Afghanistan - nye muligheder og udfordringer for krigsmodstanden
Af Carsten Andersen

Offentliggjort: 01. december 2009

Tegn på opbrud
I Danmark øges modstanden mod krigen. I de andre krigsførende lande er der ikke opbakning til krigen. Talsmænd for soldaterne har offentligt udtrykt tvivl om, hvorvidt indsatsen nytter og efterlyser en strategi for, hvordan vi kommer ud af Afghanistan.

Spillet om 'Jægerbogen' har kraftigt svækket Forsvarets troværdighed. De dårligt pansrede mandskabsvogne har undergravet tilliden til, at Forsvaret passer på de udsendte soldater. Skandalerne har givet Forsvaret og forsvarsministeren så mange ridser i lakken, at der nu kan stilles spørgsmålstegn også ved Sørens Gades troværdighed.

Aviserne, fra Ekstrabladet til Jyllands-Posten, skriver om problemerne. SF og Socialdemokraterne vil ud. Først krævede Holger K. Nielsen - til regeringens fortrydelse - en slutdato for den danske krigsindsats; og nu vil Socialdemokraterne have soldaterne ud om to år.

Flere højtstående officerer i England og USA erkender åbent, at krigen ikke kan vindes militært. Flere afghanske og vestlige politikere ønsker dialog med Taleban. Flere afghanske og vestlige politikere undsiger Hamid Karzai. Obama tøver, og han får modsat rettede råd. Skal han nedtrappe den militære indsats eller sende flere soldater?

Årsagerne til dette opbrud ligger både i den håbløse opgave i Afghanistan og i den manglende eller selvmodsigende strategi.

I Afghanistan fortsætter tabstallene med at stige. Der er nu 30 danske dødsofre. Tabstallene er endnu større for andre lande. Koalitionens samlede tabstal er steget år for år, og har nået et foreløbigt højdepunkt i oktober i år.

Koalitionen har fortsat kun kontrol med en meget begrænset del af Afghanistan. Opiumsproduktionen er mangedoblet siden før krigen. Afghanernes dagligdag og sikkerhedssituation er værre end før krigen.

Og hvad med kvindernes rettigheder. Jeg vil referere til tre kvinder: Homa Wasiri, Elaheh Rostami Povey og Malalai Joya. Homa, en herboende afghansk lægestuderende, fortalte ved en af vore demonstrationer i Århus efter krigsudbruddet, at det var en bande forbrydere, krigsherrer og narkohandlere, vi hjalp til magten, og at de bragte situationen i Afghanistan tilbage til den retsløse borgerkrig mellem krigsherrerne, som hun måtte flygte fra.

Elaheh Rostami-Povey, lektor ved University of London og professor og specialist i kønsforhold i Iran og Afghanistan, fortalte på et fredsmøde i Århus, hvordan krigen har forværret forholdene for kvinder i Afghanistan, og smadret de netværk, som kvindegrupper trods alt havde før krigen.

Malalai Joya, der er valgt til og smidt ud af det afghanske parlament, og som måtte flygte ud af landet i burka, fortæller: "For hver dag krigen varer øges modstanden mod NATO og Vesten, og støtten til Taleban øges. Ikke fordi Taleban står for noget positivt, men fordi NATO ødelægger livsbetingelserne for afghanerne."

Hertil kommer at præsidentvalget effektivt har udstillet både korruption, valgsvindel og mangel på demokrati i Afghanistan, og ikke mindst udstillet Vestens manglende evne til at pege på et demokratisk alternativ.

Alt dette har fået myten om Afghanistan som den gode krig til at smuldre.

Ny Afghanistan strategi
Efter otte års krig har alle, måske på nær Søren Espersen, erkendt, at krigen ikke kan vindes med militære midler. Amerikanerne har lært af deres problemer i Irak, og har ændret strategien.

Danmark har også fået en ny Afghanistan-strategi, som tilfældigvis minder meget om USA nye strategi. Strategien er i hovedpunkter:

  1. Vi kan ikke vinde krigen med militære midler.
  2. Vi må sikre, at Kabul-regeringen kan føre kampen selv ved at opbygge deres hær og politi.
  3. Vi må vinde befolkningen over på vores side ved at øge hjælpen til genopbygning mv.
  4. For at vi kan gennemføre dette, må vi først sikre ro og orden ved at øge den militære indsats.

Den indbyggede selvmodsigelse er slående. Da vi ikke kan sejre militært, må vi gøre noget andet, men først skal vi alligevel lige sejre militært. Det er denne selvmodsigelse, der gør, at krigspolitikerne hverken kan pege på, hvordan de kan sejre, eller hvordan de kan komme ud.

