Klassifikation
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 02. juni 2008

Clarification, som ikke bruges meget i det danske sprog, betyder at klargøre. At gøre noget klart, hvilket er i familie med begrebet klassificere, der kommer af det latinske facere (gøre) og classis (afdeling). At ordne noget ved at placere det i en afdeling.

Dvs. at ordne noget ved at anbringe det i klasser, kategorier eller afdelinger. Det er det, der foregår, når man klassificerer og derved klargør noget. Man finder gennem mange analyser og iagttagelser frem til en række betydende fællestræk, som på den ene side forbinder forskellige fænomener og på den anden side adskiller dem fra andre. Hvor disse så kan ordnes i andre afdelinger, klasser eller kategorier, alt efter de opstillede inddelingskriterier, der oftest er defineret ved en eller anden grad gentagelse og regelmæssighed. Som et grundtræk, der måske umiddelbart ikke kan ses og faktiske kun kan defineres gennem fremtrædelsesformernes regelmæssighed og rekurrens. F.eks. ved klassificeringen af insekter, fugle, pattedyr osv. og igen deres underopdeling.

Men fælles for klassificeringerne i hovedklasser er, at klasseinddelingen er horisontal, hvorimod den videregående opdeling er vertikal.

Fremgangsmåden er klassisk og har i udpræget grad været anvendt til at få styr på naturens mangfoldighed i ønsket om overskuelighed som grundlag for menneskelig handlen. Således er ordnende aktivitet et universelt menneskeligt væsenstræk som forudsætning for dets evige pro-jektering af sin tilværelse - dets praxis.

Næppe mange vil være uenig i, at det hovedsageligt er måden, hvorpå mennesket op igennem historien har arbejdet i sit indgreb med naturen for at få styr på denne og planlægge de næste skridt. Man kan være uenig i klassificeringskriterierne, og de har også været under konstant udvikling indenfor de forskellige forskningsfelter og indenfor dagliglivets klargørende handlinger.

Indenfor historie- og socialforskningen forholder det sig dog en kende anderledes. Her har der især efter 2. verdenskrig været en udbredt trang til ikke at ville klassificere i hovedklasser, fordi selve begrebet, når det handler om samfundsteori, har nogle konnotationer, der stikker af fra de fremherskende ligevægtsteorier, som f.eks. liberal essentialisme og den fremherskende formelle definition af lighedsbegrebet. Sådan har det ikke altid forholdt sig i samfundsforskningen, men tendensen vokser tilsvarende med, at selve klassedelingen bliver en historisk fremtrædende problematik (tematiseret problemkompleks) og en udfordring til den herskende opfattelse af grundlaget for det værendes stabilitet.

Faktisk bliver klassespørgsmålet først til problematik i og med det borgerlige revolutionære opgør med enevælden og det feudalt hierarkiske samfundsgrundlag. Først parolen om frihed-lighed-broderskab gør den praktiske ulighed til et problem. For hvordan klassificere de store samfundsgrupper, der i princippet er lige, og dog lever under så forskellige livsvilkår? Og hvordan forklare uligheden som et notorisk samfundsproblem, når ligheden og friheden er udgangspunktet og legitimerede opgøret med feudaltidens guddommeligt indstiftede standshierarki?

I kapitalismens historie er der forsøgt mange forklaringer på ovennævnte problematik. Men i alt væsentligt kan analyserne og forklaringerne indsnævres til to hovedtendenser. Den ene tendens, som er den mest fremtrædende og anerkendte, har overført feudaltidens nedarvede klassificeringsmetodik og stratificeret de forskellige samfundsgrupper enten det så har været i form af begreber som "overklasse" og "underklasse" eller indkomstgrupper mv. Kendetegnende for denne klassificeringsmetode er, at den nødvendigvis ikke i et dynamisk kapitalistisk samfund kan bygge på de samme stabile og indstiftede klassificeringskriterier, som var gældende i feudaltiden. Der gør sig derfor det forhold gældende, at kriterierne for det meste er inkonsistente og mangler tilstrækkelig regularitet. Til gengæld danner metoden grundlag for det liberale maxime om social mobilitet.

