Hegemoni – et tveægget begreb
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. oktober 2008

Efter at have levet en tilbagetrukket tilværelse i flere årtier optræder begrebet hegemoni nu igen især indenfor den geopolitiske litteratur. Men også i de mange aktuelle økonomiske værker om udviklingen på verdensmarkedet. Det drejer sig selvfølgelig om beskrivelsen af USA som hegemon, eller som enestående supermagt, hvis hele indflydelse lægger sig tungt og bestemmende ned over hele globaliseringsprocessen.

I de sidste år er flere kendte og især amerikanske forskere dog begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det amerikanske hegemoni, og endnu flere har indledt en diskussion om de tektoniske ændringer på verdensmarkedet og i geopolitikken, der kan være indledningen til opløsningen af pax americana.

Derimod har begrebet stort set været fraværende i samfundsdebatten bortset fra nogle få forskere, der har karakteriseret liberalismens politiske og tænkningsmæssige styrke og udbredelse gennem to årtier som et ideologisk hegemoni.

Imidlertid er anvendelsen af begrebet ikke helt problemfrit, i og med begrebet i sig selv er tveægget. Det gør begrebets indre konsistens noget flydende, som forstærkes af, at det i dag anvendes som betegnelse for både dominansforhold, herredømme og egentlig ledelse. Til trods for, at der er afgørende og principielle forskelle på eksempelvis dominans og ledelse.

Vi kan således have god gavn af at gå tilbage til ordets oprindelse og udspring for at få en forståelse af begrebets egne indre spændinger, som både gør det meget kompliceret og anvendeligt på en og samme tid, for så vidt der tages behørigt hensyn til begrebets indre dialektiske spænding.

Hegemoni kommer af det græske hegemonia, der betyder anførsel eller ledelse. Det er her interessant at bemærke, at det i de fleste ordbøger og leksika ofte sidestilles med herredømme eller endog overherredømme. Men hegmonia viser hen til hegemonai, som betyder; "jeg viser vej", der igen hænger sammen med hegemonikon. En grundlæggende måde at anskue verden og mennesket på, som bevidsthedens førsterang over alle andre menneskelige aktiviteter. En art menneskelig universalstofskifte med bevidstheden som hovedenzym.

Heroverfor står herredømme og dominans som entydige magtbegreber, der i sig selv beskriver et over-underordningsforhold, og som har spillet en meget central rolle i vestlig filosofi - især indenfor politisk filosofi og senere i samfundsvidenskaberne.

Men rent historisk adskiller begrebet hegemoni sig radikalt fra dets senere fortolkning og ligeså afgørende fra dets sidestilling med begrebet dominans. Begrebet betegnede en ganske bestemt forbindelse i de oldgræske bystaters alliance, hvor det fastsattes, hvilken en af bystaterne, der skulle lede alliancen bl.a. i krig. Efterhånden udstraktes begrebet til at få universel betydning indenfor den givne alliance. Det afgørende i denne sammenhæng er dog, at hegemonen blev udpeget/fastsat som den første blandt ligemænd.

Heri lå selvfølgelig også risikoen indbygget for, at hegemonen ville benytte sig af sin ledende rolle ikke bare på krigsskuepladsen men også af sin ledende rolle indenfor handel, produktion og kultur til at pleje særinteresse. Med andre ord ligger der i begrebet indbygget en indre spænding mellem det almene/universelle og det særegne/særinteresser - også således den skjulte magtdimension.

Faktisk skete det i flere historiske perioder i de oldgræske bystatssamfund, at hegemonen ikke begrænsede sig til at optræde som den første blandt ligemænd, men direkte udnyttede sin stilling til at tvinge flere af de bystater, der indgik i alliancen, ind under sin dominans. Dermed forbrød hegemonen sig som noget væsentligt imod alliancernes egentlige formål og måtte i konsekvens heraf ty til direkte herredømme og holde alliancen sammen med magt. En radikal ændring, hvor den pågældende bystats særinteresser ikke længere fremstod som eller inkarnerede almeninteressen.

Hegemoni blev afløst af arche, der henviser direkte til herredømme. Grækerne sondrede således mellem ledelse og herredømme, men var samtidig bevidste om risikoen for, at den første blandt ligemænd skulle tiltvinge sig herrelignende status med efterfølgende formel legitimering af denne status som et egentlig herredømme. Det blev ikke anskuet som hegemoni.

I denne dobbelthed ligger også spændingerne mellem de formelle juridiske forhold og den mere uformelle og vanskeligt håndgribelige mentalitetsændring gennem folkelig internalisering af de nye herredømmeforhold, der således kan fremstå som hegemoni.

