Ansvar – modsvar
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 01. september 2008

En historisk periode - kort eller lang - kendetegnes ofte af en række meget frem-trædende begreber, der mere end nogen andre reflekterer deres tid.

For tiden kan man næsten ikke læse en bog, artikel eller se TV og høre interviews, uden at ordet ansvar eller ansvarlighed optræder. I idrætsverdenen tager udøverne ansvar. Ofte synonymt med at de tager sig sammen. I den lidt mere alvorlige ende sætter politikerne økonomisk ansvarlighed over alt andet, og de samme politikere skoser borgerne for at tage for meget for givet uden at vise ansvarlighed overfor samfundet.

Selv om ansvar henviser til et bestemt forhold - en relation af en eller anden beskaffenhed - er det kendetegnende, at begrebet i de ovenfor nævnte eksempler og i massevis af andre ikke henviser til et meget bestemt forhold eller til et objekt, der er præcist defineret og konkret. Det får som konsekvens, at de mange udsagn om ansvar ofte får noget ganske knugende og truende over sig, for det ligger i de uudtalte medbetydninger. Her gemmer der sig også betydninger som underordning, tilpasning, pligtforhold i ensidige magtrelationer, fordi ansvarsrelationen ofte kun udpeger den ansvarspådragende konkret men ikke det eller dem, ansvaret er rettet i mod.

Men hvad betyder ansvar egentlig. Ordet kan opdeles i en forstavelse og i roden "svar". "An" er en præfiks, hvis egentlige betydning er "mod" eller "imod". An-svar betyder oprindeligt mod-svar. At svare på et spørgsmål, en forventning, et krav mv. Et svar på en beskyldning eller en redegørelse for en bestemt handling. Men som det fremgår her - et svar på noget ganske bestemt. Moralsk ansvar er med andre ord handlinger og ytringer, der kan redegøres for i overensstemmelse med en kendt moral - osv.

Selvfølgelig har ordet ansvar udviklet sig med tiden og er næsten blevet synonymt med ordet forpligtethed. Men det fremherskende træk i dag er som sagt, at anvendelsen af ordet ansvar oftest henviser til noget abstrakt, som en eller flere skal mod-svare - stå i et ansvarsforhold til.

Lad os prøve at belyse det ved nogle få meget aktuelle eksempler, der også giver et fingerpeg om konsekvenserne af, at ordet bruges på denne måde.

På Socialdemokratiets sidste kongres i efteråret 2007 påpegede partiformanden i sin beretning, at Socialdemokratiet selvfølgelig ville kæmpe for velfærden i Danmark, men at økonomisk ansvarlighed gik forud for alt andet. Underforstået økonomien har ganske bestemte krav til os, anråber os på en bestemt måde eller stille visse forventninger. Dem må vi modsvare - vise ansvar overfor.

Det interessante her er, at partiformanden henviser til økonomien eller samfundsøkonomien, om man vil, som om det er en veldefineret størrelse, som partiet på vegne af medlemmer og vælgere skal stå i et ansvarsforhold til. Dvs. økonomien subjektiveres til et selvstændigt handlende subjekt, der kan stille krav eller forventninger til den anden - i dette tilfælde Socialdemokratiet. Stillet op på denne måde bliver udsagnet indlysende nonsens. Man vil derfor også svare igen og henvise til den dybere mening med passagen, hvilket angiveligt har været følgende; "hvis vi (Socialdemokratiet) ikke sørger for en sund samfundsøkonomi, kan det komme til at gå ud over mange borgere". Herved er det ledende subjekt blevet Socialdemokratiet og økonomien afledt.

Hvorfor sagde den Socialdemokratiske formand så ikke bare det? Fordi hun så ville have gjort sig ansvarspådragende overfor vælgerne og vedkendt sig sin mulighed for både at definere økonomien og styre den netop som konsekvens af, at økonomi kun er et andet ord for, hvorledes rigdommen skabes og fordeles under ganske bestemte sociale relationer. Derved ville hun ikke kunne fremstille økonomien som noget, der lever sit eget liv og står uden for reel menneskelig indgriben. Med andre ord ville økonomien have mistet sin sakrale karakter og Socialdemokratiet sit deraf afledte underordningsforhold. I stedet ville partiet skulle have formuleret sin forpligtethed overfor vælgerne og forklare, hvorfor deres behov kommer i anden række. Ansvarsrelationen ville være blevet til en gensidighedsrelation mellem et konkret parti og en konkret vælgermasse - og ikke som i det nævnte tilfælde betegnende for et konkret partis underordningsforhold til en ganske bestemt type økonomisk politik fremstillet som et abstraktum.

