Amerikansk hegemoni: Fortsat nedgang, blivende farer
Af Richard B. Du Boff

Offentliggjort: 15. marts 2004

"Globalt hegemoni" kan defineres som en situation, i hvilken en nationalstat spiller en dominerende rolle i organiseringen, reguleringen og stabiliseringen af verdens politiske økonomi. Anvendelsen af væbnet magt har altid været en uadskillelig del af hegemoni, men militær magt afhænger af de økonomiske ressourcer, der er til rådighed for staten. Den kan ikke anvendes som svar på enhver trussel mod geopolitiske og økonomiske interesser og den øger faren for imperial overanstrengelse som det var tilfældet for Storbritannien i Sydafrika (1899-1902) og USA i Vietnam (1962-1975).

Storbritannien regerede over havene fra 1815 til 1913, men fra 1890'erne var det under økonomisk udfordring af USA og Tyskland og var mellem de to verdenskrige ikke længere i stand til at garantere verdenssystemet. USA's hegemoni startede under 2. verdenskrig og toppede cirka 30 år senere. USA har stadig en umådelig magt - uden sidestykke - i international økonomi og politik, men selv som den eneste supermagt finder den sig selv mindre i stand til, som tidligere, at påvirke og kontrollere begivenhederne ude i verden.

USA's militære overmagt matches ikke længere i den økonomiske og politiske sfære og er af tvivlsom værdi med hensyn til at bevare den globale økonomiske orden og den andel USA har i den. Selv i de gyldne dage fra 1944-1971 var USA ude af stand til at undgå et militært nederlag i Vietnam og uafgjort i Korea.

Langsom sammenslutning forude: Hegemoni siden 1970'erne

Man kan af det følgende [1] få en ide om den amerikanske nedgang i økonomisk magt:

  • I 1950 leverede USA halvdelen af verdens brutto-produkt mod 21 procent nu. 60 procent af verdens fremstillingsproduktion foregik 1950 i USA mod 25 procent i 1999. USA's andel af verdens kommercielle tjenesteydelser, den hurtigst voksende del af verdensøkonomien, var i 2001 på 24 procent, mens EU stod for 23 procent - og 40 procent, hvis den EU-interne handel tælles med.
  • Ikke-amerikanske virksomheder dominerede de største industrier i 2002 idet de stod for ni ud af de 10 største producenter af elektronisk og elektrisk produktion; otte ud af 10 bilfabrikanter, elektricitets- og benzin-foretagender; syv ud af 10 største olieraffinaderier; seks ud af 10 telekommunikations-virksomheder; fem ud af 10 lægemiddelfirmaer; fire ud af seks kemiske producenter; fire ud af syv flyselskaber. Ud af de 25 største banker i verden var 19 ikke-amerikanske banker, selvom de to største var Citigroup og Bank of America.
  • Ud af de 100 største virksomheder i verden målt efter udenlandsk-ejede aktiver var 23 amerikanske. Tilsammen havde Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Holland, der tilsammen har et bruttonational-produkt (BNP) på syv tiendedele af USA's, 40; Japan havde 16. Op gennem 1990'erne faldt den andel USA's multinationale selskaber havde i verdens 100 største multinationale fra 30 til 25 procent. Andelen af EU-baserede virksomheder øgedes fra 41 til 46 procent.
  • 21 procent af verdens samlede direkte investeringer i andre lande var 2001 amerikanske sammenlignet med 47 procent i 1960. Fra 1996-2001 kom 17 procent af alle nye, direkte udenlandske investeringer fra USA og 16 procent fra Storbritannien; tilsammen leverede Frankrig, Belgien og Luxemburg 21 procent.
  • Af de 25 største fusioner i USA i 1998-2000 var der fem overtagelser foretaget af udenlandske multinationale (tre britiske og to tyske). Ud af de 25 største grænseoverskridende fusioner fra 1987 til 2001 var kun to amerikanske (General Electrics og Citigroup); de udgjorde fem procent af værdien af alle fusions-aftaler i disse år.

I den globale finansverden er USA ikke blot mindre dominerende, men sårbar. Det svage led er dollaren, hvis status som verdens nøgle-valuta er svækket siden 1970'erne på ujævn vis og med periodiske genoplivelser. Mellem 1981 og 1995, steg andelen af verdens private opsparinger foretaget i europæiske valutaer fra 13 til 37 procent, mens dollarens andel faldt fra 67 til 40 procent. 44 procent af nye obligationer er blevet udstedt i euro siden denne nye valuta blev introduceret i 1999 og haler således ind på de 48 procent, der er udstedt i dollars.

Halvdelen af verdens reserver i fremmed valuta var i 1990 dollars sammenlignet med 76 procent i 1976; andelen steg til 68 procent i 2001 grundet udfasningen af ecu'erne (reserver udstedt til europæiske banker af det europæiske, monetære institut), som skulle give plads til euro'en.[2] For første gang siden Anden Verdenskrig er der en anden kilde af et universelt accepteret betalingsmiddel og likviditet i verdensøkonomien - og det på et tidspunkt, hvor USA's internationale betalingsbalance er ved at sætte rekord-underskud.

