Politisk økonomi i den ny østasiatiske regionalisme
Af Pietro P. Masina

Offentliggjort: 06. juni 2007

Fra den 12. til den 15. september 2007 afholder The European Association for Southeast Asian Studies en konference om den politiske økonomi i den nye Østasiatiske regionalisme. I et oplæg udsendt 2. maj 2007 af World System Research Newsletter fra Binghampton University gøres rede for en række centrale pointer og spørgsmål til selve konferencen.

På redaktionen finder disse så spændende, at vi har valgt at bringe oplægget uforkortet. Intentionen er så efterfølgende at bringe uddrag af nogle af de oplæg, der bliver behandlet på selve konferencen. Begrundelsen herfor er, at ikke blot Kina men hele regionen fremviser en politisk-økonomisk udvikling af dimensioner, som i sig bærer flere og flere tegn på et begyndende hegemoniskifte på verdensmarkedet, der afgørende vil svække USA's globale dominans.

Redaktionen

Oplægget i sin fulde ordlyd:

Til forskel fra den foregående periode med regional integration først og fremmest forårsaget af den japanske industris opbygning af et komplekst netværk af underleverandører, har regeringerne efter krisen i 1997-98 overtaget ledelsen i den regionale integration. Det er indledningsvist sket gennem opbygning af defensive mekanismer for at kunne beskytte regionens økonomier mod spekulative angreb på landenes valutaer. Men også ved at styrke samarbejdet for bedre at beskytte deres interesser i de internationale handelsforhandlinger. Samarbejdet skal endvidere udbygges til også at omfatte sikkerhedspolitiske arrangementer.

Hvor USA tidligere har været involveret i de institutionelle rammer for den regionale integration så som Asian Development Bank og Asia Pacific Economic Cooperation bl.a. for at skabe en modvægt til Kina og Japan, ser de nye regionale aftaler ud til helt at ignorere USA. Ikke desto mindre har adgang til det amerikanske marked stadig en kritisk betydning for de økonomiske vækststrategier, hvorfor de Asiatiske stater fortsat vil tilbageføre hovedparten af deres eksportoverskud til USA bl.a. for at fastholde valutakurserne.

I det tiår, der er gået siden den økonomiske krise rystede det økonomiske grundlag for de hurtigst voksende Asiatiske økonomier, har flere forskellige initiativer været taget for at skabe større regional politisk, økonomisk og social integration. Først og fremmest som en reaktion mod IMF's ekstremt hårde betingelser, som uddybede krisen i 1997-98, har flere Øst- og Sydøstasiatiske lande opbygget mekanismer til at modstå spekulative angreb på deres valutaer samt andre former for mellemstatslig økonomisk samarbejde. Det sker også ud fra en erkendelse af, at manglen på bilaterale aftaler i regionen stiller dem svagt i forhandlingerne med USA og Europa, der hver især har mange erfaringer med forhandlinger om bilaterale handelsaftaler. I konsekvens heraf er de Asiatiske lande begyndt at forhandle hele serier af bilaterale og multilaterale handelsaftaler.

Disse forhandlinger har involveret Kina, Japan, Sydkorea og i et mindre omfang Australien, Indien og New Zealand. I første omgang ønsker disse lande et system, hvor de afbalancerer hinanden, hvorved de mindre Sydøstasiatiske lande bliver beskyttet mod dominans fra en af de store økonomier i regionen. Kinas grådige appetit på råmaterialer, halvfabrikata og kapitalgoder har i de sidste 10 år være vækstmotren i regionen. Denne udvikling ligger også bag Kinas fredelige bestræbelser på at løse alle landets territoriale uoverensstemmelser med de Sød- Østasiatiske nabolande. Kina er oven i købet begyndt at gennemføre militære øvelser med flere af disse lande, ligesom man har tilsluttet sig Asian Regional Forum på de sikkerhedspolitiske spørgsmål. Tættere økonomisk og politisk bånd har også befordret tættere sociale relationer, og nu er Thailandske og Fillipinske politikere begyndt at referere til deres kinesiske herkomst.

Den nye regionalisme i Øst Asien formes gennem en mængde forskellige processer delvis koordineret og sammenhængende og delvis indbyrdes konfliktende. Regional integration bruges som instrument til at styrke de samlede eksportpotentialer på samme tid, som der skabes defensive mekanismer over det internationale markeds ustabilitet.. Imidlertid konflikter liberalistiske handelsaftaler og yderligere regulering af finanssektoren med de statsstyrede strategier, der har været centrale for den økonomiske udvikling af regionen.

Mens det står klart, at hovedindholdet i regionale integrationsbestræbelser så som NAFTA og EU har været styret af neoliberale principper og praktisk politik, står det stadig tilbage at bestemme konsekvenserne af den Østasiatiske regionale integration, hvad angår den økonomiske politik på nationalt og regionalt plan.

Derfor er det opgaven for konferencen at uddybe analysen af implikationerne i den nærmeste fremtid i den Østasiatiske region. Den øgede statslige rolle i den regionale integrationsproces og de mange og historiske modsætninger taget i betragtning rejser spørgsmålet, om de nuværende tendenser er holdbare på lidt længere sigt. Spørgsmålet er også, om regeringerne i regionen vil tage skridt til at skabe en regional valutaenhed som et element i bestræbelserne for at gøre sig fri af afhængigheden af den amerikanske dollar? Vil de samme lande få mulighed for at investere deres eksportindtægter i deres nationale økonomier eller i nabolandene og således lette på afhængigheden af det amerikanske marked? Vil de være i stand til at samarbejde og udvikle deres egne industristandarder og på den måde indtage rollen som regelsætter på verdensmarkedet? Vil den regionale integrationsproces gøre det muligt at fastholde den statsstyrede økonomiske udvikling som et alternativ til den neoliberale globalisering?

Disse spørgsmål skal behandles på konferencen i september.

Underskrevet:
Professor Pietro P. Masina: Social Videnskab. Napolis Universitet.
Professor Ravi A. Palat: Sociologi, Binghamton Universitet.

Oversat af Jan Helbak.