Bidrag til en ramme for centrum-venstres diskussion af USA’s herredømmepolitik og alternativet hertil
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. marts 2004

Jeg vil påstå to ting:

1) Optrapningen overfor og invasionen af Irak (med eller uden FN's mandat - i analytisk øjemed ganske underordnet) begrundes primært i USA's behov for magtdemonstrationer og afskrækkelse og først sekundært i ønsket om at kontrollere hele regionens olieressourcer.

Og

2) USA's globale herredømme bygger ikke længere på en legitimerende kapacitet til at drive den internationale økonomiske vækst og velfærd fremad, hvorfor herredømmet langsomt mister i organisk legitimitet.

Nedenfor vil jeg argumentere for disse to påstande og afslutte med en konklusion, der trækker de vigtigste konsekvenser op for især centrum-venstrepartiernes forestillinger om et samlet EU som alternativ til den amerikanske herredømmepolitik.

Jeg skal understrege, at når jeg først og fremmest zoomer ind på dominansforholdet, indebærer det ikke en negligering af USA's interesser i at værne om og udbygge en stabil energiforsyning og kontrol af markedet. Jeg påpeger blot, at disse spiller en underordnet rolle i USA's aktuelle udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Påstand nr. 1
Bushadministrationens nye sikkerhedspolitiske doktrin, som blev offentliggjort midt i september 2002, er kun i sin sproglige særdeles direkte form og officielle status ny. Egentlig har den været undervejs siden 1990 - og kan anskues som en slags forsinket strategisk begrundelse for Golfkrigen. Doktrinen indeholder to afgørende elementer af vidtrækkende betydning. Kravet om "retfærdiggjort intervention" og retten til "forebyggende angreb" på et hvilket som helst land, der enten besidder masseødelæggelsesvåben eller som udgør en trussel mod USA's magt (i øvrigt interessant, at USA selv ikke vil medvirke til en aftale om at begrænse og kontrollere udviklingen af bakteriologiske våben).

Bag "Bushdoktrinen" gemmer der sig flere centrale tankebaner, som vel bedst udtrykkes af Tony Blairs udenrigspolitiske rådgiver, når han i sin bog skriver: "Vi handler i vores verden på retssamfundets grundlag", men kan om nødvendigt, "skride ind overfor mindre udviklede typer stater udenfor Europas postmoderne kontinent". I de tilfælde kan det blive nødvendigt "at gribe tilbage til tidligere tiders mere hårdhændede metoder - magtanvendelse, præventive angreb, bluff, ja hvad som helst, der måtte være nødvendigt for at kunne domesticere dem, der endnu lever i det 19. århundrede" (mon han refererer til Englands politik overfor Kina under opiumskrigene?).

Mere klart kan eurocentrismen og etnocentrismen vel ikke artikuleres. Men i den citerede passage indgår også opgøret med FN's charter om staternes universelle suverænitet. Formodentlig, fordi FN-doktrinen i dag ikke længere samsvarer stormagternes sikkerhedspolitiske interesser og påberåbelse af retten til det ubegrænsende forsvar af eget herredømme. Konsekvensen er tillige en de facto tilsidesættelse af grundlaget for internationale retsforestillinger til fordel for lex americana.

I enhver sammenhæng savner Bushdoktrinen historisk legitimitet, for så vidt den søger begrundelse i efterkrigstidens bestræbelser på at håndhæve et kompliceret internationalt rets- og sikkerhedssystem. Polemisk kan man derfor hævde, at var USA ikke den 11. september 2001 blevet udsat for et skæbnesvangert terrorangreb, måtte man have opfundet noget tilsvarende med de samme indre kvaliteter som grundlag for et tilstrækkeligt massivt og uigendriveligt universelt trusselsbillede til at legitimere USA's herredømmebestræbelser.

Spørgsmålet man kan stille, må så lyde: hvorfor sker dette grundlæggende skifte nu, eller måske rettere hvorfor kulminerer udviklingen hen mod dette skifte netop nu?

Sagt ultrakort havde Sovjetblokkens sammenbrud det paradoksale og modsætningsfyldte resultat, at det på én og samme tid gjorde USA til verdens ubestridte førende militære magt, og på den anden side undergravede USA's mere organiske "kold krigs" begrundede dominans over de andre industrialiserede kernelande i Europa og i Syd-Østasien. I min optik er det denne modsætning, som i dag virker bestemmende ind på verdenspolitikken og USA's udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi.

