Jamen, vil vi da have Saddam tilbage?
Af Georg Metz

Offentliggjort: 15. september 2004

Den journalistisk/demokratiske krise i krigens og magtudøvelsens tegn

Med beskæmmelse må man som mangeårigt medlem af pressens gentlemen & women erkende, at den kritiske funktion, hvormed man gerne skulle forbinde erhvervet, i betænkelig grad er under afvikling. Måske følger dette forhold logisk og uden videre af sidste regeringsskifte, da det solide borgerlige flertal som bekendt satte sig tungt på landets regeringsapparat, og den borgerlige presse, som jo er dominerende, åbenbart så det som sin fremtidige opgave at understøtte de efterfølgende
betydelige omvæltninger i samfundet. Man kan og skal vel således ikke være i tvivl om blade som Berlingske Tidendes og Jyllands-Postens politiske tilhørsforhold og deres heraf følgagtige funktion som formidlere og forsvarere for flertallet. Tabloiden BT optræder i visse sammenhænge og ofte på lederplads ligefrem som regeringens eller måske snarere statsministerens talerør eller i det højeste som en venlig og borgerlig snusfornuftig rådgiver i tone med tiden.

Store dele af pressen har, tør man slå fast, åbenlyst skiftet karakter siden Fogh Rasmussens tiltræden. Hvor ministre før i tiden blev mødt med kritiske indvendinger og nøje granskning af eventuelt kritisable dispositioner, hvilket jo i høj grad også er pressens opgave, nøjes journalisterne nu overvejende med at referere og lade kritikken komme til orde via oppositionen, der til gengæld behandles - korrekt journalistisk - under kritiske synsvinkler. Derved uddybes den her påståede skævhed yderligere.

Helt tydeligt forekommer en grundlæggende ukritisk fremlæggelse af tiltag og politiske initiativer fra flertallet og den udøvende magt i nyhedsudsendelserne i de elektroniske medier. Desværre gælder dette efterhånden også i Danmarks Radio, eller især i Danmarks Radio, hvis public service forpligtelser ellers burde tegne et andet og langt mere kritisk, uafhængigt og nuanceret virkelighedsbillede. Man kan roligt tale om mikrofonholderi uden opfølgende dokumenterende kritik i de nye moduler, for eksempel i DR's morgenflade, som dagligt forvaltes tilsyneladende uden faglig selvkritik. I forbløffende grad slipper ledende politikere i regeringspartierne af sted med at aflevere deres budskaber som lydklip uden så meget som blot et enkelt skærpende modspørgsmål. Snarere, såfremt spørgsmål overhovedet stilles, er der tale om medløbsspørgsmål på et sølvfad. Eksempler kan til hver en tid påhøres morgen efter morgen, hvor programfladen dertil fyldes med en uforholdsmæssig stor mængde livsstilsstof, hvis mangel på substans alt for ofte i sig selv burde forbyde dets lancering.

Tendensen til denne afvikling af den fjerde statsmagt, den kontrollerende, er ikke kun national men kan i rigt mål studeres i det land, vi normalt efterligner i medie- og presseforhold blot tidsmæssigt forskudt, nemlig De Forenede Stater. Siden George W. Bush erobrede Det Hvide Hus på et noget vaklende grundlag, har præsidentens magtudøvelse så at sige været svøbt i Stars & Stripes som en national manifestation, hvor pressekonferencerne er reduceret til et par stand ups ved præsidentens ranch på Texas støvede jord. Spørgsmål er ikke velkomne og kontakten med pressen varetages i det hele taget næsten udelukkende af spindoktorer og dertil et par smarte bemærkninger på vej til og fra helikopteren på Det Hvide Hus´ græsplæne. Dette forhold er selvsagt yderligere cementeret til noget nær det monumentale efter 9/11 og krigen i Irak. Når bortses fra enkelte af de store øststatsmedier som New York Times og Washington Post har pressen neddæmpet kritik og for store deles vedkommende lagt en patriotisk linje, hvis man da ikke som Fox-tv har stillet sig i regeringspropagandaens tjeneste. At stille spørgsmålstegn ved krigens berettigelse eller krigens førelse gøres som ved andre af den slags nationale kriser til noget nær landsforræderi. Derfor har valgkampen hidtil da også drejet sig om krigen i Vietnam, der som bekendt fandt sted for 40 år siden. Det er mere håndterligt.

