Et kommunalt centrum-venstre i støbeskeen

Umiddelbart kan man se konturerne af et kommunalt centrum-venstre er i støbeskeen. S og SF i en lang række kommuner har dannet mere eller mindre klare centrum-venstre-alliancer op til valget. I det fleste tilfælde er det åbent erklærede fællesindhold i disse alliancer endnu ganske begrænset eller helt fraværende. Kernen i alliancen er typisk enighed om at gå efter magten efter kommunal-valget i fællesskab.

Hvis man fejlagtigt bedømmer dette med Christiansborg-briller, kunne man få den forestilling, at det blot er naturligt. Men set med kommunalpolitiske briller er det langtfra naturligt. SF har tidligere haft en udbredt tendens til at danne valgforbund med andre små partier, ikke mindst Enhedslisten, de Radikale og lokale tværpolitiske lister. Det er nyt, at SF'erne denne gang har prioriteret aftaler og valgforbund med S lagt højere. Tilsvarende har Socialdemokraterne tidligere haft en traditionel modstand mod et tættere samarbejde med SF, som nu er blevet brudt.

De nye alliancer lægger op til, at der efter kommunalvalget vil blive indgået flere konstitueringsaf-taler med S-SF som omdrejningspunkt. Der tegner sig allerede en 'grundmodel' med socialdemo-kratiske borgmestre og SF'ere på en række tunge udvalgsformandsposter.

Dette er ikke noget nyt alle steder. Men en lang række steder er det. Vi vil formodentlig ikke mindst se nye socialdemokratiske borgmestre, der konstituerer sig med udgangspunkt i en S-SF-alliance, hvor man tidligere ville have prioriteret en bred konstituering hen over midten. Tilsvarende vil det efter al sandsynlighed blive svært - for ikke at sige umuligt - at finde kommuner, hvor SF'erne som tidligere stiller egne borgmesterkandidater og går efter den såkaldte "Vejle-model". Vejle-modellen henviser til Vejle kommune, hvor SF for nogle år siden erobrede borgmesterposten ved at basere sig på borgerlige stemmer, der brugte en markant SF'er til at vælte lang tids socialdemokratisk styre.

I en række kommuner har fagbevægelsen i form af den lokale LO-sektioner indgået politiske mini-mumsaftaler. Der er aftalt fælles valgprogrammer med arbejderpartierne om, hvad man er enige om at slås for i den kommunale politik. Det gælder i store kommuner som Århus, Odense og Køben-havn. I København har aftalen mellem fagbevægelsen og arbejderpartierne tilmed skabt det politiske grundlag for enighed mellem S og SF om Frank Jensen som overborgmester. Det samme er sket i en række mindre byer. Hele den sydfynske LO-fagbevægelse i de 4 sydfynske kommuner (Svendborg, Faaborg-Midtfyn, Langeland og Ærø) har indgået aftaler med Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Tværsocialistisk Liste (Svendborg). Også på Vestfyn er der indgået aftaler. I Odder syd for Århus har LO indgået aftale med arbejderpartierne og Kultur og Miljø listen.

Der tegner sig således konturerne af et kommunalt centrum-venstre i sin spæde vorden. Denne arti-kel forsøger at analysere nogle af de faktorer, der har været med til at skabe det kommunale cen-trum-venstre. Afslutningsvist ser artiklen nærmere på nogle af de nye udfordringer og spørgsmål, som en fortsat udvikling af centrum-venstre på kommunalt plan vil stå over for efter valget.

Kommunal kopi
Umiddelbart er det nærliggende at se tendensen til et nyt kommunalt centrum-venstre som en kom-munal kopi af den landspolitiske udvikling, som en kommunal afspejling af landspolitikken. Det er da også en del af forklaringen, men langtfra den fulde forklaring.

