Markedet - Medierne - Magthaverne
Af Pia Raug

Offentliggjort: 15. marts 2004

Når Markedet, Medierne og Magthaverne gør sig gensidigt afhængige af et kontrolleret samspil, bliver resultatet ikke et symfonisk værk, men at de spiller Samfundet fallit. Og der vil ikke være andre vindere i det spil end Murdoch, Microsoft, McDonalds og måske en ny Mussolini.

Et nutidigt eventyr?
Da markedet efter mange års bejlen vandt sin brud, løste kongebrev, fik faderens velsignelse og giftede sig med massemedierne, begyndte stedbørnenes kamp for overlevelse. Først havde tendensen været næsten usynlig. Mens den gamle kejser levede, gik det så langsomt, at de få, som så og sagde det, blev skammede ud. Blev kaldt gammeldags og ude af takt med tiden. Da den nye kejser kom til, og det blev tydeligt for alle, var der gået så lang tid, at de som havde set det og sagt det, blev skammede ud fordi de så længe havde været gammeldags og ude af takt med den globale tid. De som stadig vovede at råbe: "Jamen han har jo intet tøj på" blev de udstødte efter alle selvforsvarsmekanismernes spinnende regler.

Børnene var sammenbragte og kom fra to forskellige, gamle familier: Den Etiske Fordring og den Æstetiske Fordring. Ved det arrangerede fornuftsægteskabs indgåelse blev kun efternavnet "Fordring" stående tilbage. Mellemnavnene blev manet bort og blev kun holdt i live i børnenes hemmelige og forbudte lege. De vidste, at hvis faderen fik nys om det, ville straffen være hård. I værste fald ville den formastelige bliver fjernet fra hjemmet. Det eneste gode ved den ulykkelige situation var, at jo vanskeligere deres livsforhold blev, des mere nærmede de sig hinanden. Til sidst forstod de, at de altid havde været familie og altid i deres dybeste rødder havde været uundværlige genspejlinger af hinanden ...

Sådan kunne et moderne eventyr godt begynde. Det ville have sine egne hekse og trolde. Sine onde stedmødre og sine kolde, magtfulde konger og kejsere. Sine naive uskyldigheder og sine ukuelige helte. Sine prøvelser og sine kampe mellem det onde og det gode. Sine vise gamle mænd og koner. Men ville dette eventyr nogensinde kunne finde en happy end, hvor alle ville leve lykkeligt til deres dages ende? Ville forbandelsen nogensinde kunne hæves igen? Ville nogen kunne huske modgiften eller løse gåden?

De etiske og æstetiske fordringer
Dybest set kan disse to begreber rummes og karakteriseres af to simple billeder: "Rent vand og Kunst". Det samfund, som vil kæmpe til sidste blodsdråbe for det rene vand og kunstens mulighed og nødvendighed vil altid være dybt forankret i grundholdninger, som sikrer det etisk og æstetisk væsentligste grundlag for et menneskeværdigt menneskeliv, og som i samme åndedrag vil forsvare det enkelte menneskes rettigheder - uanset køn, farve, facon, religion eller etnisk tilhørsforhold. I disse simple eksponenter for livsholdninger er alle de påtrængende spørgsmål og de nødvendige svar indeholdt.

Markedet
På trods af modefænomener som etiske profiler, grønne regnskaber og investeringskunst på væggene, så er etiske og æstetiske fordringer ikke indlejrede i Markedets gener. Begreberne er ikke naturligt indbyggede. De er direkte imod dets dybeste natur. Hvis man vil finde etiske fordringer og æstetiske behov, må man lede i menneskene. I dem er i det mindste muligheden til stede. Hvis menneskene signalerer og insisterer længe og ihærdigt nok, kan de provokere markedet til at tage etiske hensyn - måske; men dybest set vil markedet aldrig forstå baggrunden.

Markedet beskæftiger sig kun med økonomiske fordringer. Markedet kan kun fatte markedsøkonomiske argumenter. Når det pludselig indretter sig efter og sætter en ære i menneskelige hensyn, så er det alene, fordi det er indenfor rækkevidden af menneskets muligheder at skabe basis for både etik og æstetik og overbevise markedet med det eneste argument, det for alvor kan forstå og agere efter: Købevillighed. Man kan ikke klandre markedet, at det handler, som det gør. Det må opføre sig i overensstemmelse med sin natur og sit mål: Profitmaksimering - forrentning - vækst. Det kan ikke andet end være blindt og døvt overfor menneskelige hensyn. Menneskenes opgave er at vælge efter bedste evne. Men det er ingen naturlov blindt at måtte vælge det blinde marked.

