Caput
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 03. maj 2008

Caput er det latinske ord for hoved med et væld af afledninger, som bl.a. indgår i en række sammensatte ord i vores sprog. Alle kender ordet kapitel, og mange kender vendingen kapitalbrøler. Altså en brøler, der hører til i det store omfang. Som sådan betegner begrebet caput et centralt træk i hele vores kultur og historie - hovedets primat over kroppen.

Alle kender også ordet hovedsagelig, der er afledt af hoved og sag, altså et vigtigt sagsforhold igen afledt af det latinske ord capitalis. Mindre kendt er nok begrebet capio, der betyder at tage i besiddelse, uden at dette sker gennem formel arveret. Et begreb, der får sin moderne betydning med opløsningen af den guddommeliggjorte arveret.

Beslægtet med begrebet capio er begrebet capitale, som både kan betyde væsentlig, afgørende og ikke mindst ejendom. Vel at mærke i sin moderne betydning - capitale, der er fremkommet gennem capio.

Capitale eller Kapital fremtræder historisk i den periode, hvor den feudale ejendomsform opløses i sin be-standig-hed, og det bliver muligt for flere uden arveret at tage ejendom i besiddelse. Først i den periode træder begrebet capitale frem som selvstændig historisk problematik uden dog at antage universel karakter og betydning.

Ikke desto mindre foregår der i denne periode fra Renæssancen og frem en voldsom differentiering af arbejdsdelingen, der dels øger samfundets produktivitet og dels skaber stadig større spændinger mellem den af Gud indstiftede og strukturerede arveret og den fri tilegnelsesret (capio og capitale) af ejendom. Først med de store borgerlige revolutioner, hvor de undergivne i det guddommelige feudale hierarki frisættes, og hvor produktionen i stort og afgørende omfang ikke længere formidles gennem bestandige strukturer bestemt ved den arvebestemte ejendomsret, træder begrebet capitale frem som en specifik form for ejendom og bliver til capital/kapital slet og ret. Som en universel problematik med bestemmende indflydelse på historiens videre udvikling, hvor kampen for at tilegne (capio) sig ejendom (capitale) bliver en drivende kraft.

Kapital vokser således ud af markedet som specifik historisk skaber og formidler af den største del af det nationale produkt, men er på en og samme tid både udsprunget af markedet og noget andet end markedet. Kapital er en bestemt historisk form for ejendom, hvis værdi ikke eksisterer i sig selv, men kun for så vidt den danner grundlag for værdiøgning gennem kapitalisering. Dvs. stadig inddragelse af nye områder, der kan øge ejendommens værdi, idet capitale har den ejendommelige egenskab, at den ikke er noget værd i sig selv.

Men det er kun den ene side af sagen. Til den anden hører, at med den gradvise og i visse perioder ganske voldsomme opløsning af den feudale orden, blev stadigt flere undergivne bønder og håndværkere frisat fra deres faste og betingede plads i hierarkiet. De blev frigjorte - gjort frie - til enten at tilegne sig ejendom eller gøre brug af friheden til at dø af sult eller i det mindste friste tilværelsen i dyb armod. Med udskillelsen af denne gruppe af frie borgere frigjort fra tidligere tiders indstiftede forpligtelser men også uden nedarvet ejendom eller tilhørende en ejendom blev grundlaget skabt for en klasse af mennesker, der alene var henvist til at få del i samfundets rigdomsproduktion gennem markedet. Ikke ved at bringe deres produkter til markedet som varer med bytte for øje - for de var netop kendetegnet ved ingen produkter at besidde - men ved selv at stille deres evne til at producere det ene eller det andet til rådighed for dem, der havde ejendom - og også den specielle form for ejendom, der kaldes produktionsmidler.

På den måde blev der skabt et grundlag for, at den moderne ejendomsform kunne forlige sig med sit eget begreb og blive til kapital, der er karakteriseret ved sin historiske egenart som grundlag og udgangspunkt for værdigøgning. Selve ejendommens konkrete og materielle form mistede herved sin betydning. Lige såvel med produktionen. Dens konkrete mål blev underordnet dens abstrakte hovedmål: at tjene til at skabe øget værdi.

Kapital er således ejendom totalt frigjort fra sin konkrete bestemthed og anses først som produktiv i det omfang, ejendomsværdien øges og kan omsættes. Og denne proces kan kun forekomme, for så vidt der er en stor gruppe mennesker i samfundet, der har friheden til at afhænde deres fri og skabende kompetencer til at producere til ejendomsbesidderne. Dvs. friheden til at transformere deres arbejdsformåen til en ganske bestemt vare af ganske bestemte dimensioner til en ganske bestemt pris.

Det får ejendomsbesidderne som sådan ikke noget udbytte af, med mindre de med købet af de andres arbejdsformåen kan indsætte den i produktionen (deres ejendom) på en sådan måde, at den forøger værdien af den eksisterende ejendom mere, end der skal betales for den omtalte arbejdsformåen. Når det sker, får ejendomsbesidderne udbytte af deres handel. Derfor kaldes forholdet også et udbytningsforhold, hvilket er noget ganske andet end udnyttelse, selv om disse to begreber ofte forveksles indenfor en moralsk diskurs.

