Religionen er en hjerteløs verdens hjerterørelser
Af David McLellan

Offentliggjort: 15. maj 2006

I forbindelse med udgivelsen af Deutsch-Französische Jahrbücher i 1843 forberedte Karl Marx en række kritikker og begyndte med et essay om filosoffen Bruno Bauers [1] skrifter om det jødiske spørgsmål. Det generelle tema for dette essay var kontrasteringen af den politiske frigørelse, som kan frigøre mennesket lige så lidt som religionen, over for den menneskelige frigørelse, der kun vil kunne opnås med staten og pengenes forsvinden.

Bruno Bauers svar til de jøder, der ønskede religiøs frigørelse, var, at denne var umulig uden politisk frigørelse. For at stoppe diskriminationen af jøder, må staten stoppe med at være kristen, mente Bauer. Men for Marx var dette et utilstrækkeligt svar: Bauer havde kun udsat den kristne stat for kritik, ikke staten som sådan; således havde han ikke været i stand til at se forbindelsen mellem den politiske frigørelse og den menneskelige frigørelse.

Det var ligetil, at den blotte adskillelse af den religiøse sfære fra den politiske ikke var svaret; for USA, hvor adskillelsen af disse to sfærer ellers var opnået, var jo netop kendt for sin religiøsitet.

"Men da religionen kun kan være til stede som en mangel [2], må årsagen til denne mangel i sidste instans søges i selve statens væsen. For os er religionen ikke længere årsag, men blot udtryk for samfundets fordomme. Vi fortolker derfor de fri statsborgeres religiøse fordomme ud fra deres verdslige fordomme. Vi hævder ikke, at de må sprænge deres religiøse snæversyn for at kunne ophæve de verdslige skranker. Vi hævder, at de sprænger deres religiøse snæversyn i det øjeblik, at de ophæver de verdslige skranker. Vi skaber ikke verdslige spørgsmål om til teologiske. Vi skaber teologiske spørgsmål om til verdslige. Efter at historien længe nok er blevet opløst i overtro, opløser vi overtroen i historie. Spørgsmålet om den politiske frigørelses forhold til religionen bliver for os spørgsmålet om den politiske frigørelses forhold til menneskets frigørelse." [3]

Som nævnt er begrænsningen i den politiske frigørelse klar, eftersom staten vil kunne frigøre sig fra religionen, uden at dens borgere blev frigjorte. På denne måde blev religionen og på samme måde ejendomsretten ophævet som kvalificerende forudsætning for stemmeretten. Denne problemstilling dukker op, fordi mennesket er spaltet i en dobbelt-personlighed: på den ene side det fælles, sociale aspekt af menneskets natur som kun eksisterer på det formelle plan og i en uvirkelig form og ved tale om 'borgerskab' ('citizenship'), hvorimod på den anden side menneskets i sit daglige liv er et isoleret individ i økonomisk krig mod alle.

"Hvor den politiske stat har nået sin sande udformning, lever mennesket ikke blot i tankerne, i bevidstheden, men også i virkeligheden, i selv livet, et dobbeltliv, et himmelsk og et jordisk - dels i det politiske samfund, hvori det anser sig for samfundsvæsen, dels i det borgerlige samfund, hvori det virker som privatmenneske, betragter andre mennesker som middel, nedværdiger sig selv til et blot og bart middel og bliver kastebold for fremmede magter." [3]

Marx gik derefter over til at diskutere Bauers synspunkt om, at hverken jøder eller kristne kan påkalde sig menneskets universelle rettigheder, eftersom de erklærer sig selv som en særlig eller eksklusiv gruppe af mennesker. Imidlertid forkastede Marx hele ideen om menneskets rettigheder i en diskussion, som indeholder hans mest ligefremme kritik af de klassiske liberale principper. Han begyndte med at citere den amerikanske menneskerettighedserklæring [4] for at vise, at disse rettigheder ikke alene var sammenlignelige med religionen men faktisk garanterede dens frie udøvelse. For Marx var menneskets rettigheder blot retten for det civile samfunds atomiserede, indbyrdes fjendtlig indstillede individer. Idet han citerede den revolutionære franske konstitution fra 1793, skrev han:

