Det nordkoreanske kaos: Til hvis fordel?
Af Immanuel Wallerstein

Offentliggjort: 01. december 2006

Nordkorea har meldt sig ind i atomklubben, og alle siger, de er oprørte. Men er de det? Der er fem aktører, der virkelig betyder noget i dette spil: Nordkorea, USA, Sydkorea, Kina og Japan. De har faktisk reageret ret forskelligt.

Nordkorea er utvivlsomt den mest tilfredse af dem alle. De arrangerede en atomeksplosion af forskellige indlysende grunde. De er overbevist om, at det at besidde våbnet, udelukker sandsynligheden af et amerikansk angreb. Og det gør det sikkert. De ønskede også at blive tage alvorligt som en aktør på verdensplan. Og trods visse hændelser de sidste uger, har de sikkert også opnået dette. De ønskede at vise - ikke blot USA, men alle andre, specielt Kina - at der ikke var meget, de kunne gøre ved Nordkoreas beslutning, og det synes ligeledes at være lykkedes. Under alt dette ligger det primære formål: regimets overlevelse. Og de har sikkert gjort alt, hvad der står i deres magt for at sikre dette. Men selvfølgelig er de ikke så stærke.

Den almindelige, globale analyse af den nordkoreanske handling er, at den vil sikre en spredning af atomvåben - frem for alt i regionen. Jeg er enig. Jeg regner med, at Japan inden for kort tid indleder dets eget atomprogram. Det vil blive fulgt af Sydkorea. Og så - og ingen nævner det - vil det blive fulgt af Taiwan, og så vil det det nordøstlige Asien være totalt atombevæbnet. Er det godt eller skidt? Svaret afhænger af hvis perspektiv, man ser det fra.

USA er sikkert det land, der er mindst glad for det. I en tid, hvor USA's magt daler overalt, syntes det sidste område, hvor det havde en stærk fordel, at være det nordøstlige Asien. Det er slut nu. Bush-regimet har ikke vidst, hvad det skulle gøre. Det arbejdede for en hurtig afstraffelse i FN's Sikkerhedsråd. Resultatet var ikke meget værd - en resolution, som, om end den var enstemmig, kunne have været skrevet af nordkoreanerne.

Hvis en amerikansk, Demokratisk regering havde accepteret en sådan resolution, ville John Bolton være den første til at afvise den. Men da han er Bush' ambassadør i FN, har han hyldet den som et storslået resultat. Udenrigsminister Condoleeza Rice, der ikke var overbevist af Boltons retorik, rejste rundt i regionen og sagde, at hun ikke kunne pålægge nogen, hvordan de skulle implementere resolutionen. Men hun "forventer", at Kina og Sydkorea vil leve op til de forpligtelser, hun antager de har - hvilket de ikke har til hensigt at gøre, og har sagt det.

Japan hævder det er meget lidt glad for situationen og deler USA's hårde holdning. Undskyld jeg er lidt skeptisk. Er Shinzo Abe ikke den mand, der blev premierminister ved at love at føre Japan ind i "normalitet"? Det er et kodesprog for at ændre forfatningen og skabe en fuldt udbygger hær med atomvåben. Den nordkoreanske atomvåben-prøvesprængning giver Abe en umiddelbar begrundelse - og den vil han benytte sig af. Og amerikanske neokonservative opfordrer ham offentligt til at gøre det. De gør det, fordi de tror det vil styrke USA's position i regionen og gøre en militær aktion mod Nordkorea mere sandsynlig.

Men et japansk atomvåben-program kan meget vel få den modsatte virkning. Det, der har bundet Japan stærkest til USA de sidste halvtreds år, har været Japans afhængighed af det amerikanske atomskjold. Når Japan får sine egne atomvåben, får det muligheden for at blive mere uafhængige. Før og senere vil landet virkeliggøre denne mulighed.

Kina er selvfølgelig utilfreds og det af mange grunde. For det første fordi Nordkoreas handling udstiller grænserne for Kinas magt, som virker ligeså hjælpeløs som USA's i denne situation. For det andet er atomspredning ikke i Kinas interesse. Det er ikke bekymret for Nordkorea. Det er bekymret for Japan og - frem for alt - Taiwan.

Kina og Sydkorea deler det desperate ønske om at se det nordkoreanske regimes overlevelse (der er ikke "regimeskifte" på deres program). De satser begge på, at deres økonomiske støtte vil føre til en langsom og mild liberalisering af regimet - mere a la Deng Xiaopeng end Gorbatjov. Om dette er realistisk, har vi endnu til gode at se. Men har de andet valg end at satse, og arbejde, for det?

Sydkorea har det sværest af de fem magter. Det er det eneste land, hvor opinionen synes at være delt midt over - mellem det regerende parti, som tror på at "engagere" sig med Nordkorea og så oppositionen, der vil kopiere den japanske holdning med en tæt alliance med USA. Dette vil utvivlsomt blive et af de større emner i de næste års præsidentvalg.

Fra: Commentary No. 196, Nov. 1, 2006 - se http://fbc.binghamton.edu/commentr.htm

Oversættelse: Steen Sohn

[Copyright by Immanuel Wallerstein, distributed by Agence Global. For rights and permissions, including translations and posting to non-commercial sites, and contact: rights@agenceglobal.com, 1.336.686.9002 or 1.336.286.6606. Permission is granted to download, forward electronically, or e-mail to others, provided the essay remains intact and the copyright note is displayed. To contact author, write: immanuel.wallerstein@yale.edu. These commentaries, published twice monthly, are intended to be reflections on the contemporary world scene, as seen from the perspective not of the immediate headlines but of the long term.]