Ledelserne i Socialdemokraterne og SF har gennem længere tid erkendt behovet for at bruge kom-munalvalget til at udvikle og styrke de lokale kommunale magtpositioner for centrum-venstre-partierne. Kommunalvalget falder på et tidspunkt, hvor det mere end andre gange vil blive betragtet som et midtvejsvalg. Valget bliver en status over de landspolitiske styrkeforhold. Både Socialde-mokraterne og SF har god brug for det bedst mulige resultat. Billedet af en Lars Løkke Rasmussen og en Lene Espersen, der går til deres første valg som partiledere og får tæv af vælgerne vil være kærkomment for Socialdemokraterne og SF. Samtidig har et sådant landspolitisk udfald af kommu-nalvalget længe været klart inden for rækkevidde for S og SF.

Det skyldes først og fremmest, at Venstre og SF i dag er blevet henholdsvis svagere og stærkere siden kommunalvalget i 2005. Op til kommunalvalget i 2005 fik Venstre i de landspolitiske me-ningsmålinger i snit 28,3 pct. af stemmerne. Her op til kommunalvalget ligger Venstre 4-5 procent-point lavere i de landspolitiske målinger. Hvis man følger valgforskernes tommelfingerregel om, at den landspolitiske styrke slår igennem i kommunalpolitikken med halv effekt, vil landspolitikken alene betyde, at Venstre vil gå mere end to procentpoint tilbage sammenlignet med 2005-valget. Ved kommunalvalget i 2005 fik Venstre 27,5 pct. af stemmerne på landsplan. Den landspolitiske svækkelse tilsiger således et fald til ca. 25 pct.
SF fik ved folketingsvalget i 2005 6,0 pct. af stemmer, og ved kommunalvalget 7,4 pct. I dag står SF til 18-19 pct. i de landspolitiske målinger. Hvis landspolitikken slår halvt igennem ved kommu-nalvalget, står SF dermed til at nå op på 14-15 pct. på landsplan ved kommunalvalget. Så selv om Socialdemokraterne muligvis vil gå lidt tilbage sammenlignet med kommunalvalget i 2005 er der udsigt til et styrket centrum-venstre og en svækket VKO-blok ved kommunalvalget. Dermed har ledelserne i S og SF gode chancer for at få den ønskede midtvejssejr. De har også udsigt til at vinde en række nye pladser i byrådene og ikke mindst til at erobre nye vigtige borgmesterposter i en række kommuner.
Derfor er det indlysende, at ledelserne i de to partier har argumenteret for nytten af lokale alliance-dannelser mellem S og SF ved kommunalvalget. Socialdemokrater har i særlig grad ønsket at bruge kommunalvalget landspolitisk som en generalprøve på næste folketingsvalg. Helle Thorning-Schmidt har derfor sat det mål for Socialdemokraterne, at partiet skal have overborgmesterposten i København og borgmesterposten Odense, Århus og Aalborg, have flest borgmestre på landsplan, side på magten i flertallet i de fem regioner og være det parti, der får flest stemmer på landsplan.

For at nå disse mål vil Socialdemokraterne efter al sandsynlighed være mere afhængig af at kunne bygge kampen om borgmesterposterne på SF's stemmer. Derfor er udsigten til et betydeligt kom-munalpolitisk gennemslag for SF's landspolitiske styrke blevet et tungere argument for en række socialdemokratiske borgmestre og fået borgmesterkandidater til at tænke i S-SF-alliancer. Vejen til borgmesterkontoret er så at sige blevet brolagt med flere og flere SF-sten.

SF har sat sig det mål at omsætte mest muligt af den landspolitiske medvind til stemmer, mandater, magt og indflydelse ved kommunalvalget. Det konkrete mål er, at SF yderligere skal rodfæste sig i vælgernes bevidsthed som et parti, der vil magten, finder løsninger og søger indflydelse. Omsat til en kommunalpolitisk logik trækker det SF'ere ind mod flere budgetforlig og mere faste alliancer med siddende eller kommende socialdemokratiske borgmestre.