Følgelig mener jeg også, at det aktuelle terrorismebegreb alene kan forstås indenfor denne kontekst (med mindre vi forfalder til magisk tænkning eller reducerer det hele til en arkaisk civilisationskamp, som eks. Huntington har teoretiseret over), dvs. hvor terrorismen som trusselsbillede erstatter Reagan-æraens "the evil impire" som grundlag for en ny unilateral militær doktrin som USA's politisk/militære ækvivalent til USA's globale interesser. Forstået som USA's politisk/militære dominans over de andre vestlige kernelande for at understrege og vedligeholde dollardominansen og Wall Street's bestemmende indflydelse på de internationale penge - og finansielle relationer (mere herom senere).

Men tilbage til terrorbegrebet. Terror er pr. definition uforenelig med enhver retsstats principper og international terrorisme følgelig også med internationale retsprincipper. Men da det som altid er den stærkeste magt, der både formulerer og fortolker juraen, er det også dens privilegium at definere, hvad der er terror, og hvad der er retfærdiggjort oprør eller modstand. Således er terrorbegrebets sidevogn vilkårlighed! Hvilket også svarer til USA's nutidige politisk/militærstrategiske interesser i en historisk situation, hvor interessemodsætningerne på det globale marked ikke længere kan forklares og inddæmmes indenfor en to-polær magtligevægt.

USA's politiske elite har nu endelig fået en international anerkendt usynlig og alle steds nærværende fjende, som pr. definition kun kan opspores konfidentielt og bekæmpes ved overskridelse af de hidtidige internationale retsregler, hvorfor alle begrundelser for krigsindsats, intimidering, oprettelse af sanktioner m.m. er fjernet fra demokratisk politisk kontrol. Endvidere tjener trusselbilledet som indenrigspolitisk reguleringsfaktor og lægger således stærke begrænsninger på den åbne politisk demokratiske samtale og debat. Man kan måske gå et skridt videre og anskue beredskabet mod terrorismen som en udbygning af den oplevelse af belejring, som globaliseringsbegrebet også fremmaner, når fokus er på velfærdsstaten. Begge begreber, som er ganske lidt eksakte, styrker statsmagten og vanskeliggør enhver opposition, der måtte sætte spørgsmålstegn ved den herskende samfundsorganisering. Her tænkes vel at bemærke legitim opposition.

Men gendriver disse overvejelser påstandene om, at hensigten bag USA's invasion af Irak og tidligere krig mod Taliban først og fremmest har været ønsket om at besidde den fuldkomne kontrol med store dele af verdens olieforsyning? Nej - ikke i sig selv. Men de skulle gerne medvirke til at relativere de gængse forklaringsmodeller.

USA's nye sikkerhedspolitiske doktrin og dennes politiske legitimering i terrortruslen er netop ikke begrænset til opgøret med nogle få "slyngelstater", men er møntet på politisk/militær intervention over alt på kloden. Og sammenholdes doktrinens to hovedpunkter med hævdelsen af USA's ubetingede ret til at forhindre, at nogen magt på jorden bliver stærk nok til at udgøre en trussel mod dets "vitale" interesser, bliver det klarere, at vi mere har med global stormagtspolitik at gøre end en begrænset geostrategisk militær doktrin.

Billedet forstærkes tillige af, at Bushadministrationen i overensstemmelse med sin sikkerhedspolitiske doktrin har igangsat en ændring af sin militære doktrin og af den militære struktur af hidtil usete dimensioner. En overgang fra to-fronts strategien under den kolde krig til en militær struktur for tidlig fleksibel indsats over alt på kloden. Den samme strategi og militære struktur presser USA nu på for at få ind i NATO's videre udvikling under begrebet "out of area". Ikke fordi USA militært er afhængig af de europæiske landes militære støtte, men fordi der i doktrinen indgår en skjult dagsorden om at vanskeliggøre EU's opbygning af et selvstændigt forsvarsalternativ med egen doktrin og kommandostruktur. Med andre ord skal USA's allierede militærstrategisk fastholdes i et underordningsforhold, uanset de som Danmark og England positivt støtter USA, eller som Frankrig og Tyskland forsøger at afkoble sig fra USA's konkrete stormagtspolitik.

