Det bæredygtige samfund, nihilismen og den svage ontologi
Af Andreas Møller Lange

Offentliggjort: 01. december 2009

Indledning
Formålet med denne artikel er at stille et kritisk og filosofisk fokus på den finansielle og økologiske krise.

Det skorter ikke på politiske, sociologiske eller psykologiske analyser af hvordan og hvorfor, vores nuværende krise har udviklet sig (1). Jeg vil i denne artikel rette mit fokus mod en kort fundamentalontologisk tolkning. Jeg stiller i den forbindelse spørgsmålstegn ved det paradoksale i at redde os ud af problemer med metoder, der har skaffet os problemet på halsen i første omgang. Her stiller jeg fokus på begrebet om vækst, der som en moderne suveræn har overtaget pladsen som funderende princip for vores værdier. Denne fundering sker gennem hypostaseringen af begrebets afhængighed af dets tidsbundne betydningshorisont (og dermed som absolut rettesnor for vores nuværende borgerlige politiske tilgang). Begrebet er dog nu kommet i konflikt med begrebet klima, som det med voldsomhed i det politiske projekt søges at forenes med gennem en problematisk teknologisk tilgang.

Det modsatfyldte krav om vækst vs. omsorg for miljøet - at lægge sit liv i hænderne på teknologien
Politikkens krav om genskabelsen af den globale vækst og økonomiske tryghed, om fuld beskæftigelse, et højt forbrugsniveau og investeringer iblandet kravet om at gøre noget drastisk ved miljøet, foregår i en forvirret medieblanding, hvor alle populistiske forbehold må tilgodeses. Nok skal der gøres noget ved miljøet og klimaet, men samtidig skal væksten og folkets stemme sikres. Det er derfor nødvendigt at spille på to heste. Men det skal ske ved hjælp af en re-orientering af de teknologier der skal sikre den nuværende "semi-grønne" udnyttelse frem mod en "grøn" udnyttelse af vores ressourcer. Hvis væksten er grøn, kan vi altså stadig fortsætte ræset derudaf og få gevinst på alle felter samtidig. Væksten kan stadig føre folket mod målet. Et mål som dog, så længe paradigmet vi forstår verden og os selv ud fra stadig er vækst, altid vil kræve mere og mere vækst. Denne vækst er vi så gennem teknologien tvunget til bestandigt at gøre "grønnere" og "grønnere". Samtidig med at teknologien, der skal fremtrylle grøn vækst, selv skal være grøn og neutral. Det paradoksale er altså, at man, på trods af at ville gøre noget drastisk nu og her, ikke forlader det paradigme, som man diagnosticerer som årsag til selve krisen.

Det er i stedet selve ideen om vækst, selve problemet om teknologien og de metoder vi bruger, som er roden til de selv samme problematikker, vi nu står overfor i forhold til økonomi og klima. Lige så lidt som man kan redde et moralsk problem med mere moral, så kan man ikke redde et vækstproblem med mere vækst eller et teknologisk problem med mere teknologi. Den sidste kurs, som vi er slået ind på i de politiske strategier betyder, at vi må lægge vores liv i hænderne på teknologien. Men det er på tide at indse, at vi kun kan overleve et vist antal "boom-bust" cyklusser, før vi har destrueret den jord, vi bor på. Indtil da, uden alternativ til vækstfilosofien, er vi som en flok spillere ved rouletten, der blot venter på den næste store gevinst eller den næste frelsende "grønne" teknologi. Gevinsten venter konstant lige om hjørnet, hvis bare vi lige tillader lidt mere ("grøn") vækst, er lidt mere "innovative" end naboen eller invaderer lidt flere markeder, så vi kan sikre os en førerposition i den globale kamp om ressourcer (2). En kamp, vi nu aner, at vi alle taber til sidst, men hvis løsning vi har rationaliseret os frem til, ligger i at ligge i førerposition gennem teknologisk innovation og know how, så vi i det mindste bliver de sidste tabere!