Mandatmæssigt har SF sat et mål, der svarer nøje til valgforskernes tommelfingerprognoser, nemlig en fordobling af stemmetallet sammenlignet med sidste kommunalvalg. Det vil sige omkring 15 procent af stemmerne. Der er dog en risiko for, at forskernes tommelfingerregel om halvt gennem-slag af den nationale styrke i kommunalpolitikken, da SF er et parti, hvor en særlig stor del af SF's landspolitiske vælgeropbakning synes at skyldes Villy Søvndals person.

SF har taget en række nye skridt for at nå partiets mål. Det traditionelt meget decentrale SF har valgt at prioritere den fælles landspolitiske kommunalvalgkamp langt højere end tidligere. De cen-trale valgkampbudgetter er flerdoblet sammenlignet med tidligere. Ude i de enkelte kommuner kan man derfor opleve SF'erne koble sig op på landspolitiske kampagner om folkeskole, ældreomsorg og klimaindsats. Samtidig arbejder folketingsgruppens medlemmer tæt sammen med ikke mindst de fire største kommuner, og Villy Søvndal drager landet rundt op til flere gange under valgkampen.

S-SF-alliancen i centrum
Ligesom i landspolitikken kan det kommunale centrum-venstre i meget høj grad identificeres med S-SF-alliancen. Både de radikale og Enhedslisten står i forvejen svagt i kommunalpolitikken. Det sidste års stadigt stigende landspolitiske fokusering på S-SF-alliancen og de radikales vælgermæs-sige svækkelse har yderligere bidraget til at udgrænse de to partier fra det kommunale centrum-venstre. De steder, hvor fagbevægelsen har indgået politiske aftaler med centrum-venstre, har dette yderligere udgrænset de radikale, men inddraget Enhedslisten og mere tværpolitiske centrum-venstre-lister de steder, hvor de har haft tilstrækkelig lokal styrke.

Selv om kritikken og fronten mod regeringen har været mindst ligeså hård hos de relativt få kom-munalpolitikere fra Enhedslisten, er det naturligt, hvis det ikke helt har ført til den samme kommu-nalpolitiske konklusion som hos S og SF. Enhedslistens kommunalpolitikere står oftere uden for budgetforlig og reel, løbende kommunalpolitisk indflydelse. Men til gengæld er det i lige forlængel-se af Enhedslistens politik og strategi at supplere protesterne mod regeringen med lokale 'tag-selv-løsninger': Brug de penge, der skal til for at sikre en ordentlig velfærd (selv om kommunekassen er tom). Et sådant 'uansvarligt' alternativ vil typisk ikke trække Enhedslistens kommunalpolitikere ind i en tæt centrum-venstre-alliance med S og SF. Tværtimod lægger det op til, at Enhedslisten spiller den traditionelle rolle som venstrekritiker af netop S og SF. Valget vil vise, om vælgerne vil hono-rere denne politik.

Strukturreformen har partipolitiseret kommunalpolitik
Men tendensen til et nyt kommunalt centrum-venstre skyldes langtfra alene kopiering af landspoli-tikken. De spæde kim til et kommunalt centrum-venstre er ikke kun resultatet af en politisk master-plan udtænkt af Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal og den øvrige S-SF-ledelse. Helle Thor-ning-Schmidts og Villy Søvndals kommunalpolitiske projekt ville have stødt på større barrierer og mere traditionsbestemt modstand ude i det konsensusprægede kommunale landskab, hvis ikke der havde eksisteret andre faktorer og tendenser, der har befordret udviklingen af det kommunale cen-trum-venstre.

Her spiller strukturreformen, og hvad deraf fulgte af kvalitetsreform, mv., en afgørende rolle. Disse reformer har gødet jordbundet for en proces, hvor et af de uforudsete resultater er et tættere politisk samspil mellem centrum-venstre-kræfterne ude i kommunerne.