Danmark er et krigsdeltagende land. De færreste danskere går vel og tænker over dette til daglig, eftersom i skrivende stund de danske ofre i Irak har været overskuelige. Men anfægt den danske deltagelse over for de ledende folk i regeringen, og se hvad der så sker! Enkelte journalister har forsøgt sig over for statsministeren og er blevet mødt med det forgrovede, demagogiske og ufatteligt uforskammede modspørgsmål: Jamen, vil du da have Saddam Hussein tilbage? Svaret er tilsyneladende velafprøvet i statsministerens medieprofessionelle indercirkel, eftersom han har anvendt det ved mindst et par lejligheder.

Ligeledes mødtes journalisten af vred afvisning, da vedkommende spagt forsøgte at indhente statsministerens kommentar til baggrunden for gidseltragedien i Rusland. Her stiller vi ikke spørgsmål eller bruger tiden på dybsindige overvejelser, men slutter op, kæft trit og retning, bag de magtens mænd, for hvem virkeliggørelsen af magtens sprog med militære midler er svaret på nok så forfærdende udfordringer. Enhver idiot burde jo ellers nok kunne indse, at den verdensomspændende konflikt, der for tiden er i fuld sving, har dybe og forgrenede rødder i globale samfunds- og økonomiske strukturer. De bombesprængende aktører kan have vidt forskellige udgangspunkt for at foretage deres frygtelige og forkastelige handlinger, men ét er sikkert, de gør det ikke for sjov, og de holder ikke op, såfremt de problemer, deres virksomhed grunder sig på, og hvor rekrutteringen til terror foregår, udelukkende imødegås med våben.

Den politiske magt både hist og her, der forøver terrorbekæmpelse ved stadig mere våbenbrug, og som afviser at indgå i offentlige spekulationer og diskussion om terrorens årsager, er selvsagt af en sådan beskaffenhed, at den heller ikke viger tilbage for at knægte pressen og pressens frihed til selv at vælge og formulere sine spørgsmål. Midlerne er legio. Over for public service institutionerne er det uhyre nemt for en determineret dansk statsminister at kyse de ansvarlige ledere i for eksempel DR og det snart afhændede TV2. Det er blot et ord, man lader falde i rette forum og med tilstrækkeligt truende undertoner.

Men også avisernes journalister kan få at føle, hvordan det er at blive udelukkede fra de stofgivende og nyhedsskabende cirkler. For Amerikas vedkommende kan det nemt komme til at koste jobbet, hvis journalisten sættes i karantæne, fordi vedkommende begynder at stille næsvise spørgsmål. Ikke én journalist, ikke én har så vidt vides stillet Bush det nærliggende spørgsmål, hvorvidt han i en stille stund, i den tid der er forløbet siden tvillingetårnenes fald og angrebet på Pentagon, har gjort sig overvejelser om Amerikas egen rolle i 9/11. Kunne det, Mr. President, på nogen måde tænkes, at Amerika var en del af problemet i denne frygtelige udvikling? Kunne det tænkes at terroristerne havde og har andre motiver end den forenklende påstand om den rene skinbarlige ondskab?

Den totalitarisme, som undladelsen af den slags spørgsmål er udtryk for, forekommer lige så alvorlig som den snart sagt globale terror-krise verden befinder sig i. Herved, med denne knægtelse af det kritiske og af dialogen mellem presse og magtudøver, undergraves nemlig de demokratier, for hvilke statsledere som Bush, Blair og Rasmussen hævder, de kæmper så indædt og nidkært. Og i hvilken kamp - uden udsigt til nogen happy end - de sætter så utallige mange andre menneskers liv på spil.