Fra mangel på arbejde til fortsat mangel på arbejde
Af Jesper Jespersen

Offentliggjort: 15. marts 2004

Indledning - den neoklassiske baggrund
Imellemkrigstiden hærgede arbejdsløsheden. Det var en stærkt medvirkende årsag til, at der blev udviklet et nationalregnskab og en egentlig makroøkonomisk teori. Disse to landvindinger var en naturlig reaktion på, at den pådaværende tidspunkt dominerende neoklassiske økonomiske teori havde spillet fallit. Denne teoris force var, at den var intuitivt forståelig og simpel, men - skulle det vise sig - uegnet til at forklare den vedvarende, høje arbejdsløshed.

Den neoklassiske teori til forklaring af arbejdsløsheden byggede på den grundantagelse, at ethvert markedsbaseret økonomisk system ved egen kraft og forholdsvist hurtigt vil kunne genskabe samfundsøkonomisk ligevægt. Så hvis blot markedsmekanismen fik lov til at fungere uden indblanding fra politisk hold og ikke blev blokeret af fagforeninger, ville arbejdsløshedenforsvinde af sig selv. Denne konklusion byggede på det ræsonnement, at markedskræfterne altid vil kunne skabe ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på et hvilket som helst marked, hvis bare prisen er tilstrækkeligt fleksibel. Den neoklassiske teori tager konsekvent afsæt, uanset om det er et mikro- eller makroøkonomisk problem, der skal analyseres, i det velkendte markedsdiagram, således som det erfremstillet i figur 1. Det blev oprindeligt præsenteret i denne form afden engelske økonom Alfred Marshall i slutningen af 1800-tallet og harlige siden været standardmodellen i enhver neoklassisk funderet lærebog.

Figuren er også forførende simpel: enhver kan umiddelbart overbevises om, at en markedsmæssig uligevægt må skyldes en 'forkert' pris. Er prisen 'for høj', så vil udbudet overstige efterspørgslen, og der ligger usolgte varer tilbage på hylderne. Vi kender situationen fra sommerens jordbærmarked på byens torve. Hvis frugthandlerne ikke er villige til at justere prisen nedad, så risikerer han at skulle lukke om aftenen med mange, og efterfølgende, usælgelige bær. Hvis prisen derimod er forlav, så står kunderne i kø fra tidlig morgen, og der vil være nogle købere, som må gå med uforrettet sag - evt. købe varen på det 'sorte'marked. Er markedet velfungerende, så vil prisen allerede næste dag -om ikke før - være sat op. Så enkelt kan teorien om markedsligevægt præsenteres, og den har også en betydelig forklaringskraft, så længe et lille og konkurrencepræget marked er i fokus. Her vil ændringer i markedsprisen kunne afbalancere udbud og efterspørgsel, hvorved markedet gennem fleksibel pristilpasning med rimelighed kan antages atvære i en form for permanent ligevægt.

Inden for neoklassiske teori har modellen for 'jordbærmarkedet' udviklet sig til at blive standardmodellen for enhver markedsmæssig analyse, da der stilles krav om, at også makroøkonomisk teori er forankret i mikroøkonomiske ræsonnementer. Nobelpristageren i 1995 Robert Lucas har formuleret det således: Den mest lovende udvikling inden for makroøkonomisk teori er inkorporeringen af aggregerede størrelser som f.eks. inflation og konjunkturbevægelser i den generelle mikroøkonomiske teori. Hvis denne udvikling lykkes, vil begrebet 'makroøkonomisk teori' forsvinde og forstavelsen "mikro" blive overflødig. Vi vil i så fald blot benytte begrebet 'økonomisk teori' ligesom Smith, Ricardo, Marshall og Walras.

Dette projekt er faktisk lykkedes, hvilket man kan overbevise sig om ved at bladre i en af de neoklassiske standard lærebøger: makroteori er blevet til generaliseret mikroteori - intet andet. Det er jordbærmarkedet, således som det er repræsenteret i figur 1, der går igen - uanset om det er jordbær, landbrugsvarer, industriproduktion eller arbejdsmarkedet, der er i fokus.

