Derfor vinder Bush valget
Af Steen Sohn

Offentliggjort: 15. marts 2004

Magthaverne i USA sælger deres politik som den lille mands oprør mod eliten. Modviljen mod Bush hos den amerikanske venstrefløj og hos den europæiske opinion skygger for den store opbakning Bush reelt har i store dele af den amerikanske befolkning, mener forfatteren Tom Frank.

Bush og republikanerne vinder ved at forene kristen kulturkonservatisme med kapitalistisk markedsfundamentalisme. På samme måde som Pia Kjærsgaard og Anders Fogh i Danmark viste sig at være en slagkraftig alliance.

Hverken den europæiske opinion eller den amerikanske venstrefløj fatter helt, hvilke kræfter de er oppe mod, når det gælder præsidentvalget og det politiske liv i USA. Mens primærvalgene i USA i denne tid afgør, hvem der skal være den demokratiske udfordrer til den siddende præsident, George W. Bush II., overses det let, at Bush står for holdninger, der deles af meget store dele af den amerikanske befolkning uden for de store byer på Øst- og Vestkysten. En meget stor gruppe amerikanere mener som Bush, at USA er en overlegen nation og støtter dets værdier.

Tom Frank, der har skrevet bogen "Et marked under gud: Ekstrem kapitalisme, markedspopulisme og afslutningen på det økonomiske demokrati", forklarer i februar-nummeret af det franske tidsskrift Le Monde Diplomatique, hvorfor Bush står til at vinde præsidentvalget til november. Nøglen til denne sejr ligger i den succesrige højrepopulisme, som dygtigt sælger magthavernes kamp for magten som den lille mands oprør mod eliten.

Hvordan sker det? Frank bruger eksemplet med en tv-reklame vendt mod den demokratiske kandidat, John Dean, der på et tidspunkt så ud til at vinde primærvalget. Her blev han hængt ud for at være kulturelitens foretrukne valg: "et skattehævende, regeringsudvidende, café latte-drikkende, sushi-spisende, Volvo-ejende, New York Times-læsende, body piercende, Hollywood-elskende, venstreorienteret freak show", som ikke skulle komme og tale til Iowas jævne mennesker.

Annoncen var sponseret af Washington-organisationen Club for Growth, der arbejder på at forbinde rige pro-forretningsfolk med pro-forretningsfolk-politikere. Gruppen består af økonomer, der er modstandere af regering og af velstående mennesker og tænkere, der opfatter lav skat og dereguleret økonomi som Kristi anden genkomst. Disse folk laver reklamer, der forkaster "eliten".

I dag er rigdommene koncentreret på færre hænder end på noget tidspunkt siden 1920'erne; arbejderne har mindre indflydelse på deres arbejdsvilkår end på noget tidspunkt i vores tid og de store erhvervsvirksomheder er den mest magtfulde aktør i verden, skriver Frank. Alligevel kan denne udvikling sælges som den lille mands retfærdige oprør mod en frastødende overklasse.

Erhvervslivs-politikere taler den undertryktes sag
Lederen i dette oprør er den tidligere oliemand, søn af en tidligere præsident og barnebarn af en senator - George W. Bush. Han taler populistens sprog, og han mener sin foragt for snobberne fra Østkysten og er vellidt af den jævne mand og vil formentlig genvinde størstedelen af den hvide arbejderklasses stemmer.

Republikanerne er nok traditionelt det store erhvervslivs parti, men de har finpudset deres populisme og krydret den med anti-intellektualisme, guds-snak og sentimental påberåbelse af middelstands-Amerikas ydmyge jævnhed. Richard Nixon var den første, der forstod denne magtfulde kombination, skriver Frank.

Markedspopulisme
Han opregner to former for højrefløjs-populisme. Der er markedspopulismen, som kommer fra Wall Streets PR-strategier. Den grundlæggende ide er, at et frit marked dybest set er demokrati, og eftersom vi alle deltager i markedet, er dette også et udtryk for folkets stemme (vox populi). Og alle forsøg på at regulere markedet eller blande sig i det er ren og skær arrogance.

Når det er gode tider, som det var for et par år siden, så udtrykker denne ide den jævne mand som ét med sin virksomhed. 1990'erne viste os minidramaer om børsmæglerne som revolutionsmagere, ældre damer, der udvekslede tips om investeringer, og almindelige mennesker solede sig i lyset af alle de nye millionærer, deres investeringer skabte. Selv energiselskabet Enron, skriver Frank, sammenlignede dets kamp for at liberalisere elsektoren med borgerrettighedsbevægelsen i 1960'erne.

I denne tid nåede politikere fra begge partier frem til, at privatisering og deregulering var den rette måde at lade folk få indflydelse på økonomiske spørgsmål. Og kommentatorer i pressen var enige om, at hver gang en fagforening blev smadret, skreg et eller andet sted en arbejder sine glædesskrig ud.

Tilbageslagets populisme
Når tiderne er mindre gode trækker markedspopulismen sig tilbage og overlader pladsen til tilbageslags-populismen (populism of the backlash), der er en samling af kneb, der dadler venstreorienterede, ikke på grund af deres mangel på tiltro til det fri marked, men på grund af alle de kulturelle monstrøsiteter, de har pånødet middle Americas gode folk:

De venstreorienterede har legaliseret aborten, jaget bønnen ud af skolerne og truer nu med at legalisere homo-ægteskaber. [i] Igen er det den liberale elite, der er det jævne folks fjende. Denne elite identificeres som en klasse af intellektuelle, der tror, de ved alt bedre end andre.[ii] Det er det republikanske parti, der tjener på denne forestilling.

