Et centralt problem - valget ikke handler om
Af Kirsten Norman Andersen

Offentliggjort: 01. november 2007

Onsdag aften kom det frem i TV2 Nyhederne, at flere socialrådgivere på landets Jobcentre anonymt indrømmer, at de føler sig presset til at snyde med indberetninger og datering af samtaler, for at centrene kan leve op til resultatkontrakterne. I modsat fald ville centrene ikke modtage de fornødne bevillinger fra staten. Ikke uventet gjorde beskæftigelsesministeren meget for at tale problemet ned. Uventet er det til gengæld, at ingen partier øjeblikkeligt greb fat i problemet og gjorde det til et centralt tema i valgkampens sidste dage.

Måske skyldes det, at temaet ikke passede ind i valgkampsdrejebøgerne, der i lighed moderne bærbare PC'er er blevet lettet for al unødig vægt. Men det kan selvfølgelig også skyldes, at det politiske fokus i så lang tid har været rettet mod det meget abstrakte og luftige velfærdstema, at virkeligheden bag Foghregeringens kontraktpolitik endnu ikke er blevet helt fordøjet.

Ikke desto mindre er der et nøje sammenfald mellem de forhold, socialrådgiverne beretter om, og det der sker mange andre steder i den offentlige sektor, hvor resultatkontrakter, bench-marking og intern konkurrence er indført som centrale styringsmekanismer.

Faktisk er det lykkedes for VK regeringen at sætte meget store dele af den offentlige sektor på kontrakt. En udvikling, som Kvalitetsreformen har til hensigt at accelerere og perfektionere. Men Kvalitetsreformen har jo heller ikke været et tema i valgkampen.

Ældreplejen var det første område, der med frit valgs loven blev sat på kontrakt i 2003. Ældreplejen skulle herefter opdeles i en bestillerfunktion og en udførerfunktion. Førstnævnte skulle visitere ydelserne og indgå kontrakt med sidstnævnte om opgavens mængde og tid. Systemet har resulteret i, at hjemmehjælperne har været presset til at oprette et parallelsystem for overhovedet at få hverdagen til at hænge sammen og yde en rimelig pleje og omsorg. Havde plejepersonalet rettet sig slavisk efter de indgåede kontrakter, ville forringelsen af plejen overfor de ældre have været langt mere synlig, end det er tilfældet. Men prisen har været høj. Personalet er dagligt fanget i en krydskonflikt mellem ansvar overfor borgerne på den ene side og loyalitet overfor kontrakterne på den anden. En medvirkende årsag til et ekstremt højt sygefravær.

Men kontraktstyringen har ikke kun menneskelige konsekvenser, den resulterer også i øget administration og i regulært spild.

Fx har kontraktstyringen af Århus Sporveje betydet ansættelse af langt flere administrative medarbejdere end tidligere, mens stadig færre chauffører skal dække busruterne. Og ældreplejen i Århus måtte ansætte omkring 200 nye visitatorer, på bekostning af plejepersonalet. Hertil kommer et enormt administrativt apparat, som står for at udskrive og betale regninger.

Med kontraktstyringen er der gjort op med medarbejdernes individuelle indflydelse på de opgaver, der skal løses. Medarbejderne skal alene udføre de opgaver, der står i kontrakten. Der er sat tid og pris på den enkelte opgave. Det betyder selvfølgelig også, at opgaverne efterfølgende lettere kan udliciteres og måske privatiseres.

Men tids- og prisfastsættelsen er sjældent reel. En trafikprop kan betyde, at tiden ikke holder, men busselskabet får alligevel kun penge for det aftalte. Overskridelse af tiden må stå for busselskabets egen regning.

Det samme gør sig gældende i ældreplejen. Ældreplejen får kun betaling for den visiterede tid, selv om den ældre måske bruger meget længere tid på toilettet end, hvad der er beregnet. Og i begge eksempler er det typisk medarbejderne, som skal kompensere for merforbruget af tid.