Strukturreformen har undergravet grundlaget for at føre kommunalpolitik som gammeldags sogne-rådspolitik. Med strukturreformen er kommunalpolitik blevet et anliggende for et større fællesskab end tidligere i store dele af landet. Både geografisk og befolkningsmæssigt undergraver det grund-laget for stærke, lokalt forankrede kommunalpolitikere, ligesom de lokale såkaldt apolitiske borger-lister og lokale protestlister har fået væsentlig sværere vilkår.

Derfor vil et godt gæt være, at disse partier får endnu færre kommunalbestyrelsesmedlemmer end i 2005. De lokale og tværpolitiske listers indflydelse på den førte politik vil blive endnu mere margi-nal, end den allerede har været de sidste 4 år. Med strukturreformen rykker de landspolitiske partier planmæssigt frem i det politiske landskab, og det har i sig selv bidraget til at give de landspolitiske skillelinjer mellem regering og opposition større vægt i kommunalpolitikken.

Fra lokale repræsentanter til partirepræsentanter
Men grundlaget er ikke blot skredet for tidligere tiders stærkt lokalt forankrede politikere i de lokale og tværpolitiske borgerlister. Den samme tendens gælder internt i de politiske partier. Kandidater med en stærk base i lokalsamfund og lokale netværk får stadig lov til at hente stemmer til partierne. Men de får yderst sjældent lov til at præge de temaer, der føres valgkamp på, eller indflydelse på den politik der senere føres i kommunalbestyrelsen.

Dette sker i en tid, hvor de traditionelle partier taber lokal medlemstilslutning. Samtidig smuldrer partiernes forankring i lokale sociale netværk og organiseringer.

Både Venstre og Socialdemokraterne har historisk hentet en afgørende del af deres kommunalpoliti-ske styrke fra de lokale sociale organisering. De har begge været klassebaserede partier med velud-viklede og godt organiserede forgreninger ud i de lokale sociale organisationer (fagforeninger, bo-ligorganisationer, landboforeninger, sygekasser, brugsforeninger, andelsmejerier, osv.). Men over de seneste 30-40 år er der sket et gradvist forfald i det sociale og organisatoriske netværk, der historisk har været knyttet til specielt de to store kommunalpolitiske partier, Socialdemokrater og Venstre.

Efterhånden som dette mere eller mindre klassebaserede netværk omkring Socialdemokraterne og Venstre er svundet ind, har de samtidig mistet i betydning som politiske pejlemærker for borgerne i lokalsamfundet. Der er billedligt talt færre, som får et godt råd om, hvem de skal stemme på nede i fagforeningen, på landboforeningens udflugt eller ved generalforsamlingen i det lokale andelsmejeri.

I stedet har både Socialdemokraterne og Venstre mere og mere måttet nøjes med at tage enkeltper-soner fra disse sociale organisationer ind på kandidatlisterne. For de pågældende kandidater betyder det, at deres mandat til at føre kommunalpolitik ikke i samme grad som tidligere kommer fra fag-foreningen, handelsstandsforeningen eller lignende. Mandatet kommer mere og mere fra selve par-tiet. Også det har over en lang periode bidraget til mere og mere at gøre kommunalpolitik til et om-råde for de interesserede partimedlemmer frem for som et hverv for f.eks. faglige tillidsfolk.

Med disse langsigtede udviklingstendenser er partiernes kommunalpolitikere potentielt blevet min-dre socialt og politisk afhængige af særlige lokale, sociale strømninger og tilsvarende mere åbne over for at 'føre partipolitik i kommunen'. Partiernes kommunalpolitikere har gradvist erstattet de lokale og sociale repræsentanter blandt partiernes kommunalpolitikere, og det har formodentlig bidraget øget åbenheden over for at være landspolitiske partiers repræsentant i kommunalpolitik og dermed gjort det relativt lettere for partiledelserne i S og SF at realisere deres strategi for en kommunalt centrum-venstre.

