Om at opbygge det gode samfund - projektet omkring et Demokratisk Venstre
Af Jon Cruddas & Andrea Nahles

Offentliggjort: 01. december 2009


1. Europa ved et vendepunkt

Europa står ved et vendepunkt. Vore banker fungerer ikke, virksomheder falder fra hinanden og arbejdsløsheden vokser. Følgerne af markedsøkonomiens sammenbrud spreder sig ud over kontinentet.

Men dette er ikke kun en krise i kapitalismen. Det er også et resultat af, at demokratiet og samfundet har været ude af stand til at regulere og styre markedskræfterne. I disse krisetider afviser vi forsøgene på at vende tilbage og genoptage tidligere tiders strategi med uhæmmet vækst, ulighed og en økonomi baseret på angst. Men vi anerkender også, at der heller ikke er nogen social demokratisk guldalder, vi kan vende tilbage til.

Fremtiden er usikker og fuld af trusler. Foran os ligger risikoen for klimaforandringer, olieressourcernes udtørring og en voksende social hjemløshed. Samtidig er dette et tidspunkt fuldt af muligheder og løfter. Her har vi chancen for at genoplive drømmen om fællesskabet og chancen for at opfylde den europæiske drøm om frihed og lighed for alle mennesker. For at vi kan imødegå truslerne og realisere drømmen, er vi nødt til at finde et nyt politisk ståsted.

I tiåret for Blair og Schröders erklæring om Europas Tredje Vej, vil Det Demokratiske Venstre tilbyde et alternativt projekt: Det Gode Samfund.

I vor sammenhæng handler det gode samfund om demokrati, fællesskab og pluralisme. Det er demokratisk, fordi kun den frie deltagelse af samtlige individer kan garantere sand frihed og sande fremskridt. Det er bygget på fællesskab, fordi det baserer sig på anerkendelsen af vores indbyrdes afhængighed og fælles interesser. Og det er pluralistisk, fordi det ved, at samfundet kun kan hente sin energi og sin iderigdom fra et bredt spektrum af politiske institutioner, fra mange forskellige former for økonomisk aktivitet og fra individuelle kulturelle identiteter. Kun herfra kan det gode samfund bidrage til at skabe en bedre verden. For at nå målet om det gode samfund forpligter vi os til at:

  • genskabe politikkens status som det primære og forkaste politikkens underkastelse under økonomiske interesser.
  • genskabe relationerne mellem det enkelte individ og staten i et demokratisk partnerskab.
  • skabe en demokratisk stat, der står til ansvar, er mere gennemskuelig og præget at en styrkelse af vore demokratiske institutioner på alle niveauer også det økonomiske.
  • udbygge og forsvare det enkelte individs borgerlige rettigheder.
  • genopbygge forestillingen om fællesskabet gennem uddannelse, sundhedsvæsen og velfærd, så de alle er hævet over markedsinteresserne.
  • genfordele risiko, rigdom og magt i relation til klasser, racer og køn med henblik på at skabe et mere lige samfund.
  • anerkende og respektere forskellene mellem racer, religioner og kulturer.
  • sætte menneskers og planetens behov over behovet for profit.

Grundlaget for det gode samfund er en miljømæssigt bæredygtig og retfærdig økonomisk udvikling i fællesskabets interesse. Der findes ingen genveje eller færdige planer. I stedet vil vi - på grundlag af disse værdier og målsætninger - tage samtlige skridt i fællesskab og således vil vi gøre verden til et bedre sted at leve i. Som Willy Brandt sagde det: Hvad vi har brug for er sammensmeltningen af praktisk tænkning og idealistiske mål.

Ved at arbejde i vore egne nationale områder kan vi opnå en del, men vi er nødt til at anerkende, at kapitalen er blevet global, mens demokratiet i det store og hele er blevet stående på det nationale fundament. Denne erklæring bringer socialdemokrater fra Tyskland og England sammen og gør derved de nationale socialdemokratier stærkere. Næste trin er at bruge denne erklæring som grundlag for at opbygge et paneuropæisk netværk af socialdemokratier der ligesom vi ikke ønsker at vende tilbage til fortiden, men at se fremad imod opbygningen af det gode samfund.

2. Om at lære af erfaringen

I juni måned 1999 offentliggjorde Tony Blair og Gerhard Schröder, henholdsvis premierminister for Storbritannien og kansler for Tyskland en fælles erklæring på vegne af de europæiske socialdemokratier. Deres erklæring sammenskrev ideerne fra det britiske oplæg The Third Way og det tyske Neue Mitte. De udtalte, at denne nye model for socialt demokrati var blevet bredt accepteret: Socialdemokrater er regeringsbærende i næsten alle unionens lande. I dag er det modsatte tilfældet. Socialdemokraterne er i opposition i næsten alle unionens lande.

