Skattetrykket skal ned! Skatten skal op!
Af Redaktionen

Offentliggjort: 15. marts 2004

Kravet om et lavere skattetryk anses for at være ren borgerdyd. De liberales og konservatives program er overalt: lavere skat og lavere skattetryk. Hvorimod centrum-venstres program altid forbindes med højere skatter og højere skattetryk.

Et højt skattetryk - for hvem? Ifølge skatteministeriets egne internationale undersøgelse de brede lønmodtagergrupper. Men det kunne være anderledes.

Et uændret eller endog øget skatteprovenu kan udmærket forenes med et faldende skattetryk. Eksempelvis gennem en betragtelig udvidelse af skattegrundlaget ved en effektiv beskatning af erhvervslivet og de transnationale selskaber, der næsten ikke betaler skat, samt beskatning af kapitalgevinster og spekulative kapitalbevægelser.

Var dette overhovedet realistisk, ville en sådan udvidelse af beskatningsgrundlaget kunne indbringe i omegnen af 25-50 mia. kr. Skattetrykket på ordinære lønindkomster kunne så nedbringes tilsvarende eller delvist - alt afhængig af politisk perspektiv og syn på offentligt forbrug og investeringer.

Dette forhold - eller spændingsforhold - er kendt af de fleste. Men selv hos de fleste centrum-venstre partier ender argumentationskæden med den lidet opmuntrende konklusion, at det de gode intentioner til trods ikke er muligt på grund af trykket fra den globale økonomi.

Isoleret set har de - beklagelig vis - nok en vigtig pointe. For pointen kan logisk føre til et ildevarslende spørgsmål: Hvad skal vi så med centrum-venstre, når verden er skruet så vanvittigt sammen, at de ikke kan realisere deres politiske intentioner, og deres politik ikke stærk nok til at ændre verden. Sat på spidsen kunne man spørge, om det så længere giver mening at tale om politik?

Men centrum-venstre kunne også vende hele sagen 180 grader og acceptere borgerdydens mantra - men ud fra helt andre forudsætninger.

Selvfølgelig er det meget, at de offentlige udgifter beslaglægger 54% af BNP, når kun halvdelen går til offentlig service og investeringer, der direkte berører borgernes levestandard.

Et endnu større problem er det, at de største procentvise udgiftsstigninger går til finansiering af udgifter direkte afledt af vilkårene i den kapitalistiske markedsøkonomi - medicinudgifter, arbejdsbetingede lidelser, trafikproblemer mv. Overførselsindkomsterne udgør 33% af de offentlige udgifter og hovedparten heraf er begrundet i borgeres tab af indkomst eller kompensation for uacceptabel stor ulighed i livsgrundlag.

På denne baggrund kan det vel ikke være komplet kættersk at foreslå, at vi for at nedbringe det offentlige konsum kunne begynde med at fokusere på de forhold i den kapitalistiske markedsøkonomi, der skaber udgifterne.

Et centrum-venstre kunne fremlægge en politik for reduktion af medicinudgifterne, for en markant favorisering af den offentlige trafik, for en offentlig regulering af al energiforsyning, for indgreb overfor invaliderende arbejdsforhold, boligforhold, miljøforhold m.v. Så kunne centrum-venstre tilsvarende realistisk argumentere for en afdæmpet vækst i de offentlige udgifter og i samme moment lavere skatter på arbejdsindkomst eller for et højere reelt serviceniveau uden øget skattetryk.

Og så er vi tilbage ved pointen om, at det ikke er muligt på grund af trykket fra det globale marked. Hvilket er rigtigt, for så vidt den politiske scene begrænses til den nationalstatslige. Men politik i det 21. århundrede kun giver mening i den udstrækning, den i sit grundlæggende perspektiv overskrider denne ramme. I hvert fald hvis det politiske perspektiv er centrum-venstre og demokratisk.

Konkret kunne man opstille det scenario, at centrum-venstre i første omgang indenfor rammerne af EU fremførte et fælles politisk program bestående af en fælles skattepolitik indeholdende et udvidet beskatningsgrundlag og et reduceret skattetryk på arbejdsindkomster. Samt en harmonisering af indgreb overfor de områder og felter indenfor den kapitalistiske markedsøkonomi, der producerer store individuelle og samfundsmæssige problemer, som det så overlades til det offentlige at løse.

Men hvorfor lige netop EU, vil mange fra centrum-venstre spørge. Ganske enkelt fordi EU repræsenterer en tilstrækkelig stor politisk/økonomisk enhed til at kunne gribe afgørende og regulerende ind på verdensmarkedet. Det er og bliver et politisk spørgsmål.

Alt efter temperament kan man så efterfølgende enten argumentere for reduktion af de offentlige udgifters andel af BNP eller for status quo blot med en forskydning fra uproduktive og kompensatoriske udgifter til reelle serviceforbedringer for borgerne og en højere almindelig levestandard.

Men forudsætter det ikke målrettede politiske indgreb i de frie markedskræfter og et opgør med den borgerlige økonomiske rationalitet? Unægteligt!
Det er vel også det, det demokratiske opgør med nyliberalismen handler om.