Ingen lande i hele verden skal længere kunne vide sig sikre overfor et "retfærdiggjort" og "præventivt angreb" fra USA eller om nødvendigt fra USA og nogle af dets allierede (coalition of the willing), for så vidt disse lande måtte være i gang med eller foretager sig handlinger, USA kan opfatte som en trussel.

Eksempelvis større regioner, som politisk, militært og økonomisk forsøger at løsrive sig fra de US-kontrollerede betingelser for at være med i "det gode selskab". Det kunne være hovedlandene i Latinamerika, der måtte se sig nødsaget til at advokere for en løsrivelse af deres økonomier fra USA's dominans for at afværge et decideret økonomisk sammenbrud. Det samme kunne ske i Asien (hvor der allerede kan spores tendenser hertil, jvf. f.eks. væksten i de bilaterale handelsaftaler uden om USA.) eller i Afrika. I sådanne processer ville der med garanti foregå nogle handlinger i begyndelsen, som kunne tolkes som "ondsindede" og til fare for USA, f.eks. spektakulære nationaliseringer, indførelse af valutakontrol, indefrysning af spekulativ kapital, brud på de amerikansk formulerede handelsbetingelser, måske endog ekspropriationer af "udenlandsk" ejendom, fordi deres virksomhed blev opfattet som belastende for den regionale økonomi.

Alt i alt mener jeg, at der bag hele Bushdoktrinen og kampen mod den verdensomspændende terrorisme og USA's faktiske udenrigs- og sikkerhedspolitik ligger ganske profane interesser gemt. Ønsket om at opretholde og sikre verdenssystemets strukturelle ulighed som forudsætning for varetagelsen af USA's globale økonomiske interesser og for enhver pris fastlåse EU i et underordningsforhold, hvor unionen aldrig får mulighed for reelt at udfordre den eksisterende orden eller lede verden hen mod en anden økonomisk verdensorden.

Men som det begynder at fremgå, er det i sidste ende argumentationen for den anden påstand, der underbygger argumentationen for den første, så lad os hoppe over til den.

Påstand nr. 2
Min anden påstand begrunder i virkeligheden den første og er, at USA ikke længere fungerer eller i fremtiden kan fungere som verdens vækstdynamo, der kan rekonstruere verdensmarkedet, sådan som det har været tilfældet siden 2. Verdenskrig og frem til slutningen af 70'erne. Det omvendte gør sig faktiske gældende.

USA's nationale økonomiske interesser udgør i dag den væsentligste barriere for den globale velstandsudvikling (og her tænkes "global" i bogstaveligste betydning), hvilket sammenholdt med USA's kapitalkoncentration og militære overlegenhed udgør nutidens aller største problem.

En sådan påstand må selvsagt lyde paradoksal, USA's enorme økonomiske, politiske, kulturelle og militære styrke og ekspansionskraft taget i betragtning. Men påstanden skal også tilnærmes ad omveje.

USA besidder i dag udelukkende sin økonomiske styrke, og har kun gennemgået de meget spektakulære vækstforløb indenfor de sidste to årtier ved at fastholde den strukturelle ulighed på verdensmarkedet og ved at udnytte denne til en gigantisk kapitalimport, der har kunnet holde gang i et hidtil uset forbrug i det amerikanske samfund.

Det fundamentale problem i dag er, at USA hvert år oppebærer et betalingsbalanceunderskud på ca. 400 mia. dollars, og at den akkumulerede gæld i dag udgør 23% af BNP (3.600 mia. dollar). Under normale omstændigheder ville en sådan akkumuleret gæld resultere i en devaluering af valutaen og tilsvarende kapitaludstrømning (det var bl.a. tilfældet i Mexico først i 90'erne og senere i 1997 i Syd-Østasien). Når dette indtil nu ikke har været tilfældet, skyldes det hovedsageligt dollarens historisk specifikke rolle som verdensvaluta og afgørende funktion for finansmarkedernes stabilitet. Verdensmarkedet venter stadig på et alternativ, og så længe det ikke er at læse i teksten, har alle de vigtigste nationale magteliter interesse i at bevare dollarens styrke og det samlede Bretton-Woods system, selv om det faktisk ikke fungerer særlig godt.