Heroverfor har der stået en anden tendens primært formuleret af Karl Marx. Han anerkendte fuldt ud den liberale påstand om den frie borger, men satte herefter friheds- og lighedsbegrebet ind i den sammenhæng, der er bestemmende for det borgerlige samfunds grundkarakter - kapitalforholdet. Herved nåede han frem til, at der overfor hinanden stod to hovedklasser, der både var hinandens modsætning og forudsætning. Marx's klassifikation af samfundsborgerne i bestemte klasser var således en horisontal klassificering og ikke vertikal som ved stratificeringsmetoden. Småborgerskabet og bønderne opfattede han som klasser, der med kapitalismens udvikling logisk ville blive opløst i de to hovedklasser.

For Marx måtte klassekriterierne således tage deres udgangspunkt i og defineres ved produktionsrelationerne, fordi disse efter hans analyse bestemte det kapitalistiske grundforholds regularitet og også var bestemmende for samfundets cirkulations- og fordelingsforhold. Hvordan medlemmerne af de forskellige klasser så ud, hvordan de opførte sig, deres indbyrdes forskelligheder mv. var i den sammenhæng underordnet. Hovedopgaven var at finde de forhold, der definerede de bestemmende fællestræk, og hvad der på den anden side adskilte dem fra hinanden som repræsentanter for forskellige grundlæggende funktioner i den kapitalistiske produktionsproces.

Det var væsentligt at få præciseret, at fordelingskriterier og markedsrelationer kan ændre sig konstant dels af konjunkturelle årsager, dels på grund af de evige fordelingskampe og dels som følge af historiske kompromiser, men at disse til enhver tid var underordnet de kapitalistiske produktionsrelationers fortsatte eksistens.

Ligeså vigtigt at få præciseret bliver i den forbindelse, at klassebegrebet ud fra de overstående betragtninger rent videnskabsteoretisk skal klassificeres som et abstrakt ordningsbegreb/kategori, som aldrig kan blive identisk med den måde, hvorpå medlemmerne i de respektive klasse former deres tilværelse og indgår i konkrete empiriske interesse- og modsætningsforhold til hinanden.

Som ordningsbegreb må klassebegrebet modificeres og vídereudvikles i takt med, at den kapitalistiske produktionsmåde udvikler sig. Kapitalismens enorme dynamiske kraft og den voldsomme differentiering, der følger af den kapitalistiske arbejdsdeling, har historisk frembragt nye formidlingsmekanismer indenfor den kapitalistiske værdiproduktion og i cirkulationen og fordelingen af det samlede sociale produkt. Indenfor kapitalismens samlede ekspansions- og reproduktionsproces har der udviklet sig en voksende middelklasse, som funktion af de grundlæggende klasserelationer og som medierende forudsætning for reproduktionen af disse relationer.

Denne middelklasse er stærkt differentieret, og arbejdsdelingen her indenfor er under stadig og dynamisk udvikling. Både indenfor den del af middelklassen, der direkte indgår i formidlingen af værdiøgningsprocessen eller i cirkulationen og formidlingen af markedskræfterne og de hertil hørende fordelingsforhold. Men også indenfor det statssystem, der historisk har udviklet sig med kapitalismen for at kunne regulere dens samlede reproduktionsproces, herunder reproduktionen af arbejdskraften. Og i takt med, at statssystemets reproduktionsopgaver har fortrængt kapitaliseringsmulighederne indenfor dette felt, er der vokset en meget stor gruppe af professionelle frem som såkaldte "kernetropper" i varetagelsen af den historisk bestemte velfærdsstats opgaver.

Det er hos den samme middelklasse og de institutionelle strukturer, den fungerer i, at samfundets forklaring af sig selv, verdensopfattelse, videnskabelig kortlægning af samfundet og menneskets forhold til naturen, socialisering mv. hovedsageligt produceres på et professionelt niveau.