Den historiske epoke, der var præget af The Third Way og Neue Mitte var en reaktion på en lang periode af højrefløjsdominans, der havde etableret sig i forlængelse af den økonomiske krise i 70'erne. En ny historisk fase i kapitalismen var vokset frem, og havde ødelagt enigheden omkring velfærdspolitikken og havde etableret en ny enighed baseret på neoliberale værdier og en fri markedsøkonomi.

Den vælgermæssige succes omkring The Third Way og Neue Mitte blev modificeret af kompromisser og begrænsninger. Hverken New Labour eller SPD var i stand til at bygge varige koalitioner, der kunne formidle en reel forandring. Ved valget i 2005 fik begge partier millionvis af færre stemmer end i 1997 og 1998, og begge partier havde mistet stemmer i lokal- og regionalvalg. Et stort antal af de traditionelle støtter fra arbejderklassen er gået tabt både i forhold til New Labour og SPD, der historisk set har været fortalere for deres interesser. Mange mennesker undlader at stemme, mens et voksende mindretal identificerer sig med partier, der påstår at repræsentere deres interesser så som Die Linke i Tyskland og - hvilket er mere bekymrende - det fascistiske BNP i England. Arbejderklassens institutioner og kulturer, der understøttede Labour og SPD hele vejen gennem det 20. århundrede, er enten forsvundet eller har mistet deres sociale vitalitet.

Modellerne for et socialt demokrati i The Third Way og Neue Mitte omfavnede ukritisk den nye globaliserede kapitalisme. Samtidig med at de gjorde det, undervurderede de den destruktive kraft i de uregulerede markeder. De misforstod de strukturelle ændringer, der var i gang i de europæiske samfund. De troede, at et klassebaseret samfund havde veget pladsen for en mere individualiseret, meritbaseret kultur. Men den nye kapitalisme har ikke skabt et klasseløst samfund. I forbindelse med den markedsstyrede globalisering, skabte den økonomiske højkonjunktur hidtil usete niveauer af velstand, men politikken baseret på The Third Way var ikke i stand til at forhindre, at velstanden blev ulige fordelt, således at uligheden voksede. Efter et tiår med socialdemokratisk lederskab definerer klasseforskellene stadigvæk hovedstrukturen i samfundet. Succes i uddannelsessystemet og mulighederne i livet afhænger stadigvæk af familiebaggrunden.

Neoliberalismens æra har hele tiden været dømt til at ende i selvdestruktion. Men nu har det økonomiske sammenbrud skabt et vendepunkt. Vi har en valgmulighed: vi kan vende tilbage og gøre tingene, som vi gjorde dem tidligere - til perspektivløs vækst, til det frie markeds individualiserede og forbrugeriserede verden, til forøget ulighed og mere frygt og til den manglende succes med at bekæmpe risikoen for klimaændringer. Eller også kan vi definere en ny vision baseret på fremskridt baseret på retfærdighed, bæredygtighed og sikkerhed i hvilken der er en balance i vore liv mellem at producere og forbruge, og en balance mellem arbejdsliv og vore liv som enkeltpersoner og medlemmer af samfundet. Der findes et alternativ, og dette alternativ må opstilles på et europæisk niveau.

3. Det gode samfund

Vore værdier - frihed, lighed, solidaritet og bæredygtighed - indebærer en bedre verden fri for fattigdom, udnyttelse og frygt. Vi har en vision om det gode samfund og en mere ligeværdig økonomi, der vil skabe en sikker, grøn og mere retfærdig fremtid. Men skal vi nå målene, så må kapitalismen nu gøres ansvarlig overfor demokratiet, og demokratiet må fornys og udbygges, således at det kan leve op til opgaven. Et godt samfund kan ikke bygges fra toppen og nedad, men kan kun udspringe af en bevægelse påbegyndt af folket og udført af folket. Det at skabe et godt samfund er den største udfordring i vor tid, og bestræbelsen vil forme livet for mange fremtidige generationer.

Vore værdier

En ny model for det sociale demokrati begynder med vore værdier. På basis af disse kan vi bygge det gode samfund.

I denne nye, globale virkelighed er vi nødt til at leve sammen som frie og lige individer i multikulturelle nationer og som borgere i Europa. Vi er nødt til at opbygge politiske institutioner der skaber en fornemmelse af at leve i et retfærdigt samfund, og vi må række ud til resten af menneskeheden ved at skabe demokratiske former for global ledelse.

Idealet om en bedre, mere retfærdig og mere åben verden giver genklang hos millioner af mennesker, der alle søger efter nye måder at leve sammen på. Det er et håb udtrykt i globale og lokale bevægelser, talløse kampagner omkring enkeltsager, fælles aktioner i lokalsamfundene, pressionsgrupper og en mængde uformelle, individuelle engagementer omkring politiske, velgørende og sociale områder. Opgaven for Det Demokratiske Venstre er at udvikle ideen om en fælles, solidarisk interesse gennem samtale, kollektiv politisk handling og agitation blandt folk.