Når jeg overtager ethold studerende, der har været igennem en sådan standardiseret økonomiundervisning og spørger, hvad der er årsagen til arbejdsløshed,så er svaret helt forudsigeligt: en for høj løn. Og begrundelsen gives med henvisning til figur 1; for her kan enhver da se, at det må være den for høje og ufleksible løn, der blokerer for balancen på arbejdsmarkedet.

Figur 1. Den mikrobaserede/neoklassiske arbejdsmarkedsmodel

image could 

not be displayed

Kilde: Introduktion til makroøkonomisk teori

Alfred Marshalls efterfølger i professoratet i nationaløkonomi i Cambridge, Arthur Pigou, skrev i 1932 bogen The Theory of Unemployment, hvor konklusionen var en utvetydig anbefaling af at reducere reallønnen, som den eneste holdbare afhjælpning af arbejdsløshedsproblemet. Fagbevægelsen gjorde sine medlemmer en bjørnetjeneste ved ikke at acceptere denne økonomiske nødvendighed i solidaritet med de arbejdsløse kammerater. Denne anbefaling af en lønnedgang skyldtes ikke, at Pigou var specielt reaktionær eller højreorienteret, tværtimod var han kendt for sin pacifistiske overbevisning og socialistiske sympatier. Men 'jordbær-modellen' var på daværende den eneste teori, der kunne give en tilsyneladende videnskabelig og logisk uangribelig fremstilling af arbejdsløshedens årsag.

Problemet var, og er for så vidt stadig, at figur1 i den grad var blevet indekserceret, at den var blevet standardmodellen, der helt rutinemæssigt blev taget i brug, når et økonomisk balanceproblem skulle analyseres. Alt for hurtigt er denne models meget restriktive grundforudsætninger gået i glemmebogen. Ikke mindst om forudsætningen, at 'alt andet skal forblive uændret' - den såkaldte ceteris paribus-forudsætning - er opfyldt, diskuteres sjældent om overhovedet. Det 'glemmes', at ligevægt i figur 1 har somforudsætning, at alt andet i økonomien er upåvirket af eventuelle ændringer i 'jordbærprisen'.

Så længe det er et egentligt jordbærmarked, så vil denne forudsætning så nogenlunde være opfyldt: Et fald i jordbærprisen ændrer ikke jordbæravlernes indkomst så meget, at det vil øve nævneværdig indflydelse på de andre markeder i samfundsøkonomien. Men sådan er det ikke med de 'store' markeder, bolig, kapital, valuta og energi og slet ikke med arbejdsmarkedet. Sænkes arbejdslønnen, vil den umiddelbare konsekvens være, at alle delønmodtagere, der er i beskæftigelse - hvilket jo er den overvejende del af arbejdsstyrken - mister indkomst og dermed har mindre købekraft til rådighed. 'Alt andet' er bestemt ikke 'lige' i et tilfælde, hvor prisen på arbejde ændres. Noget helt tilsvarende vil gøre sig gældende på markederne for kapital, bolig og energi, når prisen ændres her. Denne konklusion er åbenbar, så snart der anlægges en makroøkonomisk synsvinkel, hvor markederne påvirker hinanden gensidigt.

Den partielle 'jordbærmarkeds-model' har ikke gyldighed, når det er makroøkonomiske fænomener i form af arbejdsløshed, inflation, budget-og betalingsbalance, der skal analyseres. Det var John Maynard Keynes, der i 1936 vaskede den teoretiske tavle ren i sit hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money. Heri påviste han, at makroøkonomisk teori er afgørende forskellig fra den generaliserede mikroteori, hvor makroøkonomisk teori blev fremstillet som en række 'jordbærmarkeder', der så til sidst blev skruet sammen til én samlet model, en såkaldt generel ligevægts model eller en Walras-model, som den kaldtes på daværende tidspunkt. Keynes var hård i sin kritik, idet han med en slet skjult henvisning til Pigou's ovennævnte bog udtalte, Walras is only for undergraduates!

Keynes' makroøkonomiske teori
Keynes'hovedkritik af den eksisterende økonomiske teori var af videnskabsteoretisk karakter. Han fremhævede, at den daværende mikrobaserede makroteori ikke var konsistent på dens egne præmisser og- nok så alvorligt - ikke var en beskrivelse af den virkelighed, der karakteriserede den britiske økonomi, eller for den sags skyld hele den industrialiserede verden.