"Først og fremmest konstaterer vi den kendsgerning, at de såkaldte menneskerettigheder (droits de l'homme) til forskel fra statsborgerrettighederne (droits du citoyen) ikke er noget som helst andet end de rettigheder som tilkommer samfundsmedlemmet, dvs. det egoistiske, fra medmennesket og det fællesmenneskelige adskilte menneske ... Den private ejendomsret er altså retten til efter behag (à son gré), uden forpligtelse over for andre mennesker og uafhængigt af samfundet at nyde og disponere over sin formue, den er retten til egennytte. Nævnte individuelle frihed såvel som dens anvendelse i praksis udgør det borgerlige samfunds grundlag. Det lader ethvert menneske opleve medmennesket som en hindring for, ikke som en virkeliggørelse af sin frihed." [3]

Marx fortsatte med en kontrast mellem på den ene side Middelalderens feudale samfund, som i det mindste indeholdt nogle fællesskabsaspekter, og på den anden side 'post 1789'-samfundet, som betragtede områderne med behov, arbejde, private interesser og private rettigheder, som dets naturlige basis. Marx sluttede denne første del [5] med den følgende skitse af sin egen løsning på problemet:

"Den politiske frigørelse reducerer mennesket, på den ene side til medlem af det borgerlige samfund, til det egoistiske, uafhængige individ, på den anden side til statsborgeren, til den moralske person. Først når det virkelige, individuelle menneske atter indoptager den abstrakte statsborger i sig som individuelt menneske i sit empiriske liv, i sit individuelle arbejde, og i sine individuelle forhold er blevet ét med arten, først når mennesket har erkendt og organiseret sin "egenmagt" som samfundsmagt og derfor ikke mere skiller samfundsmagten ud fra sig i skikkelse af den politiske magt, først da er den menneskelige frigørelse fuldbyrdet." [3]

I sin gennemgang af Bauers anden artikel, diskuterede Marx Bauers synspunkt om, at for at kunne frigøre sig, må jøden også frigøre sig selv fra Kristendommen, som er et skridt nærmere frigørelsen end Jødedommen. Endnu engang vendte Marx Bauers teologiske formulering af spørgsmålet om og spurgte: hvilke specifikke sociale elementer må overkommes for at kunne slippe af med Jødedommen? Idet han spillede på det tyske sprogs dobbelte betydning af Jødedom - kan også betyde 'handel' - blotlagde Marx Jødedommens rødder i forretningsånden og især i forbindelse med den betydning, som pengene tillægges. Dette ledte ham for første gang til at tegne konturerne af teorien om det fremmedgjorte arbejde, som skulle blive så central for hans tanker:

"Penge er den universelle, selv-konstituerende værdi for alle ting. Derfor er såvel de menneskelige som de naturlige ting i hele verden blevet frarøvet deres egen værdi. Penge er det fremmedgjorte væsen af menneskets arbejde og væren, dette fremmed væsen dominerer ham, og han tilbeder det." [6]

Marx fortsatte:

"Under de egoistiske behovs dominans kan mennesket kun fungere praktisk, kun skabe praktiske ting ved at lade sine produkter og sin aktivitet underlægge en fremmed enheds dominans og tildele dem denne enheds kendetegn." [6]

I sin analyse af Bauers synspunkter havde Marx allerede bevæget sig fra den politiske sfære til den økonomiske, som han fremover kom til at anse for den fundamentale. Men selv om han på dette tidspunkt proklamerede, at målet var menneskets fulde frigørelse, havde han endnu ikke identificeret med hvilke midler denne kunne opnås. Det blev opgaven i hans næste artikel.