Siden 1971, hvor USA havde et handelsunderskud for første gang i 78 år, har eksporten alene oversteget importen i 1973 og 1975. En nation kan køre med underskud i sin handel med varer og stadig bevare en generel balance i omgangen med fremmede lande. Underskud i handel med varer kan opvejes ved at have en positiv balance i salg af tjenesteydelser i udlandet (finansielle, forsikring, telekommunikation, reklame og andre forretningsydelser) og/eller ved indkomster fra oversøiske investeringer (profitter, dividender, renter, royalties og lignende).

Men USA's handelsmæssige underskud er blevet for stort til at kunne betales af ydelser solgt til udlandet plus overførsler fra investeringer. USA's kontokurant (summen af balancerne i handel med varer og ydelser plus nettoindtægten fra oversøiske investeringer), der næsten konstant var i overskud fra 1895 til 1977, forringes nu stærkt; Handelsunderskuddet er blevet for stort til at kunne betales af ydelser solgt til udlandet. Og siden 1990 er den positive balance på investeringsindtægter skrumpet, da udenlandske investeringer i USA er vokset hurtigere end amerikanske investeringer i udlandet. I 2002 blev balancen negativ: for første gang betaler USA udlændinge større investeringsindkomster fra deres aktieposter her, end det modtager fra egne investeringer i udlandet.

Som de fleste uoverensstemmelser mellem indtægter og udgifter bliver det nuværende underskud dækket af lånoptagelser. I 2002 lånte USA 503 milliarder dollars i udlandet - en rekord høj procentandel af BNP på 4,8. Når udlændinge modtager dollars fra transaktioner med amerikanske borgere (enkeltpersoner, virksomheder og regeringer) kan de bruge dem til at købe amerikanske aktiver - statsobligationer, virksomhedsobligationer og -aktier, virksomheder og fast ejendom. Det var sådan USA blev en skyldnernation i 1986. Udenlandsk ejede aktiver i USA er nu 2,4 billioner dollars mere værd end amerikansk-ejede aktiver i udlandet.

I midten af 2003 ejede udlændinge 41 procent af US Treasurys solgte statsobligationer, 24 procent af alle amerikanske virksomhedsobligationer og 13 procent af virksomhedsaktierne. Amerikanske virksomheder fortsætter med at investere i udlandet, men til forskel fra det britiske imperium i årtierne før Første Verdenskrig er USA ude af stand til at finansiere disse investeringer af dets kontokurant. Til sammenligning var Storbritanniens kontokurant i overskud - i gennemsnit 3 til 4 procent af BNP hvert år fra 1850 til 1913, da indkomsten fa ydelser og investeringer i udlandet var større end dets handelsunderskud.[3]

Indtil videre har den globale investor-klasse syntes villig til at finansiere USA's eksterne underskud, men det behøver ikke gælde evigt. Underskuddet udøver et træk nedad på dollaren og vækker mistanke om, at USA fortrækker en billigere dollar frem for at betale af på det ekspanderende handelsunderskud. Som dollaren taber i værdi falder udbyttet i dollarbaserede aktiver for udenlandske investorer. Tyske investeringer i attraktive kontor-ejendomme i New York, San Francisco og andre steder blev skåret skarpt ned i 2003. Skønt bygningerne blev billigere i euro, skrumpede huslejerne, når de blev konverteret fra dollars derhjemme. "Vi kan få samme huslejeindtægter i Storbritannien og de nordiske lande, så hvorfor tage til USA, hvor valutarisikoen er større?", spurgte chefinvestoren i en München-baseret ejendomsfond.[4]

Indtil for nylig solgte Organisationen af olieproducerende lande (OPEC) kun deres olie i dollars; Irak skiftede til euro i år 2000 (formentlig afsluttet med ekstrem skade i marts 2003) og Iran har overvejet en omlægning siden 1999. I en tale i Spanien i april 2002 så lederen af OPEC's markedsanalyse-afdeling, Javad Yarjani, kun en lille chance for et skifte "... i en nær fremtid..., men i det lange løb er euroen ikke sådan en ulempe som dollaren. Euro-zonen har en større del af den globale handel end USA... og et mere afbalanceret eksternt regnskab." Antagelsen af euroen hos Europas største olieproducenter, Norge og Storbritannien, kunne skabe et "medløb for at skifte olieprissystemet til euro." Således, konkluderede Yarjani, vil OPEC "ikke helt udelukke muligheden for i fremtiden at antage euroen ved prisfastsættelse og betalinger." [5]

Hvis udenlandske investorer får kolde fødder og ophører med at investere i amerikanske industrier eller sælge ud af deres dollar-beholdninger, ville dollaren begynde at falde hurtigere. Renteraten i USA kunne stige, det ville blive sværere at låne penge og forbrugerne skulle betale mere for importerede varer, hvilket ville trække indtægten væk fra andre indkøb og lægge en dæmper på økonomien. Et dollar-fald kunne få udenlandske investorer til at droppe amerikanske obligationer og aktier og give Wall Street en dukkert. I hvert fald opleves dollaren nu at være ligeså risikabel en valuta som euroen og muligvis to eller tre andre valutaer (yen, sterling, franc).