Med kontraktstyringen har kommunerne således fået en ny metode til at gennemføre besparelser. Hvor kommunerne tidligere måtte skære på opgaver, når der skulle spares, så skærer de i dag bare på tiden til at løse opgaverne. Det betyder, at de ældre fx stadig har ret til at få udført et antal opgaver, men medarbejderne får kortere tid til at udføre dem. Og chaufførerne skal stadig køre de samme stækninger - men på kortere tid. Der er således tale om en systematisk forringelse af kvaliteten. Groft sagt kan man sige, at kommunerne har fået styr på priserne til gengæld for en dårligere kvalitet i opgaveløsningen.

Bagsiden af medaljen er, at det ikke længere kan betale sig for chaufførerne at fortælle ledelsen om, hvor og hvornår de kører med næsten tomme busser. De tomme busser bliver nødvendige "åndehuller". Alle chaufførerne kender til problematikken, men kortene holdes tæt til kroppen som en slags kompensation for et øget arbejdspres og umyndiggørelse.

De samme tendenser findes fx i ældreplejen. Hvis der er afsat mere tid til en opgave, end der er behov for, så bruges den til at kompensere for andre steder, hvor der mangler tid. Det kaldes populært dobbelt bogholderi.

Nettoresultatet bliver, at der langsomt men sikkert udvikler sig en parallelorganisation og et parallelregnskab. Problemet er, at der kun styres og træffes politiske beslutninger efter det formelle, mens det praktiske arbejde lever sit eget liv.

De samme mekanismer med voksende bureaukrati, systemisk spild og snyd vil højst sandsynligt også se dagens lys på sygehusene, i daginstitutionerne og på skolerne i takt med, at bevillingerne gøres afhængige af ganske bestemte produktionsmål indføjet i et sæt af resultatkontrakter. Og det er lige netop den tendens, der er den "røde tråd" i VK regeringens Kvalitetsreform. Hvorfor det selvfølgelig også kan undre, at oppositionen ikke i valgkampen har taget alvorligt fat på regeringens flagskib og skrællet den pæne indpakning af. Det ville have været en oplagt håndsrækning til de tusinder af offentligt ansatte, der konstant gør opmærksom på forringet kvalitet, urimeligt arbejdspres og systematisk kynificering af den offentlige forvaltning som konsekvens af VK regeringens seksårige kontraktpolitik.

Men måske skyldes oppositionens tilbageholdenhed i valgkampen, at markedsudviklingen i den offentlige sektor er så fremskredet, at det vil kræve et radikalt og meget vidtgående opgør med VK regeringens kontraktpolitik for at genoprette velfærdsstaten. Og man vil ikke komme uden om at gennemføre omfattende lovændringer, herunder markante ændringer af strukturreformen og frit valgs reformerne. Hvilket selv sagt ikke bare drejer sig om lovtekniske ændringer, men om et opgør med regeringens liberalistiske menneskesyn, som fra dag et har begrundet den strukturpolitik, hvis faktiske konsekvenser først nu er ved at tage form.

Alternativet kan på den anden side også virke skræmmende og uoverskueligt, al den stund vi efterhånden er vænnet til i den politiske debat at betragte den offentlige sektor med mistillid og med større selvfølge æde den liberalistiske doktrin om egennyttemaksimeringen som grundmotor i samfundets udvikling.
Indrømmet; det vil fordre en god position sociologisk fantasi i den fortsatte politiske kamp at sætte sig ud over de sidste 25 års socialvidenskabelige doktriner, der har fungeret som videnskabelig overbygning for den liberalistiske kamp for samfundshegemoniet. Den politiske opposition skal ganske enkelt til at gøre sig praktiske forestillinger om, hvorledes den offentlige sektor kan ledes og organiseres på grundlag af tillid og medarbejdernes myndige demokratiske indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. Ja - man skal oven i købet gøre sig forestillinger om, hvorledes borgerne kan sikres reel demokratisk indflydelse på driften og udviklingen af den offentlige sektor som alternativ til VK regeringens frit valgs politik, der intet har med demokratisk indflydelse at gøre men alene reducerer borgeren til en simpel forbruger af offentlige serviceydelser.

