Kampen om værdien af apartheid
Af Georg Metz

Offentliggjort: 15. februar 2004

En ekskluderende, negativ særbehandling af befolkningskategorien "fremmede" er mildt sagt taget til i styrke i Danmark de seneste par år.

Debatdeltagere såvel som lovgivere og regering anvender ord og begreber, man før i tiden ikke troede gangbare i det danske samfund. Det historiske grundlag for fænomenet findes i den nationale tradition, hvor Danmark siden den stærke betoning af landet som nationalstat jævnt hen har behandlet tilrejsende, fremmede med diskriminerende skepsis og forstået at holde alt for påtrængende indvandring tre skridt fra livet. Uden at fortabe sig i historiske detaljer udgør kravet om indfødsret efter Struenses fald, den voldsomme modstand mod russisk jødisk tilflugt og indvandring omkring 1900, samt afvisningen af politiske flygtninge fra især Tyskland i 1930'erne blot nogle få men nedslående gode eksempler.

Opfølgningen på denne tradition er i vore dage sket med brask og bram, forstærket - siden især det muslimske befolkningselement har sat sig sine spor - og radikaliseret yderligere i takt med yngre nydanskeres synlighed og stadigt stærkere selvbevidsthed.

Som bekendt har modstanden mod "de fremmede" fået politisk momentum og er blevet regeringsbærende. Næppe for meget sagt, at det ideologiske grundlag for denne bekymrende udvikling er lagt af Ekstra Bladet i tidligere redaktørers tid, samt af den diffuse ekstremistiske kirkepolitiske bevægelse Tidehverv, formuleret af bevægelsens blad ved dets redaktør, præsten, debattøren og politikeren Søren Krarup. I Dansk Folkeparti, et naturligt politisk hjemsted, har Krarup dertil som MF i forreste geled og næstformandsskab i indfødsretsudvalget fået magt som agt. Krarup og folketings- og præstekollegaen, præsten Jesper Langballe, lægger i fælles virke og i delvis overensstemmelse med regering og integrationsminister Haarder gift ud for integrationen, som de ikke ønsker noget godt, leverer løbende generaliseringer af fremmede, samt stiller stærke krav til allerede nationaliserede indvandrerne om klar og tydelig efterlevet danskhed. Skik følge eller ud af klappen - bogstaveligt talt - og vel at mærke møntet på de yderst få fremmede, der når så langt som blot på ansøgerhold af tilknytning til Danmark. Indvandringen er i regeringens tid faldet med 40 procent! Ikke siden 1930'erne har landet oplevet en så streng afvisning af indvandrerapplikanter og en så ihærdig markering af fjendebilleder og opdeling i "dem og os".

Retten til riget
Det er næppe for meget at sammenligne disse fremmedfjendske strømninger med den nævnte periode fra omkring 1900 til kulminationen senere i århundredet, da egentlige racistiske bevægelser fik mæle i den danske - også antisemitisk orienterede højrefløj - mens fascismen og nazismen marcherede i Europa. Dermed ikke sagt at begivenhederne og synspunkterne dengang og nu er identiske, ingenlunde; men nutiden låner ikke desto mindre træk og velafprøvede udsagn fra fortiden. Dansk Folkeparti, og dermed regeringspartierne der jo ikke tager afstand fra synspunkterne - samt med skam at melde dele af socialdemokraterne, fastlægger rask væk deres bastante og selvskabte sæt af kriterier for at forudsætte viljen til ægte danskhed. Værd at bemærke opererer disse stærkt nationalt betonende lag med en danskhed, der ikke behøver nærmere kvalitetsprøvning for at retfærdiggøre dens påståede eksklusivitet. Danskheden af denne art opregner uden al for nøje blik i kilderne værdier, hvis omfang og indhold heller ikke defineres. Ikke desto mindre opstilles anerkendelsen af dette ofte vage værdibegreb som forudsætning for som fremmed at kunne dvæle i nationen - og for retten til riget.

Dansk Folkeparti og til en vis grad også regeringens optik fokuserer i den forstand kun danskheden præcist på ét felt, nemlig således at den nationale godkendelses absolutte forudsætning ses som hin enkelte fremmede og persons betingelsesløse bekendelse til kristendommen.

Tidehvervspræsterne, ideologerne, fastholder således åbenlyst og ihærdigt det nationale krav som uløseligt forbundet til den rette tro, deres: Danmark i 1000 år, som Valdemar Rørdam med hentydning til Ansgars fjerne virke besynger fædrelandet. Herfra går danmarkshistorien, herfra rækker danskheden, denne er udelukkende det kristne Danmarks anliggende. Det skal tilføjes, at den kristendom Krarup nidkært anviser de undrende omgivelser som forudsætning for dansk national anerkendelse, snarere må dateres til reformationen og indførelsen af Luthers rette lære, eftersom andre opfattelser af kristendommen i denne håndfaste nationalteologi gerne beskrives som vranglære. Man kan derfor tillade sig at trække godt halvdelen fra de 1000 år hos Rørdam, uanset at denne fædrelandsdigter med visse under- og overtoner i tilgift med Harald Nielsen og Kaj Munk tælles blandt Dansk Folkepartis urørlige huspoeter.