Yankie-handleren på verdensmarkedet
Da USA's økonomiske overlegenhed i 1970'erne blev udfordret og slap det af hænde gik landet over til en mere krigerisk handelspolitik. I henhold til paragraf 301 i Trade and Tariffs Act fra 1974 kunne præsidenten - idet han optrådte som anklager, dommer og jury - søge erstatning af enhver natio, der krænkede "USA's rettigheder i henhold til en hvilken som helt handelsaftale" og tage hævn mod enhver udenlandsk aktivitet, der er "uretfærdig, urimelig eller diskriminerende...og som lægger byrder på eller indskrænker amerikansk handel." Blandt disse handelsvåben var "ordentlige marketings-aftaler", som blev opnået med Sydkorea, Hong Kong og Taiwan i 1973 for at lægge "frivillige" begrænsninger på deres eksport af uld og syntetiske tekstiler til USA. I 1981 accepterede Japan at mindske dets eksport af biler.

Da et møde i GATT, General Agreement on Tariffs and Trade, i 1982 blev hævet uden enighed om en ny forhandlingsrunde grundet europæisk modstand mod amerikanske forslag, bekendtgjorde USA at det herefter ville udvide handlen på et 'to-sporet' grundlag - det ville indgå bilaterale aftaler med enkeltlande og samtidig søge multilaterale aftaler for at få skabt et åbent handelssystem. Denne bevægelse hen mod bilateralisme førte i 1984 til Det caribiske Hav-initiativet (Caribbean Basin Initiative), der gav handelsfordele til lande i regionen, en handelsaftale med Israel et år senere og Canada-USA aftalen om fri handel i 1988, som 1994 blev udvidet til Mexico gennem NAFTA - North American Free Trade Agreement.

I 1990 var der i henhold til paragraf 301 blevet iværksat over 100 undersøgelser, der førte til blandede resultater. En større bølge 301-undersøgelser startede i oktober 1993 mod Japan, som nu var ved at omgå den "frivillige" aftale fra 1981 ved at producere biler inde i USA. En told på 100 procent skulle lægges på værdien af 13 japansk-fremstillede biler medmindre Japan deregulerede dets reservedelsmarked og importerede mindst 100.000 amerikansk-fremstillede modeller om året. Skønt Clinton-regeringen talte om forhandlingernes "lejlighedsvise bitterhed" og japanernes "uoprigtige" kritik, blev der nået en aftale i juni 1995 lige som straffetolden skulle til at træde i kraft. Der blev ikke indført nogen ny told eller kvoter; til gengæld gav Japan vage løfter om at ændre sit system for levering af enkeltdele og øge antallet af forhandlere, der havde amerikansk-fremstillede biler. "I Tokio blev aftalen generelt anset for ikke at kræve meget mere af Japans større bilproducenter, end de selv ville have gjort alligevel." [6]

I 1998 blev USA rystet af tre nederlag i verdenshandelsorganisationen, WTO. I januar afgjorde et WTO-panel at Japans støtte til Fuji Film i dets konkurrence med Kodak ikke udgjorde en handelshindring. I maj måned fandt et andet panel, at USA ikke kunne standse import af rejer fanget i net, der dræber hav-skildpadder. Oveni tillod et panel i juni, at EU kunne omklassificere computere og dele af kommunikations-udstyr med henblik på at beskytte denne industri med told. USA prøvede at gøre gengæld i handel vedrørende baner og hormonbehandlet kvæg. Banandebatten startede i 1993 da amerikanske distributører af latinamerikansk frugt (anført af Chiquita Brand's topchef Carl Lindner, en stor finansiel bidragyder til både republikanere og demokrater) hævdede, at de blev nægtet adgang til europæiske markeder på grund af, at det europæiske kvote- og licenssystem favoriserede bananer dyrket i tidligere europæiske kolonier i Caribien og Afrika. USA gik også mod EU's forbud mod brugen af væksthormoner i kød - et forbud, der rettede sig både mod intern EU-produktion som import.

I april 1999 leverede WTO USA en delvis sejr i banankrigen - ingen straffe-erstatninger, men større adgang til det europæiske marked og reduceret begunstiget handelsstatus for caribiske og afrikanske producenter. I hormonkrigen blev det europæiske forbud kendt ulovligt, men de 900 millioner dollars USA havde krævet i skadeserstatninger, blev reduceret til 128 millioner og disputten forblev uløst.

EU slog igen. I juli 1999 afgjorde et WTO-panel, at U.S. Foreign Sales Corporation-lov , FSC, indført i 1971, udgjorde en ulovlig eksportstøtte og beordrede den ophævet, hvilket markerede USA's største handelsnederlag nogensinde. I forhold til FSC-loven samler 6000 amerikanske virksomheder op mod 30 procent af eksport-indtægterne ved at lave offshore-datterselskaber i skattefristeder som Bermuda og Barbados.

De anslåede skattebesparelser i årene 1991 til 2000 udgør samlet 1 milliard dollars for Boing og General Electric, 300 milliarder eller mere for Motorola, Honeywell, Caterpillar og Cisco. Den årlige værdi af alle virksomheders skatte-frihed nåede anslået 5 milliarder dollars i 2002. Ethvert forsøg fra EU's side på at indføre sanktioner på disse ordninger ville detonere en "atombombe uner handelssystemet", advarede den amerikanske handelsrepræsentant Robert Zoellick. [7] Ikke desto mindre afgjorde WTO i august 2002, at EU kunne pålægge 4 milliarder dollars i straf, afgifter på 100 procent på 1600 varer, herunder mejeri- og kødprodukter, sukker, korn, klæder og maskiner.

