Den tyske patient – et paradoksalt resultat af valget
Af Redaktion Sozialismus

Offentliggjort: 15. oktober 2005

Ingen betvivler, at patienten er syg, diagnosen er stillet af snart sagt alle: økonomisk krise og massearbejdsløshed . Kuren består af økonomiske reformer med et menneskeligt ansigt ifølge den nye stor koalition af kristendemokrater og socialdemokrater. Hvilket vil sige at CDUs stort anlagte reformpakke er lagt på hylden til fordel for en forsættelse af SPDs politiske-økonomiske linje. I den forbindelse udtaler Die Linkes fraktionsledere Gregor Gysi og Oscar Lafontaine: " at Die Linke vil føre hård oppositionspolitik mod en stor koalition, der fortsætter en kurs, der fører til nedbrydningen af socialstaten og skattegaver til velhavere" (1).

Under valgkampen fremstillede den borgerlige-liberale fløj og den rød-grønne alliance sig som uforsonlige modstandere med uforenelige politikker. Ifølge SPD var der tale om et afgørende politisk valg imellem en social retfærdig modernisering af samfundet dvs. en moderat nedbrydning af velfærdssamfundet, eller de borgerlige partiers planlagte hovedreform af den tyske samfundsøkonomi dvs. markante nedskæringer på de offentlige budgetter og gennemgribende forringelser af lønmodtagerrettigheder.

Resultatet af forbundsdagsvalget frembragte et paradoksalt resultat, da ingen af fløjene opnåede et flertal for deres politik:

  • Den rød-grønne koalition mistede deres mandatflertal fra 2002, til trods for at de leverede en imponerende slutspurt.
  • De borgerlige partier gik samlet set tilbage og opnåede ikke flertal. Der var dog en stor vælgervandring fra CDU/CSU til det liberale FDP.
  • Die Linke - Venstreforbundet imellem PDS og Wahlalternative WASG, opnåede et godt resultat.

En dyr lærestreg
For CDU/CSU var resultatet en regulær afklapsning. Til trods for den store utilfredshed i befolkningen med den rød-grønne regering, mistede CDU/CSU 1.8 millioner vælgere i forhold til forbundsdagsvalget i 2002 og gik tilbage til 35.2% af stemmerne. Den foreslåede reformpakke "Nyopfindelsen af den sociale markedsøkonomi", der bl.a. betød brud med en reguleret markedsøkonomi, afmontering af socialstaten og forringede lønmodtagerrettigheder faldt til jorden. CDU havde simpelthen undervurderet, hvor meget den sociale sikkerhed betød for befolkningen. Ifølge meningsmålinger er befolkningens politiske hovedprioritet bekæmpelse af arbejdsløsheden, herunder angiver 77 % af tyskerne, at deres anden prioritet er en stabilisering af det sociale sikkerhedssystem, og endelig ønsker 66% ikke, at de sociale ydelser bliver yderligere forringet.

Denne fejlvurdering, kostede CDU/CSU valgsejren og læren er, at det er umuligt at vinde et flertal i Tyskland, hvis man udelukkende fokuserer på økonomiske reformer, og ikke forsvarer det sociale sikkerhedsnet. Der var endog nogen, der mente, at Angela Merkel med sin stragtegi, havde sat CDU/CSUs position som masseparti på spil. Kristendemokraterne forværrede simpelthen den allerede eksisterende utryghed i befolkningen. Den tidligere generalsekretær for CDU Heiner Geissler: konstaterede i den forbindelse: "Vælgernes usikkerhed begyndte med SPDs reformprogram Harz 4 og blev skærpet af kristendemokraternes evige talen om ændring af ansættelsessikkerheden, opblødning af lønoverenskomsterne og endeligt igennem usikkerheden om skattepolitikken (2). Vil man vinde lønmodtagerne for sig på den vis? Nedbrydningen af lønmodtagerrettigheder bør unionspartierne overlade til den tyske industris forbundsorganisation" (3).

