Liberalismekanon
Af Anders Lundkvist

Offentliggjort: 01. april 2008

Så lad det være sagt straks at den såkaldte demokratikanon i visse henseender er en positiv overraskelse. Det kan ikke overraske at demokratiet præsenteres som liberalisme, men det gøres til tider på en interessant måde, med mange velvalgte citater, et godt sprog og nogle originale iagttagelser.

Den starter også fint med omtalen af det antikke Grækenlands demokrati. Faktisk er det lidt modigt, at de citerer Perikles for at sige at politisk deltagelse ikke blot er en ret, men også en pligt for alle. Dermed sagde han det samme som Aristoteles, nemlig at mennesket er et 'politisk dyr', altså medfødt socialt.

Dermed er liberalismens grundaksiom, nemlig individet med dets individuelle frihed, diskvalificeret. Dette er det perverterede menneske og den perverterede frihed, men det er altså herudfra at liberale - borgerlige - alle dage har villet udlede og begrunde alt politisk, herunder demokratiet. Dette kommer til udtryk i de borgerlige kontraktteorier om samfundet, fra Locke og fremefter.

Som sagt: Et lidt modigt kapitel.

Derefter er der ikke megen slinger i valsen.

Demokrati og liberalisme overlapper på ét punkt, nemlig politiske frihedsrettigheder - ytringsfrihed, tolerance, respekt for mindretallet - og det er stort set det eneste vi hører om. John Locke og Stuart Mill gik ind for disse ting, så at de ikke var tilhængere af at folket - flertallet - skulle have magten bliver mindre skønhedsfejl (referatet af Stuart Mill er korrekt, men om Locke hedder det at han ville have et folkevalgt parlament, men det er det ikke belæg for, - det var der ingen skrivende mennesker i 1600-tallet, der kunne blot forestille sig).

Respekt for mindretallet er vigtigt, men det karakteristiske for demokrati er respekt for flertallet. I det meste af 1800-tallets England var der tolerance og ytringsfrihed, men det var en lille overklasse, der havde stemmeret og dermed den politiske magt.

Folkestyre har liberalismen det svært med, for den ser det instinktivt som flertalstyranni, altså at den enkelte skal sætte sine individuelle interesser til side og bøje sig solidarisk for fællesskabets interesser. Det er jo en undetrykkelse af kerneværdien om individuel frihed.

Derfor er der meget lidt om folket i denne kanon om folkestyret.

Som rimeligt er sættes idéudviklingen ind i en historisk sammenhæng, men det er alene den politiske historie, vi hører om, fx den Westphalske fred i 1648. Her er vi kommet meget langt væk fra noget, der kan lugte af demokrati, hvilket nok hænger sammen med, at indtil folket faktisk begyndte at tage del i den politiske magt hen mod slutningen af 1800-tallet, var politik iflg. sagens natur et overklassefænomen.

Jeg savner den økonomiske og sociologiske sammenhæng.

Hvis demokratiets særtræk er at vi alle har lige politisk indflydelse (én stemme pr. person, hvorefter flertallet bestemmer), så kunne det være interessant at se på de reale forudsætninger for en sådan politisk lighed. Et godt bud er her en rimelig grad af økonomisk lighed. Tidligere forestillinger om et 'germansk urdemokrati' er nok overdrevne, men der er ingen tvivl om at fx Vikingetidens samfund var betydeligt mere egalitære end hvad der kom efter; kongens magt var mere begrænset, og storbønderne adskilte sig ikke radikalt fra mindre bønder. Folket havde en chance for at blive hørt på tinge.

Derefter går det ned ad bakke for folkelig indflydelse, i takt med at samfundet spaltes i en klart defineret herskende klasse af storbønder (adel) og det overvældende flertal af helt magtesløse bønder. Samtidig med at overklassen skridt for skridt, fra Magna Carta i 1200-tallet og frem, udvikler nogle principper for afvikling af deres indbyrdes interessekonflikter - hvoraf mange ganske rigtigt senere kan bruges af demokratiet - mister folket mere og mere magt.

Havde kanonen været interesseret i sådanne ting, ville den også have bemærket den engelske borgerkrig i midten af 1600-tallet mellem Kongen og Parlamentet (Cromwell). Her var der faktisk ansatser til både politisk og økonomisk lighed (man skelnede ikke mellem politik og økonomi på den tid, og det var egentlig meget realistisk). De såkaldte Levellers ('udjævnere') udformede et dokument 'Agreement of the People', iflg. hvilket parlamentet skulle betså af ét kammer, valgt af alle mænd over 21 år, undtagen tjenestefolk og modtagere af fattighjælp.

Det var overklassen - heller ikke Cromwell - interesseret i. Faktisk er det i denne periode at begrebet 'demokrati' begynder at dukke op igen (2.000 år efter det antikke græske demokrati), nemlig i betydningen styre ved de fattige (der jo var det store flertal). Modstandere og tilhængere var enige om denne demokratiforståelse; for overklassen var demokrati 'klassestyre, nemlig styre ved den forkerte klasse' (Macpherson; nærmere i min Hoveder og Høveder, 3. bind, kap.36, forlaget Frydenlund).