Så længe magtens tredeling handlede om samspillet mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt, som uafhængige af hinanden skulle sikre borgerens rettigheder og definere pligterne, var det muligt at opretholde et samfund (eller i det mindste illusionen om et); men når det ikke længere forholder sig sådan, og når det reelle magtspil kommer til at foregå mellem Markedet, Medierne og Magthaverne i et gensidigt afhængighedsforhold, er samfundet allerede under opløsning. Det paradoksale ved Markedets grundlov - konkurrencelovgivning - er, at det påstås, at konkurrencen sikrer forbrugerne bedre og billigere varer. Den virksomhed, som er i stand til at udkonkurrere de andre, kan i sidste ende - nær ved konkurrencens endestation - kun konkurrere på prisen ved at nedsætte kvaliteten. I stedet for større valgfrihed får forbrugerne mere begrænset udbud og ringere kvalitet. På mange markedsområder har denne tendens allerede sat sine tydelige spor. F.eks. i den multinationale pladebranche, hvor fire store underholdningskoncerner ejer 80 % af verdensrepetoiret. Bl.a. ved at opkøbe konkurrenterne for at kvæle potentielle lokale konkurrerende kunstenere til deres få multinationale tegnebordsstjerne. For at kontrollere markedet og høste hele marken selv. Det samme er tilfældet i andre brancher. Frøformering, ukrudtsbekæmpelse og Fjerkræproduktion f.eks.

Medierne
Siden Tv-monopolet blev brudt, TV-2 kom til og kommercielt finansieret Tv-spredning blev mulig i Danmark, har konkurrence-parametre også været mediernes eneste gangbare valuta. Seertal, segmentering, ratings, fokus-grupper. Alle markedets mest indskrænkende og beton-liberalistiske paradigmer. Selv DR faldt hurtigt for fristelserne. På trods af at være 100% licens-finansieret kastede DR sig uden tøven ind i kapløbet. Det første sted, hvor det blev tydeligt i DR, var på kultur- og kunstudbudet. For år tilbage ophørte DR med at afspejle udpluk af hele spektret af danske kunst- og kulturtilbud; men beskæftigede sig tiltagende kun med den kommercielle kunst. Dette var allertydeligst i musikken. I de andre kunstarter var det kun mindre tydeligt, fordi de stort set forsvandt ud af de landsdækkende mediebilleder. Musikken er en indbygget nødvendighed for alle massemedier; men ikke som kunst. Kun som underholdning. Under holdning. Med ganske få undtagelser er det kun øjeblikkets tegnebordsdesignede musikalske trends, som har fundet plads og nåde for Tv-programlæggerne. Undtagelserne har været debutanterne og stjernerne. De første er dem, som mediet kunne få lov at stå faddere til - opfinde. De sidste dem, som de ikke kan komme udenom, fordi folk nu engang elsker dem og ikke kan bringes til at dømme dem ude alene på grund af mange erfarne års tilstedeværelse. Nu er også denne tendens under opbrud. De danske kunstnere, som danskerne stadigt ønsker at lytte til, er så gamle i gårde, at de ikke vil lade sig spise af med reklameværdien - altså ingen løn - for at fylde mediets tomhed med nærvær. De multinationale koncerners kunstnere kan sagtens tilbyde deres varer gratis - ja måske endda betale i dyre domme for en plads i den kunstige kamera sol.

Selv debutanterne kan nu have svært ved at komme til orde, med mindre de vil indskrænke deres drømme til at blive "Stjerne for en aften" - underforstået, at de så på tro og love skal forsvinde fra den offentlige bevidsthed lige så hurtigt, som de kom ind, for ikke at skygge for den næste aftens stjerner. Amatørernes drømme koster ikke penge - de skal ikke have løn. Og så ligner de næsten den ægte vare og først og fremmest med den voldsomme fordel, at de ikke forlanger ordentlige arbejdsforhold og kan udnyttes uden protester. Men først og fremmest ligner de os selv. Vores egne drømme om at vinde en million - om at blive berømte - om at være "på" - om at slippe for besværet med at kæmpe for at nå sine mål, med risikoen for aldrig at vinde, og alligevel blive ved og ved. Fordi det handler om noget helt andet. Nemlig om den indre nødvendighed, som i generation efter generation har fået kunstnere til at kæmpe videre - på trods. For hovedparten af kunstnere er det nemlig altid på trods. Fra kunstnerisk vugge til grav den konstante kamp for næste måneds husleje. Intet sikkerhedsnet. Tiggergange. Påduttet dårlig samvittighed overfor de relativt små penge det koster Staten at have den sublime kunsts mulighed lige indenfor rækkevidde. Den der ellers kunne risikere at gå tabt for eftertiden.

