Den Jespersenske vej. Troværdighed solgt som bukseelastik
Af Georg Metz

Offentliggjort: 01. marts 2007

Man skal i virkeligheden lede med lys og lygte i historisk litteratur, ja selv i fiktion for at finde magen til offentlig tilgængelig holdningsmæssig udvikling, som den vor hjemlige Karen Jespersen har undergået i sit politiske liv. Det siges at politikere er parate til at sælge deres egen mormor for en taburet. Men Ibsens påstand i De Unges Forbund: at det er af de tvivlsomme man skaber politikus´er, er på den anden side ikke rimelig; i det mindste ikke hvad angår trofasthed over for det holdningsmæssige fundament. Skift sker, bevar´s, men i så fald i mere overskuelig forstand og her i landet hyppigst i lokalpolitik, hvor grænserne ofte har været flydende. Ellers er det forbeholdt det mere private plan, hvor man nu og da oplever bemærkelsesværdige udviklinger over tid fra rødt oprør til sort reaktion. Folk som aldrig har formuleret en sammenhængende politisk holdning eller filosofi, men er drevet mere eller mindre med strømmen skifter signaler derefter og går som regel lidt stille med dørene.

Den aktive politiker der skal klargøre for sig selv og andre, hvad det hele drejer sig om, må nødvendigvis stikke roden dybere i underlaget og orientere sig efter næringen. Da Erhard Jacobsen i sin tid kørte tør for benzin og skred fra sit gamle parti, var vejen ikke så lang. Den gik fra højresocialdemokrat blandt først J.O. Krag siden Anker Jørgensen og unge venstrevendte nye socialdemokratiske folketingsmedlemmer og over til selvskabt centrumdemokrat i selskab med egne udvalgte, fortrinsvis ældre partihjemløse eller apolitiske konservative og med småborgerligheden, forargelsen og forskrækkelsen over andre sæder som bærende ideologi. Da DKP´erne sprængte sig ud fra den Moskva-tro lejr og stiftede SF, var den politiske logik også åbenbar. Og da Pia Kjærsgaard gik solo efter sine første år med den politisk labile Mogens Glistrup, var meningen trods betydelige differencer også til at få øje på. I en eller anden forstand hænger den slags som regel sammen og er til at forklare.

De anderledes meget store spring eller 180 graders omsving må oftest forstås i forbindelse med personens konstitution. Da den amerikanske revolutionshelt Benedict Arnold midt under Frihedskrigen i 1780´erne snød George Washington, i hemmelighed ville sælge amerikanernes surt tilkæmpede fort West Point og gik over til englænderne, hang det sammen med at Arnold blev forbigået, i øvrigt kom i pengenød og desuden var en skidt knægt. Fouché, Napoleons politiminister, en af de mest notoriske vendekåber i europæisk historie, fremstår i sit nærmest kroniske forræderi som et psykologisk studie i overleverens natur, en kamæleon som ikke var tynget af skrupler. Under de italienske krige i renæssancen optrådte en række lejehærførere, hvis upålidelighed var kongruent med deres griskhed; de skiftede som senere lejetropper under 30-års krigen side, som vi andre skifter sokker.
Den slags adfærd er sjældent forlenet med positive adjektiver. Man taler om kynisk koldsindighed, opportunisme eller altså ligefrem om forræderi. Dette afhænger selvsagt af, hvem der taler, den forrådte, eller den der får gevinsten. Er holdningsændringen sket fra den ene side af spektret til den modsatte, kvitteres dog i brede kredse i det mindste med en hovedrysten. Hvad bliver mon det næste!
Karen Jespersens kunststykke består i at foretage disse skift og bevare en eller anden form for folkloristisk uskyld. Ved en overfladisk betragtning får denne attitude det til at se ud som om det er alle de andre der har forandret sig, mens Jespersen selv har fastholdt sit snehvide sind i sin folkelige forankring og i panderynkende periodisk skinger bekymring for nationens overlevelse og sammenhængskraften.
Således har det i virkeligheden forholdt sig fra Karen Jespersen befandt sig et sted til venstre for Mao, dengang i tidernes morgen, og til hendes seneste bekendelse til regeringspartiets chef og til hans i øvrigt skiftende ideer efter behov, men dog med klar retning mod hyperliberalismen i let social sovs.

Sådan set er det ikke Karen Jespersens fortjeneste eller skyld at det foreløbig er lykkedes for hende at slå det store sving på vinkelmåleren uden at blive pebet ud, snarere omgivelsernes. Hvor mange andre ville kunne tillade sig at gå fra at være aktiv i det gamle VS, over SF til Socialdemokratiet, være minister to gange i en SR regering, derfra kokettere med Dansk Folkeparti for at lande i en sikker kreds hos venstrefløjens absolutte modsætning, partiet Venstre? Ikke mange. Hvorfor kan Karen Jespersen så? Og hvorfor kan hendes mand og politiske manager Ralf Pittelkow. Pittelkow der i sin tid docerede marxistisk litteraturteori og tilhørte strammerne i VS for siden at blive spindoktor for en socialdemokratisk statsminister og nu som skribent på Jyllands-Posten formentlig står så fast, han bare kan ved sin kones side. Hvorledes kan han klare det samme, skrive en totalt ensidig bog om den muslimske "trussel" og oven i købet optræde som politisk vismand i medierne - uden ved denne utrolige proces at miste enhver form for troværdighed?

