Tema: USA, nyliberalisme og økonomien
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. marts 2004

I dette tema sætter Kritisk Debat focus på forskellige aspekter af den nyliberale økonomi.

Jesper Jespersen kritiserer nyliberal økonomisk teori og praksis: teorien kan ikke forklare arbejdsløsheden og praksis'en har givet os en tilsyneladende permanent høj arbejdsløshed.

Anders Lundkvist spørger om det er stabilt, at den finansielle kapital som en gøgeunge er ved at fortrænge den produktive kapital; nogen kan leve af (værdi)papir, men kan vi alle? Og er vi ved at blive for fattige - mangle købekraft - til at den globale kapitalisme kan løbe rundt?

Claus Heinberg ser på miljøvinklen og stiller her nogle kritiske spørgsmål til den så populære cost benefit betragtning. Kan alt reduceres til at blive målt i penge?

Lole Møller stiller spørgsmålstegn ved regeringens focusering på 'de svage'. Det lyder humanistisk, men er måske figenbladet bag hvilket velfærdsstatens generelle tryghed afvikles, til fordel for det liberalistiske princip om at enhver skal slås for sig selv.

Derefter følger tre artikler med focus på USA.

Du Boeff og Jan Helbak stiller spørgsmålstegn ved, om USA er så stærkt endda. Nøgternt set er landets økonomi i en skrækkelig forfatning med gigantiske underskud på statsbudget og betalingsbalance, så måske er den aggressive politik svaret på denne svaghed?

Endelig omtaler Steen Sohn en urovækkende artikel af Tom Frank: Bush kan meget vel vinde valget, fordi han kan mobilisere liberalistiske markedsfundamentalister og konservative kulturfundamentalister. Selv om de står for modstridende ting. Og den amerikanske venstrefløj har svigtet, fordi den har glemt den almindelige befolkning og dens reelle bekymringer. Er det også historien om, hvorfor Anders Fogh og Pia Kjærsgaard vinder næste valg?