Den vestlige myte
I Vesten har vi etableret myten om væksten som en antagelse og fortælling om verdens natur. En natur, der kan realiseres via innovation, hvor tekno-videnskaben (3) opstiller metoden. Vækstfilosofiens fiasko har vist sig i den økonomiske krise, hvor markedet har undergravet sig selv. Der findes simpelthen et loft for kravet om vækst. Dette har vist sig med truslen om økologisk ruin og vores økonomiske fallit gennem de mere og mere fiktive investeringers krak. At vores ny-investeringer nu kaldes "grønne" og sætter præfixet "klima..." på produktet (fx "klimakogebogen", "klimabilen", "klimaaktien", "klimaviden" og sågar "klimaradio" etc.) gør ikke selve produktionsforholdet mindre. Det er blot en ny- italesætning af vores ønske om stadig mere vækst. Dette narrer os til at tro, at produktionsforholdene regulerer sig selv gennem det, at de er blevet "grønne". Dermed søger man at tilgodese kravet om bestandig vækst med kravet om at mindske vores forbrug. Dette er paradoksalt. Det er kejserens nye klæder som storstilet politisk projekt. I relation til klimaproblematikken vil det at lade nye teknologier erstatte de gamle blot med nyt fortegn, dermed ikke ændre selve teknologiens natur. Det er blot at lægge et røgslør ud over vækstprincippets suverænitet i den tro at præfixet "klima" svækker selve fundamentet. At erstatte et vækstparadigme med et nyt, er ikke at imødekomme problemet om vækst men blot at cementere en voldelig metafysik. En metafysik som hellere skulle lades blive svækket - og dette er kernen i problematikken.

Det arkimediske punkt - tilgang til problemet
Hvis noget betragtes som absolut (fx begrebet vækst) i en betydningshorisont, da kan man vanskeligt indenfor samme horisont genkende sine egne excesser. Dette vil kræve, at man kunne træde ud af den betydningshorisont, som man befinder sig i. Dette kan ske ved at betragte vore begrebers betydning ud fra deres historiske kontekst. Men gøres dette, er udgangspunktet ikke længere absolut. Dette vil vise vore begrebers relativitet (denne "arkæologi" var hvad filosoffen og historikeren M. Foucault udmærkede sig i). Når noget alligevel gøres absolut gennem dets disciplinering til én bestemt betydningshorisont (som væksten til den borgerlige), da udelukkes denne mulighed. Udelukkes historien, da mister verden sit fundament - og dermed dets virkelighed. Grunden til vores ahistoriske måde at betragte verden på har sejret, skal delvist findes i naturvidenskabens sejrsgang. En videnskab der er alfa og omega som fundament for vores nuværende regerings politiske tilgang til stort set alt.

Naturvidenskabens fundament er at finde et arkimedisk punkt, som H. Arendt kalder det (The Human Condition), hvorfra verden kan betragtes fuldstændig objektivt. Punktet må være verdensløst for ikke at influeres af tid og af menneskets ageren i tid. Det må slet ikke influeres af mennesket i dets ideelle tilstand. Derfor forsøges det subjektive udgangspunkt fraregnet i de målinger af verden, som den metodiske tilgang kræver. Denne tilgang er mulighedsbetingelsen for vores teknologiske herredømme over naturen. Objektiviteten søges påført verden, som om at mennesket og dets ofte uordentlige liv og følelser ikke var en del af verden. Dette ses fx i vores statistikker, som vi baserer vores tilgang til verden på (et hurtigt blik på den førte politiks retfærdiggørelse af sig selv, kan påvise dette). Adskilles mennesket fra verden, da adskilles mennesket fra virkeligheden, og det bliver fremmedgjort. Denne fremmedgørelse er vundet ved hjælp af teknologien, der søger at holde subjekt (mennesket) og dets objekt (omverden) adskilt. Denne metode har konsekvenser. Det giver konsekvenser at forsøge at løbe fra og tæmme naturen til overdrev. Det paradoksale er imidlertid, at vi i vores nuværende politiske projekt søger, at forbedre de problemer vi har fået med den voldelige teknologi gennem selv samme voldelige teknologi. Dette har noget at gøre med, at vi ikke vil miste den vækst, som teknologien har lagt fundamentet for (og at man ikke kan se andre alternativer). Opgiver vi til gengæld at sikre bestandig vækst, da er det mit argument, at da vil vi tillige kunne sikre et første skridt mod at mindske det problem (klima), der netop er skabt gennem begæret efter vækst (i overdrevne produktionsforhold mv.).