I og med opløsningen af de af gud indstiftede samfundsstrukturer og kapitaliseringen af menneskets arbejdsformåen - eller retter produktive virksomhed - er der skabt en samfundsformation, hvor i princippet alt kan kapitaliseres dvs. inddrages og underordnes værdigøgningens imperativ. Hvis ikke ville den ophobede ejendom skvatte sammen som ubrugelig, i og med den ikke kan bruges i sig selv. Således er capitale - altså kapital - ikke et fysisk forhold eller et bestemt formueforhold - men en grundlæggende samfundsmæssig relation mellem dem, der besidder ejendom, som de selv ikke kan bruge til noget som helst, og de mange som har friheden til at dø af sult eller leve i armod eller gennem salg afhænde deres evne til at producere. Og således er denne historiske form for capitale ganske særegen som universel problematik, ved at fremstå som ophobet dødt arbejde, der kun får liv ved og gennem udbytningen af det levende arbejde. En i sandhed ganske mærkværdig historisk formation, hvor mennesket lader sig fængsle i et samfundssystem, hvor dets frie skaberkraft underordnes noget, det tidligere selv har skabt. Men hvor også de såkaldte ejendomsbesiddere er buret inde i samme fængsel, fordi deres ejendom er ubrugelig uden den evigt gentagne capitering (halshugning - adskillelse af hovedet fra kroppen) af den skabende virksomhed. Et forhold der også er blevet kaldt for fremmedgørelse.

Som sådan ligger det i selve kapitalens begreb, at ejendommen enten braser sammen eller udvides konstant. Herved bliver kapitalforholdet et stadigt ekspanderende system, der må kapitalisere nye områder og skabe verdensmarkedet i bredden og i dybden kapitalisere stadigt nye livsområder i samfundet som genstand for værdiøgningens tvang. Med denne rekurrente proces accelereres arbejdsdelingen og nye grupper af borgere drages ind i værdiøgningsprocessen enten direkte eller indirekte i formidlingsleddene i produktionen og cirkulationen eller i det statssystem, der skal sikre processens ubrudthed og både juridisk og praktisk regulere grundforholdets uantastethed. Kapitalbegrebet udspiller på denne måde sin universaliseringstrang, hvor det døde arbejde overalt underordner sig det levende enten direkte eller indirekte. Men ingen form for aktivitet kan i længden holde sig fri af kapitalens selvrealisering.

Hvad værre er. Menneskets levende evne til at skabe noget nyt, skabe sin egen materielle og åndelige historie capiteres, hvor den ene del omgøres til historisk problematik - til arbejde i kapitalistisk forstand som den højeste form for rationel livsytring, og den anden del degraderes til fritidssysler, vegetativ filosoferen osv. Og det gælder uanset om mennesket indgår i den gruppe - det vi som historisk kategori også kalder klasse - der direkte afhænder sin skaberkraft til ejendomsbesidderne, eller om det tilhører nogle af de andre samfundsgrupper, der som funktion af de to hovedgrupper - hovedklasser - indirekte medvirker til samfundets øgede kapitalisering og værdigøgningens ekspansion. Rationaliteten - den nogen kalder den økonomiske rationalitet - har således gjort mennesket en-dimensionelt og afsnøret det fra dets egen totalitet - gjort det partikulært.

Begrebet arbejde har i det forhold historisk mistet sin universalitet, fordi det som historisk problematik er blevet begrænset til at kun at beskrive en ganske bestemt form for produktiv og kreativ virksomhed. Oprindeligt ramte dette forhold klassen af arbejdere hårdest. Den sank ned i partikularisme, selv om den skrev det universelle på sine bannere. Med den stadige kapitalisering af nye livsområder, som eksempelvis både gælder vand, sygdom, museer, uddannelse og opdragelse - ja endog krigsførelse som i Irak, drages nye samfundsgrupper ind i denne partikularisme, hvor capiteringen opleves stadig mere prekær. Hvor meget de professionelle f.eks. end taler om universelle værdier, forpligtelser og rationalitet opsuges de i værdiøgningens tvang, som godt nok fremstilles som et universelt værende, men aldrig har været og aldrig vil blive andet end historisk partikulært. For alternativet også for de professionelle er værre end capiteringen - at miste alt.

Herved er vi således kommet frem til hovedsagen. Kapitalismen som samfundssystem er national i sit udgangspunkt og universel i sit begreb, hvorfor den klasse, der står i et direkte forhold til kapitalen, konstant tvinges til at stræbe ud over sin egen partikularitet og gribe det universelle, hvis den kapitalistiske modsætning mellem menneskets frihed og dets skabende formåen skal ophæves.

Således går hovedmodsætningen ikke mellem kapital og arbejde, hvor begge kategorier er historisk specifikke og derved begrænsede, men mellem ophobet dødt arbejde på den ene side og levende menneskelig skabende virksomhed på den anden som en historisk overgribende tendens, der omhandler alle mennesker og ikke kun de to klasser af mennesker, hvis lod det er i værdigøgningens trædemølle at være degraderet til producenter af værdi i stedet for produktion af menneskelig kreativitet og velfærd.

At hovedmodsætningen universelt så i fænomenernes verden tager sig ud som specifikke klassemodsætninger er en ganske anden sag. Men i selve dets begreb indebærer overskridelsen af den historisk specifikke kapitalistiske samfundsformation frigørelsen af arbejdet - til skabende virksomhed. En frigørelse, der omslutter alle - som ved-kommende.

"Det rige menneske er samtidig det menneske, som har behov for en totalitet af menneskelige livsudtryk, det menneske, der af indre nødvendighed, der af nød må virkeliggøre sig selv." - Karl Marx, Parisermanuskripter 1844.