Kvalitetsreformens nye politikerroller
Både strukturreformen og kvalitetsreformen bygger på en særlig ny neoliberal tankefigur og fore-stilling om kommunalpolitikernes rolle. Grundlæggende ses det som kommunalpolitikernes opgave at give politiske bud på, hvor og hvordan man skal imødekomme borgernes efterspørgsel efter vel-færdsydelser, mv. Det er ifølge struktur- og kvalitetsreformens logik kommunalpolitikernes opgave at imødekomme efterspørgsel fra borgerne ved at optræde som købere. Om nødvendigt skal kom-munalpolitikerne også stå i spidsen for den kommunale produktion af serviceydelser til borgerne.

Den første rolle som kommunalpolitiker - at give politiske bud på, hvilken del af borgernes efter-spørgsel efter velfærdsydelser der skal imødekommes med skattekroner - er over en årrække blevet kraftigt beskåret. Ikke mindst gennem de senere års kommuneaftaler mellem KL og regeringen er det reelle råde- og prioriteringsrum for kommunalpolitikerne blevet beskåret væsentligt.

Når markedet og konkurrencen er skabt, skal kommunalpolitikerne ifølge denne New Public Mana-gement logik vælge, hvad de vil købe ind til borgerne. Hvor meget skal der bruges på at købe hjemmehjælp, og hvor meget skal der bruges på daginstitutioner? Det er en prioriteringsopgave, der i det store hele afgøres en gang om året ved de årlige budgetforhandlinger.

Men også denne rolle er gennem en årrække blevet underlagt en ganske betydelig statslig styring. Først og fremmest har staten i vid udstrækning taget sig af at skabe det marked og den konkurrence mellem producenterne, som kan give kommunalpolitikerne de bedste muligheder for at købe vel-færdsydelser ind til borgerne. Det er bl.a. sket ved at fastlægge nøjagtige regler for hvordan, hos hvem og til hvilke priser kommunerne køber velfærdsydelser til borgerne. På sundhedsområdet er kommunerne pålagt at betale efter helt bestemte statsligt fastlagte takster, når kommunens borgere bruger sundhedsvæsenet. Kommunalpolitikernes eneste råderum er at påvirke borgernes efterspørg-sel efter sundhedsydelser. På andre områder f.eks. specialinstitutionsområdet, som kommunerne overtog fra amterne ved strukturreformen, kan kommunalpolitikerne beslutte, om man selv vil løse opgaven eller købe løsningerne hos andre kommuner eller private aktører efter statsligt fastsatte regler. På atter andre områder, f.eks. hjemmehjælpen, er kommunerne forpligtet til at give borgerne ret til at vælge mellem kommunale og private leverandører efter et regelsæt, som staten har fastsat.

Sidst men ikke mindst er kommunerne via kommuneaftalerne forpligtet til at konkurrenceudsætte (udlicitere) en stadigt stigende del af den kommunale service og til at gennemføre ganske bestemte kvalitetsændringer og effektiviseringer i den kommunale service. Kommunalpolitik bliver på den måde reduceret til at opstille politiske mål og omsætte dem til at opstille standarder for kvalitet i udbud og (interne) kontrakter. Når det er sket, får ledelserne hos de interne og eksterne leverandører frihed til at gøre, som de vil. Blot skal kontraktens krav imødekommes. Skulle politikerne - f.eks. efter borgerhenvendelser - ønske at stille nye eller ændrede krav til standarder og kvaliteter, er det svært. Leverandørerne vil som udgangspunkt have ret til at kræve en særskilt ekstra betaling, som kommunen typisk ikke har afsat penge til.

Endelig har nutidens kommunalpolitikerne en rolle som direktion - eller snarere bestyrelse - for den kommunale egenproduktion af serviceydelser. Det er en strategisk opgave, som kommunalpoli-tikerne ifølge undersøgelser ikke er særligt villige eller flittige til at påtage sig. Det er samtidig kommunalpolitikernes opgave at effektivisere produktionen og om muligt forbedre kvaliteten gen-nem intern kontrakt- og målstyring efter spilleregler, som i stadigt højere grad er bestemt af Folke-tinget og ikke mindst ministerierne.