At dette synspunkt om kristendom som betingelse for national samhørighed ikke her er grebet ud af den blå luft, men er konstituerende for præstepolitikerne og Dansk Folkeparti og dermed i praksis regeringen, ses af et interessant citat af Jesper Langballe. Under debatten om Auschwitz-dagen i Danmark i maj 2003, udtalte denne blandt andet: "Jeg har fuld forståelse for at forslaget [om en Auschwitz-dag] kan være yderste velmenende. Jeg har ikke mindre forståelse for, at der er jøder, for hvem sådan en Auschwitz-dag måske nærmest må have karakter af en national mindedag, som en danmarkshistorisk mindedag har det for os andre".

Dem og "os andre". End ikke danske jøder, hvis slægt kan have hundreder af år på bagen i det danske rige, er danskere på linje med "os andre", som er én nation - udelelig under Krarup, Langballes og Luthers Gud. Det siger sig selv, at danske muslimer, som ikke har et Auschwitz som moralsk barriere mod rene og grovere verbale overgreb, ifølge denne tankegang må opfattes - og også bliver det - som betydeligt mere marginaliserede og udanske.

Den lige vej til Gulag
Forsvaret af danskheden, som i et mere renfærdigt og mindre fanatisk ståsted jo kan være agtværdigt nok, har altså i den langballe/krarupske og DF´ske version udviklet sig til en fundamental og diskriminerende størrelse, som i disse tider følges godt og grundigt op af en moralsk og juridisk uacceptabel grov udlændingelov. Det er vel bekendt af iagttagere af feltet, at de danske bestemmelser for indvandring og asyl så langt er Europas strengeste, de mest udelukkende og på alvorlig kant med menneskerettighedernes fundamentalbestemmelser - i alle fald imod deres ånd. Imidlertid er menneskerettighedsoverskridelser ikke noget problem, tværtimod, eftersom den herskende opfattelse, Krarups og Langballes erklærede og tidehvervs-fæstnede holdning, på det mest energiske afviser menneskerettighederne som et tyranni, et uhørt forsøg på guddommeliggørelse af menneskene, disse elendige syndere - den lige vej til Gulag.

Eftersom statsministerens oprindeligt erklærede værdi- og kulturkamp, med dengang fortrinsvis retrospektivt sigte, ved en ny parole nu angiveligt rettes fremad - fortiden skal fremover ifølge statsministeren kun klandres med fremtiden for øje - var det måske på sin plads at inddrage den her skitserede og herskende diskriminatoriske menneskeopfattelse i det store opgør om det kommende.

I denne forbindelse må det være på sin plads at fastslå karakteren af den danske fremmedlovgivning principielt og såmænd også i praksis som apartheid. Hvorledes skal man ellers definere en lovgivning, hvis sigte er klart etnisk diskriminerende og oven i købet med et bagvedliggende krav - fra det herskende flertal i Dansk Folkepartis mandater - om religiøs ensretning? Det næste spørgsmål bør i lige så høj grad rettes til statsministeren: Hvilken kultur- og værdikamp kan mon tænkes at være mere værdigt påtrængende end kampen for ligeberettigelsen for mennesker i det danske samfunds varetægt? Kan en kulturkamp overhovedet udkæmpes på samvittighedsfuld vis, såfremt kombattanterne bortser fra den ulighed, den grove tilsidesættelse af elementære regler for anstændig behandling af andre, der finder sted lige under næsen på os?

Hvorledes tror statsministeren, at danskere om 10-20-30 år vil se tilbage på denne periode, da en regering og et folketingsflertal med åbne øjne og med Gud i hånd skabte et samfund med foruroligende og klare træk af apartheid og med uoverskuelige konsekvenser og samfundsmæssige og menneskelige omkostninger på sigt? Hvorledes vil danskere til den tid dømme os? Hvorledes vil de dømme en højrereaktionær kulturelite, der i stakåndet iver efter ikke at blive opfattet som politisk korrekt enten stiltiende så til eller aktivt støttede denne nationalchauvinistiske ukristelige menneskeforagt?

Disse er de brændende spørgsmål i en dansk kultur- og værdikamp år 2004, såfremt dette luftige begreb, som statsministeren altså også delvis har fortrudt, han kastede sig ud i, skal have nogen mening.