Men hvorledes har det kunne lade sig gøre både at sikre USA's økonomiske interesser og samtidig fastholde en overvurderet dollar? Først og fremmest ved Reaganadministrationens deregulering af valuta- og finansverdenen først i 80'erne. På meget kort tid blev de nationale bankreguleringer og valutareguleringer ophævet, hvilket gjorde det muligt at "lægge" kapitalen ud på de internationale markeder. USA kunne så først i 80'erne gennemføre en højrentepolitik, som tiltrak kapital til at betale for det skattefinansierede overforbrug og den faldende opsparing. Omkostningerne var en samtidig destabilisering af resten af verdensmarkedet, som kun er taget til i kompleksitet op gennem 90'erne. Især fordi USA's ensidige skridt også tvang de andre kernelande til at deregulere deres valuta- og finanssektorer.

Denne politik blev understøttet af IMF. Siden har verdensmarkedet været ustabilt, hvor hyperhurtige kapital- og valutabevægelser hele tiden skaber risikosituationer for den produktive kapital. I dag er verdenshandlen med kapital helt ude af trit med vare-verdenshandlen, og hvad værre er, selv de store transnationale produktions- og serviceselskaber kan slet ikke overleve, med mindre de engagerer sig i denne institutionaliserede kapitalspekulation.

Endvidere har den af IMF pålagte "strukturelle tilpasningspolitik" (Washingtonkoncensus) overfor regeringerne i den underindustrialiserede verden muliggjort enorme hurtige kapitalinvesteringer. Det drejer sig både om direkte og især porteføljeinvesteringer - som en omvej for forøget amerikansk kapitalimport., læs kapitaldræn. (Centrale elementer i Washingtonkoncensus er: valutaliberalisering, åbning af markedsadgangen, nedskæringer på de offentlige budgetter m.v.).

Resultat: En reel indskrænkning af verdensmarkedets vækstpotentialer, fordi store områder som dele af Latinamerika, Afrika og de fattigste lande i Asien de facto er blevet yderligere afindustrialiseret og har måttet acceptere en ødelæggende opbrydning af deres nationale produktions- og markedsstrukturer, hvilket reelt har koblet dem af verdensmarkedet.

På den anden side har denne udvikling i den grad medvirket til at skabe det, man i dag kalder aktie- og ejendomsboblen i USA (hverken den teknologiske udvikling/fascination eller begrebet "Ny økonomi" kan forklare aktieboblen). Vi er vidne til et komplekst problem, hvis hovedtræk er et relativt indskrænket verdensmarked og verdenshandel, hvilket har afstedkommet skærpet konkurrence og overproduktion og en vis løsrivelse af finanssektoren fra den produktive sektor som grundlag for en afkobling af finansbevægelser fra varebevægelser og produktive investeringer. Det er det, vi deskriptivt kalder globalisering. Og som udgør grundlaget for finanssammenbruddet i Sydøst-Asien i 1997 og opbygningen af aktieboblen i USA i 1999.

Bagved denne udvikling, som først og fremmest udspiller sig på markedsniveauet, optræder en langt mere faretruende tendens til historisk lave afkast på de produktive investeringer, som har været i spil de sidste 20 år. Medvirkende hertil har været det dramatiske fald i nyinvesteringernes "levetid", som skal ses i sammenhæng med den enorme private gældsætning og de kunstigt oppustede kapitalværdier. Der er med andre ord forekommet en skærpet investeringskonkurrence, som har ædt sig ind på afkastet, hvor bl.a. USA på én og samme tid har kunnet opleve vækstrater på 4-5 % og reelle fald i afkastningsgraden målt i forhold til henholdsvis investeringsmængden og gældsætningen. (Teknologiske innovationer kopieres hurtigt - og forældes dermed i tilsvarende tempo. I det lys skal USA's pres for forstærkede patentrettigheder på alle produkter inklusive intellektuelle ses, - en rent defensiv politik, som hæmmer den globale vækstudvikling. Omvendt kan man sige, at hverken Japan eller de syd-østasiatiske "tigre" ville kunne have udviklet sig i det kendte tempo, havde det ikke været for en alment accepteret kopiproduktion i 60'erne og 70'erne).