Det gode samfund handler om solidaritet og social retfærdighed. Solidaritet skaber tillid, der så igen danner grundlaget for individuel frihed. Friheden udspringer af en følelse af sikkerhed, en fornemmelse af at høre til og gennem oplevelsen af agtelse og respekt. Dette er de fundamentale betingelser for det gode samfund. Vi efterstræber et liv præget af selverkendelse og selvrealisering. Dette behov for selvrealisering involverer retten for enhver til at finde sin egen helt unikke måde at være menneske på. Men denne ret er ikke identisk med markedskapitalismens selviskhed. For at fornægte andres ret er at ensbetydende med at fornægte sin egen. Solidaritet udtrykker vores indbyrdes afhængighed. Og i en globaliseret verden har solidariteten ingen grænser.

Forestillingen om autonomi er central for en fremtid, i hvilken mennesker har den størst mulige kontrol over deres eget liv. Autonomi er ikke lig med enerådighed. Den bærer forpligtelser og begrænsninger med sig i livet med andre. Den kræver, at hver enkelt borger har ressourcerne - penge, tid, relationer og politisk erkendelse - til at skabe et godt liv for sig selv. Dette betyder retten til et anstændigt arbejde, til uddannelse og til social sikkerhed. Markedet kan ikke distribuere frihed retfærdigt, derfor må der skabes et bredere politisk fællesskab, som kan fastlægge den retfærdige fordeling af goderne. Individuel autonomi er et produkt af det politiske fællesskab. Demokratiet og fornyelsen af demokratiet er central i det politiske program for et godt samfund.

Det styrende princip for det gode samfund er retfærdighed, i hvilken den etiske kerne er lighed. Alle mennesker er enestående og har lige stor værdi. I det gode samfund betragtes alle mennesker med den samme respekt, alle er lige sikre, alle har de samme muligheder i livet. Alle uanset baggrund. Diskrimination baseret på klasse og race - had til homoseksuelle - og fordomme over for kvinder er forbudt og bekæmpes uden forbehold, uanset om de viser sig i kulturen, uddannelsen eller på arbejdspladsen.

Alle disse værdier omkranses af miljømæssig bæredygtighed. Det gode samfund er en del af planeten og lytter til dens økologi. Det udvikler former for sin blomstring, der kan rummes inden for bæredygtighedens rammeværk.

En retfærdig og bæredygtig økonomi

I centrum af det gode samfund står individet som en producerende agent. Kun ved at reorganisere produktionssystemet kan vi skabe et samfund præget af frihed og lighed. Den neoliberale konsensus leverede ikke den individuelle frihed, som den lovede. Den skabte en kultur, hvor vinderen tog det hele, der har skadet samfundet og derfor også individerne. Den var ude af stand til at skabe frie, selvregulerende markeder.

Vi er nødt til at udvikle en ny slags økonomi, der er rodfæstet i det gode samfunds værdier og institutioner. Det vil være en økonomi karakteristisk ved at rumme et bredt spektrum af økonomiske strukturer og ejerskabsformer. I denne struktur skal det sikres, at arbejderne er med til at beslutte de mål, som opstilles for deres virksomheder. Gennem denne økonomiske pluralisme kan vi sikre, at der ingen vej er tilbage til den ubalancerede, globale vækst, der førte til krisen.

Vi har brug for en økologisk bæredygtig udvikling, der modsvarer de menneskelige behov og forbedrer livskvaliteten i det hele taget. Klimaforandringer, olieknaphed, energibehov og fødevaresikkerhed kræver økonomiske transformationer i stor skala. Tiden er kommet til at begynde diskussionen og derefter påbegynde implementeringen af en ny model for fremgang, der kan globaliseres uden at føre til en økologisk katastrofe. Kvalitetsvækst, meningsfuldt arbejde og teknologiske fremskridt kan føre til mere velstand og en bedre livskvalitet, men markedet alene er ikke i stand til at nå disse mål. Fremtiden vil kræve en mere aktiv stat, der engagerer sig i langsigtet økonomisk planlægning og udvikling med henblik på at opbygge en bæredygtig økonomi.

Reformen af økonomien kan begynde med, at regeringerne bringer de fælles serviceområder - infrastruktur, transport, postvæsen, bankvæsen og offentlige velfærdsydelser - tilbage i offentligt ejerskab eller ind under offentlig kontrol, hvor dette er den mest kontrollerbare, lighedsskabende og økonomisk bæredygtige måde at sikre disse områder på. Nye regler for markedet må skabes, ligesom der må skabes nye incitamenter for en styrkelse af en mere bæredygtig økonomi.