Det giver næsten sig selv, at i det virkelige og synlige samfundsliv består middelklassen som også arbejderklassen og kapitalistklassen af mange underordnede grupper og lag, der bl.a. kan inddeles efter indkomst, indkomstform, samfundsmæssig og ideologisk status, livsformer, køn mv. Men det er ligeså klart, at disse stratificeringsenheder skifter i takt med kapitalismens udviklingsproces, fordi strukturer ikke er krystalliserede gitre men bestemte procesforløb, der forløber på ganske bestemte måder, indenfor bestemte regler og rammer samtidig med, at processerne modificerer rammerne. Disse grupper og lag spiller også forskellige roller og indgår på forskellig måde i de samfundsmæssige magtstrukturer alt afhængig af det kapitalistiske samfunds udviklingsniveau, hvorfor de selvfølgelig også skal studeres i deres konkrete historiske relationer og udviklingsproces.

Det gælder i særdeleshed forholdet mellem klasserne, men afgjort også de interne forhold i klasserne, hvor de forskellige lag ikke nødvendigvis har de samme interesser på forskellige tidspunkter og udviklingsniveauer i kapitalens ekspansionsproces. Af samme grund må der skelnes mellem de interesser, der knytter sig til de grundlæggende produktionsforhold, og som bevidste eller ej virker bestemmende ind på den samlede klassestruktur og de der udfoldede klasseprocesser, og så de interesser, fællesinteresser og interessemodsætninger, som konjunkturelt både kan udfolde sig indenfor de respektive klasser og på tværs af disse. Eksempelvis har arbejderklassen (uanset farven på arbejdstøjet) og store dele af middelklassen organiseret indenfor statssystemet på en gang fælles og forskellige interesser. Den omhandlede del af middelklassen er et historisk produkt af velfærdsstaten og det historiske klassekompromis. Den finansieres af revenu, dvs. hovedsageligt over skatterne. Som sådan medvirker denne del af middelklassen både til arbejderklassens sociale tryghed, udvikling og beskyttelse samtidig med, at gruppens vækst belaster værdiøgningsprocessen og indirekte lægger et pres på kapital-arbejde relationen. Men ikke nok med det. De samme professionelle grupper i statssystemet søger generelt kun løsninger, der ikke anfægter de grundlæggende produktionsrelationer, og i alt væsentligt løsninger, som styrker dem selv som samfundsgruppe indenfor totaliteten af magtrelationer.

Lignende differentieringer kan lægges ned over alle andre grupperinger indenfor de respektive klasser, og det er disse empirisk konstaterbare differentieringer og spændinger, der på realplanet udgør de samlede samfundsmæssige processer indenfor en given samfundsformation. Og det er her igennem, det overordnede og abstrakte klassebegreb som grundlæggende inddelingsprincip får sit egentlige liv og sit eget regulative princip bekræftet.

Klassebegrebet og stratificeringsbegrebet står således ikke i modsætning til hinanden. De er begge ordningsbegreber med ganske bestemte inddelingsprincipper, men de refererer til to forskellige niveauer i den samlede analyse af samfundets struktur. De står både i et teoretisk over-underordningsforhold til hinanden og tjener forskellige funktioner, og indgår på den anden side i et eller flere konstante spændingsforhold. Således har totaliteten af disse forhold og ikke mindst spændingsforhold afgørende betydning for socialiseringsformerne og bevidsthedsdannelsen i almindelighed og bevidstheden om klassernes indbyrdes forhold og modsætninger i særdeleshed.

Hermed påstås også, at klassebevidstheden hverken ensidigt kan udledes af klasseforholdene eller af samfundets stratifikation, men først og fremmest af de konkrete interessemodsætninger og fællesskaber, der udfolder sig i spændingsfelterne mellem klasserne og samfundets samlede stratifikationsstruktur, som både udfolder sig indenfor klasserne og på tværs af disse - og bliver til politik, politiske bevægelser og politisk formulerede klassealliancer.