På den ene side har vi altså en finansiel "globaliseringstendens" og på den anden side en relativ indskrænkning af produktions- og markedsudviklingen i store dele af verdenen udenfor OECD-området. Så parallelt med de traditionelle konjunkturcykler har der udviklet sig en ny og forstærket verdensmarkedstruktur, som ikke kan opløses og erstattes uden radikale konsekvenser for den kapitalistiske økonomis struktur i almindelighed og USA's økonomi i særdeleshed.

Man kan næsten tale om et symbiotisk forhold - udviklet siden aktiekrakket i 1987. Alverdens økonomier, inklusive Europas, bidrager til at holde gang i den amerikanske vækstmaskine, hvad der reelt bremser for virkelige produktive investeringer, som kunne udvide verdensmarkedet. På den anden side fungerer den amerikanske økonomi som den økonomi, der hidtil har kunnet opsuge især de andre indsustrilandes overskudsproduktion. Måske er det denne symbiose og dermed USA's økonomiske suverænitet, der for tiden er under pres?

I hvert fald skriver et konservativt tidsskrift som The Economist midt i september 2002 og igen i februar 2004, at "markedsøkonomierne" er ved at løbe tør for økonomiske reguleringsinstrumenter. Pengepolitikken er virkningsløs. Det samme gælder udbudsøkonomien. Med andre ord: den neoliberalistiske økonomiske doktrin er - om ikke færdig - så dog til diskussion!

Lige meget hvor mange gange centralbankdirektørerne i USA og Japan sænker renten, kommer der ikke tilsvarende gang i de produktive investeringer og den reale jobvækst. Hvorfor? Fordi aktieboblen i henholdsvis 1987 i Japan og 1999-2000 i USA i den grad har medvirket til at skabe en investeringskrise - hvilket er den alvorligste af alle kriseformer. Altså gennem belåning af oppustede aktier og kunstigt lave renter er der frembragt en produktionskapacitet, der ikke er brug for, bl.a. fordi det er sket på bekostning af vækst især udenfor OECD området. Megen overflødig produktion skal nedbringes for at skabe plads for et nyt holdbart konjunkturopsving - men hvem skal købe? Her hjælper centralbankdirektørens lavrentepolitik og Bushadministrationens skattelettelser for de rige i USA ikke. Dollaren skal som et gennemsnit ned med måske 30-40 % for at øge eksporten og bremse importen og gældsætningen! Men det ville samtidig udløse store problemer ikke bare i EU, men også i Syd-Østasien.

Dvs. dollaren kan vanskeligt gennemløbe et fald i den størrelsesorden uden at øge faren for deflation i hele OECD området og sætte hele den gældende økonomistruktur under pres. Ryger dollaren ud i et frit fald, eller falder dollaren i en situation, hvor de andre industrielle kernelande ikke har økonomisk styrke til at bremse faldet, er det sandsynligt, at en del af dens verdensøkonomiske betydning vil blive overført til Euroen i et tempo og på en måde, som ingen er interesseret i. Også selv om bevægelsen i den retning allerede er i gang - om end ud fra det perspektiv, at en udfordring af dollarens status skal foregå velorganiseret. Det håber alverdens økonomer, der har læst skriften på væggen, også på. Valutasamarbejdet og Euro'ens nye rolle var f.eks. et centralt tema på ASEM topmødet i København og har været det på flere topmøder siden.

Dette er worst case, men skulle denne transformation virkelig ske - og ske ukoordineret - varsler den faren for et verdensøkonomisk sammenbrud, idet USA så ikke længere ville kunne finansiere sit enorme betalingsbalanceunderskud. Resultatet kunne blive en langvarig recession i USA, som på grund af det symbiotiske forhold ville trække Europa og Japan/Sydøst Asien med ned.

