Velfærdsforhandlingerne:
Efterlønsreformen er grundlæggende forkert – også i den socialdemokratiske udgave!

Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. juni 2006

Velfærdsforhandlingerne mellem de politiske partier nærmer sig enden. Vi kender i skrivende stund ikke det præcise resultat, men såkaldte "forlydender fra pålidelige kilder" vil vide, at der undervejs er sket en opblødning i forhold til regeringens udspil. Således skulle regeringen have opgivet de fleste af forringelserne vedrørende SU og dagpenge for 25 - 30 årige. Og man skulle have accepte­ret "kun" 2 års forhøjelse af efterlønsalderen, dog mod en hurtigere indfasning af ændringen.

Når det tegner til et blødere resultat end regeringens udspil, må det ikke mindst tilskrives den om­fattende mobilisering af lønmodtagere og uddannelsessøgende 17. maj. Men også Socialdemokratiet må anerkendes for sin forhandlingsindsats - navnlig på andre områder end efterlønnen - imod rege­ringens udstrakte brug af økonomisk pisk. Når det er sagt, ændrer det imidlertid ikke ved at "reformen" som sådan i bund og grund er forkert, selvom efterlønsforringelsen bliver lidt mindre end foreslået af Regeringen. Det er der 3 grunde til.

For det første vender reformen den tunge ende nedad, idet den tager relativt mere fra de kortuddan­nede end fra de med længerevarende uddannelse. Der gør sig allerede i dag en betydelig social ulig­hed gældende med hensyn til, hvor langt et otium man kan opnå efter arbejdslivet. Således har kort­uddannede i gennemsnit godt 2½ til 3 år kortere restlevetid og dermed også færre pensionsår end personer med længerevarende uddannelse. Bortskæringen af 2 mulige pensionsår tager derfor også "forholdsmæssigt" mere fra fx en kortuddannet end fra langtidsuddannet, navnlig når vi tager i be­tragtning, at helbredet også begynder at skrante relativt hurtigere for de kortuddannede. Og det er jo de første og bedste år af otiummet, som "reformen" skærer af, hvor helbredet og funktionsduelighe­den jo generelt vil være bedst. Og dem har de kortuddannede som anført færre af.

Hertil kommer, at der ikke er overensstemmelse mellem forhøjelsen af tilbagetrækningsalderen og udviklingen i rest­levetider. Velfærdskommissionen - og Regeringen - har jo ellers som begrundelse for forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen anført; "at det jo kun er rimeligt at vi arbejder læn­gere, når vi også lever længere". Regerin­gen har som bekendt foreslået reformen indfaset i 2025. Men ifølge Velfærdskommis­sionens beregninger vil restlevetiden for en 60-årig frem til dette tids­punkt i gns. vokse omkring 1 år, mens der altså nu synes enighed om, at tilbagetrækningsalderen vokser med 2 år i samme periode. Tilbagetrækningsalderen vokser altså dobbelt så meget som rest­leveti­den.

Generelt tager "reformen" således dobbelt så meget som levealderen vokser, samtidig med at der tages for­holdsmæssigt mest fra de kortuddannede. Uanset, om det er den "blødere" socialdemokratiske ud­gave af efterlønsreformen, vender "reformen" den tunge ende nedad.

For det andet er forhøjelsen af levealderen udtryk for en grundlæggende helt forkert strategi, hvad angår at imødekomme det behov for tilførsel af arbejdskraft, som ældreudviklingen i de kommende årtier medfører. Reformen er udtryk for den strategi, at behovet for arbejdskraft skal dækkes ved at tvangsudskrive de, som allerede har arbejde, til - efter et langt arbejdsliv - at skulle arbejde læn­gere.

Reformens fædre har ikke forstået - eller villet forstå -, at ældreudviklingen i de kommende år ikke er nogen trussel mod velfærdssamfundet, men tværtimod en enestående chance. En enestående chance for en meget stor forbedring af den samlede samfundsmæssigt velfærd ved, at en betydelig del af de 900.000, som i dag er udenfor arbejdsmarkedet, sluses ind i de ledige jobs, som forlades af de mange, som i de kommende årtier går på pension. Selvfølgelig kan langtfra alle komme i arbejde og det sker navnlig ikke af sig selv, men kræver en målrettet indsats for et mere rummeligt arbejds­marked og for opkvalificering af de ledige til de krav, som fremtidens jobs kræver. Men det er reali­stisk, at 150 - 225.000 personer fra beskæftigelsesreserven kan komme i arbejde. Igennem denne strategi kan samtidig den nødvendige fremtidssikring af velfærdsordningerne skabes, idet der her­igennem - og igennem lukning af skattehuller - kan opnås en forbedring af de offentlige finanser med 15 - 20 mia. kr.