Hvorfor er vi i Afghanistan?
Det korte svar er, at vi er i krig i Afghanistan for at hævne terrorangrebet 11.september. Efter terrorangrebet 11. september rullede der en bølge af sympati for USA over verden, og statsminister Poul Nyrup erklærede: "Vi er med jer hele vejen." Derfor gik Danmark med i en krig, hvis primære mål var at få hævn. Nu har man så fået sin hævn: der er langt større ødelæggelser og langt flere dræbte i Afghanistan, end der var i USA 11. september 2001. Så det aktuelle spørgsmål er: Hvorfor er vi der stadig væk? Det korte svar er her: Fordi vi ikke kan komme ud med æren i behold.

Da man valgte at starte en krig, skabte man en situation, hvor der ikke var nogen god løsning. Det har krigspolitikerne ofret foreløbig 30 unge danskere for, og de er parate til at ofre mange flere. Regeringens snak om, at vi er der for at øge Danmarks sikkerhed, er åbenlys løgn. Krigen har ikke øget sikkerheden i Danmark. Før krigen var et angreb på Danmark eller danske ambassader fuldstændig usandsynligt. I dag - og så længe vi fortsætter krigspolitikken - er et angreb forventeligt.

Der er naturligvis mere komplicerede forklaringer om militære, geopolitiske og økonomiske interesser.

Afghanistan krigen er blevet prøvestenen på NATO's nye strategi om at slå til i hele verden, uden for NATO's gamle interesseområde. Hvis den strategi er forkert, er der egentlig ikke brug for NATO, for der er ingen lande, der truer NATO's territorium. Derfor kan NATO ikke tåle en fiasko i Afghanistan.

USA har en interesse i at have baser i området. Der er naturressourcer i Afghanistan, og der skal bygges en olierørledning.

Det er gode forklaringer om reelle interesser. Men hvis det ikke var for 11. september, var disse interesser blevet varetaget på anden vis, og kunne krigspolitikerne komme ud i morgen med æren i behold, så gjorde de det.

Hvorfor slutter afghanerne op om Taleban?
Elaheh Rostami Povey undrede sig over, at progressive afghanere, hun besøgte, kunne støtte en så reaktionær bevægelse som Taleban. Hun fik den forklaring, at Taleban havde dræbt 4 af deres familie, Nato-styrkerne havde dræbt 16.

Afghanistan har været præget af borgerkrig siden slutningen af 70'erne. Krigsherrer har kæmpet om magt, penge og opium. Det har været frygteligt for Afghanerne, og ingen har beskyttet dem. Først da Taleban kom til magten fik de fred og beskyttelse. Taleban var både undertrykkelse, sharia-lovgivning og middelalder, og samtidig fred, tryghed og lov og orden.

På samme måde var NATO's invasion både et håb om befrielse fra undertrykkelse, sharia-lovgivning og middelalder og også en tilbagevenden til krig, lovløshed og korruption, fordi NATO gav magten til de gamle krigsherrer og narkobaroner. I starten var der forhåbninger blandt afghanerne om at invasionen kunne føre til en bedre fremtid. De blev ikke indfriet. Nu ønsker de bare at få fred, også selv om det skal være hos Taleban.

Er det i orden at gribe militært ind i lande med ikke-demokratiske styreformer?
Det kan forekomme besnærende. Tag nu Saddam Husseins Irak. Saddams styre undertrykte oppositionen, brugte tortur, lavede massakrer og brugte giftgas mod civile, startede krige. Var det ikke rimeligt at gå i krig for at indføre demokrati og afsætte Saddam?

Problemet for krigstilhængerne er, at vestligt demokrati bygger på en idé om lighed, om at alle mennesker er født lige. Hvis jeg har ret til noget, har min bror samme ret.

Israel har atomvåben på trods af ikke-sprednings-aftalen. Israel har i 40 år konsekvent overtrådt resolutioner fra FN's sikkerhedsråd. Israel har besat erobret område og overtræder konventioner om behandling af befolkningen i besatte områder. Israel begår massakrer mod civilbefolkningen. Israel bruger tortur.
Har araberne så ikke ret til at angribe Israel? Jeg synes det ikke, men de kan påberåbe sig fuldstændig samme ret, som vi bruger for at angribe Irak og Afghanistan.

Og hvad med USA? Hvad står de ikke bag af krige, tortur, mord og undertrykkelse?
Kan man så sige, at terroristerne har ret til at angribe USA, som de gjorde 11. september?

Selvfølgelig ikke!