Det er disse skismaer og flere til, der også ligger til grund for de tiltagende handelspolitiske konflikter i WTO mellem især USA og EU. For USA's forsøg på at blokere tilnærmelsen mellem EU og hele den tidligere Sovjetblok ved at forcere NATO's udvidelse. For USA blokering af ethvert europæisk fredsinitiativ i Mellemøsten osv. Det er også grunden til USA's bestræbelser for at lægge hindringer i vejen for en selvstændig europæisk politik på det afrikanske kontinent, samt grunden til USA's forcering af opbygningen af en panamerikansk frihandelszone - hvis udsigter dog aktuelt er aftagende p.g.a. krisen i Argentina, Uruguay, Paraguay, Venezuela og nu sidst i Brasilien. En selvstændig økonomisk udvikling som forudsætning for vækst og social stabilitet kan vanskeligt tænkes uden en vis afkobling fra det nordamerikanske marked og en vis frigørelse fra den amerikanske finanskapital. Til stor irritation for Washington har Mercosur haft flere følere ude overfor EU for at opbygge alternative handels- og investeringsaftaler. Så alene af defensive grunde har USA en interesse i at holde liv i forhandlingerne om en pan-amerikansk frihandelszone - næsten uanset, hvor udvandede aftalerne bliver. (I den forbindelse er den politiske udvikling i Brasilien, Argentina og Venezuela af særlig interesse).

Som det efterhånden er velkendt går alle USA's udenrigspolitiske bestræbelser i én og samme retning: forhindringen af, at der kan opbygges forpligtende og varige internationale politiske og juridiske institutioner, der dels kan danne rammen om en ny og mere retfærdig verdensorden og dels indskrænke USA's unilaterale økonomiske og militære politik. Her tænkes eksempelvis på saboteringen af ICC og Koyoto-aftalerne som de vigtigste samt en række andre mindre vidtrækkende multilaterale aftaler. Ethvert multilateralt alternativ til den amerikanske dominans på verdensmarkedet udgør en seriøs trussel mod den amerikanske økonomi og således også den herskende kapitalistiske økonomiske struktur. Af den grund har USA også hidtil været i stand til at påtvinge sine konkurrenter (Europa og Japan) de nødvendige kompromisser - de er indtil videre bedre stillet med end uden.

På den ene side har USA været i stand til at gennemføre en i historisk målestok hidtil uset vækst gennem 90'erne og på den anden side udhulet grundlaget for en fremtidig vækst på verdensmarkedet. Det er dette dobbeltforhold - den cementerede og institutionaliserede (IMF, OECD og WTO, som er domineret af USA) strukturelle ulighed på verdensmarkedet - som begrunder tesen om:

at USA ikke længere kan sætte sit enorme økonomiske potentiale i spil for en generel rigdomsudvikling i hele verden indenfor rammerne af det givne Verdenssystems struktur.

Tværtimod er der i kølvandet på efterkrigstidens verdensmarkedsstruktur skabt et komplekst og farligt konkurrenceforhold mellem de kapitalistiske kernelande (regioner) indbyrdes, hvis centrifugale kræfter indtil videre ikke er slået igennem. De holdes i ave af en skrøbelig "ligevægt" mellem på den ene side de underordnede kapitalmagters ønske om frigørelse fra amerikansk dominans (eks. Tyskland og Frankrig) og på den anden side deres frygt for konsekvenserne af et åbent brud med USA, som ville ryste hele den internationale orden, herunder den amerikansk dominerede magtbalance.

I den henseende afspejler forskellen mellem Clintons og Bush's doktrin hovedsageligt niveauforskellen på typen af USA's økonomiske problemer før og efter, at aktieboblen sprang.

Med en blanding af økonomisk offensiv politik (globaliseringsstrategien) og politisk universalisering af USA's fortolkning af menneskerettigheder styrede Clintonadministrationen USA mod en ekspansiv indtrængen i Sydøst-Asien og Kina: at udvide frihandlen, privatisere store dele af den offentlige sektor og bane vejen for markedet overalt og gennembryde ethvert nationaløkonomisk værn mod de transnationale korporationers fremtrængen.

Både Clinton- og Bushadministrationen har gennem deres politiske prioriteringer valgt at følge linjen fra Reagan, hvor massekonsumet og den private gældsætning og suget ned i den omkringvandrende internationale kapital har bidraget til at reducere de globale produktive investeringer relativt.

Konsekvenserne for især den amerikanske økonomi træder tydeligt frem under den nuværende lavkonjunktur, hvor langt de fleste arbejdspladser mistes i industrien, hvorimod væksttabet er langt mere moderat i serviceindustrien og indenfor finanssektoren. Et forhold der understreger USA's voksende afhængighed af verdensmarkedet, hvor udenrigshandlens procentvise andel af BNP er fordoblet på 20 år, og således også gør USA langt mere sårbar overfor tilstanden på verdensmarkedet.