Det kræver imidlertid, at de i fremtiden ledige jobs "øremærkes" til at sluse personer fra beskæfti­gelsesreserven ind i arbejde. Når "efterlønsreformen" i stedet tvangsudskriver de, som allerede har arbejde, til at skulle dække det fremtidige behov for arbejdskraft, derigennem at de bare skal ar­bejde læn­gere, er det dobbelt forkert:

Det er gift for en beskæftigelsesstrategi, der kunne sikre velfærden ved at få flere af de uden arbejde i beskæftigelse. Og det en betydelig forringelse af tilbagetrækningsmu­lighederne for de, som - trods et langt arbejdsliv - nu må vente endnu længere på at kunne trække sig tilbage.

Og her er vi ved det tredje centrale kritikpunkt af efterløns"reformen": Den vil ikke afgørende kunne fremtidssikre velfærden, for den vil ikke få den bereg­nede beskæftigelses- og provenueffekt, hvilket igen hænger sammen med, at den rammer socialt skævt. Selvom Velfærds­kommissionen ihærdigt har søgt at bagatellisere dette, så er det en kendsgerning, at de som navnlig har brugt ef­terlønnen har været de dårligere stillede grupper på arbejdsmarkedet: De kortuddannede, de ned­slidte og de arbejdsløse samt kvinderne. Omkring 2/3 af modtagerne af efterløn er kortud­dannede, omkring 20 % nedslidte og en nylig undersøgelse fra A-kassernes Samvirke har vist, at omkring halvdelen af de, som går på efterløn under 62 år, er ledige.

Alt i alt må det vurderes, at op mod halvdelen af, de som "reformen" tvangsudskriver til at blive længere på arbejdsmarkedet, ikke vil være eller komme i beskæftigelse, hvilket netop har sammen­hæng til at reformen vender den tunge ende nedad og rammer socialt og arbejdsmarkedspolitisk skævt. Op mod halvdelen vil i stedet for efterlønnen søge førtidspension eller ende på sygedag­penge/kontanthjælp eller på arbejdsløshedsdag­penge/kontanthjælp.

Reformen var ifølge Regeringens udspil (med 3 års højere efterlønsalder) be­regnet til at forøge be­skæftigelsen frem til 2025 med 105.000 personer, heraf de 85.000 som følge af tilbagetræknings­ændringerne. Dette havde Regeringen beregnet til en forbedring af de offentlige finanser på om­kring 15 mia. kr. Med 2 års efterlønsperiode vil effekten af til­bagetræknings"reformen" reduceres til 55 - 60.000 personer svarende til en 10 - 11 mia. kr.

Men kommer kun op mod halvdelen heraf reelt i beskæftigelse på grund af nedslidning eller fordi de på grund af den fortsatte aldersdiskriminering på arbejdsmarkedet fastholdes i arbejdsløshed vil den reelle forbedring af beskæftigelse omkring kun være en 25 - 30.000 personer og forbedringen af de offentlige finanser vil også blive betydelig mindre - omkring en 4-6 mia. kr.

I modsætning til en beskæftigelsesstrategi er det således tvivlsomt om den indgåede aftale vil bidrage afgø­rende til at fremtidssikre velfærdssamfundet.

Summa summarum: Selv om det er en forbedring, hvis Socialdemokraterne har fået for­handlet igennem, at efterlønnen kun forringes med 2 år i stedet for som foreslået af Regerin­gen med 3 år, så er efterløns"reformen" stadig i bund og grund forkert: Den vender den tunge ende nedad og tager relativt mere fra de kortuddannede end fra de med længereva­rende uddannelse; ved at tvangsudskrive de, som allerede har arbejde, til at skulle arbejde mere, lægger reformen gift for at øremærke en betydelig del af fremtidens ledige jobs til at sluse de udenfor arbejdsmarkedet ind i beskæftigelse og endelig må det anses for tvivlsomt, om reformen vil give den anslåede beskæftigelseseffekt og dermed om den - i modsætning til en beskæftigelsesstrategi - bidrager afgørende til at fremtidssikre samfundet.