En løgn bliver ikke mere rigtig af at blive fortalt mange gange - replik til Jan Hobys og Lisbeth Smiths forsøg på at miskreditere SF
Af Pernille Vigsø Bagge

Offentliggjort: 01. december 2009

I et forsøg på at ramme SF's syn på daginstitutionsområdet, griber Jan Hoby og Lisbeth Schmidt til en række retoriske kneb, som bedst kendes fra VK-regeringens spindoktorer.

De skriver om private og selvejende institutioner som var de to sider af samme mønt. Dernæst lader de kritikken hagle ned over de private institutioner (en kritik som SF deler). Til slut fremstiller de denne artikels forfatters udtalelser om de selvejende institutioner som en støtte til private institutioner. En retorisk smart tretrins raket. Men ikke en måde at argumentere på, som får fakta og de sande positioner i debatten frem.

Lad os kigge lidt på nogle af de påstande, der kommer frem i artiklen.

"Hvis udviklingen fortsætter mod selveje, privatisering og flere besparelser i det offentlige, vil resursesvage familier blive efterladt med det næstbedste."
Hvis man tager et kig på hvordan udviklingen i forhold til selveje er gået, viser det sig, at mens det i 1980 var 50% af alle børnehaver, der var selvejende, så var tallet i 2007 23%. Et fald på over 2000 institutioner på små 30 år. Hvis det er den udvikling Hoby og Schmidt snakker om, så er der andre af påstandene i artiklen, som bliver mere underlige, end de er i forvejen.

Med hensyn til de private institutioner er der derimod grund til bekymring.
SF pegede allerede i 2005 på, at konsekvenserne af fritvalgsloven, som har muliggjort et øget antal private børnehaver, ville betyde en meget uhensigtsmæssig opdeling af børn i førskolealderen. Altså, at velstående forældre i højere grad har mulighed for at benytte de dyrere private børnehaver, mens familier med dårlig økonomi vil være henvist til de offentlige institutioner.

En privatinstitution skal ikke have nogen driftsaftale eller kontrakt med kommunen, og der er ingen pligt til at aflevere regnskab til kommunen. Privatinstitutionen skal ved etableringen godkendes af kommunen, hvis den skal overholde lovgivningen og kan leve op til de kommunalt fastsatte godkendelseskrav.
Ved indgangen til 2007 var der cirka en snes godkendte private institutioner. Ved indgangen til 2008 var der godt 100 med dokumenteret godkendelse og derudover en del på vej. Pt. er der ca. 200 private daginstitutioner. Altså en tidobling på få år.

SF havde i foråret socialministeren i samråd i Folketinget, hvor vi stillede hende disse spørgsmål:
1. Ministeren bedes i et kommende samråd redegøre for kommunernes praksis for udregning af fripladser afhængig af, om forældre benytter private eller kommunale daginstitutioner og i forlængelse heraf redegøre for, hvordan denne praksis hænger sammen med princippet om, at der skal være lige adgang til danske daginstitutioner.

2. Er det efter ministerens opfattelse hensigtsmæssigt, at kommunernes praksis resulterer i stor social skævvridning, hvis valg af private daginstitutioner betyder, at forældre med et årligt indkomstniveau under 143.001 kr. mister en fuld friplads?

3. Er det efter ministerens opfattelse ønskværdigt, at danske daginstitutioner kan opdeles i A og B institutioner, så velstående familier benytter én type institutioner mens mindre velstående familier er henvist til at vælge andre daginstitutioner?

Jeg synes, det er ret klar tale, vedrørende private institutioner. SF støtter dem ikke, og vi mener de er med til at skabe A-hold og B-hold i det danske samfund.

Lad os kigge på flere af de citater, der indgår i opbygningen af de falske beskyldninger mod mig.
"Den logiske konsekvens af selveje er i sagens natur, at de resursestærke forældre vil søge derhen, hvor resurserne og overskuddet er størst. Det betyder, at de forældre og børn med få resurser vil blive tilbage i det kommunale system."
Opsplitningen mellem institutionerne ses desværre både i de kommunale institutioner og i de selvejende. Som fagforeningsfolk i en fagforening, der organiserer dele af det pædagogiske personale i København, ved I udmærket, at der også er forskel på de kommunale institutioner, når det kommer til hvor socialt stærke forældrene er - selv i lokalområderne.

Hoby og Schmidt nævner at¸ "Borgerne sætter god service og kvalificeret pædagogisk arbejde over retten til at vælge mellem offentlige og private tilbud. Myten om borgernes frie valg, er opstået som en del af en bevidst ideologisk og politisk strategi, der skal fremme markedsgørelsen af den offentlige sektor."
Jeg er fuldstændig enig i holdningen i citatet, men det har ikke noget med selvejende institutioner at gøre.

Al denne sammenblanding mellem private og selvejende institutioner fører Hoby og Schmidt til spørgsmålet: LFS vil gerne bruge denne lejlighed til, at spørge Pernille Vigsø Bagge og SF, om de vil være med til at umyndiggøre den offentlige sektor ved at adoptere en liberalistisk myte?
Svaret er selvfølgelig, at SF under ingen omstædigheder vil undergrave offentlig velfærd. Men spørgsmålet hviler på en falsk præmis, som er konstrueret i hovederne på de to forfattere - nemlig den præmis, at selvejende og privat er et fedt.

SF taler og har talt positivt om såvel selvejende som kommunale dagtilbud. Hoby og Schmidt taler om private institutioner.

I SF mener vi der er større problemer på børneområdet end forholdet mellem kommunale og selvejende.
De tre vigtigste ting som vi ser der er:
- At kommunernes økonomi er så presset, at daginstitutionsområdet de fleste steder udsættes for voldsomme besparelser.
- Set i lyset af hvor meget tid børn i Danmark tilbringer i daginstitutioner er det helt afgørende, at disse har en høj kvalitet.
- Daginstitutioner spiller en meget central rolle i forhold til at kunne støtte de udsatte børn og medvirke til at nedbryde en negativ social arv. Men det kræver daginstitutioner af høj kvalitet
med gode normeringer, tilstrækkelige ressourcer og tilstrækkeligt uddannet personale.
Der er derfor al mulig grund til at prioritere og investere i gode daginstitutioner og ordentlige normeringer. Senest har SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd dokumenteret, at børn,
der går i børnehaver med uddannet personale og gode normeringer, bliver mere intelligente, mere skoleparate og klarer sig i det hele taget bedre i livet end børn - bl.a. gennemfører flere en erhvervsuddannelse, og færre har udsigt til arbejdsløshed eller til at ende som kriminelle. Derfor er den altoverskyggende udfordring at sikre, at børneområdet bliver prioriteret langt højere end i dag
og ikke konsekvent udses som et spareområde.

Der er al mulig grund til at skabe klare linjer i debatten om fremtidens daginstitutioner.
Det er fair nok, at Hoby og Schmidt argumenterer for flere kommunale frem for selvejende institutioner. Den fagforening, de er i ledelsen for, organiserer pædagoger på de kommunale institutioner i Københavns Kommune. Om det er baggrunden for udfaldene mod de selvejende institutioner ved jeg ikke, men det må forventes som et minimum, at debatten udgår fra fakta og ikke via sammenblanding af to forskellige måder at drive daginstitutioner på.
I SF kender vi godt til forskellene mellem selvejende og private institutioner. Det undrer mig, at Hoby og Schmidt, som faglige ledere, åbenbart ikke gør det.