Disse forhold og resultatet af Clintonadministrationens globaliseringspolitik - bl.a. aktieboblens implosion og efterfølgende recessesion i USA (selv om man ikke skal overdrive betydningen af aktiekursernes abnorme udsving for realøkonomien, har de i hvert fald stor betydning for opsparingen og forbruget især i USA), Europa og Japan og de voksende politiske/militære spændinger i en række geografiske områder i den fattige verden stiller derfor i dag Bushadministrationen over for en overflod af problemer. Problemer som USA ikke længere formår at løse alene med økonomiske og politiske midler. USA kan kun fortsætte med at dræne verden for kapital og samtidig opbygge sin politisk/militære dominans under parolen: "den verdensomspændende kamp mod terrorismen".

Man kan med en spidsformulering sige, at Clinton-administrationens globale strategi har skabt forudsætningerne for og nødvendiggjort Bush-administrationens nye militante og aggressive sikkerhedspolitiske doktrin og militære strategi.

Med en anden spidsformuelring kan man sige, at USA's økonomi og verdensmarkedets samlede økonomiske struktur udgør den aktuelle verdensordens hovedproblem, og en fastholdelse af dette forhold ikke er en del af løsningen.

Konkluderende bemærkninger og et europæisk perspektiv?
Nu er det ikke sådan, at verdensmarkedet alene kan anskues i en forsimplet triangulær regional optik - heller ikke i en abstrakt rammemodel - hvor hver af de tre regioner (USA, Japan og EU) fungerer uafhængigt af hinanden, eller hvor der i Europa føres en radikalt anderledes politik end i USA.

EU fører en lige så nyliberalistisk politik som USA - blot med et konstant tidsmæssigt efterslæb. Privatiseringsbølgen foregår i dag faktisk i samme tempo og indenfor stort set de samme områder. Markedets dominerende stilling indenfor alle politiske beslutninger er fremherskende både indenfor EU's administration og i de enkelte medlemslande (nogen kalder det amerikanisering af de kendte europæiske samfundsstrukturer). På arbejdsmarkedet og hvad angår den offentlige sektor går bestræbelserne som i USA også på at afvikle socialstaten og svække arbejderbevægelsen. Begrundelserne er også som i USA (blot med modsat fortegn): at øge EU's konkurrencedygtighed - især overfor USA og Japan. EU-landenes kapitalistiske økonomier er hverken mere eller mindre afhængige af den globale ulighedsstruktur end USA's økonomi.

Men der er dog stadig væsentlige forskelle, og disse kan hovedsageligt begrundes i, at velfærdsstaterne i Europa og arbejderbevægelsernes magtbase historisk er langt stærkere end i USA. Derfor støder både den politiske og økonomiske elite i Europa også på langt større modstand, hvilket har været bestemmende for strategiudviklingen. Af samme grund har der heller ikke indtil nu været grundlag for en massiv indskrænkning af velfærdsydelserne. Ligesom der heller ikke har været grundlag for at konvertere en større del af skatteprovenuet til militær oprustning.

Og med arven fra 2. verdenskrig og frem, har de store lande i EU opretholdt en meget tynd balance og indgået i forskellige allianceforhold, hvor USA altid har spillet en dirigerende/medierende rolle. Sammenlagt har dette specifikke historiske forhold bremset Unionens politisk/militære udbygning og udfordring af det amerikanske hegemoni. Hvad der absolut ikke er det samme, som at disse aspirationer ikke er til stede i den europæiske magtelite. Men indtil nu har denne kunnet forfølge sine økonomiske interesser uden at udfordre eller bryde det transatlantiske samarbejde og de interne nationalstatslige rammer.

Det er dette underordningsforhold, som på alle væsentlige områder knirker, den amerikanske administrations nye doktrin har til formål at konservere og udbygge. EU skal politisk og militært inddæmmes og dens magtelite tvinges til at afstå fra et hvilket som helst strategisk opbrud fra transatlantismen til fordel for andre regionale strategier!

I den sammenhæng forekommer det meningsløst, som visse politiske ledere (især socialdemokratiske) i Europa har en forsmag for, at opstille EU, sådan som det ser ud i dag, som et alternativ til det voksende og stedse mere reaktionære amerikanske hegemoni.