Men det værste ved tiden er, at de samme tendenser nu viser sig i forhold til Nyhedsformidling og journalistik. Infotainment. Også i Danmark. Endogså i vores Public Service Medier. Falden på halen for blind ungdom alene for det ungdommeliges skyld. Talen ned til borgerne "fordi der må tales til dem på et niveau, de forstår". Tendensen har været tydelig i Guds eget land i mere end ét årti. Det burde vi tage grundigt ved lære af. Indskrænkelse af den redaktionelle frihed. Politikernes krav om "final cut". Inkriminering af de journalister, som vover fortsat at hævde journalistikkens fornemste pligt, som samfundets fjerde magt: At være kritisk, dybdeborende og modig. Det var en skammens dag, da Lord Hutton oplæste sin dom over BBC, som den eneste virkeligt skyldige instans i forbindelse med David Kelly's formodede selvmord i kølvandet på Storbritanniens deltagelse i invasionen af Irak - og jagten på de masseødelæggelsesvåben, som ikke kan findes. BBC måtte bære hele ansvaret for at have inkrimineret den britiske regering på baggrund af udtalelser fra en enlig kilde, uden bekræftelse fra anden side. Det kostede Kelly livet; men han havde også selv en stor del af skylden, hed det. Kun BBC blev dog for alvor dømt - og paradoksalt nok var anklagepunkterne helt identiske med det, både den britiske og den amerikanske regering havde gjort sig skyldige i: At have baseret deres handlinger på udsagn fra én alenestående kilde, uden bekræftelse fra anden side. BBC's "forbrydelse" var at offentliggøre den berettigede tvivl om lovligheden af at sende britiske soldater i krig på det givne grundlag. Koalitionens - inklusive Danmarks - "forbrydelse" var at invadere et helt land som besættelsesstyrke uden FN-mandat - refærdiggjort på baggrund af en påstand fra én enkelt, ubekræftet kilde. Og nu i sin megalomani at forberede sig på at løbe fra ansvaret, på et tidspunkt, hvor Irak er på randen af kaos og borgerkrig.

Men ligesom der er et andet Danmark end det Anders Fogh/Pia Kjærsgård-liberalistiske, så findes der også et andet USA, som gør sit bedste for at afdække alt det, konvergensen mellem Marked, Medier og Magthavere for længe siden har bandlyst fra nærmere eftersyn. Løgnene. Manipulationerne. Magtspillene. Den journalistiske selvcensur. Murdoch's voksende ejerskab til en majoritet af amerikanske nyhedsmedier. Dette USA har høstet årtiers dårlige medie-erfaringer, som vi burde tage ved lære af, fordi de giver et billede af, hvad der kan ske med os selv. Før det er alt for sent.

Magthaverne
Om morgenen den dag for nogle uger siden, hvor der var parlamentsvalg i Iran, bragte radioavisen et indslag om, at Rafsandjani var blevet stillet et spørgsmål af en vestlig journalist, da han afgav sin stemme i afdøde Ajatholla Khomenis overdådige palads i det nordlige Iran: "Ser de ikke dette valg som et stort problem for Irans demokratiske fremtid?". Fundamentalistiske styreformer - ligegyldigt hvor i verden og under hvilken fane eller flag - er lige forkastelige; men Rafsandjanis svar var ganske tankevækkende: "Det værste der kan sker for den Iranske Præsident er, at han i lighed med den amerikanske Præsident Bush må acceptere, at han kun regerer på et mandat fra 25 % af sin befolkning!"

Markedet begærer pengene. Magthaverne begærer magten og ønsker at beholde den, så derfor begærer også de penge, som skal skaffe og befæste magten. Medierne begærer både pengene og forsikringerne fra magthavernes magtapparat. Det store spørgsmål er, hvilket et af leddene i denne nye magtens tredeling, det i sidste ende vil blive, som løber af med sejren over de andre. Umiddelbart siger krystalkuglen på de allerede forhåndenværende indicier, at Markedet har alle de bedste kort på hånden. Rupert Murdoch og Silvio Berlusconi er blot de tydeligste symptomer på denne tendens. Markedets redskaber kan bruges til at sælge såvel pærevælling som præsidenter. Og markedsførerne - som i den politiske verden er spinn-doktorerne - kan få hvemsomhelst til at tro på hvadsomhelst, hvornårsomhelst. Hvis de altså har penge og magt nok. Og det har de, når de tre M'er ikke længere holder hinanden i skak, men konvergerer udenfor offentlighedens søgelys. Og til enhver tid kan købes, hvis pengene er store nok. De få instanser, som ikke kan købes, risikerer at udstødes, inkrimineres, at blive drevet til selvmord og opløsning. Nedlæggelse.