Keynes var metodologisk det, vi i dag ville kalde kritisk realist. Det var den virkelighed, der eksisterede og som han kunne observere lige uden for sit vindue, som han ønskede at forklare. For ham var det ikke en abstrakt teori baseret på urealistiske forudsætninger, som skulle bruges til at forklare virkeligheden. Her var rækkefølgen den omvendte, at teorierne og deres forudsætninger ikke måtte være imodstrid med den virkelighed, der kunne observeres.

Han havde derfor ikke nogen ambition om at opstille én samlet model, der kunne forklare den makroøkonomiske udvikling. For ham ville finansministeriets modeller have været anatema - uanset om vi taler om den oprindelige ADAM-model, der beskrev konjunkturudviklingen eller dennu benyttede DREAM-model, der skal forklare de længere udviklingstræk. Hans synspunkt var, at samfundsøkonomien som helhed aldrig ville kunne sættes på en enkel ligningsform. For ham var det makroøkonomiske system under konstant udvikling og forandring. Ikke mindst fordi de institutionelle forhold ændres kontinuerligt, men også fordi de økonomiske aktører - det være sig virksomheder, husholdninger, politikere og nationalbankdirektører - er underkastet skiftende forventninger til fremtiden. Det samfundsøkonomiske system er med andre ord som en åben bog. Vi har en begrænset viden om, hvorledes samfundsøkonomien fungerer.

Hertilkommer at fremtiden ligger gemt bag et slør af notorisk uvidenhed,hvilket gør aktørernes forventninger forskellige, præget af usikkerhed og let foranderlige. Det var således en stor overraskelse, men også skuffelse, da den unge keynesiansk inspirerede hollandske økonom (og fysiker) Jan Tinbergen i 1939 måtte se sin matematiske makromodel blive stærkt kritiseret og afvist.

Keynes' synspunkt var, at makroøkonomisk teori ikke kan omsættes til små (og slet ikke store)matematiske modeller. Hertil er usikkerheden i erkendelsen af de økonomiske strukturer for store. Det, makroøkonomisk teori kan, er atopstille kriterier for, hvorledes nogle karakteristiske tendenser for den aktuelle økonomiske udvikling kan erkendes. Der kan på den anden side ikke opstilles evigt gyldige makroøkonomiske love, hvilket i den keynesianske optik gør, at generelle ligevægtsmodeller, der beregner den økonomiske udvikling over mere end hundrede år, ikke kan opfattes som andet end en eksercits i at løse dynamiske ligningssystem frem foren beskrivelse af et muligt makroøkonomisk udviklingsforløb. Keynesønskede at udvikle et teorigrundlag, der korresponderede med den virkelighed, der omgav ham, og som samtidig kunne bruges til at afdække nogle væsentlige og relevante kausale sammenhænge. De kunne naturligvis ikke udvikles uafhængigt af de institutionelle forhold og den konkrete kontekst og skulle derfor understøttes af empiriske analyser.

Keynes løste arbejdsløshedens gåde
Som nævnt havde de neoklassiske økonomer intet overbevisende svar på, hvad der forårsagede den høje og ved varende arbejdsløshed, og de midler de anbefalede: reduktion af lønnen og nedskæringer på de offentligebudgetter gjorde øjensynligt blot ondt værre. Det var situationen i begyndelsen af 1930erne. I USA tog den nyvalgte præsident Roosevelt politikken i egen hånd og gennemførte sin New Deal politik på trods afligevægtsøkonomernes råd.

I Cambridge udviklede Keynessin nye makroøkonomiske teori. Hans synspunkt var, at makroøkonomisk teori skulle baseres på en analyse af den effektive efterspørgsel efter varer og tjenester. For så længe udbudspotentialet i form af ledig arbejdskraft (og kapitalapparat) klart oversteg, hvad der rent faktiskblev produceret, så måtte den makroøkonomiske balance søges i form af manglende efterspørgsel.