Markedsstaten og dens institutioner må ændres til en borgerstat, som er demokratiseret og mere lydhør over for de enkelte borgere og de mindre virksomheder. Vi er nødt til at afbalancere det stærke centrum med effektiv, lokal magt, hvis vi skal kunne sikre økonomisk og social udvikling. Og den rolle, som borgerlige, sociale organisationer og fagforeninger spiller, skal styrkes.

Det politiskes herredømme over de finansielle markeder må genskabes. I banksektoren må der skabes en stor mængde af mere kundeorienterede forretningsmodeller, der omfatter både almindelig bankvirksomhed, kreditforeningsvirksomhed og anden finansiel virksomhed, uanset om de opererer på globalt eller regionalt grundlag og uanset deres størrelse. Vi må sikre, at banksektoren bliver omstruktureret, og at den udvikler gennemskuelige og ansvarlige former for firmaledelse. Et nyt sæt af regulerende og overvågende regler skal definere banksektorens rolle og bankernes praksis, så vel som banksektorens ledelsesformer. Kun regeringen med dens demokratiske autoritet, dens globale alliancer og dens skatteopkrævning er i stand til at sikre denne nødvendige rekonstruktion.

Den økonomiske krise kræver nye, globale alliancer. Landene må begynde at arbejde sammen i stedet for at fortsætte konkurrencen til den bitre ende. Vi har brug for international og europæisk regulering af finansmarkederne. Tværnationale virksomheder må gøres til genstand for demokratisk kontrol gennem introduktionen af et globalt, økonomisk demokrati med veldefinerede rettigheder til information, konsultation og deling af magten med medarbejdernes repræsentanter. Private ratingfirmaer som for eksempel Standard & Poor, der har en voldsom indflydelse på de økonomiske præstationer, skal reformeres og overvåges af offentlige myndigheder. Liberaliseringen og globaliseringen af kapitalen har omfordelt rigdommen fra de fattige økonomier til de rige og dermed forøget risikoen for et systemskabt verdensomspændende økonomisk kollaps. Kontrol med kapitalen, lukning af skattelyordninger og beskatning af globale finansielle transaktioner er nødvendige for at kunne understøtte den økonomiske udvikling og beskytte de sårbare økonomier.

En ny industripolitik skal fastlægge prioriteringer og behov for fremtiden i Europa såvel som for de nationale økonomier. Produktiviteten er faldende set som procentdel af bruttonationalproduktet. Beskæftigelsen i industrien falder, og lønningerne stagnerer. Den indenlandske efterspørgsel falder også, og i nogle lande er den manglende efterspørgsel blevet kompenseret med kreditgivning baseret på lån i fast ejendom. Denne genvej til øgning af forbruget er nu lukket. Industriens kernestruktur skal vedligeholdes og moderniseres, fordi industrien sikrer beskæftigelse og danner basis for servicesektoren.

Vi har været afhængige af den globale, økonomiske ubalance mellem nogle økonomiers handelsoverskud og andres handelsmæssige underskud. Dette er ikke holdbart, og vi er nødt til at gentænke, hvordan vi regionalt i Europa og globalt kan etablere mere balancerede handelsrelationer.

Økonomisk politik skal sikre et bredt spektrum af forretningsmodeller og former for økonomisk ejerskab. Vi ønsker ikke at erstatte monopolkapitalisme med statsmonopoler. Men vi ønsker at udvikle markeder, der reguleres efter det fælles bedste og i retning af højest mulig økonomisk pluralisme. Offentlige instanser på forskellige niveauer - også lokale - skal have mulighed for og opfordres til at skaffe midler på kapitalmarkedet, skal tage lån og udstede obligationer for at skaffe midler til at gennemføre deres egne infrastrukturelle projekter.

Nye grønne markeder og en industri orienteret i forhold til varige energikilder skal udvikles, fordi de er nødvendige både af hensyn til den CO2-neutrale økonomi og energisikkerheden. På kort og mellemlangt sigt er den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringerne på at etablere et CO2-marked baseret på et system med såkaldt cap and trade1 system eller kvotesalg. I mellemtiden skal effektiv energiudnyttelse være i centrum af svaret på den økonomiske krise, da det er den hurtigste og nemmeste vej at gå både i relation til jobskabelse og i relation til kontrol af udslippene. En grøn strategi skal udvikles og koordineres af regeringerne over hele Europa. Fremskridt og prisnedskæringer indenfor den varige energisektor har i stor skala potentialet til at erstatte kraftværker med stort CO2-udslip og atomkraft. For at sikre billig opvarmning må energimarkederne og priserne reguleres og energiselskaberne kontrolleres.

