Af hensyn til de svage
Af Lole Møller

Offentliggjort: 15. marts 2004

Et land skal kendes på, hvordan det behandler dets svageste!

Og de svage har ligget den borgerlige regering på sinde lige siden tiltrædelsen. Det blev bl.a. markeret ved nedsættelse af Rådet for socialt udsatte. I efteråret fulgte så en Velfærdskommission, der bl.a. har fået til opgave "at fremlægge forslag til reformer af velfærdssamfundet, som sikrer en socialt afbalanceret og målrettet indsats for at hjælpe de grupper, som har mest behov".

Det ligger fint i tråd med den liberale forestilling om en velfærdsstat, hvor sociale ydelser skal øremærkes til de såkaldt svageste, mens alle øvrige forventes at klare sig selv.

Det er således blevet et mantra at påberåbe sig ansvaret for de svageste og at begrunde alverdens økonomiske og politiske foranstaltninger i netop dette hensyn:

  • Af hensyn til de svageste kan vi ikke have så mange på passiv forsørgelse
  • Af hensyn til de svageste må vi privatisere det offentlige, så konkurrencen kan give os bedre og billigere service
  • Af hensyn til de svageste skal alle knap så svage holde ud på arbejdsmarkedet
  • Af hensyn til de svageste skal vi holde os fra hjemmehjælp, sygehuse, plejehjem....., men huske på vores pligt til egenomsorg.

Vi skal i det hele taget holde os væk, sørge for ikke at få hjælp behov og på den måde give systemet fred og ro til at tage vare på dets svageste medborgere.

Under den borgerlige regering
Hvordan er det så gået siden den borgerlige regering satte sig til rette?

Skal man tro analyserne i Social Årsrapport 2003 (1) er forskellene og polariseringen øget.

De disponible indkomster er i dag mere ulige fordelt end i begyndelsen af 90'erne.

Rådet for socialt udsatte har fået opstillet tre slags budgetter for at give et billede af forskellige overlevelsesniveauer. Et standard-, et discount- og et basisbudget. Lavtlønnede arbejdere har et rådighedsbeløb, der ligger over standardbudgettet. Dagpengemodtagere har lidt mindre til rådighed end standardbudgettet, mens folkepensionister og kontanthjælpsmodtagere må klare sig med mindre end discountbudgettet. Modtagere af starthjælp har så lidt til rådighed, at de ikke engang kan leve på basisniveau.

EU-kommissionen kunne tilbage i 1997 konstatere, at 4 % af husholdningerne i Danmark levede under den relative fattigdomsgrænse, som svarer til 50 % af medianindkomsten, mens 8 % levede for mindre end 60 % af heraf. Og heraf har 3 % - svarende til 100.000 mennesker - levet under denne grænse i mere end 3 år.

I det seneste år har der været konstant fokus på den lave starthjælp, som især flygtninge skal klare sig for. De skal leve af en ydelse, der svarer til 2/3 af kontanthjælpen.

Der er intet, der tyder på, at der er nogen som helst sammenhæng mellem den lave starthjælp og de berørtes vilje og mulighed for at skaffe sig arbejde. De er parate til at tage et hvilket som helst stykke arbejde, men alle porte er lukkede.

Som Bertel Haarder så smagfuldt har udtrykt det: De skal motiveres til at flå mink, og svin kan de vel godt slagte, selv om de ikke spiser dem.

Men jobbene eksisterer ikke! Hvor går disse mennesker hen og finder arbejde i en tid med faldende beskæftigelse og stigende ledighed?

Det har været regeringens ambition at få "Flere i arbejde" ved at reducere ledigheden og udvide arbejdsstyrken.

I de sidste to år er beskæftigelsen imidlertid faldet med 2,5 %. Samtidig er den registrerede arbejdsløshed nået op på 6,1 % af arbejdsstyrken - det højeste i 5 år. Ældre, ufaglærte og indvandrere fra mindre udviklede lande er hårdt ramt af ledigheden. Lige nu er der omkring 267.000, som er uden ordinær beskæftigelse og 147.000 uden for arbejdsstyrken. Antallet af ældre på efterløn og mennesker på sygedagpenge er steget markant.

Det fremstilles ofte, som om arbejdsmarkedet rummer svaret på alle problemer. Men effektivitetsræs, tempoopskruning og store krav til fleksibilitet har også store omkostninger i form af nedslidning og sygdom. For mange begynder den sociale udstødelse her.

Flere har altså fået forringet deres levevilkår. Og mange vil kunne genkende det billede digteren Erik Knudsen tegnede for nogle år siden:

Ingen fortid, ingen fremtid, dine venner er konkurrenter,
dit job, hvor længe har du det, i morgen er du overflødig,
i morgen skal du skiftes ud, du har levet dit liv,
dit korte markedsliv.

Kabylerne i Nordafrika har en talemåde: Mennesket er menneske i kraft af mennesker. I det moderne kapitalistiske samfund beviser mennesket først og fremmest sin berettigelse gennem arbejdet. Man skal gøre sig fortjent ved at udvikle evner og færdigheder. Man skal kunne tage vare på sig selv. Man skal ikke ligge andre til byrde. Ellers har man ikke krav på andres respekt.

