Hvad nu?
Af Villy Søvndal

Offentliggjort: 15. september 2006

Hvad gør vi nu? Hvad skal vi gøre, alle os, der gik på gaden den 17. maj, fordi vi ville sikre og ikke forringe velfærden? Kan vi overhovedet gøre noget nu, hvor et bredt politisk spektrum fra Dansk Folkeparti (DF) til Socialdemokraterne står foran at skulle omsætte Velfærdsforliget fra den 20. juni til konkret lovgivning og poster på de kommende års finanslov? Ja, vi både kan og skal gøre noget. Men vi må erkende, at situationen her før Folketingets åbning er en helt anden end før den 17. maj.

Da vi gik på gaden den 17. maj, vidste vi, at hvis vi var tilstrækkeligt mange, kunne vi gøre en forskel på de forhandlinger, der var i gang. Vi vidste, at Helle Thorning-Schmidt var påvirkelig. Langt hen ad vejen bakkede hun selv vores krav op, når vi sagde nej til regeringens forslag om at forringe dagpenge og SU, og når vi krævede praktikpladser til alle og starthjælpen afskaffet. Ikke nok med det. Samtidig vidste vi, at hverken regeringen eller DF havde meget lyst til et sort forlig uden Socialdemokraternes underskrift.

Det viste sig da også, at vi var tilstrækkeligt mange til at gøre en forskel. SU-forringelserne og de værste dagpengeforringelser blev taget af bordet - og flere praktikpladser kom på dagsordenen.

Men til gengæld var vi for få og for uklare i mælet til at forhindre forligspartierne i at enes om Europas hidtil mest drastiske forringelse af efterløns- og pensionsordningerne [se Bent Gravesens artikel i denne udgave af Kritisk Debat - red.]. Også det vidste vi godt, da vi på tværs af partiskel demonstrerede den 17. maj. Vi gik under parolen "Stop regeringens efterlønsforringelser" - vel vidende, at vi kun var enige om at afvise regeringens forslag om at hæve efterlønsalderen til 63 år fra 2021, men til gengæld dybt uenige om Socialdemokraternes eget forslag om at hæve den til 62 år i 2026. Derfor står Fogh-regeringen med et massivt flertal fra DF til Socialdemokraterne, der nu er på vej til at omsætte Velfærdsforliget fra den 20. juni til konkret lovgivning og poster på de kommende års finanslov.

Det betyder, at den umiddelbare kamp om efterløn og pensionsalder er tabt. Det vil nemlig i al enkelhed kræve, at vi mobiliserer så mange, at både Socialdemokraterne og DF opsiger Velfærdsforliget, allerede inden det bliver omsat til lovgivning, og det gør vi - desværre - ikke. Så enkelt er det.

Men må vi så nøjes med Ole Sohn og Jørgen Arbo-Bæhr som de afmægtiges talerør på Folketingets talerstol, når forligspartierne tromler lovene igennem? Nej. Det giver højest lidt flere (socialdemokratiske) stemmer til SF og Enhedslisten. Det løser ingenting.

Derfor må alle centrum-venstre-kræfter, ikke mindst i fagbevægelsen, sætte gang i en debat om den tilbagetrækningspolitik, en ny regering og et centrum-venstre flertal skal gennemføre, hvis vi i tide skal afbøde den første forhøjelse af efterløns- og pensionsalderen til henholdsvis 62 og 67 år i 2019. Her tænker jeg på både politiske og faglige krav, som fagbevægelsens selvstændigt kan og bør føre kampagne for og afkræve Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og de radikale svar op til næste valg.

Nogle af de krav, jeg selv vil foreslå, kan man endda finde som overskrifter og hensigtserklæringer i Velfærdsforliget. Blandt de konkrete krav til en ny regerings tilbagetrækningspolitik vil jeg her nævne:

  • Nye og bedre muligheder for, at nedslidte kan gå på førtidspension, når de fylder 60 år. Velfærdsaftalen siger, at det skal drøftes mellem SF, Socialdemokratiet, V, K, DF og de radikale. Det bliver efter al sandsynlighed ikke til noget, hvis ikke vi i både fagbevægelsen og centrum-venstre-oppositionen diskuterer sig frem til fælles fodslag om et konkret forslag.
  • Et attraktivt arbejdsmarked for seniorerne. I Norge har man f.eks. gennemført en national seniorpolitisk satsning sammen med arbejdsmarkedets parter. Velfærdsaftalen rummer nogle løse hensigtserklæringer om en bedre seniorpolitik på specielt de offentlige arbejdspladser. Centrum-venstre-oppositionen og fagbevægelsen bør drøfte fælles forpligtigende krav til indholdet heraf og til en større seniorpolitisk satsning efter næste valg.
  • Investeringer, lovgivning og aftaler om en målrettet forebyggende arbejdsmiljøpolitik, så folk får en reel chance for at blive på arbejdsmarkedet længere. VKO har sammen med de radikale gennemført en systematisk ned- og bortprioritering af den forebyggende arbejdsmiljøindsats, og Velfærdsforliget indeholder kun lidt flere penge til Arbejdstilsynet og en pulje, der kan yde tilskud til virksomheder og institutioner, der gør noget ved nedslidning, mv. Her må fagbevægelsen sammen med centrum-venstre-oppositionen stille krav til det konkrete indhold, og de radikale - og nu efter velfærdsforliget også Socialdemokraterne - bør frigøre sig fra bindingen til VKO-flertallets systematiske nedprioritering af den forebyggende arbejdsmiljøpolitik og i stedet gå sammen med SF og Enhedslisten om nye krav til investeringer, lovgivning og trepartsaftaler om en målrettet forebyggende arbejdsmiljøpolitik. I SF's finanslovsforslag for 2007 er vi kommet med de første bud (se http://www.sf.dk/index.php?article=12148 )
  • Længere levetid for de lavtuddannede. De lavtuddannede har kortere levetid end andre. Velfærdsforliget indebærer, at den gennemsnitlige levetid efter efterlønsalderen aldrig må blive mere end 19 ½ år. Skulle det gælde for de lavtuddannede, skulle efterlønsalderen sættes et år eller to ned - i morgen. Lad os derfor drøfte indholdet af en konkret handleplan for, hvordan øget forebyggelse kan forlænge levetiden for specielt de grupper, der i dag har den korteste gennemsnitlige levetid. Målet skal være, at de lavtuddannedes levetid skal forlænges hurtigere, end partierne bag velfærdsforliget vil hæve efterløns- og pensionsalderen.

Jeg tror og håber, at vi kan lære af Norge. Her havde man også en borgerlig regering - og et svækket Arbeiterpartiet. Derfor tog norsk LO et selvstændigt initiativ. LO iværksatte en omfattende medlemsdebat "Du bestemmer - LO på din side". Her deltog 44.000 medlemmer, der kom med tilsammen 155.000 bud på, hvad der skulle være LO's vigtigste sager. Ud fra disse mange indmeldinger konfronterede LO de politiske partier med 54 spørgsmål om en række politiske krav: Støtter I, eller gør I ikke? Ud fra de svar, der kom ind fra partierne (Høyre og Fremskrittpartiet nægtede helt at svare), oplyste fagbevægelsen op til Stortingsvalget i 2005 sine medlemmer, om hvem der støttede hvilke krav.

Med dette i ryggen gik norsk fagbevægelse med LO i spidsen ud i en kampagne for en rød-grøn regering bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Skal man dømme efter fagbevægelsens egen evaluering var kampagnen en stor succes, der bidrog afgørende til valg-sejren for den rød-grønne alliance. 83 pct. af norsk LO's medlemmer synes at medlemsdebatten havde været "meget god" eller "god". Over halvdelen af deltagerne i debatten var meget enige i, at fagbevægelsens medlemsdebat havde været med til at tydeliggøre forskellen mellem de politiske partier på de sager, der var vigtige for LO's medlemmer op til Stortingsvalget. 43 pct. var meget enige i, at kampagnen havde bidraget til den rød-grønne valgsejr, og yderligere 38 pct. var lidt enig heri.

Det viser, at der er noget at gøre, hvis vi i fagbevægelsen og arbejderpartierne følger det norske eksempel. Det starter med den konkrete debat ude på arbejdspladserne, i fagbevægelsen og i medierne om, hvilke ønsker almindelige lønmodtagere har til de politiske partier. Og det starter nu.