Vidensøkonomien betyder også meget, og vi må fokusere på investering i innovation og skabelsen af produkter med høj forædlingsgrad. Men videns- og kulturrelateret økonomisk aktivitet må ekspanderes ud over dens aktuelle, privilegerede områder, selvom dens behov ikke må prioriteres over resten af økonomien.

Markedet er ude af stand til at levere forskning og udvikling i høj kvalitet. Organisering og produktudvikling og en højere grad af innovation kræver i udgangspunktet store, offentlige investeringer og videre, at der knyttes et stærkt, udviklingsorienteret kapitalmarked til området. Skal man have succes på dette område, så kræver det en udpræget, veludviklet kultur og sædvane for at tage risici. Den slags eksisterer ikke længere i de højere uddannelser. I stedet drives universiteterne i overensstemmelse med erhvervslivets krav og indenfor rammerne af en kortsigtet resultatorienteret tankegang, der modvirker de socialt orienterede kulturer, hvor innovationen opstår og ideer og kommunikation flyder frit. Det højere uddannelsessystem må frigøres fra markedet og de erhvervsmæssige krav og håndteres som et fælles gode.

Servicesektorens fulde potentiale må udvikles, navnlig når det drejer sig om uddannelse og oplæring og indenfor sundhedsområdet, plejeområdet og det sociale serviceområde.

Vi har brug for et nyt system på landbrugsområdet både lokalt og globalt. Investeringerne må udvikles mod opbygningen af et bæredygtigt, økologisk fødevaresystem, hvor fødevarerne bliver produceret, tilberedt og indtaget lokalt, og hvor de værdier, som bliver skabt, forbliver i lokalsamfundet.

Ordentligt arbejde og social sikkerhed

Vi må arbejde for et socialt Europa, hvor mennesket står over profitten, og hvor samfundet sætter sine egne interesser over markedets. Dette betyder økonomier, der prioriterer fuld beskæftigelse, retfærdige lønninger og rettigheder på arbejdsmarkedet, som garanterer gode arbejdsvilkår og beskytter arbejderne mod diskrimination og udnyttelse. Dette sociale Europa skal også stå for beskyttelse ved sygdom, arbejdsløshed, fattigdom eller invaliditet og for sikring af en ordentlig pension i alderdommen. Økonomisk demokrati er centralt i projektet for et socialt Europa. Et socialt Europa handler ikke kun om arbejdsmarkedet. Det indbefatter også acceptable boliger, energinetværk og transportnetværk af høj kvalitet, et højt kvalificeret sundhedsvæsen, et uddannelsessystem baseret på lighed og tilvejebringelse af færdigheder hos den enkelte, der både sikrer et godt arbejde og et godt liv. Denne dagsorden er en positiv konkurrenceparameter i en globaliseret økonomi, ikke en forhindring for økonomisk succes.

Vi har brug for en blanding af kontante incitamenter og en social infrastruktur for at kunne løfte mennesker ud af fattigdom og for at kunne stimulere efterspørgslen. Skattesystemet må bidrage til en mere lige fordeling af indkomster og rigdom. Mennesker med lave lønninger skal ikke betale skat. Dem med de højeste lønninger skal til at betale deres retfærdige andel og lovgivningen må fjerne huller i skattelovene og mulighederne for skatteunddragelse.

Velfærdsordninger der forebygger problemer er vigtige og skal styrkes, men de må ikke bruges til at maskere reelle nedskæringer i velfærden. Koncentrerer man sig udelukkende om det personlige ansvar, så kan det skabe bekymring og social usikkerhed blandt de mest sårbare medlemmer af samfundet. Navnlig i krisetider. Folk har brug for hjælp til at leve et værdigt liv fri for fattigdom og social udstødning. Velfærdsgoder er en ret, tilknyttet borgerskabet, og disse ydelser bør hjælpe mennesker til at håndtere ændringer og sårbare situationer hele livet igennem.

Pensioner handler om hele det økonomiske system, og de kommer til at spille en nøglerolle i de sociale investeringsstrategier og i omfordelingen af rigdommen. Den forøgede livslængde og de finansielle markeders fiasko med at sikre et rimeligt afkast på folks pensionsopsparing gør, at social sikkerhed bliver en økonomisk prioritet. I de sidste ti år har udskiftningen af fast forrentning på de opsparede midler med markedsbestemt rente betydet en fundamental omfordeling af rigdommen til fordel for de velhavende. De har overført risikoen fra staten og virksomhederne til den enkelte. Denne tendens må vendes til fordel for offentlige systemer baseret på betaling undervejs både i den private og den offentlige sektor.