Europæiske ledere havde nu en kølle, de kunne bruge mod USA og hurtigt skulle de få en mere. I et nyt brud på handelsregler indførte præsident Georges W. Bush en told på næsten 30 procent på de fleste typer stål importeret fra Europa, Asien og Sydamerika - den største handling for at beskytte én industri i årtier. EU truede, med tilslutning fra Japan, Kina, Sydkorea, Svejts, Norge og Brasilien, med gengældelse og amerikanske firmaer, der anvendte stålet beklagede sig over, at de ikke længere kunne erhverve de specialitetsprodukter, de havde behov for. Under pres bakkede USA og udelukkede 178 stålprodukter fra marts 2002-tolden, men indførte nye afgifter på helt op til 369 procent på import af stål fra Canada, Brasilien, Mexico og Ukraine. I juli 2003 kendte WTO ståltolden for ulovlig; et nyt stort nederlag for USA ved WTO.

Men USA fornyede også sin offensiv på landbrugsområdet. To måneder efter han lagde told på stålet, underskrev præsident Bush rekordhøj landbrugsstøtte-lov, der øgede udgifterne med 80 procent over det eksisterende niveau til en anslået udgift på 190 milliarder dollars over 10 år. Dette underminerede en global bestræbelse på, hos WTO i Geneve, at sænke landbrugsstøtten - ikke kun i USA, men også i EU, Japan og Sydkorea. I maj 2003 lagde USA, sammen med Canada og Argentina, sag an ved WTO mod EU's fem år gamle moratorium på genetisk modificerede fødevarer idet de hævdede, at deres landmænd mistede salg af majs og sojabønner.

At have en udviklingsnation ombord blev anset for afgørende for USA's sag, men Egypten droppede hurtigt ud under pres fra dets store handelspartner, Europa, og et rasende Hvide Hus cuttede omgående planer om en frihandelsaftale med Cairo. Europæerne påpegede, at USA havde nægtet at tilslutte sig 100 lande, der i 2000 havde underskrevet Cartagena Protocol on Biosafety (Protokol om sikkerhed ved handel af levende genmodificerede organismer) og at EU for tiden er i gang med at behandle ansøgninger for salg af genetisk modificerede fødevaretyper. I stedet for at svare på disse erklæringer angreb præsident Bush Europa for at "hindre den store sag at afslutte sult i Afrika." [8]

Så er der den langvarige kamp om alle markeders moder: Boeing versus Airbus. Et fire-nationers konsortium af europæiske lande skabte i 1970 Airbus Industries, AI, som en direkte udfordring til Boeing. AI havde regerings-subsidier og lån som grundlag og USA har bekæmpet den hele vejen. AI svarede, at Boeing nød godt af en betragtelig regeringsstøtte, fra udviklingen af fly til USA's militær og rumprogrammerne. Airbus-"aftalen" af 1992 var grundlæggende en sejr for AI, idet den legitimerede subsidierne, men beskar dem på et tidspunkt, hvor AI tog 30 procent af alle nye fly-ordrer i verden.

Et problem amerikanerne stod over for var integrationen af branchen over Atlanten. Nogle dele af den amerikanske industri - motorfabrikanter som General Electric såvel som luftfarts-selskaber - havde kapitalinteresser i AI's succes og modsatte sig sanktioner mod det. Lockheed Martin undersøgte muligheden af at blive femte partner i AI og har siden enedes med Frankrigs Aérospatiale Matra, et af firmaerne bag AI, om en forening med henblik på at byde på et strategisk tankfly. I 1997 købte Boeing for to milliarder i forsyninger i europæiske lande, hvilket skabte tusinder af jobs i Europa og 30procent af et typisk AI-fly blev produceret af et amerikansk firma eller deres europæiske datterselskaber. AI opnåede ligevægt med Boeing i ordrer på kommercielle jetfly i 2001. To år senere gik det frem med hensyn til leveringer, sikrede dets første store militære kontrakt om at producere 180 transportfly til syv europæiske lande og blev verdens ledende producent af kommercielle fly.

Et andet amerikansk monopol under udfordring er det ti år gamle Global Positioning System (GPS), der er et satellitbaseret navigationssystem finansieret og kontrolleret af USA's forsvarsministerium og som leverer kodede signaler, der sikrer en modtager kan samle oplysninger om position, hastighed og tid hvor som helst på jorden. Den er designet til amerikansk militær, men servicerer nu tusindvis af virksomheder og enkeltpersoner verden over.

I 2000 offentliggjorde EU planer om at lancere sit eget satellit-navigations-system, Galilæi, et civilt program under civil kontrol, som tillader EU at ryste afhængigheden (af GPS) af sig... og at være tilstede på den internationale scene på alle cutting-edge teknologier" sagde EU's transportkommissær Loyola de Palacio. USA har også prøvet at blokere for dette projekt. Vice-forsvarsminister Paul Wolfowitz advarede i 2001 sine europæiske kolleger om, at Galilæi ville støde sammen med GPS (de er planlagt til at være kompatible) og at det ville udgøre "alvorlige udfordringer og problemer for NATO-alliancen." [9] Bush-regeringen prøvede at diskreditere en rapport fra det amerikanske revisionsfirme PriceWaterhouseCoopers, der skønnede, at Galilæi kunne indtjene 8 milliarder eller derover i profitter på 20 år og skabe 140.000 nye jobs. I marts måned 2002 annoncerede EU, at det ville gå videre med Galilæi-projektet til 3,6 milliarder dollars og som skønnes at være operationelt i 2008, hvor det vil synkronisere data-overførsel og kontrollere land- og søtrafik med en positionel præcision inden for en meter.