Men det er afgørende at holde sig for øje, at det er kapitalens evindelige værdiøgning og ekspansionsproces og de deraf afledte klassekonflikter, der f.eks. har skabt velfærdsstatens professionelle middelklasse. Det er behovet for perfektioneringen af markedssamfundet, kapitalens omslagshastighed og hele cirkulationssfæren, der har skabt grundlaget for det udvidede statssystem og en meget stor del af serviceerhvervene. Ligeså vel er det den fornyede kapitalistiske globalisering, der på et højere transnationalt niveau nu sætter velfærdsstaten under pres, fordi de nationale strukturer og institutionelle reguleringsordninger er kommet i modsætning til værdiøgningstvangen på verdensmarkedet.

Denne udvikling sætter ikke alene dele af arbejderklassen under pres. Eller dele af middelklassen indenfor statssystemet. Den sætter hele regioner og lokaliteter under pres bl.a. pr grund af outsourcing, flytning af produktion, ødelæggelse af lokalsamfund mv. Den ændrer også styrkeforholdene indenfor kapitalistklassen. Men det afgørende er, at en sådan udvikling, hvor en bestemt form for kapitalistisk produktion og organiseringen af denne overskrides, efterfølges af opbrud i samfundets samlede stratifikationsstruktur, bevidsthedsdannelse og politiske struktur. Det er også i sådanne perioder, hvor den givne empiriske samfundsstruktur er under radikal ændring, at fortolkningssystemer, verdensanskuelser og anerkendte erkendelsesteoretiske metoder og udgangspunkter sættes under pres.

Kort sagt forsøger de ledende grupper både indenfor den samlede klassebestemte magtstruktur og indenfor de klasseinterne magtstrukturer og lag at sikre status quo langs anerkendte og velprøvede teorier og kampformer. Og i og med at både livsformer og klassestrukturernes fremtrædelsesformer er i en proces af radikale forandringer bl.a. gennem restratificeringer af samfundet, fremstår det også som rimeligt at antage, at de "gamle" klasser og disses bestemmende modsætninger er under tilsvarende radikal forandring. Faktisk så radikalt, at de ophører med at eksistere og således ikke længere kan tjene som grundlæggende metode til at begribe den samlede samfundsstruktur.

Nogen har selvfølgelig også en specifik materiel interesse i at fremstille samfundet som et samfund uden klasser, klassemodsætninger og klassekampe, fordi de ser en interesse i at bortviske opmærksomheden fra alle afgørende og truende modsætninger i samfundet. Det er de samme grupper, der alene anerkender de formationer og strukturer i et samfund, der umiddelbart kan ses og klassificeres på et statistisk grundlag. Derved retter fokus sig mod det værende og væk fra de relationer og spændinger i samfundet, der i deres egen logik artikulerer overskridelsestendenser og i konsekvens heraf en mere grundlæggende kritik af kapitalismen som den historisk endelige måde, et samfund kan producere og fordele sin rigdom på.

Men ligeså ufrugtbart det er at ville skabe clarification over samfundsstrukturen og dens virkningsmåde ved alene at basere klassifikationen på en meget abstrakt ordningsmetode, som en klasseanalyse er, ligeså lader det sig ikke gøre ved udelukkende at anerkende stratifikationen af de givne relationer som ordningsmåde. Førstnævnte fremgangsmåde ser bort fra, at en samfundsanalyse altid skal være konkret, fordi grundformerne og deres indbyggede logik altid fremtræder konkret og kun kan verificeres gennem det konkrete, og sidstnævnte analysemodel ser både bort fra relationernes og kategoriernes historiske specifitet.

Klasseanalysen som kardanaksel i samfundsanalysen bør for det første gå ud fra, at strukturer i et samfund er opbygget af regelbundne processer og for det andet, at de strukturelle relationer både har en horisontal og en vertikal dimension, hvor den horisontale godt nok virker bestemmende ind på den vertikale, men hvor det er totaliteten af spændingsfelterne mellem dimensionerne, der formidler og skærper de grundlæggende modsætninger i det kapitalistiske samfunds klasserelationer. Og selvklart også de mulige transformationsformer.