Kritik

Begrebet kritik har mange fortolkninger, afledninger og konnotationer. Ligeledes indgår det i et utal af sammensatte begreber, der indsnævrer kritikken til alene at være aktiv i forhold til et ganske bestemt genstandsfelt; samfundskritik, kunstkritik, kildekritik mv. Fælles for disse begrebssamlinger er, at de leder opmærksomheden hen på en analytisk tilgang til et stof indenfor et givet felt, og at fremgangsmåden står i modsætning til en ren deskriptiv metode.

Her vil vi imidlertid alene forholde os til begrebet kritik i dets simple form, som på græsk (Kritiké) betyder noget i retning af 'kunsten at kunne skelne og bedømme' og er i familie med begrebet kriterion, 'kunsten at finde pejlemærker og at kunne skelne dem fra hinanden'. Som igen er i familie med ordet krisis; 'at kunne udsige en afgørelse eller en dom'. Dvs. at have en kompetence - grundlag og adkomst - til at kunne foretage en vandring fra et nærmere bestemt sted i det kendte gennem det ukendte tilbage til det kendte og gennem vandringen have gennemlyst det ukendte og således forøget perspektiveringen af det kendte og kvalificering af udgangspunktet.

Lejret i den forståelsesramme må kritikken som udgangspunkt og forudsætning stå i modsætning til og overskride det fremtrædende - fænomenet - og det positivt givne for at indfange det, der lades tilbage. Kritikken må med andre ord være negativ i sit udgangspunkt. Dvs. have som udgangspunkt, at der forefindes en virkelighed, som kan begribes udenfor det positivt givne, og det kan kun være det negative.

Kritikkens almene genstandsfelt kan således siges at udgå fra grundkonflikten mellem det værende og det værens-forholdende, hvor kritikken tilstræber gennemtrængning af det værende for at give det værens-forholdende fylde og skarphed, hvormed kritikken samtidig ændrer det værende i en uendelig proces. Hermed postulerer kritikken også at kunne overskride anskuelsens og de aprioriske dommes erkendelsesteoretiske grænser og gennem det ikke positivt givne - det negative - etablere sammenhænge, der både er og ikke er. "Ikke er" som empirisk fænomen og "er" som rekurrensens grundstruktur, der aldrig kan begribes konkret men alene som gennemgående og styrende relation i de positive, konkrete og individuelle fremtrædelsesformer.

Kritikken gennemskærer ifølge sit eget begreb dogmatikken, skepticismen, eklekticismen og relativismen ved både at være handling og objekt på en og samme tid, hvorved den kritiske handling aldrig kan stivne i et bestemt system eller en bestemt position uden at ophæve sig selv som begreb. At gennemlyse er andet og mere end at opløse - at foretage analyse. Det er at lyse igennem og indfange det uoplyste, hvorved kritikken også forandrer det værende og skaber sig en ny opgave fra et nyt udgangspunkt.

Kritikken kan i den forstand ikke frigøre sig fra den anden grundkonflikt integreret i den første; konflikten mellem rum og tid, idet kritikken ikke kan gennemlyse rummet uden at forløse det temporale aspekt. I den bevægelse forskriver kritikken sig selv til det historiske perspektiv og står i modsætning til postulerede almene og overhistoriske kategorier som aggregeret og kanoniseret empiri.

Den fremførte sondring får afgørende betydning, når f.eks. visse Marx-fortolkere forsøger at oversætte værdibegrebet eller klassebegrebet til positive økonomiske og sociologiske kategorier for at imødekomme den dominerende positivistiske videnskabsdiskurs. Ved at give afkald på retten til og fornuften i at idealisere og bortabstrahere de positivt givne fænomener for at finde de gennemgående pejlemærker som grundlag for at kunne skelne mellem fænomenerne, afskærer man sig også fra muligheden for at kunne - ordne - i et globalt forhold og dermed udsige noget sammenhængende om den indre struktur i et givent historisk rum og i en given historisk bevægelse.

Værdi og klasser er eksempelvis ikke positiv virkelighed men abstrakte ordnende tankekategorier, der gør det muligt at gennemlyse de disparate positive sociale fænomener og få orden på galskaben. Således mister eksempelvis marxismen også sit radikale og transformative perspektiv i samme øjeblik, den giver køb på kritikken som udgangspunkt og metode uanset omfanget af dialektiske gennemløb. Det samme gælder kritisk teori, for så vidt den forsøger at blive andet end et udgangspunkt og en metode, der hævder at kunne nå frem til noget meningsfyldt og gyldigt gennem kritik.

Vores eget lille tidsskrift Kritisk Debat (kritisk drøftelse/batalje) har som ambition i respekt for det positivt givne at lægge op til en fordomsfri drøftelse/batalje af det fremtrædende (fænomenerne) gennem kritisk metode for at indfange meningsfyldte pejlemærker, der muliggør skelnen og formulering af gyldige handlingsdomme for ændringer i feltet for det positivt givne - for så vidt der skulle opnås enighed om det rationelle heri.