Airbus og Galilæi-kampene går over i andre konkurrenceområder - fusioner. EU vurderer sammenslutninger, som kan skabe en dominerende position på det europæiske marked uden hensyn til de involverede selskabers nationalitet. I 1997 ville Karel Van Miert, EU's kommissær for konkurrence, blokere for en fusion af de amerikanske selskaber Boing og McDonnell Douglas. Boing reddede aftalen ved at give efter overfor adskillige EU-krav - specielt at det opgav dens tyveårige eksklusivaftaler om levering med Delta, Continental og American Airlines.

I 1998 annoncerede Van Miert en undersøgelse af to amerikanske revisionsfirmaer Ernst & Young og KMPG PEAT Marwick; en måned senere aflyste Ernst & Young aftalen. I 2000 standsede EU's konkurrencekommission to amerikanske aftaler - WorldCom's fusion med Sprint samt General Electric's overtagelse af Honeywell - såvel som en fusion af de to svenske lastbilfabrikanter Scandia og Volvo. Efter Bush-regeringen havde afgjort antitrust-sagen mod Microsoft i 2001 ved at frafalde adskillige foreslåede straffe, bekendtgjorde EU's konkurrencekommission, at den ville fortsætte sin egen undersøgelse af software-giganten for illegalt at dominere markedet for server software og for at knytte sin egen musik-, video- instant messaging software til Windows-monopolet.

Endelig: de amerikanske økonomiske sanktioner mod andre lande holdt godt stand indtil 1970 før de kom under beskydning; i 1980'erne havde de succes i mindre end 10 % af tilfældene. [10] Boykotten af Cuba bliver bredt ignoreret, selv af Storbritannien, som anførte den succesrige modstand i 1982 mod embargoen mod eksport af turbiner og andet udstyr til Sovjetunionen af amerikansk-tilknyttede selskaber i Europa til Sovjetunionens gasrør til Vesttyskland. I 1998 blev USA tvunget til at frafalde dets sanktioner mod ethvert firma, der benyttede "konfiskeret ejendom" på Cuba eller investerede i energiprojekter i Iran og Libyen. Til gengæld gik EU med til at stramme eksport af våbenteknologier til Iran og Libyen. Amerikanske firmaer, der følte sig ude i kulden, protesterede mod deres egen regering over, at europæiske konkurrenter høstede profitten af handlen med disse lande.

1990'ernes 'nye økonomi': What Goes Up...
Den langvarige nedgang i USA's relative økonomiske storhed forblev skjult for en tid på grund af den hurtige ekspansion i slut-1990'erne. Men da økonomien blev ramt af recessionen i marts 2001, midt i aktieboblens rigdomsødelæggende kollaps, blev sløret trukket af. Fornyet amerikansk nedgang.

Kina "ødelægger mere end 50 års amerikansk økonomisk dominans i Asien", fordi det tiltrækker sig meget af områdets udenlandske investeringer, eksporterer billigt producerede varer, importerer high-tech-produkter fra Singapore og Japan, og iværksætter diplomatiske bestræbelser på at etablere en frihandelszone i Østasien, der nu er den hurtigst voksende handelsregion i Verden. "Den indflydelse på politikken, USA som det store marked har, vil sikkert dale", observerer James Castle, der længe har været leder af det amerikanske handelskammer i Indonesien.

Europa udfordrer USA i dets egen baggård - Latinamerika. Af de 25 største, udenlandske firmaer i Latinamerika i 2000 er 14 europæiske, 11 amerikanske og tilførslen af investeringer fra Europa var ved at overstige dem fra el Norte. [11] I en anden afledningsmanøvre for at få handlen væk fra multilateralisme søger USA bilaterale aftaler - en efter en - med Chile, Colombia, Den dominikanske Republik og den fem Centralamerikanske lande for at tryne sig frem mod sin egen

Frihandelszone fra Alaska til Kap Horn for de amerikanske kontinenter inden 2005.

Men de to største sydamerikanske økonomier, Brasilien og Argentina, dannede deres egen regionale handelsblok i 1991 - Mercosur (Mercado Común del Sur.) Som den nu tredjestørste handelsblok (efter EU og NAFTA) har Mercosur søgt at forhandle handelsaftaler med EU og arbejde på at danne et sydamerikansk frihandelsområde for at give hele kontinentet større økonomisk manøvredygtighed over for USA.

I de sene 1990'ere troede mange europæere, at amerikanske firmaer havde undergået en to årtier lang succesrig omstrukturering for at kunne blive dominerende i så mange industrier med hensyn til teknologi, produktivitet og kapitalafkast, at Europa var sakket håbløst agterud. Men med den 'ny økonomi' skrumpet ind til de bare knogler - en cyklisk opgang i produktivitetsvækst, hurtigere spredning af informationsteknologier på arbejdspladserne og produktionsanlæg, i hjem og skoler - og med finansskandaler, revisionssvindel og fallitter så USA mindre uindtagelig ud.