Fundamentalontologien - et forsøg på besvarelsen af spørgsmålet "Hvorfor er det kommet så vidt"?
Grunden til at det kan komme så vidt, mener jeg, ligger i vores måde at betragte verden. Ifølge filosoffen M. Heidegger er der en forbindelse mellem metafysik og tid. Overordnet kan man sige, at metafysikken (og dermed vores betragtning of forhold til os selv og verden) bliver en essentialisme, der hvor tiden ikke længere betragtes som noget, der tidsliggør. Ved begrebet tidsliggørelse skal forstås, at verden hele tiden er noget der bliver til - dermed er den aldrig statisk. Men er verden hele tiden noget, der bliver til, som det ligger i det græske begreb om fysis (som Heidegger lægger til grund for sine betragtninger (4)), da er det meget vanskeligt at fastholde verden i videnskabelige og kategoriale betragtninger. Betragtnigner der endda tillader os at udtale os om fremtidige hændelser. Dette er at opstille verden i en determineret årsags- og virkningssammenhæng. Skal dette kunne lykkes, da må man betragte verden som et objekt, der kan fastholdes - som en fast "natur", der udviser lovmæssigheder, som vi kan måle og determinere årsag og virkning ud fra. Kan årsag og virkning determineres, da kan man sætte ind med teknologiske landvindinger, der hvor virkningen ikke er ønskelig - selvom årsagen til virkningen ikke ændres. Denne fastholdelse af naturen er et moderne fundament, som det tidligere begreb om fysis ikke tillod. Først efter den cartesianske adskillelse af subjekt og objekt, kan noget som kausalitet fastholdes over tid i naturen (og dermed mennesket). Når vi som menneske har adskilt os fra vores natur på en så radikal måde, at dette fører til en fremmedgørelse, som kun menes, at kunne reddes via teknologien, da kræver det en metode, der er voldelig. Den er voldelig på den måde, at den med magt skal sammenføje et subjekt og et objekt, der vanskeligt lader sig forene uden at opløse sig selv. I stedet for at ville opløsningen, da vil videnskaben (og politikken) den voldelige sammenføjning i et ordnet system - også selvom det er selve systemet, den er gal med. Dette bunder måske i helt menneskelige følelser som frygt for opløsningen, for nihilismen og for en verden der ikke kan fastholdes og kontrolleres. Den italienske filosof G. Vattimo (5) mener dog, at dette fundament nu er i opløsning, således at vi reddes, ikke af os selv, men af vores historie - af tiden. Metafysikken har nemlig længe været i opløsning. Nietzsches berømte sentens om guds død er nu endelig ved at komme til sin ret.

Vækstfilosofiens dogme
Som ethvert dogme, det være sig religiøst eller andet, er vækstfilosofien kendetegnet ved at kunne bekræfte sig selv udelukkende gennem sig selv. På denne måde er dogmet løsrevet fra den virkelige verden - og dette er problematisk på mange fronter. For det første gør det det næsten umuligt at stille spørgsmålstegn ved vækstfilosofien. Hvis et dogme er godt i sig selv, uafhængigt af dets virkning i den virkelige verden, da kan man vanskeligt bruge argumenter fra den virkelige verden mod dette dogme. Her virker kun nye mod-dogmer, der forsøges at gøres suveræne - nu således via præfixet "klima...". Men dette fører os kun lige vidt. Løsningen må findes i opløsningen af dogmet - og her synes tiden altså at være den rette. For opløses dogmet om subjektets adskillelse fra dets objekt, da opløses fremmedgørelsen også. Men det er klart, at dette ikke kan være subjektets opgave. Var det subjektets opgave, som synes at være den eneste udvej i dag, da fastholder man blot subjektets uafhængighed af dets objekt. Og dette vil altid kræve mere teknologi. Løsningen må komme andetsteds fra - fra historien selv. Det er dette, som Vattimo nu mener, er ved at ske med opløsningen af subjektet i kommunikative, men nihilistiske fællesskaber.

