Frit skolevalg
Af Anders Bondo Christensen

Offentliggjort: 15. september 2005

Danmarks Lærerforening havde i maj måned besøg fra England. The Strategy Unit, der opererer direkte under premierministeren og har til opgave at analysere, hvordan Tony Blair kan indfri sine valgløfter, havde bedt om en samtale med repræsentanter fra Danmarks Lærerforening. Et af Blairs løfter bestod i, at det i fremtiden skal være lettere at etablere private skoler i områder med dårligt fungerende offentlige skoler. Vi forklarede, at det efter vores opfattelse er en helt forkert tankegang. Det drejede sig i stedet om at engagere borgerne i at gøre den lokale skole bedre i stedet for blot at vælge den nemme løsning, som det er at etablere en alternativ skole for børnene af de forældre, der har det nødvendige overskud til at vælge den private skole. Vi snakkede en del om begreberne borgere contra forbrugere i forhold til det at drive folkeskole.

Der var ingen tvivl om, at der blev lyttet på den anden side af bordet, men der blev også stillet mange spørgsmål. Vores gæster undrede sig meget over, at danske lærere og skoleledere ikke flygter fra skoler med mange to-sprogede elever eller andre udfordringer, men at de i stedet i samarbejde med aktive forældre og støttet af kommunen forsøger at sikre, at deres skole bliver en god skole for eleverne uanset udfordringerne.

Jeg håber meget, at jeg også om fem år vil kunne fortælle den samme historie. Når jeg frygter, at det ikke vil være tilfældet, skyldes det, at der i disse år gennemføres en række initiativer, der kan medføre, at vi om få år vil stå i den samme situation, som de gør i England.

Tilskyndet af regeringens beslutning om at offentliggøre karakterne fra alle folkeskolers afgangsprøver har den liberale tænketank CEPOS i august offentliggjort en rangning af alle skoler ud fra de offentliggjorte karakterer. CEPOS\' service skal hjælpe forældrene til at udnytte et andet af regeringens initiativer nemlig det det frie skolevalg på tværs af kommunegrænserne. Budskabet er klart: Folkeskolen er et forbrugsobjekt og kvaliteten skal sikres af markedskræfterne - forældrenes frie skolevalg - og ikke ved, at forældrene engagerer sig i at yde en indsats for at løse eventuelle problemer i deres børns skole.

Lykkes projektet - begynder forældrene rent faktisk at opfatte sig selv som forbrugere i stedet for borgere, der er parate til at tage et medansvar for den skole, deres børn går i, - ja så kan jeg være alvorligt bange for, at vi også i Danmark kommer til at opleve, at en del af lærerne og skolelederne føler opgaven så umulig, at de også føler sig tvunget til at vælge skolen fra.

Tilhængerne af denne tankegang vil formentlig fremhæve, at forældrene jo får den skole, de har valgt, at konkurrence generelt styrker kvaliteten, og at det er i alle alles interesse, at dårlige skoler tvinges til at lukke, når eleverne, lærerne og lederne flygter fra skolen. Hvis det var så enkelt, ville der imidlertid ikke være grund til, at Blairs Strategy Unit rejste til Danmark for at søge råd til at løse de helt åbenlyse problemer i det engelske skolesystem.

Hvad ønsker regeringen, der gennem sin lovgivning har skabt grundlaget for CEPOS\' initiativ? Mig bekendt har regeringen overhovedet ikke kommenteret initiativet. "Den, der tier, samtykker" hedder det i et ofte brugt ordsprog. Er det også tilfældet i denne situation?

Måske skyldes tavsheden, at regeringen godt ved, hvad forældrene ønsker. Som lærere oplever vi, at mange forældre støtter op om skolen og er parate til at gøre en indsats for deres børns skole. I stedet for åbent at tage diskussionen om, vi ønsker at styrke borgerholdningen til skolen, eller vi ønsker at styrke forbrugerholdningen, er det måske mere belejligt at dække ændringerne ind under det umiddelbare positive signal, der ligger i "at styrke det frie valg".

Diskussionen er imidlertid vigtig, og hvis politikerne ikke ønsker at rejse den, er vi andre der må påtage os ansvaret for elevernes, skolens og samfundets skyld.