Indenfor højteknologi har et japansk laboratorium skabt en computer, der matcher den samlede hastighed som de tyve hurtigste amerikanske computere har tilsammen. Det overstiger langt den tidligere anfører (en IBM-maskine) og har videnskabelige og praktiske applikationer, som genspejler "et vilje-niveau, vi ikke har opnået", ifølge supercomputer-designeren Thomas Sterling, California Institute of Technology. "Disse fyre blæser os af banen og vi må bare tage det til efterretning."

Med Internettets vækst har USA en lavere procentdel af bredbåndsbrugere end Canada, Japan, Sydkorea, Taiwan og de skandinaviske lande og halser efter i antallet af internetbrugere per capita. For mindre end 25 dollars om måneden - halvdelen af prisen i USA - kan kunder i Japan og Sydkorea koble sig på Internettet med en hastighed af ti megabits i sekundet, ti gange så hurtigt som den typiske bredbåndsservice i USA. [12]

Den amerikanske økonomis aktuelle problemer kommer efter de angreb på forbundsregeringen, der begyndte med Reagan-regeringen i 1980'erne og som nåede en vildskab uden fortilfælde under Bush II's regeringstid. Tre skattenedsættelser siden 2001 til fordel for de rige har bidraget til at eliminere det føderale budgetoverskud fra årene 1998-2001 og skabe underskud på 374 milliarder dollars for 2003 og 450 milliarder for årene 204-2006.

Problemet er ikke underskuddene i sig selv: hvis de blev brugt på uddannelse, transport, miljø og sundhedssystemet ville de ikke blot skabe en stærkere og mere stabil økonomi, men i høj grad forbedre trivslen for de fire femtedele, der har lavest indkomst. Men det er præcist det Bush og kompagni ønsker at ødelægge: skattenedsættelserne sigter mod at udsulte den føderale regering for ressourcer og tvinge den til at skære i udgifter til alt undtagen militæret.

Disse politikker nærer en "perfekt fiskal storm". De eksploderende budgetunderskud reducerer den nationale opsparing, uddyber landets internationale underskud og øger dets afhængighed af at udenlandsk kapital betaler for indenlandsk forbrug og investeringer. Skaderne hjemme kommer af de fiskale stramninger overfor delstats- og lokalmyndighederne - de værste siden 1930'erne. Nedskæringer i føderal hjælp til disse instanser - lige efter afslutningen på indtægts-delingen i 1986 - kommer på et tidspunkt, hvor den føderale regering kaster et tungere fiskalt ansvar over på de lokale myndigheder, specielt med henblik på sundhed, socialhjælp til lavindkomst-husholdninger og nye indenlandske sikkerheds-forholdsregler i kølvandet på 11. september 2001. Delstatsregeringerne står nu overfor underskud, der bliver mellem 60 og 85 milliarder dollars for det næste år - 13-18 procent af delstaternes udgifter.

Eftersom alle delstater, undtagen Vermont, ifølge deres forfatninger skal have afbalancerede budgetter, tvinger underskuddene dem til, stående overfor recessionen, at skære dybt i udgifter til uddannelse, offentlig sikkerhed, biblioteker og parker og hæve skatterne - det modsatte af, hvad doktoren sagde.

Således bliver uoverensstemmende, ja modsatrettede, politikker indført på regeringsudøvelsens forskellige niveauer, hvilket resulterer i en svækkelse af funktionsdueligheden af det det økonomiske system som helhed. Hvis hegemoni fungerer på økonomisk effektivitet, så lader det amerikanske regeringssystem meget tilbage at ønske. Og at det manipuleres af det radikale højrefløjs-oligarki, der er ved magten nu er "galskab", som det udtrykkes af en af den globale kapitals røster, The Financial Times. [13]

Militært middel mod økonomisk tilbagefald?
Kan USA's militære overhøjhed bruges til at genopbygge økonomisk hegemoni? Kan den tjene den globale kapitals interesser verden over?

I mere end 50 år har det amerikanske, militære Establishment været en kilde til støtte for den multinationale kapital og for alliancer, hvis logik har været at bevare en åben handel og investeringssystem verden over.

Den amerikanske, militære tilstedeværelse beskytter stadig økonomiske interesser, fortrinsvis i Saudi-Arabien og andre olie-statholderembeder og det kan nok tillade USA at kontrollere Iraks oliefelter, men graden og varigheden af den kontrol - og hvorvidt den vil øge USA's indflydelse på forsyninger og priser på verdens oliemarked, forbliver højst problematisk.

Pax Americana har altid været en velsignelse for USA's allierede: den har været vedligeholdt delvis med militær magt, idet den underbandt bestræbelser fra USA's allierede på at skabe uafhængige udenrigspolitikker. Med Sovjetunionens bortgang blev USA den eneste supermagt og gik hurtigt i gang med at bruge verdens nye magtkonstellation til at sikre og udvide sit herredømme over alle, der indfinder sig.

I 1990-91 flikkede USA en koalition sammen til at føre den første Golfkrig ("Gud hvor fik vi sparket Vietnam-syndromet væk en gang for alle", udbrød præsident George Bush den dag krigen sluttede), men ville ikke betale for den og brokkede sig, da dets allierede begyndte at nægte tilsagn på 37 milliarder dollars. På samme tid begyndte USA at lede efter nye måder at holde NATO i live på, selvom den officielle begrundelse for dens oprettelse, Sovjetunionen, var forsvundet.