Arbejdsmarkedspolitikken står overfor et krav om at skulle understøtte fleksibilitet. Væksten i kortsigtede ansættelseskontrakter, vikarordninger, underleverandørordninger og anvendelse af såkaldt selverhvervende2 har ofte reduceret arbejdernes rettigheder. Vækst i beskæftigelsen er sket både for arbejdere med lavt uddannelsesniveau og dårlig løn og for højt uddannede arbejdere med høje lønninger, men nogle gange under dårlige kontraktmæssige og arbejdsmæssige betingelser. Den voksende anvendelse af korttidsansættelser og vikarer spreder disse betingelser ud til andre områder af økonomien. Reguleringer bør sætte en stopper for lave lønninger, ukvalificeret arbejde og korttidsansættelser. Stærke faglige organisationer er det bedste forsvar imod udnyttelse. Arbejde og livskvalitet kan forbedres ved at introducere et princip om en social mindsteløn. Men samtidig må vi sikre, at arbejdsbetingelserne svarer til forsørgelsesforpligtelserne. Og samtidig skal uddannelsesdagsordenen udstrækkes, demokratiseres og radikaliseres, således at den ikke blot sikrer betingelserne for at få godt arbejde, men også betingelserne for et godt liv.

En ny demokratipolitik

De institutioner, som tidligere har givet mennesker adgang til politiske ideer og aktivitet så som fagforeninger, kirker og politiske partier, står overfor en udfordring fra massiv medlemstilbagegang. Mange mennesker er uengageret i det repræsentative demokrati. De har tabt tilliden til politikerne og til de politiske partier. Vi lever i samfund, hvor et stort antal mennesker er pessimistiske i forhold til fremtiden. Det skyldes, at vore demokratier i mere end tredive år kun har tilbudt en eneste vision for samfundet: den hvor markedet og profitten regerer. Den økonomiske krise er en krise for demokratiet, men tilbyder også muligheden for at genoplive politikken.

Til trods for den desillusionerede holdning til de politiske partier, så er der et ekstraordinært højt aktivitetsniveau for både politisk, kulturelt og fællesskabsorienteret aktivisme i samfundet. Politik er blevet mere individualiseret og etisk orienteret, og den funderer sig i en mangfoldighed af ideer og livsstile. De gamle, kollektive livsformer og politiske monokulturer bliver forkastet af nogle. Denne udvikling stimulerer en søgen efter nye former for demokratiske, politiske strukturer og kulturer, der atter kan sammenknytte den politiske magts organer med de sociale bevægelser og den politiske organisation. Bevægelser i lokalsamfundene og kampagner organiseret omkring social retfærdighed og bæredygtighed bliver mere livskraftige.

Magten må begynde i bunden og delegeres opad. Vi kan ikke skabe de kollektive agenter for social forandring - mennesker må tage magten selv. Men vi kan styrke demokratiet og på den måde skabe betingelserne for deres aktivitet og vores muligheder for at bygge alliancer med dem. Med virkelig magt og en politikbestemmende indflydelse kan de udvikle demokratiets etos.

Vi har brug for en ny friheds- og informationskultur og mere direkte adgang til medierne. Netværker og databaser, der stilles til rådighed via nettet, betyder mere og mere i det politiske arbejde. Gennem disse midler stilles de politiske magthavere til regnskab og via dem mobiliseres den folkelige opinion. Politiske partier er dog stadigvæk en essentiel del af vore demokratier. De garanterer institutionel kontinuitet, mens netværkene ganske ofte er ret kortlivede. Men der er meget synergi at hente ved at etablere en relation mellem de to. For at dette skal ske, må partierne tillade, at deres kulturer og organisationer åbner sig og demokratiseres.

Vi må med Willy Brandts ord vove mere demokrati. Vi er nødt til at styrke vore demokratiske kulturer ved at introducere afstemningsreformer, hvor det er nødvendigt, og ved at forbedre mulighederne for aktiv deltagelse og dynamiske beslutningsprocesser også inden for partiernes rammer. Dette er en betingelse for at kunne opbygge stærke socialdemokratier i Europa. Den tid, der var præget af top-down kommunikationen, er ovre. Det samme kan siges om teknokratiske regeringer, der taler til folk om nødvendigheder i stedet for at overbevise dem med argumenter. Folk tror ikke på spindoktorer mere.

Hovedopgaven i fremtiden vil være at (gen)skabe og konsolidere den politiske troværdighed i den offentlige sfære. Troværdighed og tiltro er grundlaget for al politisk og social handlen. Den skabes bedst ved at bringe mennesker sammen og ved at få dem til at enes om fælles mål og fælles beslutninger - ikke ved at ekskludere dem. Den opnås ved at starte og indgå i åben debat, ikke ved at søge at undgå den.