På den måde lykkedes det Socialdemokratiets formand at gøre sig ansvarsfri overfor medlemmerne og vælgerne og underkaste sig en ganske bestemt økonomisk konstruktion - kapitalismen - der åbenbart står i modsætning til den velfærdspolitik, Socialdemokratiet ellers gerne ville føre.

Nu kunne man mene, at Socialdemokratiets formand bevidst manipulerede med kongressen. Sådan forholder det sig nok ikke. Formanden har blot overtaget grundkernen i den liberalistiske samfunds- og menneskeopfattelse, hvor alle andre menneskelige fænomener er underlagt kapitalismens logik, fordi denne ifølge liberalisterne afspejler menneskets egentlige væsen og historiske drift. Og at det ikke bare er Socialdemokratiets formand, der manipulerer, bekræftes ved, at flere og flere centrale socialdemokratiske og socialistiske politikere har taget vendingen til sig i en eller anden form.

Et andet eksempel på den moderne anvendelse af ordet ansvar finder man meget ofte i regeringens beskrivelse af sine målsætninger for den offentlige sektor og i managementlitteraturen. Man gør meget ud af, at ansvaret skal decentraliseres for at øge medarbejdernes engagement i opgaveudførelsen. Det er så op til det eller de centrale led at formulere en række mål og krav, som de ansatte skal stå i et ansvarsforhold til - som de skal mod-svare.

Men de offentligt ansatte ude i yderste led skal jo udføre opgaver for nogen. Der er både nogle ordregivere og nogle modtagere. I forhold til hvem går relationslinjerne egentlig. Ikke til nogen af parterne. Mod-svars forholdet går alene i forhold til de mål og krav, der er udformet i nogle standarder, som ikke kan være andet end gennemsnitsstørrelser. Med andre ord abstrakte størrelser. For gennemsnitte findes ikke.

Som i tilfældet med Socialdemokratiets formand på kongressen anvendes begrebet ansvar som et forhold mellem et veldefineret subjekt - en bestemt gruppe offentligt ansatte - og en abstrakt størrelse, gennemsnitsmål og krav. Herved mister modtagerne, der som oftest er borgere, muligheden for at etablere konkrete og forpligtende relationer med dem, der skal tjene dem, og politikerne og de øverste administrative led fritages for konkret ansvar og gensidighed i forhold opgavens udførelse, idet ansvaret jo ensidigt er placeret hos udførerne i forhold til gennemsnitsstørrelsen.

Men herved bliver de offentligt ansatte i virkeligheden også ansvarsfri, fordi det, der betegnes ansvar, i virkeligheden er et ensidigt underordningsforhold i forhold til en principal - ikke væsensforskelligt fra egentlig underkastelse.

Hvis vi så vender hele forholdet 180 grader og ser det samme forhold fra borgernes side, får vi et tredje eksempel på, hvorledes den pragmatiske anvendelse af ordet ansvar i dag tjener til at fordreje de faktiske forhold - opløsningen af gensidighedsrelationer og disses erstatning af ensidige magtforhold.

Det er på det sidste blevet meget populært at indlede debatartikler især fra politikerne på Christiansborg med vendinger som den følgende: "Nu skal dem, der har deres på det tørre jo ikke vedblive med at opfatte det offentlige som "et tag selv bord". Borgerne har absolut også et ansvar overfor samfundet og det offentlige".

Men er "det offentlige" og "samfundet" ikke borgerne. Og bestemte offentlige institutioner mv. et resultat af de mange borgeres vilje? Ikke længere. Både samfund og offentlig sektor er blevet gjort til abstraktioner, hvis grænser det kun er beskåret en ganske beskeden gruppe mennesker at definere. Gensidigheden i relationen er med andre ord ophævet og dermed inter-essen - altså mellem værendet.

Det "offentlige" er blevet selvstændiggjort og over en lang periode på ca. 20 år omdefineret til en "servicevirksomhed", der skal levere serviceydelser til borgerne. Men så er der jo ikke længere nogen borgere i klassisk demokratisk forstand, for det mellem-værende og det gensidige er ophævet og erstattet af et bruger/modtager forhold, hvilket er noget radikalt andet.

Vi har altså den spøjse situation, at politikerne påkalder borgerne deres ansvarsforhold overfor det offentlige, selv om det offentlige er omdannet til en serviceenhed og borgerne til brugere/modtagere. Altså til en yder og en nyder.
Herved har vi nået den højeste form for indholdsløs abstraktion, hvor to størrelser, der er noget andet, end det de betegnes som, forestilles at skulle stå i et konkret ansvarsforhold - modsvarsforhold til hinanden.

