Hvorfor er vi i Afghanistan?
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 02. juni 2008

Det er ikke så ofte, jeg er enig med Dansk Folkeparti, men det skete for et par uger siden, da Søren Espersen blev interviewet i Deadline. Anledningen var at styret i Kabul måske vil henrette en ung mand, der havde downloaded Koran-kritiske tekster; sker det, vil Dansk Folkeparti have at Danmark ophører med at støtte Karzai-regeringen.

I den forbindelse sagde Espersen to fornuftige ting, dels at Vesten simpelthen ikke kan skabe demokrati i Afghanistan, dels spurgte han om, hvorfor det netop skal være i Afghanistan og ikke fx i Saudi Arabien eller Ægypten at den ædle indsats skal gøres? Han svarede ikke på spørgsmålet, men svaret giver sig selv: Fordi de to nævnte, højst udemokratiske regimer er gode allierede og bolværk mod radikale islamister.

I udenrigspolitikken fører Dansk Folkeparti en såkaldt 'realistisk' linie, dvs. vi skal ikke 'idealistisk' påtvinge andre lande vore værdier og idealer, men alene se på Danmarks interesser. Det er forfriskende således at undgå at blive druknet i ordskvalder om 'demokrati' og 'frihed', om end partiets motiver naturligvis er at dansk udenrigspolitik skal have ét mål, nemlig at beskytte landet mod de muslimske horder. Dét er 'Danmarks interesse'.

I Afghanistan er opgaven at bekæmpe al-Qaeda, der er en trussel mod os, og det er så det. Her kan man dog spørge, hvorfor vi så skal slås med Taleban, der er en typisk lokal bevægelse? Svaret vil formentlig være at Taleban er så sammenvævet med al-Qaeda - der naturligvis har en international dagsorden - at de to bevægelser er hip som hap. Iflg. en interessant artikel af Tariq Ali i New Left Review (nr. 50, 2008) er det imidlertid langt fra tilfældet. Hertil kommer at det oprør, vi nu kender, er meget forskellig fra den bevægelse, der havde magten i landet indtil 2001. Modstanden mod den udenlandske besættelse er omfattende, og den søger naturligt hen til den bevægelse, der faktisk kæmper; Taleban omfatter altså langt flere kræfter end religiøse fanatikere, og denne udvidelse er lettet af at Taleban på nogle områder har modereret deres linie (dog ikke deres kvindefjendske politik) for at øge deres støtte i byerne, ligesom propagandaen er blevet mere folkelig (CD'ere med populære sangere).

Mønsteret er kendt fra Irak. Det er også kendt i Afghanistan, fra de engelske invasioner i 1800-tallet over den sovjetiske invasion til i dag: En udenlandsk hær rykker ind i et land, der domineres af et virvar af lokale og religiøse normer og interesser, som man ikke forstår og ikke respekterer (de skal jo civiliseres). En pålidelig regering installeres, i dette tilfælde Kazai. Pengene vælter ind, men de går til i korruption (som i Baghdad er elforsyningen i Kabul dårligere end før Vesten kom til med al sin formodede genopbygning). Invasionsstyrkerne bliver stadig mere desperate, hvilket afføder flere civile tab. Resultatet kan kun blive ét, nemlig at frustrationen, vreden og nationalismen vendes mod de invasionsstyrker, der måske i første omgang blev set som befriere af mange. I Tariq Ali's fremstilling er det i hvert fald en totalt håbløs krig, selv om den ofte ses som 'den gode krig' overfor Irak som den 'onde krig' (både Obama og Clinton støtter engagementet). Det er også en vanskeligere krig, fordi Vestens modstander ikke som i Irak er splittet mellem mange indbyrdes stridende fraktioner (især shiaer versus sunnier); i Afghanistan har modstanden kun én dagsorden, nemlig at smide invasionsstyrkerne ud.

Hvorfor er USA - og Danmark - i Afghanistan? For at bekæmpe terrorisme og kun det, siger Søren Espersen. Men er det nu hele sandheden?

Faktisk har kontrol med landet været en central strategisk interesse siden midt i 1800-tallet, hvor Rusland og det Britiske Imperium konkurrerede om kontrollen. Begge betragtede landet som indflydelsessfære, England som en buffer mod Rusland i forsvaret af Indien, Rusland som vigtig for kontrol med Centralasien. Dengang slap man for snakken om at det hele drejede sig om at befri afghanerne, og enhver kan let gennemskue interesserne bag fortidens konflikter; i nutidens konflikter kæmpes der tilsyneladende kun om idealer.

Hvis man kaster et blik på kortet og ihukommer, at konflikten mellem Kina (evt. plus Rusland) og USA bliver den afgørende modsætning i de kommende årtier, bliver det klart at kontrol med Afghanistan også i dag er af stor strategisk interesse, placeret som landet er mellen Nord (Rusland) og Syd (Mellemøsten og Iran) og mellem Øst og Vest. Derfor kan det ikke undre at USA har indgået en 'aftale' med Karzai-regeringen om etablering af et antal permanente baser, muligvis med atomvåben. NATO's generalsekretær og tidsskriftet 'NATO Review' har ikke lagt skjul på at tilstedeværelse i Afghanistan er vigtig (se igen Tarik Ali's artikel). Vi er ganske vist kommet lidt langt væk fra det 'nordatlantiske', men NATO har åbenbart også en rolle for 'stabiliseringen' af Asien.

Umiddelbart synes engagementet i Afghanistan lidt af en gåde. Enhver ædruelig iagttager véd at demokrati ikke kan indføres på denne måde (hvis dette faktisk er et mål) og at en sådan besættelse skaber flere terrorister end den formår at slå ihjel. Men ser man krigen i et geostrategisk perspektiv kommer der mere fornuft i sagen. Det skal dog huskes at den engelske invasion 1839-42 resulterede i tilintetgørelsen af hele styrken på 4.500 mand. Undskyld, det er forkert: Militærkirurgen William Brydon overlevede.