I processen med at forny demokratiet må og skal nationalstaterne gøre mere - alene eller sammen. Men det er det europæiske, politiske samfund, der skal anvendes, hvis den økonomiske krise skal blive et vendepunkt og starten på en ny fremtid og ikke blot en tilbagevenden til fortidens forfejlede politik. Det europæiske ideal om et kontinent fuldt af trygge borgere, der alle lever så frit og så fuldt, som de kan i et bæredygtigt og retfærdigt samfund er inden for rækkevidde. Men det vil kræve et visionært spring og en magtfuld ambition at få det realiseret.

4. En politik for et bedre Europa

En politik for et socialt Europa

Europa har brug for en post-Lissabon-strategi, der baserer sig på et koncept om social produktivitet. Social produktivitet handler om social vækst: om at øge den sociale værdi og kvaliteten af arbejdet, om at holde regnskab med de miljømæssige og sociale omkostninger på markedet og om at udvikle bæredygtige mønster for forbrug. Borgernes velbefindende og generelle livskvalitet må forbedres også udover i simple numeriske og valutariske værdier. Rigdom skal genfordeles på en mere lige måde. Effektive grænseværdier skal introduceres for at garantere prismæssigt overkommelige og dækkende offentlige servicetilbud, retfærdige lønninger, gode arbejdsbetingelser, gratis uddannelse for alle og en human tilgang til immigration og global solidaritet.

Den finansielle økonomi

Vores strategi for et socialt Europa må begynde med at takle den økonomiske krise. Ved at arbejde sammen, vil vi sætte grundlaget for et Europa med mere samarbejde, mere rimelighed og mere social retfærdighed. Medlemslandene forfølger alt for ofte deres egne politiske mål på bekostning af deres EU-partnere. Der er et påtrængende behov for en koordineret fælleseuropæisk stimuleringspakke på skatteområdet. Effekten af en koordineret indsats på skatteområdet er langt større end summen af de nationale indsatser. Og i en EU-koordineret indsats er resultaterne omkring balancen mellem gæld og stimulation meget bedre end de vil være for de enkelte lande.

Vi har brug for at introducere fælleseuropæiske reformer for styring af finanssektoren og for økonomisk ledelse. Den regulering som aktuelt foretages af de agerende på det finansielle marked i Europa er ikke tilstrækkelig. En fælleseuropæisk overvågningsinstitution er i stand til at gennemtvinge krav om finansiel stabilitet, øge gennemskueligheden af de finansielle markeders investorer og sikre en effektiv informationsudveksling imellem de nationale overvågningsmyndigheder. De europæiske finansmarkeder må blive en kilde til stabilitet og udvikling i en produktionsorienteret europæisk økonomi. Den fokusering, der aktuelt er på, at aktionærer skal have udbytte, besværliggør investering i produktionsmidler og dermed væksten i beskæftigelsen.

For at fremme dette mål har vi brug for at reformere den Europæiske Centralbank og den Europæiske Monetære Union. Dette vil også gøre det mere sandsynligt, at Storbritannien (og Danmark o.a.) ansøger om at tilslutte sig Euroen. Den Europæiske Centralbanks mandat skal udvides gennem lov, som Ministerrådet og Europaparlamentet også kan deltage i udformningen af. Mandatet skal udover prisstabiliteten også kunne tage hensyn til andre mål, hvor der skønnes hensigtsmæssigt. Disse mål kunne omfatte forebyggelsen og reduktionen af arbejdsløsheden, stabiliteten af det finansielle system, understøttelse af andre EU-økonomiske politiker og monetarisk samarbejde med andre magter.

EU's centrale budget skal øges i væsentligt omfang, og det skal være i stand til omfordele væsentligt flere ressourcer end nu. Sideløbende med denne reform skal Kommissionen havde ret til - hvis det accepteres af Kommissionen og Parlamentet - at køre med underskud.

Stabilitets- og Vækstpagten skal erstattes af en aftale om koordination af medlemslandenes budgetpolitik. Koordination og centralisering er i en vis udstrækning alternativer her, men jo mere effektiv og mere troværdig koordinationen er, jo mindre behøver det centrale budget at være. Sammenlagt skal de to muliggøre en vis kontrol med den samlede beskatning og det samlede forbrug i EU.

Beskæftigelse og social sikkerhed

Forskellige nationale beslutninger udgør en styrke i EU. At etablere et socialt Europa betyder ikke, at man skal tvinge et enkelt system igennem over for alle nationer, men det betyder, at man skal enes om et sæt af fælles velfærdsmål. En europæisk minimumsløn der er sat i relation til den nationale gennemsnitsindkomst ville hjælpe med at begrænse de voksende lønforskelle i Europa og kunne forebygge social dumping. For at fremskynde dens implementering er man nødt til at opbygge en institution, der svarer til Storbritanniens Lavtlønskommission med den opgave at arbejde tæt sammen med de faglige organisationer.