Eliten fremstilles på fx Fox News og skældes ud for sin snobbede smag og de ting, den siges at værdsætte: specielle slags kaffe, dyre restauranter, fine uddannelser på Østkyst-universiteter, ferier i Europa og importerede biler.

Over for denne forfinede smag står ægte amerikanere, der spiser rødt kød i tykke skiver, ved alt om landbrug, drikker Budweiser, arbejder fysisk hårdt og kører i amerikanske biler. I november 2000 tabte demokraterne netop i det amerikanske hjerteland og vandt i kosmopolitiske Californien, New York og Massachusetts.

Gennemsnitsamerikaneren foragter den affekterede elite med dens højtravende manerer, og det er derfor, han stemmer på ligefremt-talende folk som George Bush, Ronald Reagan eller Richard Nixon. Når disse folk først er valgt, gør de alt for at overøse nationens elite med alle mulige gaver.

Hvor er modstanden?
Tom Frank mener ikke, at de liberale tager tilbageslags-populismen alvorligt. Nogle vil ikke tage stilling til stereotypen om sig selv som forfinet elite, mens andre ser den konservative populisme som blot og bar camouflage for racismen eller højrefløjs-militserne. Han illustrerer det med et billede fra et venstreorienteret møde, han for nylig deltog i, hvor han hørte på en præcis, kritisk beskrivelse af medieverdenen.

Han sagde til forsamlingen, at en masse ligefremme, kirkebesøgende mennesker ud over Midtvesten delte kritikkens præmisser, blot uden at være klar over det - de misforstod "liberalismen" for at være de økonomiske og virksomheds-kræfter, der rent faktisk kontrollerer ting. Tom Frank opfordrede taleren til at tage forbindelse til de mennesker og forsøge at stille deres klasse-afsky på benene. Han blev omgående belært af en anden mødedeltager om, at hun i hvert fald ikke ønskede at strække hånden frem til Ku Klux Klan.

Minefelt af politisk symbolisme
På samme måde, fremhæver Frank, misforstår mange europæere også den amerikanske konservatisme, fordi de tror, politik i USA fungerer på samme måde som i Europa - ved at tro, at materielle ting har betydning, at ræson har det, træder de sorgløst ind i et minefelt af politisk symbolisme og bliver omgående sprængt i luften.

Som illustration af denne påstand benytter Frank den franske udenrigsminister Dominique de Villepin, der var overbevist om sit fremskridt, hvor gang han kunne fange en amerikansk fejl under debatten i FN før krigen mod Irak. Denne velklædte, kultiverede herre, der modtog klapsalver fra repræsentanter verden over, mens han skældte ud på den amerikanske udenrigsminister, som stoisk måtte høre på udskældningen.

Hvad de Villepin ikke fattede, var, at amerikanske konservative er ligeglade med, om deres argumenter bliver tilbagevist. USA er den militante symbolismes land, en forestillingernes nation. Og i denne kamp narrede Bush de Villepin. For Bush' opgave var ikke at vinde FN for sig, men at samle hjemlig støtte; og i denne kamp kunne Bush ikke have ønsket sig et mere overbevisende populistisk melodrama, skriver Frank.

Saddam Hussein var et perfekt castet monster, og her blev Amerika angrebet for at modsætte sig ham af en affekteret, overuddannet og fluekneppende digter! En mand fra det Frankrig, som i amerikansk, folkelig kultur altid er blevet opfattet som en nation af snobber: vin-drikkende, oste-spisende, høflige. Det eneste, der manglede, var en afsløring af, at han havde parfume på og bar en håndtaske. Frank hævder, at ingen kunne have solgt krigen mere effektivt til amerikanerne.

Indtil det amerikanske venstre ser seriøst på dét dybe Amerika, der stemmer på Bush i den tro, de retter et slag mod eliten, vil det fortsætte sin gang udi glemslen.

Men for Europa og verden er fejltagelsen endnu dyrere, slutter Frank, for den dømmer det til krige og politikker påduttet af et USA, det nægter at forstå.


[i] Siden Tom Frank skrev sin artikel, er dette emne poppet kraftigt op i valgkampen. I Californien er mange homoseksuelle blevet viet i februar måned. Bush har kastet sig ind i kampen mod dette uvæsen og vil have et tillæg til Forfatningen, der forbeholder ægteskabet for mennesker af modsat køn. Dette kan komme til at spille en afgørende rolle i valgkampen, skriver Politiken i artiklen "Gustne overlæg bag bøsselov", 26. februar 2004. I dag har i øvrigt 38 af de 50 stater allerede love, der begrænser ægteskabet til at omfatte en mand og en kvinde, oplyser bladet.

[ii] Modviljen mod intellektuelle og rige har en lang tradition i USA. Heksejægeren Joseph McCarthy talte i 1950 om formodede kommunister i Udenrigsministeriet: "Disse kloge, unge mænd, født med en sølvske i munden er de, der har været de værste..." Og den værste var udenrigsministeren, Dean Acheson, selv... denne "opblæste diplomat i stribede bukser, med en fjollet britisk accent." (cit. efter Steen Sohn: "Korstog for demokratiet", side 114)

Tom Franks artikel, "The America will vote for Bush", kan læses i sin helhed på Le Monde Diplomatique's hjemmeside: http://mondediplo.com/2004/02/04usa

Hans bog "One Market under God: Extreme Capitalism, Market Populism and the End of Economic Democracy", udkom på Doubleday, New York, 2000.