Nihilismen og kommunikationssamfundet
Hvor verden tidligere blev betragtet som noget, der i sig selv demonstrerede en orden, som mennesket kunne aflæse via naturens fastsatte love, da synes denne sikkerhed om en mening i verden nu mere og mere at forsvinde. I stedet står det moderne menneske, ifølge Nietzsche, over for en uhyggelig gæst ved sin dør - nemlig nihilismen. Nihilismens konsekvens er, at mennesket ikke længere kan genfinde en mening i verden, og derfor er overladt til sine egne konstruktioner eller fortællinger om sig selv og sin verden. Subjektet kan ikke længere fastholde sit objekt, og dermed forsvinder grundlaget for subjektet ligeledes. Alligevel at fremture med en sikkerhed om, at vi (subjektet) suverænt kan fastholde verden/objektet via videnskaben og teknologien, er yderst problematisk i en nihilistisk epoke, hvis enestående chance er at lade nihilismens svækkelse af de stærke strukturer komme for dagen. Ellers må det nødvendigvis fortsætte dets voldelige teknovidenskabelige kurs.

"Fortællingen af verden" giver sig nu udtryk i det kommunikationssamfund, som de vestlige lande har udviklet sig til, hvor alle forsøger at fortælle sin egen og andres historie. Verden bliver dermed en konstruktion af kontingente værdier og teorier, hvor man genopfinder og genopdager sig selv i nye konstellationer, som man, på trods af kontingensen, ofte opstiller som suveræne. Når det sidste sker i det politiske, da kan bekymringen opstå (6).

Den suveræne struktur eller kejserens nye grønne klæder. Vækst som værdiskaber i det politiske
Tekno-videnskabens største trussel ligger i forsøget på at gøre det, som metafysikken spillede fallit med i kølvandet på nihilismens ankomst i vores epoke. Dette er at kunne forene alle dele af eksistensen ved at underlægge virkeligheden tekno-videnskabens absolutte kontrol, som det søges gjort ud fra vækstprincippet i det politiske i dets frygt for at stå uden et ideologisk grundlag for at kunne regere. Og dette er problemet - på trods af (eller netop derfor) - at suveræniteten er iklædt "grønne" gevandter.

Verden under tekno-videnskaben reducerer væren til at være det, der kan beregnes og manipuleres når først metafysikken har udløbet sin holdbarhed, og ikke længere kan fungere som det absolutte pejleapparat til at sikre virkeligheden. Mennesket bliver selv et objekt for analyse - en akkumulation af ophobet viden. Dermed mister det sin distinktion som menneske til fordel for en status som et objekt i en bestemt fortælling om verden. En verden hvis objektivitet kun kan sikres i fortællingen om dets selv gennem noget andet - som ikke er dets selv - fx den politiske, den religiøse, den nationale eller videnskabelige fortælling. Mennesket er nu væsentligt knyttet til den horisont, som kun forstår mennesket og verden som en genstand for en altomfattende, global beregning, beherskelse og sikring gennem fortællinger, der nu baserer sig på den herskende vækstideologi og verdensbillede (suverænen), der er afhængig af faste subjekter og objekter. For at opnå nationale rettigheder må man derfor i Vesten indgå i vækstfilosofiens fortælling om det profitskabende menneske, der bidrager til selv samme nations opretholdelse gennem skabelsen af vækst.

Kommunikatoren - og teknikkens væsen
Verden er nu blevet stedet for kommunikatoren, der konstant skaber billeder af en verden, som kun kan fastholdes gennem den absolutte disciplinering under diskursive foranstaltninger. Her "italesættes", laves spin og "indsparkes", og det prisgivne menneske "coaches" og gives "værktøjer" til at kunne håndtere disse foranstaltninger. Udlægninger hvis status må fastsættes som suveræne af et hav af konsulenter og eksperter i vores kommunikative og projektorienterede fællesskaber, for at kunne overleve modfortolkninger. Dette giver grobund for konflikter i form af fortolkningen af det skabte, som man fx ser i kultur, religions- og regeringens værdikampe. Problemet er forsøget på at forklare virkeligheden ud fra selv samme suveræne begreber, som man forstår virkeligheden ud fra, hvilket kun giver plads til sort/hvide- enten/eller - inde/ude fortolkninger af virkeligheden lige meget hvor godt dette kommunikeres. Forsøget på at ordne og forklare alt foreliggende ud fra en bestemt suveræn verdensudlægning tilhører teknikkens væsen ifølge Heidegger. Således er de vestlige politiske og de mellemøstlige religiøse udlægninger af verden ikke forskellige i deres rod. Selve det teknologiske er den fælles sort/hvide måde, som mennesket forstår verden og sig selv på - og ud fra (uden at kunne øjne alternativer). Dette forsøg er altid et voldeligt forehavende, hvor virkeligheden søges overtaget med magt og placeret i selvrefererende formler, teorier og skemaer, som altid må distancere sig fra "det Andet" for at centrere sig om sit eget verdensbillede, som truer dets suveræne fortælling om sig selv. I dag er mennesket enten produktivt og dermed værdifuldt som menneske eller uproduktivt og et problem som menneske.

