens heraf kan vi som kritisk opposition heller ikke adskille kampen for en offentlig for-valtning af offentlige op-gaver (op-drag) fra kampen for en ganske bestemt demokratiopfattelse, som radikalt adskiller sig fra den liberale drøm om et konkurrencedemokrati. Ligeså vel som vi ikke kan undfly os forpligtelsen til at tage kampen om definitionsmagten op. For når man har serveret ydelser for interessenterne længe nok, bliver man en slavesjæl, der enten stumt og dumpt hader sin herre i magtesløshed eller ophøjer ham til det urørliges stedfortræder og underkaster sig samtidig med, at friheden - den illusoriske forestilling om ikke-afhængighed - søges i det private, dér hvor idioterne altid putter sig, når kampen for det fælles kræver ofre".