Ifølge et dokument om forsvarsplanlægning fra Pentagon, 1992, var det "af fundamental betydning at bevare NATO som det primære instrument for Vestens forsvar og sikkerhed, såvel som en kanal for amerikansk indflydelse på og deltagelse i europæiske sikkerhedsspørgsmål (og) vi må søge at forebygge opkomsten af sikkerheds-arrangementer for Europa alene... Vi må vedligeholde mekanismer til at afskrække eventuelle konkurrenter fra blot at aspirere til at spille en større regional eller global rolle." [14]

Syv år senere benyttede USA NATO til at iværksætte en luftkrig mod Jugoslavien for at have afvist Washingtons betingelser for bilæggelse af etniske og territoriale konflikter i Kosovo - en jugoslavisk provins. [15] Således blev Europas manglende enhed og stærkt underlegne militære kapacitet udnyttet til at holde det bundet til USA i en demonstrativt underordnet rolle og en magtfuld amerikansk tilstedeværelse blev forstærket i Europa - en rivaliserende pol i den globale kapitalisme.

I oktober 2001 iværksatte USA sin "krig mod terror", idet det bombede og invaderede Afghanistan for at udrydde det al-Qaeda-netværk, det holdt ansvarligt for angrebene på New York og Washington. Et år senere erklærede Bush-regeringen, at den vil bruge militærmagt mod enhver "potentiel modstander... der stræber efter en militæropbygning i håbet om at overgå, eller tangere USA's magt." The National Security Stategy of the United States, September 2002).

I opløbet til den anden krig mod Irak i marts 2003 forsøgte USA at tage FN som gidsel ved at skaffe sig en resolution, der autoriserede brug af magt til at "afvæbne" Irak. Forsøget endte i et totalt diplomatisk nederlag. Stående over for tre permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet. Frankrig, Kina og Rusland - var USA ude af stand til at tvinge seks af de midlertidige medlemmer - Angola, Cameroun, Guinea, Chile, Mexico og Pakistan - til at stemme i dets favør, selv med et enormt diplomatisk pres og åbenlys bestikkelse. Tyrkiet nægtede USA tilladelse til at bruges dets territorium som opmarchområde for militære operationer.

Efter krigen stod det klart, at USA ikke havde effektive repressalier overfor Tyrkiet - eller Frankrig og Tyskland. Endnu en gang viste USA, at det kunne udnytte modsætningerne indenfor Europa; regeringerne (ikke befolkningerne) i Storbritannien, Spanien og Polen støttede krigen, men kun den britiske ydede substantiel militær støtte. Besættelsen af Irak viste sig hurtigt at overstige de militære midler USA havde sat ind. Bedre så det ikke ud i Afghanistan da USA's krig tog af: så tidligt som november 2002 var landet ved at glide tilbage i kaos, usikkerhed og krigsherrernes kontrol. Og al-Qaeda var ved at regruppere sig i Patika-provinsen.

I mellemtiden har to års "krig mod terror" krakeleret USA's legitimitet verden over og har givet den amerikanske imperialismes ideologi og kultur et effektivt slag. Krigen mod Irak har, ifølge et studie fra Pew Global Attitudes, "uddybet kløften mellem amerikanere og vesteuropæere, yderligere opildnet den muslimske verden, mindsket støtten til krigen mod terrorisme og markant svækket den globale, offentlige støtte til NATO." Kun syv af 20 undersøgte fremmede nationer havde et positivt syn på USA og i disse lande - Storbritannien, Israel, Kuwait, Canada, Nigeria, Italien og Australien - var støtten dalende. En BBC-test af opinionen i 11 lande, herunder USA og blot en arabisk nation (Jordan) viste, at to tredjedele af de adspurgte så USA som en arrogant supermagt, som udgør en større trussel mod verdensfreden end Nordkorea og Iran - de to overlevende medlemmer af "ondskabens akse" - og at kun 25 procent, eksklusive amerikanere, mente, at USA's militære magt gjorde verden til et sikrere sted. En undersøgelse fra Transatlantic Trends Survey fra juli 2003 udført af det tyske Marshall Fund of the United States og Compagnia di San Paolo, en italiensk stiftelse, viser, at kun otte procent alle udspurgte europæere mente, at det var "meget ønskeligt", at USA udøver stærkt lederskab i verdenspolitikken. 70 procent i Frankrig og 50 procent i Tyskland fandt det "uønsket." [16]

"USA har altid været parat til at bruge sin overlegne militære styrke", som Gabriel Kolko bemærker, "i dets forgæves, aldrig ophørende søgen efter at løse den politiske og sociale ustabilitet som udfordrer dets interesser som det selv definerer dem... De samme politikker, som i varierende grad har skabt katastrofer for USA, bliver stadig betragtet som den eneste måde at forholde sig til de fortsatte og voksende problemer i en verden, der allerede var for kompleks for USA at styre for 50 år siden."
[17]

Kapitalistisk rivaliseren
I verden efter den kolde krig er den interkapitalistiske rivaliseren ikke længere begrænset af underordningen under koldkrigens sikkerhedsspørgsmål. I dag er det mere sandsynligt, at konflikter mellem rivaliserende kapitalistiske stater vil destabilisere den globale kapital ved at underminere den konstellation af multinationale virksomheder, hvis fælles interesser tilsidesætter dens troskab overfor en hvilket som helst nation, fordi de inkorporerer segmenter af nationaløkonomier på alle kontinenter.