Helt konkret kunne en sådan vending betyde, at kommunerne kunne eksperimentere med at styre efter tillid til, at medarbejderne vil borgerne det bedste, og at disse sammen kunne forbedre den offentlige sektor ud fra borgerlige helhedsperspektiver. Så kunne Århus Sporveje eksempelvis ansætte chauffører nok til at køre på realistiske køreplaner og konstant bidrage til, at disse blev tilpasset borgernes virkelighed. Og ældreplejen kunne ansætte flere hundrede medarbejdere, som også kunne tage sig af de kortvarige og akutte behov hos borgerne. Og ikke mindst kunne medarbejderne være med til at sikre, at ressourcerne blev brugt der, hvor behovene er størst.

Havde det tema været fremført i valgkampen som en klar skillelinje mellem VKO og oppositionen, kunne det være blevet til en både spændende og medrivende valgkamp, hvor repræsentanterne for det såkaldte "virkelighed" kunne have involveret dem, der både lever og arbejder i den, i stedet for blot at bruge dem som faktablade i den politiske dokumentationskamp.

--

(5. november 2007)

Gud hjælpe mig ...

Af Anders Lundkvist, medredaktør af Kritisk Debat

De to dueller mellem Anders Fogh og Helle Thorning viste meget klart at de stort set er enige: Stram udlændingepolitik, skattestop og især ikke højere boligskat, alt godt for klimaet, krig i Afghanistan. Tilbage er marginalerne og drillerierne. Hvis det var valget ville jeg stemme på Fogh. Jeg synes nemlig at han har det pæneste hår.

Der er en vis utilfredshed ved denne grød. Morten Albæk (erklæret borgerlig) talte i DR om principper, rene linier og svigt, og CEPOS og Børsen har gennem lang tid kritiseret, at regeringen ikke fører liberal politik ved at sænke skatterne og tage velfærden op til revision. I DR2 har der været en interessant diskussion mellem tre borgerligt liberale - Ulrik Høy, Bent Blüdnikow og Ågerup fra CEPOS - hvor der også faldt knubbede ord til regeringen.

Derimod er næsten al kritik fra venstre indstillet.

Jeg kan ikke forestille mig en diskussion mellem tre prominente venstrefløjspersoner, hvor oppositionens manglende opgør med nyliberalismen, markedsgørelsen af den offentlige sektor og meget mere hudflettes. Ikke fordi DR er partisk, men fordi sådanne personer enten ikke findes eller ikke vil frem i lyset; faktisk har der netop været en debat i DR2 mellem tre kritikere af regeringen, hvor Bjørn Nørgård uimodsagt sagde at de tre ikke lå til venstre. Og hvis Information og Politiken er røde medier, så er jeg skotskternet.

SF og Enhedslisten kritiserer selvfølgelig VKO, men ud fra en almen, humanistisk holdning om at det er synd for dem, der kommer i klemme; 'vi skal komme hinanden ved', som det gud hjælpe mig hed i Enhedslistens 3 minutters video.

SF og EL kan ikke effektivt kritisere højrefløjen for al dens væsen og fortælle at vi skal i præcis modsat retning i forhold til de forløbne 6 år, og det kan de ikke fordi en sådan kritik også vil ramme Socialdemokratiet. Det var under en socialdemokratisk regering at uligheden virkelig steg, og det var Nyrup der privatiserede TDC og dermed overlod kontrollen med den moderne infrastruktur til de kapitalfonde, som han nu kritiserer så voldsomt (fint, men utroværdigt når der ikke også er selvkritik). Det var også under Nyrup, at 2010 planen blev vedtaget, - den plan der klart udtrykte at den demokratiske sektor skulle marginaliseres i forhold til den privatkapitalistiske ved kun at måtte vokse med ½% pr. år.

Hvorfor er det for resten kun den offentlige sektor, der diskuteres?