Disse opgaver har kommunalpolitikerne skullet varetage inden for rammerne af et politisk og øko-nomisk system, hvor regeringen reelt har frataget kommunerne retten til at vælge skatteudskrivnin-gens størrelse. Bedre velfærd for højere kommunalskat er ikke længere noget kommunalpolitisk valg.

Samtidig har regeringen ved de årlige økonomiforhandlinger med kommunerne underlagt kommu-nerne en stadigt mere omfattende kontrol og styring. Eksemplerne herpå er mange og forskelligar-tede. Kontrolrapporteringer til ministerierne, interne kontrolprocedurer over for institutionerne, økonomiske incitamenter og statsbestemte interne styringsmekanismer er blot nogle af eksemplerne.

Selv uden de stadigt strammere økonomiske rammer fra regeringen ville hele dette statspålagte kon-trolregime have udfordret den kommunalpolitiske selvforståelse hos mange politikere ude i kom-munerne. Kommunalpolitikerne - og i endnu højere grad regionspolitikerne - kan let føle sig redu-ceret til akkordarbejdere for regeringens politiske beslutninger. Forestillingerne om det kommunale selvstyre, hvor kommunalpolitikernes politiske valg gør en forskel, der er til at få øje på, bliver sta-digt sværere at opretholde.

Bedre bliver det ikke af, at borgerne i betydeligt omfang kritiserer resultaterne i den kommunale velfærd. Undersøgelser viser, at rigtigt mange borgere ikke kan få øje på de politiske løfter fra både kommunal- og landspolitikere. Hvad er der blevet af mindre minuttyranni i hjemmeplejen, nye læ-rebøger og brugbare toiletter i folkeskolen, bedre børnepasning uden lukkedage, osv., spørger de.

Kommunalpolitik er med andre ord blevet et mere utaknemmeligt job med mindre politisk råderum. Et tegn på dette er, at så mange kommunal- og ikke mindst regionalpolitikere har valgt at stoppe ved dette kommunalvalg.

For kommunalpolitikerne i specielt Socialdemokratiet og SF har frustrationerne over og utilfreds-heden med denne udvikling logisk nok rettet sig mod VKO-partierne på Christiansborg. Den fælles kritik hos socialdemokraterne og SF'erne af de stramme poliske og økonomiske rammer for kom-munalpolitikken, bureaukratiet, kontrollen og den organiserede mistillid har været med til at samle de to partier i kommunalpolitikken. Det har så banet vej for et kommunal centrum-venstre forenet om kampen mod regeringens stramme styring.

Hele denne udvikling synes at have været medvirkende til, at det nye kommunale centrum-venstre ikke i særlig høj grad er et positivt formuleret kommunalt centrum-venstre. Det kommunale centrum-venstre har mere karakter af en kommunal centrum-venstre-opposition mod VK regeringen og VKO-politikken.

Hos nogle kommunalpolitikere har det skabt forestillingen om det, der er blevet kaldt kommunalpo-litikkens anden halvleg, dvs. den del af de kommende fire år, hvor der eventuelt er dannet en ny centrum-venstre-regering. Første halvleg er så perioden under VK-regeringen, hvor nogle af kom-munalpolitikerne fra både S og SF har stærkt begrænsede muligheder for at gøre en afgørende for-skel i kommunerne. Ikke mindst hvis kommunalpolitikerne fra S og SF ønsker at adskille sig fra V og K ved at have bud på bedre og mere velfærd for flere penge, er der meget små muligheder for at tilbyde borgerne et afgørende anderledes alternativ. I anden halvleg regner man derimod med, at en ny centrum-venstre-regering vil skabe afgørende større kommunalt råderum.