Denne proces, hvormed man med tekniske forordninger søger at forstå en verden, der allerede kun lader sig forstå teknisk, er en essentialisme, der i bund og grund er tom, da den kun eksisterer via sin suveræne selvreference. Når tab i vækst derfor søges forklaret og reddet via et begreb om vækst, så grunder dette sig således i, at vi kun kan forstå verden ud fra et blik, der former verden som ressource og som objekt for et vækstpotentiale (selv det menneskelige subjekt). Denne bevægelse sker paradoksalt ud fra dets negation; ikke-vækst (miljø og klimahensyn), som det nye begreb om vækst amorft funderes på (som dets "Andet" som derfor for al verden må undgås). Dette sikrer et uendeligt kapløb om sig selv - også selvom paradigmet skifter fortegn (som hele vækst kontra klima og en grøn verden er et udtryk for).

Den svage ontologi og bæredygtighed
Vattimo, som er ophavsmanden til den "svage tanke/ontologi", tager Heideggers og Nietzsches definitioner af nihilismen op. Han tager side med Heidegger og godtager tekno-videnskaben som vores kulturs "skæbne", det vil sige effekten af den fælles historie.

Svækkelsen af metafysikken og de stærke strukturer er, for Vattimo, et konstitutivt træk ved væren i den epoke, hvor metafysikken finder sin afslutning. Derfor må vi i stedet for at opsætte nye vækststrukturer lytte til den svækkelse af disse strukturer, som krisen har vist os.

Hos Vattimo er nihilismen muligheden for emancipation. Og dette ser jeg som den filosofiske ansats til en aktuel overvinding af vækstprincippet, som den tekniske metafysiks sidste bastion, der nu rokkes ved. Løsningen er at lytte til udviklingen i historien selv, og ikke at fastsætte nye gudebilleder, som mennesket må ledes til at definere verden ud fra gennem dets værdisætning. Det vil sige gennem dets fortælling om denne guds evige værdier og lyksaligheder som en ufejlbarlig naturlov fx ud fra markedets frihed og "usynlige hånd" eller den nye grønne væksts lyksaligheder. Denne lov har netop vist sig fejlbarlig, som en menneskelig konstruktion, der nu er faldet sammen og er i en økologisk krise. At nihilismen svækker de suveræne strukturer ligger i historien selv, og dette er essensen af den svage ontologi. Dens forbindelse til en bæredygtig filosofi, ser jeg som en svækkelse af den suveræne tekno-videnskab gennem den historiske mulighed i anerkendelsen af, at dette blot er én fortælling ud af mange. At have blik for dette sidste er at omfavne den "glade nihilisme", og ikke lade sig føre af stærke magtstrukturer.

Hvis man i stedet for at tænke den objektive uafhængighed af suveræne begreber tænker svækkelsen som konstitutivt træk ved væren, så betragter man metafysikkens historie som værens historie, hvilket betyder, at væren har et nihilistisk "kald", som det således gælder om at acceptere i stedet for at cementere.

Nihilismens uendelighed er motiveret af, at der ikke er nogen sand slutning og endemål. Dette har betydning for skridtet imod det voldelige metafysiske fundament til fordel for et samfund, der kan vise sig ikke-voldeligt, ikke baseret på vækst og konkurrence - men på bæredygtighed. En bæredygtighed der ikke lader sig fundere på et selvrefererende suverænt princip løsrevet fra virkeligheden (som kræver vores forståelse af verden ud fra ét paradigme, der igennem skarp markedskonkurrence eskatologisk skal lede os mod den paradisiske "grønne vækst"). Hvis svækkelsen af subjektet og troen på dets almægtighed bekræftes, vil fremmedgørelsen overfor objektet, også blødes op. En anerkendelse, som vi burde bekræfte for at sikre det bæredygtige og plurale samfund gennem benægtelsen af at lade ét bestemt princip og dets konstruktioner fastlægge vores politik. For tillades dette, vil vækstfilosofiens suveræn, på trods af dets illusoriske (og dermed farlige) italesætning som grøn vækst, uafvendeligt føre os mod længere og længere mod afgrunden.