Ingen af de nuværende regeringer i EU - eller for den sags skyld de foregående ledet af socialdemokratiske partier - er parate til på nuværende tidspunkt åbent at udfordre USA's hegemonistruktur, hvis de kan undgå det, fordi underordningsforholdet og den amerikansk dominerede globaliseringstrussel mod velfærdsstatens efterkrigsmodel trods alt udgør et mindre onde end udsigten til et muligt sammenbrud for de kendte strukturer på det kapitalistiske verdensmarked.

Af samme grund kan den ledende europæiske magtelite heller ikke samle EU eller opbygge en overnational velfærdsstruktur som seriøst alternativ til nationalstaternes. Hvorfor EU heller ikke kan blive et folkeligt projekt og overvinde de nationale befolkningers dybe skepsis og modstand, så længe hele dets inderste perspektiv er liberalismen som økonomisk, politisk og kulturel doktrin.

Det indre marked - et neoliberalistisk projekt med euroen, den "uafhængige centralbank og "stabilitetspagten" som grundprincip - udgør stadig EU's højeste fornuft, selv om denne fornuft geråder i stadig større konflikt med både Unionens udvikling og nationalstaternes samfundsøkonomi og det folkelige krav om velfærdsstatens bevarelse.

Måske kan det lyde som en selvmodsigelse, men min påstand er, at EU faktisk først kan samles til en egentlig union af demokratier, for så vidt EU's grundlag ophæves og et socialt alternativ til Maastricht-traktaten vedtages, således at EU udformes som et attraktivt alternativ til nationalstaternes begrænsede handlemuligheder.

Før kan EU heller ikke fremtræde og handle som et alternativ til USA's hegemoniske politik. Og før kan EU heller ikke træde frem på scenen som en udfordring til de vildtvoksende kapitalbevægelser på det globale marked. Radikale reformer af Unionen og afkoblingen fra den amerikanske hegemonistruktur er to sider af samme sag.

På den anden side er EU et historisk faktum og en uomgængelig ramme for fremtidens sociale reformperspektiver, som de nationale sociale bevægelser, fagbevægelsen og de europæiske centrum-venstrepartier på ingen måde kan omgå, hvis de skal gøre sig forhåbninger om overhovedet at kunne fremlægge et troværdigt velfærdsperspektiv, der overskrider de aktuelle korrektioner til den liberalisti­ske/konservative tilbagerulning af socialstaten.

De borgerlige partier kan ikke samle Europas lande i en demokratisk union. De kan kun skabe de overstatslige rammer for et ekspansionistisk kapitalistisk marked, som i dag er uforenelig med velfærdsstatens bevarelse. Kraften til at samle landene og befolkningernes flertal i en demokratisk union ligger alene hos centrum-venstre, fagbevægelserne og de mange sociale bevægelser, for så vidt førstnævnte udviser modet til i sit perspektiv at træde ud over nationalstatstænkningen og udvikle et program, der kan samle de to andre.

Ironisk nok er denne sammenhæng også især socialdemokratiernes sidste historiske overlevelsesmulighed. Som sociale nationale aktører er der ikke mere at hente, fordi nationale kompromisser med borgerskabet ikke længere er mulige i en epoke, hvor kapitalen selv for længst har overskredet nationalstatens grænser, og hvor dens repræsentanter har det fint med at samles udenfor de nationale magtinstitutioner - og udvikle strategier, som ikke tager det ringeste hensyn til disse.

Spørgsmålet melder sig så: På hvilket grundlag kan centrum-venstrepartierne og de sociale bevægelser gennemføre Unionens virkelige dannelsesproces og samtidig åbne for et opgør med USA's hegemoni og den globale ulighedsstruktur?

Det er denne diskussion - som bl.a. Irakkrigen har aktualiseret og nødvendiggjort - jeg med nærværende artikel har forsøgt at formulere en ramme for. Hvis centrum-venstrepartierne skal overskride de aktuelle antiglobaliseringsbevægelsers snævre rammer, gold antiamerikanisme og undgå humanistiske, men i realiteten eurocentriske utopier må de påtage sig opgaven at formulere et socialt og demokratisk alternativ til den kapitalis-tiske globalisering, - et alternativ, der tager udgangspunkt i de faktisk forekommende magtstrukturer og samtidig indebærer en global transformation af disse!