Marx' anden artikel for Deutsch-Französische Jahrbücher var et af de klareste stykker, som han overhovedet skrev. Det var tænkt som en introduktion til den endnu ikke udgivne 'Kritik af Hegels retsfilosofi'. Idet han begyndte med sit berømte epigram om religion, behandlede Marx Tysklands tilbageståenhed på alle felter med undtagelse af det filosofiske, og sluttede med sit dénouement - den proletariske revolution.

Den religiøse fremmedgørelse var et problem, som Marx allerede havde lagt bag sig. De allerførste sætninger gjorde status for det, der nu for længst var et overstået problem:

"For Tysklands vedkommende er kritikken af religionen i det væsentlige afsluttet, og kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik ... Grundlaget for den irreligiøse kritik er: Mennesket skaber religionen, religionen skaber ikke mennesket ... Men mennesket, det er ikke et eller andet abstrakt væsen, der sidder og kukkelurer udenfor verden. Mennesket, det er menneskets verden, det er stat, det er samfund. Denne stat og dette samfund frembringer religionen som en fordrejet verdensbevidsthed, fordi de udgør en fordrejet verden ... Kampen mod religionen er da middelbart kampen mod hin verden, hvis åndelige aroma er religionen ... Den religiøse elendighed er på én gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium ... Det er da historiens opgave, efter at sandhedens hinsidighed er forsvundet, at etablere det dennesidiges sandhed ... Kritikken af himlen slår dermed om i kritik af jorden, kritikken af religionen i kritik af retten, kritikken af teologien i kritik af politikken." [7]

Fra David McLellan: "The Thought of Karl Marx " (p. 19-23), Papermac, 1989.

Bearbejdet og oversat med forfatterens tilladelse til Kritisk Debat af Klaus Krogsbæk.

OVERSÆTTERENS NOTER

[1] Bruno Bauer (1809-82), tysk religionshistoriker og filosof.

[2] Jf. Ludwig Feuerbach (1804-72) i "Das Wesen des Christentums", 1841.

[3] 'Om jødespørgsmålet I' fra 1844 - her i Ulrich Horst Petersens oversættelse fra: 'Karl Marx, økonomi og filosofi - ungdomsskrifter', Gyldendals Uglebøger, 1962; indledning og udvalg ved Willy Sørensen.

[4] Der menes 'Bill of Rights' (se f.eks. http://en.wikipedia.org/wiki/United_States_Bi ll_of_Rights)

[5] I forbindelse med udgivelsen af Deutsch-Französische Jahrbücher forberedte Marx en række kritikker og begyndte med et essay om Bruno Bauers skrifter om det jødiske spørgsmål; citatet her er fra første del af dette essay.

[6] Fra anden del af Marx' essay 'Om jødespørgsmålet' - her oversat fra David McLellan.

[7] 'Kritik af den hegelske retsfilosofi - indledning' fra 1844 - her i Ulrich Horst Petersens oversættelse fra: 'Karl Marx, økonomi og filosofi - ungdomsskrifter', Gyldendals Uglebøger, 1962; indledning og udvalg ved Willy Sørensen.

Her vil vi rejse vort himmerig
Den tyske digter og Marx' gode ven, Henrich Heine, skrev i 1844 - altså næsten samtidigt med Marx' tekst 'Om Jødedommen' - sit store digt 'Et vintereventyr'.

Fra dette bringer vi nogle få linjer i Hans Hartvig Seedorff Petersens gendigtning:

O venner, jeg digter os alle en sang,
en anden, en ny og en bedre:
Her vil vi rejse vort himmerig
Og ikke hos henfarne fædre

Vi kræver på jorden - og mens vi er til -
at armod til lykke sig vender.
Vi vil ikke fodre den dovne vom
med gaver fra flittige hænder.

Af jorden vokser det gode brød
Og nok for os alle hernede.
Roser, myrter, skønhed og lyst
og ærter i snorlige bede.

Ja sukkerærter i overflod!
Og har vi fyldt vore kurve
overlader vi himlen til
Vorherres engle og spurve.

- her gengivet fra Adam Schaffs 'Marx eller Sartre', Gyldendal 1970.