Hans bog er en systematiskgennemgang af, hvilke faktorer der på makroplan bestemmer efterspørgslen i samfundet. Det kan der naturligvis ikke gives noget enkelt svar på; men det er så åbenbart, at der ikke er nogen automatisk mekanisme, der sikrer at efterspørgslen netop matcher udbudspotentialet. Faktisk var der mange argumenter, der begrundede,hvorfor efterspørgslen i Storbritannien (og i den øvrige industrialiserede verden) ikke kunne følge med udbudet af arbejdskraft. Det var det stigende befolkningstal, afvandringen fra landbruget, samtden øgede produktivitet, der i sig selv krævede en betydelig vækst for blot at hindre en stigning i arbejdsløsheden. Lagdes hertil en restriktiv økonomisk politik baseret på kravet om ligevægt på de offentlige budgetter, en guldindløselighed der begrænsede væksten i pengemængden og endelig en overvurderet valutakurs, så var recepten på en langvarig recession skrevet.

I den situation ville, som beskrevet af Keynes, lønreduktion blot svække efterspørgslen yderligere og forøge usikkerheden; for begyndte priserne først at falde, så ville det kunne betale sig at udskyde navnlig større investeringer til et tidspunkt, hvor prisfaldet var ophørt. En sådanreduceret efterspørgsel ville derfor snarere forstærke deflationen. Der var ingen automatik, som kunne etabler en makroøkonomiskligevægt - uanset hvor fleksibel løn- og prisdannelsen blev. Tværtimod ville landene blot begynde at føre en konkurrerende deflationspolitik i et forsøg på at eksportere sig ud af krisen ved at spille 'sorteper' videre. Her kunne en ekspansiv økonomisk politik derimod gøre en forskel, så den effektive efterspørgsel blev afstemt efter ledighedensomfang. Kan den private sektor ikke selv omsætte sin opsparing i realeinvesteringer, er det vigtigt at staten påtager sig den opgave; for ellers vil disse produktive ressourcer gå definitivt til spilde.

Keynes skriver i det afsluttende kapitel 'the social philosophy', at der i perioder kan blive tale om en 'socialisation of investments'. Dette skal ikke tolkes som en anbefaling af nationalisering overhovedet; men derimod at ingen andre end staten kan pålægges det ansvar at sikre, at den private opsparing omsættes til produktive investeringer. Alternativet ville resultere i en blanding af øgede udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse og socialt armod, der kunne danne grobund for politisk ekstremisme - vi er i 1930'ernes Europa.

Keynes efter krigen

I figur 2 er udviklingen i arbejdsløsheden i Danmark tegnet op.

image could not be displayed

Det er helt åbenbart, at der sker et skifte i arbejdsløsheden størrelse i løbet af 1970erne. De første 25 år var arbejdsløsheden lav, hvorefter arbejdsløshedskurven stiger markant og i store træk minder om den kurve der kan tegnes op for mellemkrigstiden, jfr. f.eks. Kærgaard og Hansen,1994.

Denne udvikling er der en ganske simpel forklaring på. I de første 25 år var der ikke mangel på efterspørgsel af nævneværdigt omfang. I 1950erne blev bremserne ind i mellem slået i af hensyn til betalingsbalancen, men aldrig så hårdt at det afgørende gik ud over beskæftigelsen. I 1960erne var der højkonjunktur i den vestlige verden forårsaget af en for ekspansiv politik. Ikke mindst det forhold,at der var et betydeligt overskud på de offentlige budgetter, gjorde det vanskeligt for politikerne at holde igen med offentlige udgifter; for der var fortsat boligmangel og vejnettet og sundhedssektoren skulle udbygges. Behovene for offentlige investeringer var næsten umættelige.

Keynes ville have korset sig over den overophedning, der fandt sted i de fleste lande i denne periode, hvilket dog ikke afholdt politikere (og økonomer) i Keynes' navn at fortsætte ekspansionen. Det måtte gå galt, og som det fremgår af figur 3, hvor løn- og prisinflationen er tegnet op, så gik det galt. Da det overophedede arbejdsmarked blev ramt af den første olieprisstigning i 1973, steg pengelønningerne med ikke mere end 24 pct. det efterfølgende år. Dette tab af konkurrenceevne red den danske økonomi som en mare de efterfølgende 17 år. Først i 1990 kom der ligevægt på betalingsbalancen, men da var arbejdsløsheden også på vej mod 350.000 svarende til 12 pct. af arbejdsstyrken.