Politikerne lover ganske bestemte standarder for service/ydelsen. Brugerne kræver selvfølgelig at modtage den forventede ydelse som i enhver anden markedsorienteret transaktion. Men det ville være absurd at tale om ansvarlighed i en sådan kontekst. Brugeren eller forbrugeren har hverken et ansvarsforhold overfor sælgeren eller andre købere. Og sælgeren er kun af hensyn til sine private interesser forpligtet i at leve op til de opstillede standarder, som krumtappen i transaktionen. Man har med andre ord gennemført et politisk formskifte i landet, hvor både serviceudbydere og servicemodtagere er blevet gjort ansvarsfrie, hvilket har nogle konsekvenser, som er ganske vanskelige at håndtere. Det kan være medvirkende årsag til, at ordet ansvar nu optræder mere og mere enten som besværgelse eller som trussel, altså som et centralt element i udøvelsen af de ændrede magtrelationer, der følger af transformationen af et gensidigt inter-esseforhold til simple servicetransaktioner.

Tilbage står så selve udøverne af den offentlige service berøvet alle gensidighedsrelationer både indad til og overfor borgerne, fordi de ikke længere skal forvalte borgerne inter-esser, men alene udføre service i forhold til givne standarder, som de ikke har et ansvarsfold til, men alene er underlagt.

De tre beskrevne eksempler hænger selvfølgelig sammen og tegner et ganske bestemt billede af ansvarstilstanden i det officielle samfundsliv.

Ansvarsforholdet i hverdagslivet mellem mennesker udenfor det offentlige rum er ikke behandlet her. Det lever øjensynligt i bedste velgående, der hvor der stadig hersker robuste gensidighedsrelationer, som konkrete relationer mellem ganske konkrete mennesker. Men her taler man ikke så meget om det.

Det gør man til gengæld i det offentlige rum. Og som ved flere andre tidstypiske ord er vi vidne til det paradoks, at jo mere disse ord anvendes, desto mindre reel betydning har de i praksis. Vi taler mere og mere om eksempelvis kvalitet samtidig med, at oplevelsen af en udtynding af samme spreder sig. Der tales i et væk om øget fleksibilitet og innovation samtidig med, at udøverne spændes ind i stadigt mere snærende formkrav, som stimulerer bureaukratisk tænkning og henviser innovationen til managementsbøgernes virtuelle drømmerier, fordi frygten for arbitrær ansvarspådragelse - udsathed - meget naturligt stimulerer til risikoaversion. Og det kommer der ikke megen nytænkning ud af.

Eller sagt på en anden måde. Når man opløser borgernes reelle mellemværender og deraf gensidighedsrelationer i formelle formrelationer og ansvarsforhold til abstrakte størrelser, som de ingen indflydelse har på, ændrer ansvarsforholdet sig til et ensidigt underordningsforhold, og så tror da fanden at flere og flere gør som det passer dem uden hensyntagen til fællesskabet. For det eksisterer jo ikke. Det har de samme politikere og meningsdannere, der i dag hævder ansvarlighedens primat, selv målrettet arbejdet på at opløse alt ud i den aggregerede egennytte.

Ansvar og ansvarlighed forudsætter mellemværender. Men der kan ikke være mellemværender, hvor der kun optræder selv-tilstrækkelige individer som udgangspunktet for al virkeligt. Hvis individet er det suveræne udgangspunkt - virkelighedens kerne - er det barokt samtidig at stille krav om den enkeltes gøren rede for egne handlinger.

Heraf udleder jeg, at hvis ansvarsrelationer skal betragtes som andet en eufemismer for ganske bestemte underordningsrelationer, forudsætter det, at borgerne sætter sig igennem for et tilbageerobre deres samfundsborgerlighed med indbyrdes forpligtende gensidighedsrelationer. Først da bliver det meningsfyldt at tale om ansvarlighed i samfundsrummet - dvs. når folket har genetableret deres suveræne styre, og statssystemet igen er blevet til forvaltning og frigjort fra funktionen og rollen som serviceleverandør.

Eller for at afslutte med en spidsformulering. Det giver ikke mening at tale om ansvar i det offentlige rum, med mindre det sker i et principielt opgør med liberalismens samfunds- og menneskesyn, idet det alene refererer til abstrakte formstørrelser som juridisk ramme om kapitalismens økonomi og privatpersoners egeninteresse. Af samme grund har det aldrig været den liberalistiske filosofis fortjeneste at omsætte trikoloren; lighed-frihed-broderskab til praktisk samfundspolitik. Fordi netop denne trikolore repræsenterer ansvarsrelationen som en konkret gensidighedsrelation - som et forpligtende mellem-værende.