Et tankevækkende citat fra den tid: "Enten må fattigdommen bruge demokrati til at ødelægge ejendommens magt, eller ejendommen vil - i frygt for fattigdommen - ødelægge demokratiet."

Hvis vi på denne måde er lidt mere dristige end kanonudvalget og knytter folkestyre sammen med at folket bestemmer, så er det først med arbejderbevægelsens fremmarch i 1800-tallet, at demokratiet får en chance. For første gang formår underklassen at organisere sig, både økonomisk (fagforeninger) og politisk. Alle socialister kaldte sig 'socialdemokrater', og markerede dermed at kampen for økonomisk og politisk indflydelse, altså for socialisme og demokrati, var to sider af samme sag.
Den kamp blev ført mod borgerskabet, der siden midten af 1800-tallet - afskaffelsen af kornloven i 1846 sætter gerne som skellet - havde afløst jordejerne som herskende klasse. En herskende klasse afgiver ikke gerne sin magt, så derfor kæmpede den med klør og næb imod at folket fik magt. Det kunne dens ideologi, liberalismen, bruges til. Liberalismen går jo ind for frihed, men det er en negativ frihed, nemlig at individet - og kapitalen - skal være fri for indgreb fra statsmagten. Vi skal have minimalstat, så i den udstrækning, staten bliver demokratisk, skal vi have minimaldemokrati. Det er liberalismens særegne negative demokratibegreb, som udtrykt i Venstres aktuelle partiprogram (www.venstre.dk):

"Folkevalgte forsamlinger skal så kvalificeret som muligt tage sig af så lidt som forsvarligt."
Det kunne have været interessant, hvis udvalget havde vurderet dette udsagn, og diskuteret om det er et skridt henimod eller bort fra demokrati.

Heroverfor står det positive politik- og demokratibegreb, som især arbejderbevægelsen stod for: At folket ved at gribe magten fra overklassen kan og skal bestemme samfundets indretning og udvikling.

Det hører vi ikke meget om i kanonen, dog dette, efter en kort introduktion af Marx: "Og kunne det liberale demokratis principper opretholdes undervejs mod realiseringen af et socialistisk samfund?"

Det bedre spørgsmål er: "Kunne arbejderbevægelsen vinde demokratiet i dens kamp mod borgerskabet og dets liberale minimaldemokrati".

Efter Grundloven i 1849 søgte borgerskabet i skikkelse af de nationalliberale at overtage magten. Det var en typisk liberal bevægelse, der ville holde rosset - de der ikke var 'fine, dannede og formuende' - fra magten; hvad de har at gøre i en demokratikanon er mig en gåde. De komprommitterede sig uhjælpeligt i 1864, hvorefter den gamle overklasse - godsejerne - tog over.

Nu er Danmark et specielt tilfælde, fordi vi blev så sent industrialiseret.

Derfor blev det datidens Venstre og hele bondebevægelsen, der førte kampen for parlamentarismen, og derfor blev Venstres ideologi, liberalismen, ikke som i de fleste andre lande en overklasseideologi med skepsis overfor demokratiet. Det moderne Venstre, som vi kender efter udskillelsen af de radikale i 1905, er en anden sag; det har været fodslæbende, når det gjaldt demokratiske fremskridt.

Vi er ved at være ved vejs ende.

Kanonen er en rimelig præsentation af liberalismens idéhistorie. De fleste markante begivenheder, personer og idéer er med.

Dog savner jeg en omtale af den moderne liberalismes store skikkelse, nemlig Hayek, der som husfilosof for Thatcher og positivt omtalt i Fogh Rasmussens minimalstatsbog har været rimeligt indflydelsesrig. Hans udmøntning af demokratiet viser sig at været et parlament, hvortil kun private borgere skal have stemmeret. Offentligt ansatte og modtager af sociale ydelser skal ikke have stemmeret, så i Danmark vil det nok være en ret sluttet skare der kan møde op på valgdagen.
Dette er konsekvent liberalisme: Siden staten, det offentlige, det forpligtende fællesskab er noget skidt, skal de borgere, der er forbundet hermed, sættes uden for indflydelse.

I øvrigt lider kanonen af den metodiske fejl, at det ikke i starten forklares, hvad udvalget forstår ved demokrati. Hvordan kan man skrive og vurdere en demokratikanon, når vi ikke får et bud på, hvad demokrati er?

Defaultforståelsen synes at være, at Danmark anno 2008 er apoteosen af demokrati. I hvert fald er det alle de idéer og begivenheder, der leder frem til vort politiske system, der behandles. Med undtagelse, altså, af idéen om at det er folket, der skal styre.

KILDE

http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/indhold.html