Figur 3. Den danske Phillipskurve, 1949-2001

image could not be displayed

Kilde: Introduktion til makroøkonomisk teori

Men hvad værre var, så røg Keynes og styringen af efterspørgslen ud, da inflationen satte ind i 1970erne. Det blev aldeles overset at overophedningen var antitesen af, hvad Keynes ville have anbefalet. Han havde f.eks. bragt Storbritannien helskindet igennem den 2. verdenskrig gennem en stram styring af efterspørgslen kombineret med rationering af dagligdagsvarer, men uden egentlig priskontrol.

Det var politikernes misbrug af navnet Keynes, der bragte det i miskredit. Klassisk er udtalelsen fra begyndelsen af 1970erne af Richard Nixon now, we are all keynesians, hvorefter han øgede de militære udgifter til Vietnam-krigen. Da inflationen begyndte at hærge røg Keynes ud med badevandet.

De neoklassiske økonomer fik et comeback med deres simple budskab om, at inflation er et monetært fænomen. Det har sin rod i en for hurtig ekspansion af pengemængden. Milton Friedman var bannerfører for denne ny-neoklassiske skole, der går under betegnelsen monetarisme. Her antages det, at realøkonomien - på trods af erfaringerne fra 1930erne - er ligevægtssøgende. Hvis blot markedskræfterne får fritløb, så vil det i hvert fald fjerne den såkaldt 'ufrivillige arbejdsløshed' - den der skyldes manglende konkurrence på arbejdsmarkedet. Al arbejdsløshed kan dog ikke fjernes ad den vej, for velfærdsstaten, arbejdsmarkedsregulering, mindsteløn mv. lægger i dagen nedre grænse for, hvor meget lønmodtagerne er villige til at gå ned i løn før de foretrækker den (generøse) offentlige understøttelse. Her støder arbejdsmarkedets funktion på Friedmans såkaldte naturlige/frivillige/strukturelle arbejdsløshed, som markedsmekanismen står hjælpeløs overfor. Vil man den naturlige arbejdsløshed til livs, så er svaret en tilbagerulning af de velfærdsstatslige ydelser og en deregulering af arbejdsmarkedet. I de perioder, hvor arbejdsløsheden stiger, skyldes det - ifølge monetaristerne - at den naturlige arbejdsløshed er blevet forøget af forbedrede velfærdsydelser og mereregulering på arbejdsmarkedet. For arbejdsmarkedet er i sin grundstruktur selvregulerende.

I en stribe af Finansredegørelser fra Finansministeriet var det fra midten 1980erne blevet fast rutine at tegne den faktiske og den strukturelle arbejdsløshed op som skygger af hinanden. Ifølge sagens natur findes der ikke observationer af den strukturelle arbejdsløshed, så den blev i praksis defineret som den faktiske +/- 2 pct., hvor tillægget/fradragetvar bestemt af lønudviklingen. Øget løninflation var - ifølge Friedman- et tegn på, at den strukturelle arbejdsløshed lå under den faktiske og omvendt var en aftagende inflation udtryk for det omvendte.

Denne monetaristiske teori for arbejdsløshedens årsager er trængt dybt ind iden såkaldt teoretiske litteratur, så dybt, at det uden mindsteforbehold konkluderes af Rockwool Fondens Forskningsenhed, at al erfaring viser, at reduktion af arbejdsstyrken på bare lidt længere sigt ikke har nogen nævneværdige effekter på arbejdsløsheden, fordi arbejdsmarkedet og løndannelsen hurtigt tilpasser sig den mindrearbejdsstyrke, og derefter genetableres stort set den samme arbejdsløshed igen, medmindre der indføres andre strukturelle ændringerpå arbejdsmarkedet. (Forskningsrapporten, Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft[1], s.24).

Al erfaring synes dog ikke i nævneværdigt omfang at omfatte den faktiske udvikling, således som den er gengivet i hhv. figur 2 og 3.

Arbejdsløsheden har ikke udvist noget stabilt niveau, hvorom den fluktuerer. Tværtimod har den, som vi skal se, fluktueret i takt med ændringer i den effektive efterspørgsel, der i høj grad har været bestemt af den økonomiske politik (Finansredegørelsen, 2001). I figur 3 ses det ydermere, at lønudviklingen på den anden side igennem de seneste 15 år har været upåvirket af disse betydelige sving i arbejdsløshedens omfang.