Noter

(1) Specielt relevant i mine øjne er debatten, der fulgte efter The British Sustainable Commissions rapport om bæredygtighed(www.sd-commission.org.uk). Til forskel herfra er meldingerne fra OECD's generalsekretær og fra G-20landende, at genskabningen af vækst er af allerhøjeste prioritet under krisen. Herhjemme udsender den siddende regering konstant signaler om, at løsningen på vækstproblematikken er mere og mere vækst.

(2) Dette kaldes greenwash. Det vil sige, at man omdøber gamle, eksisterende eller nye produkter ud fra et "klimavenligt" paradigme. Dermed er produktet måske mere klimavenligt, men der kommer til gengæld flere og flere produkter eftersom reklameindustrien formår at få indprentet produktets "miljøvenlighed" i bevidstheden hos forbrugeren. Igen får vækstprincippet overtrumfet alle de gode hensigter, hvilket bekræfter dets suverænitet.
Det paradoksale ved begrebet innovation er endvidere, at vi forventer, at hvis der tænkes inden for dette begreb, så vil indholdet af sig selv falde ned fra himlen. Men opererer man inden for et videnskabeligt paradigme, da vil man altid kun få videnskabelige output (man kan sige det samme om religiøsitet etc.). Videnskaben må operere med det allerede kendte, for at kunne verificere eller falsificere sine resultater som noget kendt, som altså dermed allerede var kendte i udgangspunktet. At vi definerer denne proces som innovation, er et definitionsspørgsmål, men noget absolut nyt er det ikke et udtryk for.

(3) Begrebet teknovidenskab dækker i artiklen over bestemmelsen af "naturen" ud fra begreber, der låser naturen fast som én bestemt slags natur. I vores epoke er naturen at betragte som det, der er nærværende for vores håndtering og betragtning. Det vil sige som et fast objekt, der kan fastholdes af subjektet igennem det moderne videnskabelige blik. Videnskaben må - for at have et fundament - fastholde, at dets eget paradigme er absolut. Men lige så straks videnskaben kræver at være absolut gennem dets fastholdelse af subjekt og objekt, da træder metoden selv ud af tiden. Tiden negligeres, hvorved muligheden for at være kritisk overfor sit eget fundament også forsvinder. Det bliver således ikke længere muligt, at stille sig udenfor sit paradigme gennem en historisk betragtningsmåde. Man er tvunget til at håbe på, at paradigmets eskatologi selv leder paradigmet mod "paradiset" dvs. mod dets endelige opfyldelse af dets eget mål (i dag den totale videnskabeliggørelse af verden gennem den teknologiske fastholdelse af naturen - specielt på de områder der modsætter sig dette greb - fx klimaet). I dette forhold ligger den, af Derrida påpegede, hemmelige forbindelse mellem metafysik og vold. Distanceringen fra naturen har nu gjort, at mennesket trues af selv samme natur. Løsningen må ikke være en videre distancering gennem flere videnskabelige og teknologiske innovationer, men et opgør med denne teknovidenskab. En løsning kræver, at vi åbner op for en ny måde at lade naturen vise sig for os på andet end som "klima" og som potentiale for "vækst" eller "ikke-vækst"/stilstand, som den borgerlige tidshorisont nu bestemmer som den endegyldige mening.

(4) Det græske ord Φΰσις kommer af φΰειν (infinitiv) og i aktiv og passiv form (φΰναι) betyder at vokse, hh.v. at springe eller bringe frem. Dette oversætter Heidegger med det selvudfoldende, dvs. det der viser sig ved denne selvudfoldelse (das aufgehend-verweilende Walten). Senere bliver fysis et regionalt koncept, og bliver til natura på latin. Natura er den region af verden, som naturvidenskaben tager patent på gennem fastfrysningen af den temporale tilsynekomst i de a-temporale årsags- og virkningslove. Dermed undslipper det, dets oprindelige græske mening ifølge Heidegger.

(5) I dennes bog Credere di Credere (da. Jeg tror, at jeg tror)

(6) Denne "politiske fortælling" af virkeligheden ud fra et suverænitetsprincip er et træk ved den moderne stat. I dets totalitære aspekter kan dette moderne princip i forhold til den verdslige stat genkendes i nazismen og stalinismen.