Forklaringen er næppe så kompliceret, som den burde være i betragtning af denne adfærds politiske urimelighed og moralske anfægtelighed.
Gør man den slags i nøje gennemtænkte faser i takt med udviklingen på meningsbørsen uden at ryste på hånd eller stemme eller bare et øjeblik indrømme tidligere tiders misforståelser og fejl, er der ikke den ting man ikke kan slippe godt fra. Uhyrligheden skal blot være tilstrækkelig stor, det har det 20. århundredes mest skarpsindige propagandister på godt og især mindre godt lært os alt om. Forudsætningen er at man hver gang går til den med den hellige overbevisnings urkraft, som om man har fundet lyset og sandheden. De der ikke er med, er imod og ude på at undergrave nationen, undertrykke de almindelige mennesker og svække sammenhængskraften og er i øvrigt diskvalificerede på forhånd i deres politiske korrekthed. Den sidste, korrektheden, er ved siden af sammenhængskraften blevet de mantraer i retorikken og demagogien, som er kommet til at afløse tidligere tiders henvisninger til den rette lære om frelsen i marxismens arbejder- og bondesamfunds 1000-årsrige.

Som endnu en livsforsikring mod foragt og glemsel ved politiske saltomortaler af den art kan indvandringssegmentet - med særlig vægt på det muslimske (angsten for tyrken) - benyttes som argument over for skeptikere der tillader sig at stille spørgsmålstegn ved sammenhængskraftbegrebet. Netop dette redebonne begreb, som også statsministeren ofte udslynger i en snæver vending, defineres kun vagt eller slet ikke, skønt det dog fremgår at denne mystiske kraft formes af de samlede nationale værdier. Værdierne er dertil adspurgt fænomener som landets historie, ligestilling for kvinder, almindelige traditioner og kristendommen nævnt i flæng og i overensstemmelse med den radikaliserede og populistiske nationalsociale udgave af Gud-Konge-og Fædrelands terminologien som mest rendyrket praktiseret af Dansk Folkeparti. I den forstand anbringer Karen Jespersen fænomenet i samme målområde som i den venstresocialistiske fortid, hvor hensynet til folkets forudsætninger og følelser ansås som placeret i et konstant modsætningsforhold til eliten. Denne arrogante forkælede befolkningsgruppe, hævet over hoben, uden bekymringer for dagen og vejen, der næsten pr. definition er kontrær og kaster vrag på nationalsymbolerne og morgensang i skolen. De kulturradikale er derfor nu hovedfjenden, hvor det før i tiden var dannelseseliten, som imidlertid også dengang var identisk med kulturradikalismen. I den forstand er der sammenhæng i en ellers vanvittig logik.

Dengang som nu lyder parolen som hos en pastor Krarup eller Langballe eller for den sags skyld statsministeren og altså Karen Jespersen at folket er taget som gidsel af en både infam og ryggesløs, men samtidig også naiv elite der undertrykker og fordærver og er parat til at åbne landets grænser for molok selv, blot for at kunne nyde sine pistachenødder og tyrkiske rødvin i fred. Det er her naiviteten hentes frem i den aggressive retorik, for eliten, hedder det altid, bor jo ikke i opgang og ved siden af indvandrere og ved, som Karen Jespersen og Søren Krarup åbenbart ved uden at bo nærmere nogen fremmed, hvor skoen trykker.

Her er sammenhængskraften i Karen Jespersens snævre univers, her er de grundforestillinger der trives, hvad enten man maler snæverheden med rødt eller sort. Og den historie fortæller hvor omfattende et politisk bedrag - og vel sagtens for nu at være venlig - med elementer af et selvbedrag, der har været på tale i hele den Jespersenske karriere. Motivfortielsen og forklaringsmanglerne i den personlige udvikling, samt den rene demagogi hvad angår indvandrerne og det muslimske, som minder om forne tiders både højre- og venstrefløjsantisemitisme, kan dårligt beskrives som andet end bedrag. At Venstre pr. aktualitet skulle være den garant for velfærdsstaten som Jespersen nu bedyrer, er ganske enkelt en uhyrlig udtalelse af en person med en så omfattende politisk baggrund, en person der oven i købet er uddannet historiker.

Hvorvidt Karen Jespersen bliver den store stemmemagnet, hun er spået, vil valget vise. Stemmer skal hun nok få og også nok til at blive valgt i stor stil. Meget tyder på at de fleste vil komme fra folk der i forvejen bevæger sig ude på den fløj, Karen Jespersen nu bekender sig til og derfor ikke tager ret meget fra Socialdemokraterne og slet intet fra de Radikale og den øvrige venstrefløj. Projektet vil dermed forblive hendes eget, nemlig at sørge for en ny platform for magt og indflydelse til sig selv. Sker det som ventet, og sker det på baggrund af et så betydeligt stemmetal at statsministeren, der i bund og grund er af samme holdningsmæssige surdej som sit nye medlem, uden problemer og i fald han stadig holder posten, kan springe sit mere trofaste bagland over, må man konstatere at vælgerne kan tage fejl. Gik det rigtigt til, vendte man Karen Jespersen ryggen i kravet til Danmarks politikere om redelighed. I den bedste af alle verdener.