Konturerne af det kommunale centrum-venstre
Konturerne af det kommunale centrum venstre er således på mange måder præget af de vilkår, der har skabt det, først og fremmest udviklingen af det landspolitiske centrum-venstre-projekt, struktur-reformen og kvalitetsreformen i kommunerne. Nogle af de ting, der præger det kommunale centrum-venstre er en enighed mellem primært S og SF om at gå efter magten efter kommunalvalget i fællesskab, der bl.a. bygger på en kommunal centrum-venstre-opposition mod VK regeringen og VKO-politikken. De positive fælles visioner og bud på en anden kommunal velfærd er endnu spred-te og begrænsede.

Dette rummer en risiko for, at de negative erfaringer med VK-regeringens styring af kommunerne har givet og vil give de kommunale centrum-venstre-politikere nogle lidt optimistiske og paradisiske forestillinger om, hvor mange, store og gunstige muligheder en ny centrum-venstre-regering vil skabe for kommunalt selvstyre og bedre, anderledes kommunal velfærd. Heri ligger der en udfor-dring til det kommunale centrum-venstre. Er man i stand til at udviklede de fælles positive bud på centrum-venstre-politik i kommunerne?

Dette er et politisk spørgsmål, der retter sig til både det kommunale og det nationale centrum-venstre. Det kridter banen op for en politisk dialog i og mellem det kommunale og nationale cen-trum-venstre. Kan og vil en ny centrum-venstre-regering indfri de kommunale forventninger om et afgørende anderledes økonomisk råderum for kommunerne? Kan det ske uden at komme i konflikt med de allerede indgåede aftaler om bl.a. skat? Kan og vil det kommunale centrum-venstre affinde sig med det relativt begrænsede, men dog klart ændrede økonomiske og politiske råderum, som S og SF's fælles skatte- og velfærdsaftale Fair Forandring lægger op til?

Svarer det f.eks. til forventningerne hos S- og SF-kommunalpolitikerne om en helt anden halvleg, at kommuneskatterne ifølge S-SF-aftalen Fair Forandring skal holdes uændret under ét? Lever det op til regionspolitikernes forventninger om væsentligt mere indflydelsesrige regionsråd, at S og SF er enige om, at regionerne ikke får ret til at udskrive skatter? Vil det leve op til de kommunale cen-trum-venstre-politikeres forventninger til anden halvleg, at S-SF-planen Fair Forandring udover 2 mia. kr. mere til folkeskolen, primært bruger de knap 18 mia. kr. i ekstra skatteindtægter til sund-hedsvæsen, social omfordeling og klimainvesteringer? Vil det kommunale venstre stille krav om alle de ca. 5 mia. kr., som Fair Forandring ikke på forhånd har prioriteret? Vil en ny centrum-venstre-regering affinde sig med det eller har den selv masser af projekter at bruge disse penge til?

Den allerstørste udfordring for både det kommunale og nationale centrum venstre bliver måske at udforme et centrum-venstre bud på en kvalitativt anden kommunal velfærd, som samtidig er et egentligt alternativ til de mange former for kontrol, styring og markedsregulering, som VK-regeringen har påtvunget kommunerne, og som kommunalpolitikerne reagerer imod for indeværen-de. Ikke blot er denne opgave i sig selv endnu nærmest uløst.

Den kommer samtidig til at blive udformet i en økonomisk konjunktur og inden for rammerne af S-SF-aftaler, der åbent stiller krav om, at ressourcerne til den nye velfærd for mindst halvdelens ved-kommende skal skaffes gennem centrum-venstres bud på effektivisering og billiggørelse af den offentlige sektor. Er det nye centrum-venstre parat til at skabe sit velfærdsalternativ ved hjælp af bedre og mere effektive kommuner? Og er en ny centrum-venstre-regering parat med bud på de nødvendige strukturreformer? Eller falder det kommunale centrum-venstre ved næste valg, fordi det har knækket nakken på denne gigantiske opgave? Den kommunale centrum-venstres fremtid af-hænger af svarene på disse spørgsmål.