Hvis vi skal påberåbe os en sådan ret, må der et argument mere til. Vi må slå fast, at vi er bedre end de andre. Fordi vi repræsenterer det gode, har vi særlige rettigheder til at starte krige.

Det argument bliver flittigt brugt. Zionisterne mener, de har en guds given ret til Palæstina og må fordrive palæstinenserne, fordi jøderne er guds udvalgte folk. Hitler mente, at tyskerne havde en ret til herske over lavere stående racer, fordi den ariske race var bedre end alle andre racer.

Reagan og Bush mente, at USA havde særlige rettigheder, fordi USA repræsenterede det gode i kampen mod ondskabens akse eller imperium.

Det er svært at sige, hvem der er gode nok til at have en sådan ret til at starte en krig. Tilsyneladende er det afgørende argument, at man har gud på sin side. Derfor er det også så vigtigt for krigsmagerne at få præsterne til at velsigne krigen. Problemet er stadig det med ligheden, for begge parter har gud og præsterne med. Det gælder i høj grad i Afghanistan konflikten. Her har begge parter erklæret sig parat til hellig krig. Bush har kaldt det et korstog. Taleban kalder det jihad.

Legitimerer et FN mandat de store civile tab i Afghanistan?
FN er til for at undgå krig. FN skal arbejde for at finde andre løsninger. Det fremgår af FN-pagtens artikel 33. FN har - og skal have - mulighed for at sætte militærmagt ind for at opretholde eller genoprette freden. Sikkerhedsrådet har denne ret i artikel 42, når alt andet har været forsøgt og har vist sig utilstrækkeligt. Det er ikke det samme, som at sikkerhedsrådet må starte en krig.

Jeg mener, sikkerhedsrådets resolution 1386 fra december 2001 er et misbrug af FN til at blåstemple en ulovlig krig. Afghanistan blev ikke angrebet for at forebygge krig. Afghanistan blev angrebet for at få hævn for 11. september.

Vi så senere, hvordan USA forsøgte at presse FN til også at blåstemple angrebet på Irak, men da var sympatibølgen efter 11. september drevet over, så det lykkedes ikke. Angrebet på Irak var uomtvisteligt i strid med FN-pagten, hvorimod Afghanistan-krigen er et groft misbrug af FN. Et FN-mandat kan efter reglerne kun gives for at sikre eller genoprette freden. I sådanne tilfælde kan de civile tab legitimeres med, at man derved undgår endnu større civile tab. De civile tab i Afghanistan overstiger langt alt, hvad krigsmagerne kan påstå, at de ville have forebygget.

Der er, før man kan retfærdiggøre at gå i krig, altid andre muligheder, der skal forsøges. Også i Afghanistan er der masser af andre muligheder, som ikke er forsøgt. I alle lande, selv under de værste diktaturer, er der demokratiske folkelige kræfter, som man kan støtte. Alle diktatorer er afhængige af økonomisk og militær støtte udefra, og kan derfor udsættes på politisk pres.

Problemet er at mange regeringer hellere vil gå i krig, end de vil tage effektive skridt til at begrænse våbenproduktion og eksport. Det er et politisk problem, som vi må løse i vort eget land.

Hvordan kan vi komme ud af Afghanistan?
Vi kan lige så lidt som krigstilhængerne sikre frihed, demokrati og velstand for Afghanerne, men vi kan hjælpe dem til at få fred og give dem muligheder for at opbygge en økonomi, der bygger på andet end krig og opium.

Stop ulykken. Træk soldaterne ud. De er ikke en del af løsningen. De er lige som i Irak blevet en del af problemet. Det vil føre til at styret i Kabul falder, men der er næppe mange, der vil begræde det.

Send massiv hjælp til genopbygning, hjælp til at starte produktion, udviklingsbistand. Det kan skabe bedre livsvilkår og bedre økonomiske forhold for Afghanerne. Vel og mærke skal det være humanitærhjælp, som ikke er en del af en militær indsats. Det skal være uegennyttig hjælp til afghanerne, frigjort fra militærstrategiske formål. Det er en forudsætning for, at nødhjælpsarbejderne kan arbejde sikkert. Sammenblanding af militær og humanitær indsats medfører, at nødhjælpsarbejderne bliver angrebet.

Samarbejd med alle kræfter i Afghanistan, som ønsker fred, og støt særligt de progressive og demokratiske kræfter. Som Elaheh Rostami-Povey påpeger, er disse svækkede, men de findes. Malalai Joya er et godt eksempel.

Det er en langsommelig og besværlig proces, hvor der også vil være tilbageslag, men det er den eneste mulige måde at hjælpe afghanerne til mere frihed og mere demokrati.