Desværre er dette indre spændingsforhold næsten gået helt tabt i den moderne anvendelse af begrebet. I hvert fald når begrebet anvendes i økonomiske og geopolitiske sammenhænge. Det har eksempelvis været tilfældet, når begrebet er blevet anvendt til at beskrive USA førerstilling både indenfor det kapitalistiske statssystem efter 1945 og indenfor den samlede globaliseringproces efter 1989.

Problemet i at se bort fra begrebets dobbelthed kan være, at man derved skygger for de indre spændinger, der knyttet til f.eks. USA's ledelse og dominans og ikke mindst spændinger mellem forskellige sider og elementer indenfor det samlede hegemoni. Eksempelvis de konstante spændinger og konflikter mellem accepten af den amerikansk definerede verdensorden på den ene side og modviljen mod at acceptere amerikansk kultur og tænkemåde på den anden side. Faktisk har USA kun i få relativt korte perioder mellem 1945 og 2008 "vist vejen". Men som økonomisk stormagt og med sin militære overlegenhed har USA domineret den vestlige verden og udfoldet sit herredømme - uden at være hegemon. Selv under den "kolde krig" var hegemoniet begrænset og i de sidste år alene defineret ved en negativ afgrænsning overfor "ondskabens imperium".

Bl.a. har der helt tilbage til 1944 hersket stærke ideologiske og teoretiske modsætninger mellem USA's og Europas fortolkning af så centrale hegemonibegreber som; demokrati og menneskerettigheder. Først efter Sovjets sammenbrud bliver de amerikanske fortolkninger gældende og internaliseret i det politiske liv over det meste af verden. Men allerede nu ganske få efter kulminationen med invasionen af Irak er det under belejring og i realiteten i indre opløsning.

Krigen mod terror, krigen i Irak og Afghanistan, det amerikanske samfunds utilslørede dræn af verdens værdier og dødvægt på verdensøkonomien osv. har bevirket, at USA i dag for flere og flere ledere og folkemasser rundt om i verden fremstår som dét forhadte herredømme, der hver gang de ledende politikere, erhvervsfolk eller analytikere siger "vi", mener sig selv. Det er blevet åbenlyst for de fleste - selv europæiske borgere, at USA ikke længere repræsenterer almeninteressen og alles fremskridt, men konsekvent sætter særinteresser i centrum - som en reaktionær kraft.

I det hele taget er de særdeles grundfæstede tankesystemer og måder at anskue hele verden på, som den amerikanske dominans udgår fra og bygger videre på - eurocentrismen - i disse årtier inde i nogle indre opløsningsprocesser, hvis omfang og konsekvenser, det kræver umådelig fantasi at tænke igennem. Mange kan godt forestille sig en fremtid med sammensmeltningen af forskellige kulturer og tankesystemer som f.eks. optagelse af flere elementer af asiatisk filosofi og samfundstænkning i den traditionelle eurocentriske tankeverden. Men det falder unægtelig vanskeligt at forestille sig et gennemgribende hegemoniskifte, hvor asiatiske normer og kultur opnår en så uimodståelig status, at de internaliseres i eksempelvis de europæiske samfund for slet ikke at tale om det amerikanske.

Ikke desto mindre bærer fremvæksten af det utilslørede herredømme som udløber af hegemoniet og som erstattende dette - dvs. arche i sig varslet om et historisk sammenbrud for et bestemt magtsystem og indvarslingen af et nyt hegemoni, selv om det i den sandsynligvis langstrakte og komplekse sammenbrudsperiode kan være næsten umuligt at få greb om konturerne af nybruddet.

Et af de mest fremtrædende elementer i det kortvarige amerikanske hegemoni har været reaktualiseringen af liberalismens verdens- og menneskefortolkning, der i dens velmagtsdage i 90'erne strakte sig så vidt som til at erklære den historiske udvikling for fuldbragt med universaliseringen af kapitalismen, det liberale demokrati og menneskerettigheder. Vel at mærke i amerikansk fortolkning.

I næsten to årtier har de liberalistiske grundantagelser om menneskets og verdens natur stået uimodsagt i og med kommunismens sammenbrud i Øst og socialdemokratismens kapitulation overfor netop den liberalistiske måde at tænke menneske og samfund på. Og på alle måder og på alle områder er liberalismen trængt ind som tænkemåde - ikke som bestemt afgrænset tænkeform - men som tænkemåde.