Dansk økonomi set med keynesianske briller
Indledningsvist kunne forskerne fra Rockwoolfondens forskningsenhed have undret sig over, at arbejdsløsheden i dag ligger på et højere niveau end i 1987 - på trods af de ganske betydelige arbejdsmarkedsreformer, der har fundet sted ikke mindst i perioden efter 1993. Disse reformerhar givet vis påvirket udbudet af arbejdskraft - ledige lønmodtagere har i dag vanskeligt ved at undslå sig fra beskæftigelse, endsige aktivering, hvis de vil opretholde retten til dagpenge. På trods heraf har det ikke været muligt at bringe ledigheden (inklusive aktiverede) ned under niveauet fra 1987!

Forklaringen herpå må derfor søges på arbejdsmarkedets efterspørgselsside. Efterspørgslen har ikke været tilstrækkelig til at reducere ledigheden. Fra 2001 er det atter begyndt at gå den gale vej - fordi efterspørgslenatter svigter. Så længe der på grund af en for svag efterspørgsel efter arbejdskraft ikke er jobs til alle reelt ledige, er reduktion af dagpenge og kontanthjælp snarere fordelingspolitik end beskæftigelsespolitik.

Ser vi dernæst på figur 3, der viser udviklingen i løninflation og arbejdsløshed i perioden 1950-2003, så er det vanskeligt at identificere en stabil sammenhæng (den såkaldte Phillipskurve). Navnlig for de seneste 15 år må sammenhængen nærmest siges at have været ikke-eksisterende, idet løninflationen i denne periode - uanset om arbejdsløsheden har været stigende eller faldende -har ligget på 4 pct. p.a. +/- 1 pct. Der kan således ikke observeres nogen simpel årsagsmæssig sammenhæng mellem løn og beskæftigelse.

Det er der flere årsager til, hvoraf her skal nævnes erfaringerne fra overenskomstfornyelsen i 1987, der grundlæggende ændrede arbejdsmarkedets organisationers opfattelse af betydningen af pengelønsudviklingen.Den daværende konservative finansminister Palle Simonsen havde på et meget tidligt tidspunkt i forløbet indgået overenskomst med de offentlige ansatte, hvilket indebar en lønstigning på næsten 10 pct. Dette havde naturligvis en afsmittende virkning på det private arbejdsmarked, uanset at der på begge sider af forhandlingsbordet var målløshed, da så høje lønstigninger var helt ude af trit med den alvorlige betalingsbalance situation, som dansk økonomi befandt sig imed et underskud på 5 pct. af BNP. Dette blev en brat opvågning for den konservativt ledede regering og blev afslutningen på en periode med laden stå til i den økonomiske politik. Finansministeren måtte efterfølgende kaste sig ud i en række feberredninger, hvoraf navnlig den særlige eksportpakke og kartoffelkuren erindres. Eksportpakken varen teknisk devaluering i form af reduktion af lønrelaterede omkostninger rettet mod eksporterhvervene. Kartoffelkuren var et element i en betydelig finanspolitisk stramning, hvoraf den allerede vedtagne skattereform udgjorde det væsentligste element, hvor den skattemæssige værdi af en række fradrag, herunder rentefradraget blev reduceret.

Dette blev indledningen til en lang stagnationsperiode i dansk økonomi, hvor den årlige vækst i BNP blev reduceret til ca. 1 pct., hvilket ikke var tilstrækkeligt til at kunne fastholde beskæftigelsen. Tværtimod steg arbejdsløsheden år for år, forat kulminere i 1993 med ca. 350.000 ledige. Der var simpelthen ikke tilstrækkelig efterspørgsel til at hindre faldet i beskæftigelsen, og det på trods af at den ugentlige arbejdstid i denne periode blev reduceret fra 40 timer til 37 timer. Hvis ikke denne arbejdstidsforkortelse havde fundet sted, ville stigningen i arbejdsløsheden have været endnu mere dramatisk.