Det er fordi næsten alle har accepteret, at 'erhvervslivet' intet har med politik at gøre. Nyliberalisme er defineret som uhæmmet kapitalisme, så kritik af nyliberalismen indebærer ikke kritik af kapitalismen som sådan - det er tiden slet ikke moden til - men blot et krav om at der er en vis demokratisk kontrol med kapitalen. Hvis det går højt kommer der et pip om de multinationale selskabers manglende skattebetaling, men er det ok at den danske finanskapital kan boltre sig i spekulationsforretninger? Hvorfor ikke kræve at de snart 10 trillioner kroner (i 2005 var det 7.944 milliarder), som den finansielle sektor råder over, bruges til miljø og kollektiv trafik? I de gode gamle dage skulle de institutionelle investorer overvejende investere i statsobligationer - altså finansiere det offentlige - men i dag kan de nogenlunde frit boltre sig i aktier og eksotiske udenlandske spekulationer. Men dette er åbenbart 'upolitisk' og derfor hævet over diskussion.

Nu er det klart at det ville selvmorderisk, hvis SF og EL smed sådanne nogle temaer ind i en valgkamp, hvor førsteprioritet må være at vælte Anders Fogh.

Disse partier skulle have udviklet disse temaer og gjort dem til deres profil i de forløbne 6 år. Kun på den måde kunne man have sat socialdemokraterne under pres med retning til venstre, og samtidig præsenteret vælgerne for et klart alternativ til regeringen. Så kunne et nyt systemskifte have været på dagsordenen, og politiktilpasningerne indenfor oppositionen her under valgkampen havde ikke behøvet kun at trække mod højre.

-----

[1. november]

Hvad valget også burde handle om

Af Anders Lundkvist, medredaktør af Kritisk Debat

Det ser ud til, at valget først og fremmest kommer til at handle om velfærd, dermed om prioriteringen mellem den offentlige og private sektor. Lavere skat eller mere velfærd? Flere fladskærme eller bedre ældrepleje?

Det er godt, for dette er det centrale spørgsmål, men oppositionen burde udvide og uddybe dette tema, om ikke andet så for at få lidt fornyelse ind i debatten. Jeg tænker på to ting.

For det første er der store blokke af offentlig velfærd, der slet ikke diskuteres.
Nedskæringerne i Danmarks Radio og den årelange og skandaløse udsultning af den kollektive trafik, især DSB, betragtes tilsyneladende ikke som politiske temaer, i hvert fald ikke som værdige til en valgkamp.

Men det er rygraden i alt hvad der er fælles i landet, der svækkes af den manglende finansiering. DR og dermed public service får lov til at sygne hen, med den mærkelige logik at vi alle skal straffes, fordi nogen har regnet forkert. Vil man også nedlægge Folketinget, hvis rengøringsudgifterne overstiger det budgetterede? For principfaste liberale er udviklingen selvfølgelig herlig, for færre penge betyder lavere kvalitet, så om nogen få år kan enhver se at offentlig styring ikke fungerer, så lad os privatisere hele molevitten. Den samme logik gælder DSB. 'Starve the beast' - udsult uhyret - som det hedder på amerikansk.

Men endnu er disse institutioner populære, så jeg tror, det ville være en vindersag, hvis oppositionen lovede adækvat finansiering. Den del af oppositionen, der er kritisk overfor nyliberalismen, kunne samtidig benytte lejligheden til at slå på tromme for en af-kommercialisering af DSB. Faktisk er der ingen grund til at have en offentlig institution, hvis den kører efter privatkapitalistiske principper om profitmaximering. Hvorfor ikke foreslå gratis kollektiv trafik? Det vil være et vigtigt bidrag til at bekæmpe CO2 forureningen, især hvis højhastighedstog overflødiggør megen lufttrafik, og det vil gå imod den tendens til øget ulighed, som alle synes at beklage. Hvis CEPOS kan opstille regnskaber, der viser at skattelettelser finansierer sig selv, må det være barneleg at vise at gratis kollektiv trafik både økonomisk og økologisk er en god forretning.
Var det for resten ikke på tide at lave en folkebevægelse til forsvar for DR og DSB?