I den sammenhæng har der udspillet sig et nøje sammenfald mellem USA's kortvarige hegemoni og de herskende klassers klassehegemoni artikuleret i liberalismens forståelseshorisont uanset hvilket område, den blev lagt ned over. Selv om modstanden i større eller mindre dele af befolkningerne både har været sejlivet og dybere end antaget ud fra bevægelsernes gennemslag på samfundspolitikkens overflade, har samme modstand først og fremmest været rettet mod den liberalistiske bølges konsekvenser og næret af en følelsesmæssig forladthedsoplevelse ved tabet af det fælles - det fælles menneskelige. En generaliseret fremmedgørelse overfor en verden, som er blevet umenneskelig i den forstand, at den som universel globalisering træder op overfor enkeltindividet som en fremmed magt af ikke menneskelige dimensioner - som yderliggjort lovmæssighed i sig selv. Ikke som en hegemon - men som ikke menneskeligt herredømme.

Men som revolutioner, der hurtigt mister deres hegemoniske status ved at "æde sine egne børn", og forvandler sig til arche, er liberalismen på lignende måde ved at aflive sine hegemoniske repræsentationer (børn) som frihed, lighed, menneskerettighed og alles ret til fremgang og velstand. Disse gloværdige mål, der skulle fuldendes med den liberale kapitalismes sejrsgang og det endelige opgør med en hver form for statssocialistisk og tvangssolidaritet, er ved at miste deres universelle attraktion. Dels fordi konsekvenserne fremtræder som ubærlige - fællesskabsopløsningen er smertefuld - og dels fordi særinteresserne på alle områder har vist sig som de egentlige herrer, og det almene som deres tjenere.

På ganske få år er der under overfladen foregået markante forskydningsprocesser i styrkeforholdene på verdensmarkedet og indenfor de kapitalistiske liberale demokratier, der har sat de værdier og tankesystemer, der hidtil har karakteriseret det amerikanske hegemoni på verdensmarkedet og de herskende klassers næsten ubegrænsede indflydelse på samfundslivet under pres. Deres forklaringsmodeller, verdenssyn og menneskesyn har mistet i fortolknings- og forklaringskraft - afstanden til hverdagslivet er ved at blive for stor. Tag f.eks. blot den seneste finanskrise, hvor de herskende klasser og deres teoretikere over alt i den vestlige verden har måttet fravige deres egne ideologiske kanoner blot for at redde kapitalismen og deres egen magt og dominans.

Men konsekvenserne kan blive følelige og af radikale dimensioner både på verdensmarkedet og for de herskende klassers indflydelse på samfundslivet indenfor de enkelte nationalstater. Når finanskapitalen skal reddes gennem statslig socialhjælp, når et statsstyret og ufrit kapitalistisk samfund som det kinesiske med enorme kapitaltilførsler skal gøre det muligt for den amerikanske regering at stoppe spekulationsbølgen, og når de liberalistiske samfund i opløsning skal holdes sammen af statsstyrede og statssanktionerede fællesskabsforpligtelser - ja så er de processer sat i omløb, hvor hegemoniet gradvist ophører med at være hegemoni som en positiv kraft, og hvor dominansen/herredømmet både bliver manifest og utålelig på en og samme tid.

Det afgørende nye i de samfundstektoniske processer, der udfolder sig, er, at USA's og liberalismens historisk relativt kortvarige hegemoni har generaliseret kapitalismens indre umenneskelighed i en sådan grad, at konflikterne frem over ikke længere vil kunne begrænses til arbejderklassens interessekamp mod social ulighed og udsathed og de undertrykte massers kamp for overlevelse. Ejheller til en geopolitisk og økonomisk kamp om et nyt kapitalistisk hegemoni.

Forklaringen skal findes i det forhold, at liberalismens sejrsgang som universel fortolker af både menneskets og samfundets natur og historie har sat kapitalismens prekære livsbetingelser på spidsen og i konsekvens heraf generaliseret den potentielle modstand i et sådant omfang, at den i dag og fremover må overskride den politisk økonomis rammer og udfolde sig som et langstrakt og kompliceret opgør om en ny verdensfortolkning - et nyt hegemoni.

Et opgør med homo economicus i både dets liberalistiske og socialistiske verdensfortolkning. Et opgør, hvor nogen skal lede på vej som de første blandt ligemænd! En kompetence og en grundlagsorientering som de socialistiske partier stadig har til gode at udvikle, nu hvor liberalismen har ført opgøret med den socialistiske økonomisme til ende - og sejret sig halvt ihjel.