Når man ligger sognet til byrde
Det har altid været en skam at ligge sognet til byrde. Der var engang, hvor sognets bedste mænd - præsterne og proprietærerne - sørgede for, at det kun var de værdigt trængende, der modtog en nøje afmålt hjælp. De uværdigt trængende skilte man sig af med gennem det såkaldte fordrivelsessystem, hvor man først blev berettiget til hjælp efter at have boet i det samme sogn i mindst fem år. Lige før klokken faldt i slag, blev de uønskede sognebørn lempet ud af sognet, over sognegrænsen og ind i nabosognet, hvor en ny optjeningsperiode tog sin begyndelse. Intet sogn med respekt for sig selv ville hænge på enlige mødre, drankere og arbejdssky elementer. Spillefugle, musikanter og letfærdige kvindfolk var heller ikke i høj kurs.

Al hjælp blev tildelt på afskrækkende vis. De gamle kom på "kassen", hvor de måtte tjene nådsens brød ved at binde sivmåtter og flette kurve. De dovne og letfærdige havnede i tugt-, rasp- og forbedringshuset. Her fik de nok at bestille, mens myndige og frygtindgydende inspektører fik gulvene til at skælve.

Enhver lighed med nutiden er helt tilfældig
Statsministeren sagde i sin åbningstale i Folketinget, at vi skal begrave det forrige århundredes forældede løsninger. Noget tyder desværre på, at inspiration hentes helt tilbage i det for-forrige århundrede.

Måske er der ingen kommuner, der i dag ligefrem jager deres sognebørn på porten; de siger bare stop, når de ikke vil have flere problemfamilier på halsen, mens de trygler mere begunstigede kommuner om at tage deres del.

Arbejde adler stadigvæk, og ledigheden er roden til alt ondt. Og de, der rammes af arbejdsløshed eller sygdom, kan se sig selv omtalt som dyre, belastende, dovne og uønskede.

Folk skal vænnes af med at være afhængige af dagpenge, lægehjælp, alderdomsforsikring mm. De nye reformatorer vil frigøre borgerne fra staten. Ingen understøttelse under langtidsarbejdsløshed, sundhedsforsikringer i stedet for sundhed for alle, pensionsopsparinger, man selv styrer og investerer i osv.

Der er stor forskel på, hvor gode chancer mennesker får for at kunne betrygge deres tilværelse. Der er store økonomiske, sociale og kulturelle uligheder i det danske samfund. Der er flere folk, der har brug for fællesskabets støtte, end der er mennesker, der motiveres af straf og konsekvens, noget-for-noget eller nul-tolerance, som nogle af tidens slogans lyder.

Prisen på et menneskeliv
Bjørn Lomborg var for 3/4 års tid siden igen ude med riven. I en klumme i Politikken anbefalede han, at gøre menneskeliv op i kroner og ører. For samfundet bruger jo penge på den enkelte helt fra undfangelsen. Siden skal der investeres i skole og uddannelse. Så kommer nogle arbejdsår, hvor investeringen giver afkast. Når pensionsalderen indtræder må menneskets værdi opgøres som negativ arbejdsfortjeneste. De bidrager ikke til produktionen, men lægger beslag på ressourcer til plejehjem, sundhedsydelser og folkepension.

Hvordan skal vi ellers kunne udnytte ressourcerne bedst muligt?

Her er ikke blik for, at den nuværende ældregeneration har afleveret et betydeligt bedre produktionsapparat og et langt mere velhavende samfund end det, de trådte ind i. De ældre investerede i den offentlige sektor, uden at der fulgte pensionsrettigheder med. Nu omtales de som ældrebyrden. Som Bent Rold Andersen så rammende har sagt det: Folkepensionen er de unges betaling for deres ret til gratis at benytte sig af hele den erhvervsstruktur og bredere samfundsstruktur, som blev skabt af de gamle. Folkepensionen er en beskeden tilbagebetaling af én generations gæld til en anden!

Fremme ved en korsvej
I de seneste år er markedsorienteringen blevet styrket. Hvis vi fortsætter ad den vej vil ulighederne og polariseringen øges. Så kan vi se frem til mere af samme skuffe, nemlig

  • at forsikringsprincippet vil blive styrket; jo større risiko, jo større præmier
  • at der presses på for at få et lavere niveau for overførselsindkomsterne og større gab mellem sociale ydelser og mindstelønnen
  • at der arbejdes på at få retten til offentlige ydelser begrænset
  • at det offentliges ansvar begrænses til fordel for markedet og familien

Men vi kan også vælge en solidarisk vej,

  • hvor menneskers egne kræfter understøttes
  • hvor der er respekt for forskellighed
  • hvor alle mennesker garanteres et anstændigt leveniveau
  • hvor ansvar og indflydelse går hånd i hånd
  • hvor individuelt forbrug erstattes med bedre livsudfoldelsesmuligheder

Gidseltagning af de svage
De svage er i de seneste år blevet taget som gidsler i spillet om at nedbryde flere og flere universelle træk i det danske velfærdssystem. Men gammel erfaring viser, at hjælp, der alene rettes mod de fattigste og svageste bliver til fattighjælp og dårlig hjælp.

Som Ole Wulff fra Frivillighedskassen i Helsingør engang udtrykte det: "Der findes ikke svage mennesker i Danmark. Der findes sygdomsramte, senile, bistandsklienter og mange andre, men det gør dem ikke svage som mennesker. Det, der gør dem svage, er systemets ydmygende behandling."

NOTE

1) Social Årsrapport 2003, Socialpolitisk Forening og CASA