Nyhedsantibiotika
Af Astrid Nonbo Andersen

Offentliggjort: 01. april 2007

Kl. er 23.
Deadline er netop slut. Vi har været igennem hverdagens rituelle nyhedsudsendelser - et hujende optog i accelererende billedstrømme er draget forbi og har efterladt sig et klamt spor af blod, død og ødelæggelse på nethinden. De skarpe spørgsmål til den seriøse politiker er blevet stillet og alarmerende nyheder viderebragt. Er du blevet klogere?

Kl. er 23.
Du kan nu vælge at gå i seng og se om du kan sove - vel vidende at kloden er ved at gå under i klimaforandringer; at der lurer en terrorist om hvert gadehjørne; og at landets politikere ikke er til at stole på.

Du kan også zappe lidt videre. På TV2 News er der stadig nyheder. CNN fortsætter også. Måske kan du finde et letbenet underholdningsprogram at dulme nerverne med, lidt stand-up, eller noget om amerikanske fotomodeller, og hvis du holder ud en time til, er der sikkert snart porno på programmet.

Eller også kan du blive hængende på DR2 lidt endnu, for nu begynder programmet den 11. time.

I lige så mørkeblå, grå og sorte farver som Deadline og med et truende bank bank toner Michael Berthelsen, ulasteligt klædt i skjorte og slips, velfriseret og alvorlig frem på skærmen.
Det ligner endnu et seriøst nyhedsmagasin, hvor den virkelige verden skal under seriøs behandling. Og det skal den. Men hvilken virkelighed?

Den 11. time spejler nyhedsfladen og vores almindelige, rationelle hverdagstilgang til verden. Programmets formmæssige indpakning udstråler samme seriøsitet som de øvrige nyhedsprogrammer. Men den 11. time er ikke, som f.eks. Berthelsens tidligere program, De Uaktuelle Nyheder, en nyhedernes Rasmus Modsat der vender det hele på hovedet. Spejlet er ikke bare fladt og forvrængende. Det har samme prismeform som kunstneren og gæsten Olafur Eliassons lysekroner i Operaen. Det vinkler verden, sender spejlbilleder ud i alle retninger og tager ind af alle farver og stemninger i rummet.

"Der mangler en vinkel", siger en af gæsterne der er i studiet for at fortælle om det i virkeligheden nedrevne Ungdomshus' genopstandelse i den virtuelle verden, hvor det har unddraget sig en nyreligiøs krantriumf og fortsætter med at eksistere. Indslaget om Ungdomshusets nye virkelighed kunne ligeså godt være præsenteret i Tv-avisen. Men i vores overoplyste nyhedsvirkelighed er der alligevel en vinkel der mangler. Og det er netop ikke en anden virkelighed den 11. time viser frem, men en vinkel eller tusind på vores egen genkendelige virkelighed.

Selvom David Lynch er forbi og fortælle om transcendental meditation, og programmet et øjeblik får et strejf af new age over sig, handler det ikke om at skabe en anden alternativ virkelighed vi kan flygte ind i når den virkelighed vi er i bliver for skræmmende. Det er ingen flugt. Vi slipper ikke forbindelsen til noget som helst. Mads Brügger, Michael Berthelsens værtsassistent, bringer beredvilligt den normale tv-virkelighed ind i programmet og kommenterer det dagsaktuelle, og programmet viger i emnevalg ikke tilbage for at tage alvorlige, politiske begivenheder op.

Det er heller ikke bare eksotisk underholdning. Når musikeren Goodiepal er i studiet og demonstrerer sit planetariske spil, der inddrager både buddhistiske klokker og fløjtende og knurrende hjemmelavede lydeffekter til spejlplaneter og asteroider, og når han gennem sit urimelige skæg fløjter liv i en mekanisk fugl i en glasklokke - en afsluttet virkelighed som han kalder den, - er det ikke en figur fra Casper Christensens Mandrilaftale, selvom han unægtelig både ser ud og taler sådan.

Og den nydelige dame der har slået sig ned som våbenfabrikant og er leveringsdygtig i både pistoler, missiler, håndgranater og brosten i lækker, hæklet uld, er faktisk skåret ud af virkeligheden. Hun sad i hækleklubben og fik lyst til at hækle en pistol, og siden greb det om sig.
"Det er så beroligende at hækle", som hun siger.

Det er ikke bare for sjov. "Det skal betyde noget", siger Eliasson i programmets hidtidige højdepunkt, det andet interview med Eliasson. Andet fordi det første interview både efter seernes og programværtens egen mening var for overfladisk. Berthelsen faldt pludselig tilbage i den almindelige studieværtrolle, og i sin talestrøm glemte han at lytte til Eliasson. Heldigvis for seerne indvilligede Eliasson i endnu engang at deltage i programmet.

I andet interview træder Berthelsen tilbage for at lade Eliasson træde frem, men denne træder selv et skridt tilbage hvorved det projekt, de begge på hver deres måde har tilfælles - at undersøge hvad virkeligheden er, - åbnes. Eller måske rettere genåbnes. Vinklen er ingen anden end den evne til at forundres over verden, vi alle har haft som børn. At se virkeligheden som den er, utilsløret ligefrem og alligevel dybt fascinerende.

Det er den virkelighed DSB-forstanderen pludselig opdager i den lille verden han troede han kendte alt til, indtil en trappe skal renoveres og et hemmeligt rum indrettet som en lejlighed af kunstnerduoen Itzo og Adams, pludselig dukker op, og den aldrende DSB-forstander undrende og forundret må erkende at der alligevel midt i det velkendte var noget mere, og noget anderledes, noget som han ikke forstår, men som alligevel fascinerer ham. Noget der vækker hans nysgerrighed.

Den 11. time er en tv-pille der genfortryller verden. En slags antibiotika. Spiser du den, risikerer du kun at gå roligt opløftet og måske lykkeligt forundret fra fjernsynet.

I den 11. time her inden vi skal sove, sænker Berthelsen tempoet, mens vi langsomt fordøjer genfortryllelsespillen. Er samtalen med gæsten fængende, forlænges programmet til samtalen er afrundet. Væk er nyhedsværtens sædvanlige afbrydelser, de mange billeder, hurtigt skiftende kameravinkler og lynnedslag af indslag. Gæsten skal ikke forsvare sig mod en regn af skarpe spørgsmål. Det er ikke den alarmerende 11. time vi går ind i. Det er den 11. time inden natten tager over, og vi overgiver os til drømmeverdenen, hvis vi kan. Det er den 11. time hvor virkelighed og drøm langsomt flyder ind i hinanden, og vi ikke længere er i stand til at skelne hvad der er mest virkeligt. Det er den 11. time hvor vi endelig får lov at være langsomme, at dvæle ved indtrykkene og lade dem nedfælde sig,- inden nattens gæst siger godnat
måske på islandsk, måske med et digt mens programmet langsomt toner ud fulgt på vej af Goodiepals let meditative musik, og vi er klar til at sove.

Det du så på tv
skal du ikke se
i drømme. Vel!
Drøm selv!


TV-programmet den 11. time sendes på DR2 kl 23:00 mandag, tirsdag og onsdag.
Digtet er en del af Mette Moestrups godnatdigt til den 11. time. Resten af digtet kan læses på www.dr.dk/11