Rækken af domsafsigelser fra EU-domstolen - i Laval-sagen, Viking-sagen og i Rueffert-sagen - har svækket arbejdsmarkedsreglerne ved at ændre de betingelser, som var fastlagt i Arbejdstagerdirektivet fra 1996. Dette må nu ændres, således at det styrker retten til indgåelse af kollektive overenskomster og styrker retten til at strejke, ligesom der må sikres rettigheder for gæstearbejdere overalt i Europa.

Europa har brug for retfærdige regler for beskatning. Den aktuelle skattekonkurrence fører til at skattebyrden flyttes fra virksomhederne til enkeltpersoners indkomst og forbrug. Dette er bagstræberisk og uretfærdigt, og det understreger behovet for et sæt af fælles virksomhedsbeskatningsregler, der kan sikre underlaget for de nationale sociale sikkerhedssystemer. På mellemlangt sigt bør den Europæiske Union (EU) have sine egne, finansielle ressourcer baseret på en fælleseuropæisk erhvervsbeskatning og en fælleseuropæisk skat på finansielle transaktioner. Skattely bør lyses i band og erhvervsvirksomhedernes profitter bør beskattes i de lande, hvor de er tjent.

Energisikkerhed og bæredygtighed

Den europæiske økonomi bør blive den mest bæredygtige og økologisk balancerede i verden. Hvis USA starter en kappestrid om at blive den grønneste økonomi i verden, må Europa deltage i kapløbet, fordi det vil betyde, at hele menneskeheden vinder ved det. Vi har brug for fælleseuropæiske grønne standarder for elektricitetsproduktion, der involverer en serie af stadigt stigende mål for det acceptable udslip. Disse standarder vil kunne stimulere introduktionen af både tilbageholdelse af CO2 og oplagringen af den. Et effektivitetsmål for elektricitetsproduktionen, der svarer til det, der er foreslået for bilproduktionen i EU, ville gøre det svært for en regering at tillade konstruktionen af nye kulfyrede kraftværker uden at en eller anden form for CO2-filter er involveret.

Balancering af kraftforsyningen på et EU-niveau vil reducere behovet for kul og forbedre energisikkerheden ved at reducere afhængigheden af udenlandsk olie og gas. Det vil medføre betragtelige reduktioner i udledningen af CO2 og på langt sigt også reducere udgifterne til brændsel. De bilaterale aftaler, som forhandles aktuelt, må udstrækkes til at dække hele Europa.

Global social retfærdighed

Et socialt Europa må arbejde for global, handelsmæssig retfærdighed. EU fører stadigvæk en aggressiv toldpolitik. Man forhandler aktuelt økonomiske partnerskabsaftaler med både Afrikanske, Caribiske og Stillehavsplacerede lande, der repræsenterer en alvorlig risiko for udviklingsmulighederne for de lande, som er involveret. EU's seneste handelsstrategi, der tager udgangspunkt i det Globale Europa forsøger at tvinge snesevis af flere lande ind i endnu mere ekstreme frihandelsaftaler, der kun gavner de store virksomheder. Vi har brug for en total gennemgang af EU's handelspolitik og en ny strategi, der sætter rettighederne for de fattige og marginaliserede folk i centrum. Handelspolitik skal gøres mere demokratisk og mere ansvarlig og skal i langt højere grad involvere deling af information og reel deltagelse fra borgerne.

Europæisk demokrati

For at styrke det europæiske økonomiske demokrati skal vi anvende muligheden for at introducere åbne, demokratiske bestyrelser i alle offentlige EU-virksomheder, således at andelshaverne kan være med til udøve kontrol over den administrative bestyrelse. EU har brug for at få opbygget en fælleseuropæisk, folkelig kultur, der vil engagere sig i at stemme, understøtte de demokratiske institutioner og undersøge deres praksis. EU har brug for at få indledt en offentlig debat, før de store beslutninger tages. Og for at leve op til de folkelige krav bør EU-parlamentet, der vælges direkte af folkene, have ret til at igangsætte lovgivning og til at vælge Kommissionens præsident.

5. Invitation til diskussion

Dette oplæg beskriver principperne for det gode samfund. Men projektet må udvikles af samfundet selv gennem debat og aktioner. Derfor inviterer vi borgerne, de sociale bevægelser, de faglige organisationer og medlemmerne af vore partier og partierne i resten af Europa til at diskutere og udvikle de ideer, der er beskrevet her. Vores opfordring til debat er rettet til alle, der ønsker et mere retfærdigt, bæredygtigt og demokratisk Europa.

Dette er kun begyndelsen.

Oversat af Jan Mølgaard

 

Noter

1Cap and trade betyder faste, nationalt bundne emissionsgrænser og systemet her handler om at kunne købe og sælge CO2-kvoter.
2Medarbejdere der formelt har deres egen virksomhed men som kun sælger deres arbejdskraft til køberen.