Hver nation repræsenterer og understøtter sin egen kapital, men alle nationale kapitaler - i den grad de er forblevet nationale - er gensidigt afhængige af grænseoverskridende produktion, handel og finans. Næsten ethvert imperialistisk udfald fra USA sigter mod at true åbne markeder, politisk stabilitet og aftalte internationale institutioner, som den globale kapital er afhængige af og det har tjent USA's egne interesser siden 1940'erne.

USA står nu overfor en formidabel rival: EU - dets ligemand i produktion og handel. EU er også en opkommende politisk enhed anført af Frankrig og Tyskland og indstillet på større konkurrence med USA trods misforholdet i militær magt. Asiatiske lande er ved at samle sig til en regional økonomisk zone omkring Japan og Kina flankeret af Indien som et voksende center for outsourcing indenfor fremstilling, software og computertjenester.

På WTO-mødet i Cancún i Mexico september 2003 fremstod Brasilien som organisator og leder af de 22 lande, herunder Kina og Indien, der gjorde oprør mod "Singapore-emnerne" (regler for investering, handel, konkurrence og regerings-indkøb til fremme af multinationale selskabers interesser i udviklingslande) og de kæmpemæssige landbrugsstøtte-programmer i USA, EU og Japan. De rige lande støttede de første, mens det undgik andet end hule indrømmelser på de sidste.

Sammenbruddet i Cancún-forhandlingerne var også et tegn på et tilbageslag for USA efter Irak-krigen. Mercosur-alliancen kom fra Cancún med ny kraft og støttede et peruviansk forslag om et "South American Nation"-handelsområde, der forener Mercosur og "Andean Community"-landene Peru, Bolivia, Ecuador og Venezuela som en modvægt mod USA's plan om at låse de to amerikanske kontinenter til et frihandelsområde, det selv har skabt.

Krigen mod Vietnam faldt sammen med de første skår i det amerikanske hegemoni og "krigen mod terrorismen" vil fremskynde forfaldet. USA kan ikke længere kontrollere en multipolær verden gennem unilaterale handlinger - militære eller andre. Det kan kun bringe ødelæggelse og brud og forhindre nogle andre spilleregler i at materialisere sig, hvis det er det det vil. At modsætte sig den ny amerikanske imperialisme er at bringe håb til både dens ofre og de progressive kræfter, der nu ulmer i udviklingslandene, såvel som i de udviklede lande.

KILDER

1. De følgende data er især hentet fra World Bank, Development Indicators 2003 (New York: Oxford University Press, 2003); World Trade Organization, International Trade Statistics 2002 (Geneva: WTO, 2002); Fortune, July 21, 2003; The Banker, July 2003; United Nations Conference on Trade and Development, World Investment Report 2002 (New York: UN, 2002). Den europæiske union (EU) inkluderer alle lande i Vesteuropa undtagen Norge og Schweiz; se www.eurunion.org.

2. Eurecom, May 1997, på www.eurunion.org; International Monetary Fund, Annual Report 2002 (Washington: IMF, 2002), Tabel 1.2

3. Importen af varer overstiger eksporten hvert år undtaget 1870; B. R. Mitchell, British Historical Statistics (New York: Cambridge University Press, 1988), 869-870.

4. "Auf Wiedersehen, Park Avenue," Business Week, July 7, 2003.

5. "The for Denomination of the Oil Bill," på www.opec.org (så News & Info, Speeches).

6. Economic Report of the President 1995 (Washington: U.S. Government Printing Office, 1995), 231-235; "A Deal on Auto Trade," New York Times, June 29, 1995.

7. "Exporters Fear Loss of Subsidy," Wall Street Journal, May 1, 2002; "US sends top official to help resolve trade dispute," Financial Times, November 27, 2001.

8. "'s Ban on Bio-Crops with Hunger," New York Times, May 22, 2003.

9. "les pressions contre le project européen 'Galileo,' " Le Monde, December 19, 2001.

10. Kimberley Elliott og G. Hufbauer, "Same Song, Same Refrain? Economic Sanctions in the 1990s," American Economic Review 89 (May 1999); "U.S. Backs Off Sanctions, Seeing Poor Effect," New York Times, July 31, 1998.

11. "Find China a More Cordial Neighbor," New York Times, October 18, 2003; "China Emerges as Rival to U.S. in Asian Trade," New York Times, June 28, 2002; "Latin America Tops Asia in Luring Foreign Investors," Wall Street Journal, February 22, 2000.

12. "is World's Fastest, as U.S. Falls back," New York Times, April 20, 2002; "What's Slowing Us Down?" Wall Street Journal, October 13, 2003.

13. Leder, , May 23, 2003.

14. "Calls for Insuring No Rivals Develop," New York Times, March 8, 1992.

15. Se , Fools' Crusade (New York: Monthly Review Press, 2002).

16. "of U.S. Sours after Iraq War," New York Times, June 4, 2003;
"U.S. is arrogant, poll in 11 nations says," Philadelphia Inquirer, June 19, 2003; www.transatlantictrends.org.

17. Gabriel Kolko, (New York: New Press, 2002), ix-x, 87.

Oversættelse: Steen Sohn

Artiklen er fra tidsskriftet Monthly Review, december 2003.