For det andet mangler oppositionen principper bag dens kamp for den offentlige sektor.
De borgerlige har principper. Liberale mener traditionelt - om de siger det er en anden sag - at alt hvad der lugter af stat er undertrykkende og derfor skal minimeres, og ser vi mere snævert på økonomiske principper så kan Bendt Bendtsen fortælle, at først skaber det private erhvervsliv 'værdierne', hvorefter en uproduktiv offentlig sektor beslaglægger en del af dem. Sjovt nok er det officielle nationalregnskab uenig med ham, for her bidrager den offentlige sektor i høj grad til værdiskabelsen (BNP). Men for Bendtsen er en privat konsulent produktiv, mens en offentlig konsulent er uproduktiv, selv om de måske udøver præcis det samme arbejde. Her er Bendt Bendtsen nu nok en lidt gammeldags borgerlig, fra den tid da økonomien var domineret af landbrug og industri, der fremstiller fysiske varer.
Har oppositionen principper? Det kniber, for det er ikke et princip, at man lægger vægt på velfærd og en ordentlig offentlig sektor. Det er selvfølgelig fint at ville sikre befolkningen en rimelig levestandard, men det er ikke nok. Principper er en ledetråd i politikken, de fortæller, hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt, så uden principper bliver simpel stemmemaximering fristende. Principperne skal inkarnere en vision om et mere værdigt samfund, end hvad VKO kan tilbyde.
Den indlysende vision er visionen om et mere demokratisk samfund, dvs. et samfund, hvor den offentlige sektor styrkes og den private sektor tæmmes. For den offentlige sektor er i sidste instans under Folketingets kontrol, dvs. den lyder princippet om én stemme pr. person, mens vi i den private sektor har indflydelse efter hvor mange penge, vi har at forbruge eller investere. Den offentlige sektor skal ikke blot styrkes for at få bedre skoler og ældrepleje, men også fordi det giver et mere demokratisk samfund.

Liberale er uenige i denne demokratiopfattelse. De mener, at demokrati betyder frihed fra en undertrykkende stat, altså at demokrati betyder liberalisme. Individuelle rettigheder skal styrkes, så fællesskabet får mindre magt, ja, iflg. Venstres principprogram skal 'folkevalgte forsamlinger bestemme så lidt som forsvarligt'. Det er dette perverterede, liberale demokratibegreb oppositionen må gøre op med. Ordet må generobres og gives sin oprindelige betydning, nemlig styre ved borgere, der alle tæller lige og derfor er ligeværdige.

Dette er det virkelige demokrati, og det er eroderet gennem mange år. Hvor vi end vender os har privat, kapitalistisk styring trængt demokratisk styring tilbage. Arbejderbevægelsens kooperative bevægelse er næsten forsvundet og andelsbevægelsens smukke principper om, at man stemmer efter hoveder, snarere end efter høveder, er blevet en tom frase hos Arla og Danish Crown, hvor profitmaximering er eneste effektive målsætning. Realkredit og vand- og elforsyning var tidligere brugerejede foreninger. Nationalbanken er finanskapitalens, ikke folkets bank, fordi Folketing og regering er uden indflydelse på den. Og selv den offentlige sektor, der i sig selv er demokratisk, underlægges stedse mere kapitalens udemokratiske styring, hvor kun overskuddet tæller. Hvor vi end vender os er folkestyret svækket.

Det er der mange grunde til, men når centrum-venstre kræfterne i landet har tilladt denne udvikling uden seriøs modstand, skyldes det enten at man ikke forstod at udviklingen undergravede demokratiet, eller at man var ligeglad (hvis en privat virksomhed kan generere et større overskud end en offentlig, hvad mere er der da at snakke om?).

Det er på tide at demokratiet sættes på dagsordenen, også i en valgkamp. Det er en smuk idé at vi alle - rig som fattig, sort som hvid, lærd som uuddannet - har præcis samme indflydelse. Den idé må kunne fænge i en tid, hvor vi er ved at kvæles i privat grådighed og egoismen, og hvor tørsten efter fællesskab atter dukker op.