Den Britiske regerings svar på den dom, som burde havde ramt den selv i en endnu mere fatal sag - krigen i Irak - resulterede i første omgang i direktørens og bestyrelsesformandens afgang. Men i kølvandet er de planer, som længe har ligget og luret, ved at blive aktualiseret: Der er alvorlige bestræbelser i gang fra regeringens side på at afvikle BBC som statslig public service organ. Fordi BBC er for kritisk overfor magthaverne. Alene fordi BBC forfægter sin fornemste pligt at være samfundets vagthund overfor disse samme. Ikke blot til gavn for sig selv og sit eget virke, men som rollemodel for al tilbageværende - snart uddøende - public service virksomhed i verden. Forsvinder BBC, er ladeporten vidtåben for de sidste fatale angreb på al uafhængig, kritisk journalistik og nyhedsdækning.

Hvis både den kunstneriske og den journalistiske ytringsfrihed knægtes og indskrænkes til kun at omfatte de budskaber, som kan købes og sælges, så falder enhver forestilling om et demokratisk samfund sammen. Og så ender vi det samme sted, som de folk, der ikke selv var i stand til at dæmme op for deres fundamentalistiske magthaveres magtfuldkommenhed, og derfor måtte "befries" ved at vi i vores del af verden mere eller mindre stiltiende accepterede, at vores magthavere kastede bomber i hovedet på dem. Den eneste forskel vil være, at der ikke længere findes nogen magt i verden, som vil kunne anklage, dømme og straffe os for, at vi ikke skaffede os af med vores egne magtfuldkomne diktatorer. Hvis vi vil kunne sige os i besiddelse af nogen anstændighed overhovedet, må vi sige fra, mens der endnu er tid. På alle tilværelsens planer. Hvis vi ikke finder modet nu, er det allerede for sent.

Vi må som bl.a. Dorte Jørgensen have modet til at udfordre de stereotype billeder, som er skabt alene for at manipulere os. Vi må forsvare syndebukkene i stedet for at være med i heppekoret, når de løber spidsrod. Vi må have mod til at modsige (mod-sige!) de udsagn, som er utvetydigt, manipulerende spinn. Vi må turde gøre noget så latterligt og gammeldags som at gå flok og demonstrere for videnskabens, journalistikkens og kunstens ukrænkelige ytringsfrihed - og ytringspligt. Vi må styrke den kollektive, historiske hukommelse, så vi sammen er bedre rustede til ikke blindt at lade os manipulere eller bestikke - hverken med misundelse, magt eller mønt.

Når Markedet, Medierne og Magten konvergerer.
Til slut blot et aktuelt eksempel på, hvad der sker, når grænserne mellem aktørerne i magtspillet flyder sammen og nedbrydes. Vi har alle - hvadenten vi priser os lykkelige for remotens opfinder eller sidder klinede til skærmen for at se "almindelige mennesker" kvaje sig - vænnet os til en medieverden som er fyldt med "Hvem vil være millionærer", "Big Brothers" og reality shows. Vi har sneget os til at følge Bacheloretternes trange veje til Bacheloren og myriader af varianter af almindelige menneskers veje til stjernerne for et split sekund - og skammet os behørigt som i gamle dage over Femina og Se & Hør hos damefrisøren.

I forbindelse med den tilstundende amerikanske valgkamp, som nu er på vej ind i sin ondskabsfulde fase, har en Tv-station tænkt sig at lave et "Hvem vil være præsident" show. De vil udvælge 12 "almindelige" amerikanere, give dem hver 200.000 $ at føre "valgkamp" for. De vil få eksponering og lejlighed til at udbrede deres visioner. Seerne skal så løbende dømme én efter én ude. Til sidst vil der være én enkelt kandidat tilbage. Det er meningen at denne person så derefter opstiller for alvor. Selv Mickey Mouse ville have fået røde ører! Er det dét demokrati, vi tillader os at kaste meget tunge ting i hovedet på andre folkeslag for at forsvare? Men det allermest foruroligende er dog mistanken om, at et sådant tiltag måske i virkeligheden bedre end noget andet afslører, hvad og hvordan det virkelige præsidentielle magtspil foregår. Det er ren tegneserie. En minutiøst koreograferet dans mellem Markedet, Medierne og Magten.

Alt dette og mange andre amerikanske og globale medie-politiske spørgsmål kan dagligt følges på www.mediachannel.org/weblog, som redigeres af Danny Schechter, en repræsentant for "Det andet USA", og som løbende bliver kommenteret af "almindelige mennesker" fra alle egne af kloden.