I perioden 1995-2002 steg antallet af beskæftigede med ca. 250.000 personer - uanset at arbejdsstyrken var stort set uændret[2]. Dette udviklingsforløb blev initieret ved den 'kick-start', som regeringen Nyrup Rasmussen, Lykketoft og Marianne Jelved gav dansk økonomi. En finanspolitisk ekspansion i størrelsesordenen 10 mia. kr., der ydermere blev iværksat på trods af, at underskuddet på de offentlige finanser i 1993 allerede lå tæt på de kritiske 3 pct. af BNP. Regeringens argument var - det rigtige - at budgetunderskuddet netop var forårsaget af den høje arbejdsløshed. Kunne arbejdsløshedskurven knækkes, så ville pengene begynde at fosse tilbage til statskassen. Allerede i 1997 var dette underskud blevet vendt til et stabilt overskud - ikke mindst på grund af beskæftigelsesfremgangen i den private sektor på knap 150.000 personer. Jobs der blev skabtgennem stigningen i det private forbrug og i de offentligeinvesteringer. En udvikling, der yderligere blev understøttet af faldet i det europæiske renteniveau, som alle boligejere kan få glæde af ved at konvertere deres obligationslån.

Afslutning
Hvis arbejdsløsheden skal til livs, så er det vigtigt at have en korrekt forståelse af de centralemakroøkonomiske sammenhænge.

Den teoretiske diskussion har igennem mere end 70 år stået mellem de neoklassiske ligevægtsøkonomer og de Keynes-inspirerede realøkonomer. Neoklassikerne antager, at det markedsøkonomiske system - overladt til sig selv - vil etablere ligevægt med fuld beskæftigelse, lav inflation og balance på de offentlige budgetter. Den monetaristiske variant heraf er en anbefaling af at styre pengemængden stramt og overlade tilpasningen i realøkonomien til de frie markedskræfter. Ikke mindst arbejdsmarkedet anbefales det at afregulere, samtidig med at velfærdsydelserne reduceres. Det vil styrke de økonomiske incitamenterog herved genskabe den fulde beskæftigelse. Den grundlæggende antagelse at markedsøkonomien er selvregulerende, er et aksiom som det ikke er nødvendigt at gøre til genstand for en empirisk afprøvning. Rockwoolfondens forskningsenhed fandt det i hvert fald tilstrækkeligt blot at henvise til 'al erfaring' og uden nærmere at præcisere, hvoriden erfaring bestod.

Lægges derimod virkeligheden til grund for de makroøkonomiske konklusioner vedrørende dansk økonomi, så har det vist sig vanskeligt at finde bekræftelse for den 'al erfaring', som ligevægtsøkonomerne lægger til grund for deres konklusion. Tværtimod vil det næppe være at gå for vidt at konstatere, at det udfra en i hvert fald umiddelbar empirisk betragtning er vanskeligt at konkludere, at 'arbejdsmarkedet og løndannelsen hurtigt tilpasser sig'. En konklusion der går på tværs af Keynes' oprindelige og banebrydende makroøkonomiske teori, hvor det er efterspørgslen som primært driverproduktionen og dermed beskæftigelsen frem (og tilbage).

Så længe efterspørgslen halter bagefter udbudet af arbejdskraft, så vil lønpolitik lige så vel som forringelser af samfundets velfærdsydelser først og fremmest være fordelingspolitik og ikke, som hævdet af ligevægtsøkonomerne, beskæftigelsespolitik.

LITTERATUR
Finansministeriet (2001) Finansredegørelsen, København

Jespersen, Jesper (2004) Introduktion til makroøkonomisk teori, København: DJØF's Forlag

Keynes, John Maynard (1936) The general Theory of Employment, Interest and Money, London: Macmillan.

Rockwool fondens forskningsenhed (Nina Smith, Peder J. Pedersen m.fl.), (2003), Fra mangel på arbejde til mangel på arbejdskraft, København: Spektrum.


[1]Det ironiske er, at alene titlen på forskningsrapporten er enafkræftelse på, hvad forskerne påberåber sig, at 'al erfaring viser'!

[2] Tabel 5 A

 


              
 19952001
Arbejdsstyrke, 1000 pers.2.8952.891
Beskæftigede, 1000 pers.2.5392.792