De nye muligheders regering
Storkoalitionen imellem kristendemokraterne og socialdemokraterne, er blevet fremlagt som "De nye muligheders regering". Men det drejer sig ikke om et politisk skifte, der vil føre en politik for social retfærdighed, bedre uddannelsesmuligheder og større lighed imellem leveforholdene i øst og vest. Derimod har det paradoksale valgkampsresultat ført til, at SPD i den nye stor koalition, til trods for sit politiske nederlag, kan videreføre sin udskældte politik. Hermed fortsættes linjen fra Agenda 2010 og Hartz 4 med massive statsligbesparelser og forringelser af den offentlige sektor. Ingredienserne er; stigende fleksibilitet på arbejdsmarkedet, forværring af pensionen, besparelser på sundhedsområdet og privatiseringer af offentlige ydelser og skattelempelser til de rigeste. Som det fremgår af ovenstående er konsensus i den nye stor koalition mulig, da både CDU/CSU og SPD er præget af en neoliberal samfundsforståelse, om end der er tale om forskellige strategier for hvorledes samfundet skal markedsgøres. Tiltrods for det gensidige ønske om, at den nye regering skal være et stabilt fireårigt samarbejde, lurer ustabiliteten dog i ethvert kompromis imellem parterne.

Den nye fraktion "Die Linke"er det politiske alternativ
Forbundet imellem WASG og Linkspartei PDS har fået det bedst mulige resultat. Det kan tilskrives Die Linkes engagerede valgkamp, at Tyskland er blevet sparet for en radikal version af en neoliberal dagsorden. Fraktionens opgave er entydig. Den nye regeringskoalition må regne med afgørende modstand. Der gives politisk-samfundsmæssige alternativer til økonomisk stagnation, massearbejdsløshed, ødelæggelse af det sociale sikkerhedssystem, katastrofale offentlige finanser, økologisk rovdrift og terrorismebekæmpelse som kamoufleret krigspolitik. Die Linke vil stå for, at den samfundsmæssige opposition imod den neoliberale nedbrydning af socialstaten bliver styrket. Udbredelsen af de sociale rettigheder og politiske alternativer, i et samarbejde med de sociale bevægelser, er midlerne til at opnå en bredere samfundsmæssig forankring.

SPD kan med rette kritiseres for ikke at forholde sig kritisk til de værste sider af kapitalismen, samt at føre en neoliberalistisk linje, hvor en række samfundsopgaver i stigende grad overlades til markedet eller styres efter markedsprincipper. Denne magtforskydning går udover de svageste og svækker demokratiet. Et indicium på dette er , at valgdeltagelsen ved forbunddagsvalget gik tilbage med 1.7% af vælgerne. I forbindelse med Die Linkes forhold til SPD kan man stille følgende spørgsmål. 1) I hvor høj grad støtter SPDs medlemmer den neoliberale elitekonsensus? 2) I hvilken grad er partiet ændret fra en massebevægelse til et "medie"parti? 3) Kan et pres fra venstrefløjen fører til, at SPDs venstrefløj for større indflydelse på den førte politik?

Die Linke er ikke en elitebevægelse men mobiliserer sig og udformer sin politik på basis af sociale bevægelser herunder de faglige organisationer. 2000 fagforeningsfolk har støttet Die Linkes valgkampsoplæg. På baggrund af CDU/CSU og SPDs førte politik må fagforbundenes medlemmer såvel som alle andre erkende, at en omfattende genregulering eller gen-civilisering af profitsystemet må sættes på dagsordenen. Kun en sådan dagsorden kan ændre på de kroniske forskydelser i fordelingsforholdene og dermed forværringen af levestandarden.

Hvad betyder nyopfindelsen af det politiske venstre i en ny politisk form? Hvis Die Linke fraktionen kan forankres i en holdbar organisation, da ser vi begyndelsen på en ny politisk opfattelse, der i modsætning til neoliberale tilpasningsstrategier, går ind for en reguleret kapitalisme og en fornyelse af socialstaten.

NOTER

1) [1] www.linksfraktion.de/presse "Gross Koalition unter Angela Merkel verhindert Politikwechsel".

2) Professor Paul Kirchhof en af CDUs eksperter fremlagde et skatteforslag, der foreslog at gøre op med det progressive skattesystem. Dette frembragte stor usikkerhed om, CDUs skattepolitik..

3) Redaktion Sozialismus: "German Disease? Paradoxes Resultat der Bundestagswahlen in Deutschland".

Tidsskriftet Sozialismus har yderligere kommentarer til den tyske valgkamp på www.sozialismus.de

Artiklen er oversat fra tysk og redigeret af Randi Bruhn.